Vi skal "checke ind" hos Safari Helicopters kl.
10.45 og flyve 11.30, men vi er der i meget god tid, så vi i ro og mag
kan blive vejet, så vægtfordelingen i den lille flyvemaskine kan komme
på plads. Neal og Peggy fra New York skal også med, så dem taler vi lidt
med i ventetiden. Så kører vi i firmaets minibus til en bagindgang i
lufthavnen, hvor helikopterne står linet op på stribe. Vi sætter os på
nogle overdækkede bænke og afventer, at vores helikopter lander - så får
vi også set det på nært hold. Seks stort smilende passagerer kommer ud
og går direkte over til os. Vi får nu numre fra 1 til 6 og stiller os i
rækkefølge og marcherer ud foran helikopteren, hvor vi starter med at
vinke til kameraet foran på helikopteren, som vil filme hele turen. Der
er faktisk fire kameraer under maskinen, og i morgen kan vi hente den
redigerede film på vej til lufthavnen - fantastisk!
Der er fire sæder bag piloten, hvor Marie og jeg får midtersæderne, og
Hanne og Signe får vinduespladserne. Der er vinduer fra gulv til loft,
så i forhold til udsyn gør det næppe den store forskel, hvor man sidder,
og vi er som instrueret alle klædt i mørkt tøj, så vi laver færrest
mulige refleksioner i vinduerne. Peggy og Neal sidderrr på de to sæder
til højre for piloten, der introducerer sig selv som Tom.
Han er vel
lige et par år ældre end mig, og han viser sig at være et livsstykke af
entusiasme og begejstring, som er meget smittende. "Welcome to my magic
carpet", siger han, inden vi letter. Et flyvende tæppe med glaskuppel.
Det er en ubeskriveligt fantastisk at løfte sig fra jorden og gå ind i
et drej, uden at kunne mærke det - du kan bare se jorden forsvinde under
dig. Vi hører kun svag musik og Tom's forklaringer, da vi har
hovedtelefoner på med støjundertrykkelse, så larmen fra maskinen næsten
forsvinder helt. Vi kan tale sammen via mikrofoner, så det er helt
perfekt.
Allerede få minutter efter starten er vi ved det mål, som stod
højest på Hanne's ønskeseddel: At se vandfaldene som bruges i
åbningsscenen til filmen "Jurassic Park". Øverst i venstre
billede kan man lige ane en lille helikopter, som er landet ved faldene
- og det kræver speciel tilladelse af områdets ejer. De stakler! Om et
øjeblik er de spist af en T. Rex.
Vandfaldet er flot, og det
bedste af det hele er, at vejret i dag er perfekt, og solen kommer fint
igennem de spredte skyer.
Derfor er næste mål ved Waimea Canyon også en
oplevelse, hvor hele farveskalaen og alverden adjektiver skal i brug,
hvis det skal beskrives. Det er ikke så lidt flottere end forleden dag,
hvor det hele var lidt gråt.
Vi glæder os allerede nu over, at vi kan
opleve det hele igen på DVD'en. Det er virkelig magisk at flyve tæt hen
over de skarpe klippetoppe og se direkte ned i dybet på den anden side.
Man har oplevet dette så mange gange på film, men det er noget helt
andet i virkeligheden. Det SUGER i maven - på den gode måde!
Da vi kommer op til nordsiden af øen stråler
solen ned på strandene og de grønne, lodrette klippesider, som man ser
på reklamerne, men som man altsp ikke kan se fra landsiden - selv ikke
hvis man forsøger at vandre. En 11-miles tur kan dog få én ned til én af
de flotte strande, men Tom fortæler, at han opgav på halvvejen, da han
forsøgte turen med sin søn, og Tom virker til at være i fin form.
Turen
er en super-oplevelse, og vi fotograferer meget, lige indtil vi flyver
ind i et krater, som ellers er aldeles utilgængeligt. Der er rolige
vindforhold i dag, men det regner herinde, så vi flyver ind under de
mørke skyer inde i krateret - så tæt på siderne af bjerget, at vi kan
tælle bladene på bevoksningen på kratervæggene.
"Jeg kan ikke få jer
tættere på", betror Tom os i hovedtelefonerne, men det har vi absolut
heller ikke brug for. Det er total-fedt, så vi glemmer at fotografere og
nyder det bare med åben mund og vidt opspilede øjne.
Turen hjem foregår lige hen over midten af øen, hvor der mest er
bebyggelse og veje, og så er vi tilbage i lufthavnen, hvor Tom sikkert
lander sit magiske tæppe. Utroligt!
Det er frokostpause, så Tom lukker
helikopteren ned og går med ud og snakker lidt. Han har fløjet alle
tænkelige steder i verden, men han agter indtil videre at blive på
Hawaii, da han elsker stedet. Det er også tydeligt at mærke på hans
begejstring. Vi siger pænt farvel, og Marie og jeg bliver hurtigt enige
om, at vi skal have en helikopter.
Vi kører jem til hotellet via "Big Save", hvor en
masse sushi og lidt grønt til bliver indkøbt, og sushien bliver straks
indtaget til frokost, da vi er hjemme ... i pigernes tilfælde i sofaen
med OL på TV-skærmen.
Hvad skal vi nu lave? Pigerne vender det hvide ud af øjnene og klamrer
sig til sofaen for at se mere OL.
Hanne og jeg kører alene til Kauai Coffee
Plantation, hvor det er gratis at gå en kort tur i deres kaffeplantage
og læse på skiltene, som forklarer om plantagen og deres
kaffeproduktion. Plantagen var oprindeligt sukkerrør, men i 1987 blev
den erstattet af kaffe.- og vand hvade de jo rigeligt af fra
sukkerrørsproduktionen.
Vi ser også de maskiner, som plukker de modne bær ved hjælp af roterende
plastic-stave, der slår bærrene af buskene og samler dem op. Denne
metode er "hugget" fra blåbærplantagerne, og kaffen høstes i månederne
fra september til december - en maskine kan plukke 250 tons om dagen.
Bærrrene sendes igennem vandbad hvor maskiner piller frugtkødet af
kaffebønnen, og nu tørres bønnerne med varm luft i 2-3 dage. Efter en
kvaliltetssortering kan bønnerne nu ristes - og så er det ellers bare at
kværne dem og så hældt noget varmt vand på dem.
Efter rundturen kan vi sidde i skyggen og se en video
om produktionen, mens vi drikker kaffe fra over tyve forskellige
varianter, som står nybrygget på store termokander - og det er RIGTIG
god kaffe. På vej ud køber vi en pose af favorit-bønnerne, og så går det
hjem til pigerne igen. (Det viser sig,da vi er tilbage i DK, at vi har
købt nogetm, der anses for at være verdens bedste kaffe: Blue Kauai
Coffee ... ikke underligt at vi syntes godt om den.)
Hvad skal vi nu lave? Lad os gå ned på stranden og
snorkel med skildpadderne og bodysurfe! Lejligheden stiller
body-surf-boards til rådighed, og dem skal man ligge ned på, når man
suse afsted over bølgerne. Signe og Marie giver surfingen et forsøg,
mens Hanne og jeg går videre til næste strand, hvor vi så skildpadder i
vandkanten på sidste tur. Her er ingen skildpadder i dag, så jeg går
hurtigt tilbage til pigerne.
Det ser ret voldsomt ud, da pigerne forsøger sig med bølgerne. Vandet
skifter fra at se stille ud til pludselig at have pænt høje bølger. Se
lige billedet hvor Signe bliver fanget i brændingen nedenfor til højre. Signe
indser ret hurtigt, at hun ikke kan holde fast i både bikini og
surfbrættet, så jeg overtager hendes bræt.
Det er egentlig ikke så
svært, men det kræver kræfter og tyngde at komme ud gennem bølgerne til
startstedet. Så skal starten times med det rigtige sted - lige inde
bølgen vender - og så er det ellers som at få et los i rumpen, mens man
suser ind og lander helt oppe på stranden.
Men timer man det forkert, så
vender bølgen ovenpå dig, og så bliver du tævet rundt i vandet. Efter 10
minutter og 4-5 forsøg - hvoraf vel kun 2-3 var gode, har man salt og
sand over alt - også indvendigt, så vi besluttede at finde Hanne. Hun
dukkede dog op af sig selv, da brændingen var for voldsom, og hun
faktisk var i ukontrolleret kontakt med én af de store skildpadder i
bølgerne efter få sekunders badning. Marie og jeg viser lige Hanne en
enkelt gang eller to, hvordan bodysurfing fungerer - men nok ikke helt
så overbevisende som de professionelle.
I stedet går vi tilbage til det
rolige vand i poolen, hvor vi får skyllet det værste sand af under
bruseren, inden vi hopper i vandet.
Så nyder vi dagens - og feriens? -
sidste solstråler, inden vi går op og tømmer køleskabet. Hanne, Signe og
jeg kigger alle vores mange billeder fra dagens flyvetur igennem, og
selv om der er reflektioner på en del, så er der også mange perler fra
dagens - og turens? - højdepunkt ... nok i skarp konkurrence med
nat-dykningen med de store Manta Ray rokker.
Og så skal vi selvfølgelig lige have den sidste
solnedgang fra altanen.
Hvad skal vi nu lave? ... det giver sig selv. Vi besvimer!