Mandag d. 8. februar 2016 RETUR

Napali Coast Trail … hvor anstrengelserne belønnes med fantastiske udsigter

Vi sov rimeligt længe og drak kaffe på dækket, mens vi spejdede efter hvaler. De må være taget på arbejde et andet sted, for der var ikke bid her til morgen. Vinden havde lagt sig, så vi kunne snildt spise morgenmad på dækket og smøre to ekstra boller med ost og pølse til dagens vandretur på ”Kalalau Trail” langs Napali-kysten.

Klokken var derfor 11, før vi ankom til parkeringspladsen på ”Haena Beach”, som allerede var proppet til bristepunktet. Vi kørte tilbage og parkerede lige udenfor parken, og så kunne vi gå turen forbi ”Wet Cave” Waikanaloa, der ligger helt ud til vejen. Der er en enorm åbning i klippen, som er fyldt med blåligt vand i bunden.

Selv om det er en dyb hule, er den fint oplyst, så vi benyttede selvfølgelig chancen for at klatre ned og fotografere.

Nu startede den store opstigning på Kalalau Trail, hvor der er en stejl sti med grove klipper, der skal klatres på den første halve mil.

Her var heldigvis tørt og skygge, så det var hverken glat eller varmt at klatre op til det første udsigtspunkt, hvor man får et fantastisk vue tilbage over ”Haena Beach” og videre frem over de forrevne klipper på Napali-kysten, der er Kauai’s barske nordlige side, hvor de dramatiske og karakteristiske skarpe grønklædte klipper flader lodret ned i brændingen var de kraftige bølger. Det er ikke her, man bader. Vi besluttede allerede sidste gang, vi var her, at vi skulle vandre denne tur, da vi så det fantastiske landskab fra vores flotte helikoptertur i 2012 med pigerne.

Der var rigtigt mange mennesker på stien, og det var alt fra ældre, tykke personer til helt unge mennesker med meget små børn, så det er ikke underligt, at parkeringen er fyldt op – alle skal forøge at gå denne tur.

Stien er leret og virker klasket ind på siden af de lodrette klipper. Der er utroligt frodigt omkring os med grønt til alle sider. De lave palmer og den kraftige vækst dækker dog ikke for udsigterne lodret ned mod brændingen, eller frem mod Napali-kysten. Man skal ikke træde forkert her – det gør man kun én gang, men stien er dog fin bred, så hvis man bare stepper til side, når der er modgående eller folk, som vil overhale, så gå det fint.

Vi når et par andre udsigtspunkter, hvor folk foreviger hinanden, og en herre fortæller om vandreturen frem til stranden og videre op til vandfaldet, hvis man følger floden. Vandfaldet vil dog lægge fire timer til turen, så det er ikke en del af planen.

Det begynder at gå ned ad, og vi kommer ud i solen, så nu bliver turen varm, og vi tager solcreme på de stadig lyse ben. Der er vådt på stien fra små vandløb flere steder, og her er der glat, så man skal kigge ned, mens man går. Det sidste stejle stykke ned mod stranden, som er dagens vendepunkt, er i fuld sol og stegende.

Helt nede ved Hanakapi’ai floden (som bare kaldes en strøm her), må vi krydse vandet ved at hoppe fra sten til sten, men Hanne vælger at smide skoen og gå den kølige tur gennem vandet, hvilket absolut ikke er ubehageligt efter to timers vandring. På den anden side venter Hanakapi’ai stranden, der er en stenet affære, hvor folk har stablet endeløse mængder af varder af de rundede sten – det giver meget grafisk udtryk på stranden, med de voldsomme bølger i baggrunden.

Bølger som for øvrigt har slået nær hundrede mennesker ihjel på dette sted, så badning er ikke en option om vinteren, hvilket adskillige skilte informerer og advarer om – hvilket folk altså må have ignoreret. Det pudsige er, at stranden om sommeren er en sandstrand, da bølger og strømforhold ændrer sig, men om det gør det mere badevenligt vides ikke. Folk omkommer også ved at krydse Hanakapi’ai-strømmen, hvis det har regnet voldsomt, og de bliver trukket med ud i havet – kræfterne er voldsomme her.

Vi sad længe på stenene på stranden i skyggen fra de mange palmer og nød sceneriet, mens vi spiste den medbragte mad. Det gjorde rigtigt mange andre vandrere også, og det nød to lokale katte glæde af, da de kunne tigge mad fra folk. Går man kort videre ad stien, kan man benytte en toiletvogn, inden man tager tilbageturen.

Turen tilbage over den jungleagtige,stejle sti var meget varm det første stykke, så vi brugte en del skyggepladser til at få kropstemperaturen ned under gloende. Vi kunne observere de små vandrere, som gik længere fremme på stien.

Pauserne gav så tid til at nyde udsigterne og den tætte bevoksning. En frugt fangede vores øje, og den lignede en ananas, men det er hun-frugten fra Hala-planten, som man i tidernes morgen mest har brugt bladene til at flette med, så den er næppe spiselig.

Tilbageturen tog lang tid pga. de mange stop, men den sidste halvdel var stadig i skygge, så her gik det hurtigere. Efter 4-5 timers vandring, kunne vi klatre ned af det sidste stejle stykke, hvor det var godt at have vandrestavene med, da benene var ved at være lidt stive af den krævende tur – ikke på grund af længden, men pga. de mange stigninger og fald på den korte 2-miles rute ud til stranden.

På turen tilbage til bilen forsøgte vi at finde den anden våd-hule, som skulle være her. Den viste sig ikke at være afmærket, så efter en kort klatretur gennem skoven, fandt vi ”Waikapale Wet Cave”, som dog krævede et stejl klatretur ned for at blive nærstuderet, og det orkede vi ikke på dette tidspunkt, da hulen også lignede den første fra i morges. Denne hule er for resten blevet brugt til optagelserne af ”Pirates of the Caribbean on stranger tides.” Et lille skilt anmodede om, at man respekterede denne lokale helligdom, og der lå da også små offergaver ved siden af indgangen. Det mest imponerende ved stedet var næsten det figentræ, som havde indtaget den lodrette klippeside ved siden af hulen.

Nu gik turen tilbage til bilen, hvor en bøde på 35$ ventede for at parkere imod kørselsretningen i dette vildnis – thjaee – politiet på Hawaii har nok også kvoter, som skal opfyldes. Det ødelagde dog ikke indtrykket af en helt fantastisk smuk tur, så vi nød at sidde i bilen og trille de 10 miles tilbage til reservatet, hvor vi skyndte os ned i poolen og dyppe, så vi lige kunne nå en times solnedgang på dækket, inden solen forsvandt over Napali-bjergene på denne totalt skyfri dag.

Og så nåede vi afsnit 3 af ”Bedrag”, inden vi kravlede i seng med noget stive ben.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag