Mandag d. 30. juli 2012.                                                    RETUR

På flyvende tæppe over Jurassic Park, verdens bedste kaffe og bodysuring!

Vi skal "checke ind" hos Safari Helicopters kl. 10.45 og flyve 11.30, men vi er der i meget god tid, så vi i ro og mag kan blive vejet, så vægtfordelingen i den lille flyvemaskine kan komme på plads. Neal og Peggy fra New York skal også med, så dem taler vi lidt med i ventetiden. Så kører vi i firmaets minibus til en bagindgang i lufthavnen, hvor helikopterne står linet op på stribe. Vi sætter os på nogle overdækkede bænke og afventer, at vores helikopter lander - så får vi også set det på nært hold. Seks stort smilende passagerer kommer ud og går direkte over til os. Vi får nu numre fra 1 til 6 og stiller os i rækkefølge og marcherer ud foran helikopteren, hvor vi starter med at vinke til kameraet foran på helikopteren, som vil filme hele turen. Der er faktisk fire kameraer under maskinen, og i morgen kan vi hente den redigerede film på vej til lufthavnen - fantastisk!
Der er fire sæder bag piloten, hvor Marie og jeg får midtersæderne, og Hanne og Signe får vinduespladserne. Der er vinduer fra gulv til loft, så i forhold til udsyn gør det næppe den store forskel, hvor man sidder, og vi er som instrueret alle klædt i mørkt tøj, så vi laver færrest mulige refleksioner i vinduerne. Peggy og Neal sidderrr på de to sæder til højre for piloten, der introducerer sig selv som Tom.


Han er vel lige et par år ældre end mig, og han viser sig at være et livsstykke af entusiasme og begejstring, som er meget smittende. "Welcome to my magic carpet", siger han, inden vi letter. Et flyvende tæppe med glaskuppel. Det er en ubeskriveligt fantastisk at løfte sig fra jorden og gå ind i et drej, uden at kunne mærke det - du kan bare se jorden forsvinde under dig. Vi hører kun svag musik og Tom's forklaringer, da vi har hovedtelefoner på med støjundertrykkelse, så larmen fra maskinen næsten forsvinder helt. Vi kan tale sammen via mikrofoner, så det er helt perfekt.

Allerede få minutter efter starten er vi ved det mål, som stod højest på Hanne's ønskeseddel: At se vandfaldene som bruges i åbningsscenen til filmen "Jurassic Park". Øverst i venstre billede kan man lige ane en lille helikopter, som er landet ved faldene - og det kræver speciel tilladelse af områdets ejer. De stakler! Om et øjeblik er de spist af en T. Rex.

Vandfaldet er flot, og det bedste af det hele er, at vejret i dag er perfekt, og solen kommer fint igennem de spredte skyer.

Derfor er næste mål ved Waimea Canyon også en oplevelse, hvor hele farveskalaen og alverden adjektiver skal i brug, hvis det skal beskrives. Det er ikke så lidt flottere end forleden dag, hvor det hele var lidt gråt.

Vi glæder os allerede nu over, at vi kan opleve det hele igen på DVD'en. Det er virkelig magisk at flyve tæt hen over de skarpe klippetoppe og se direkte ned i dybet på den anden side. Man har oplevet dette så mange gange på film, men det er noget helt andet i virkeligheden. Det SUGER i maven - på den gode måde!

Da vi kommer op til nordsiden af øen stråler solen ned på strandene og de grønne, lodrette klippesider, som man ser på reklamerne, men som man altsp ikke kan se fra landsiden - selv ikke hvis man forsøger at vandre. En 11-miles tur kan dog få én ned til én af de flotte strande, men Tom fortæler, at han opgav på halvvejen, da han forsøgte turen med sin søn, og Tom virker til at være i fin form.

Turen er en super-oplevelse, og vi fotograferer meget, lige indtil vi flyver ind i et krater, som ellers er aldeles utilgængeligt. Der er rolige vindforhold i dag, men det regner herinde, så vi flyver ind under de mørke skyer inde i krateret - så tæt på siderne af bjerget, at vi kan tælle bladene på bevoksningen på kratervæggene.

"Jeg kan ikke få jer tættere på", betror Tom os i hovedtelefonerne, men det har vi absolut heller ikke brug for. Det er total-fedt, så vi glemmer at fotografere og nyder det bare med åben mund og vidt opspilede øjne.

Turen hjem foregår lige hen over midten af øen, hvor der mest er bebyggelse og veje, og så er vi tilbage i lufthavnen, hvor Tom sikkert lander sit magiske tæppe. Utroligt!

Det er frokostpause, så Tom lukker helikopteren ned og går med ud og snakker lidt. Han har fløjet alle tænkelige steder i verden, men han agter indtil videre at blive på Hawaii, da han elsker stedet. Det er også tydeligt at mærke på hans begejstring. Vi siger pænt farvel, og Marie og jeg bliver hurtigt enige om, at vi skal have en helikopter.

Vi kører jem til hotellet via "Big Save", hvor en masse sushi og lidt grønt til bliver indkøbt, og sushien bliver straks indtaget til frokost, da vi er hjemme ... i pigernes tilfælde i sofaen med OL på TV-skærmen.

Hvad skal vi nu lave? Pigerne vender det hvide ud af øjnene og klamrer sig til sofaen for at se mere OL.

Hanne og jeg kører alene til Kauai Coffee Plantation, hvor det er gratis at gå en kort tur i deres kaffeplantage og læse på skiltene, som forklarer om plantagen og deres kaffeproduktion. Plantagen var oprindeligt sukkerrør, men i 1987 blev den erstattet af kaffe.- og vand hvade de jo rigeligt af fra sukkerrørsproduktionen.
 
Vi ser også de maskiner, som plukker de modne bær ved hjælp af roterende plastic-stave, der slår bærrene af buskene og samler dem op. Denne metode er "hugget" fra blåbærplantagerne, og kaffen høstes i månederne fra september til december - en maskine kan plukke 250 tons om dagen. Bærrrene sendes igennem vandbad hvor maskiner piller frugtkødet af kaffebønnen, og nu tørres bønnerne med varm luft i 2-3 dage. Efter en kvaliltetssortering kan bønnerne nu ristes - og så er det ellers bare at kværne dem og så hældt noget varmt vand på dem.

Efter rundturen kan vi sidde i skyggen og se en video om produktionen, mens vi drikker kaffe fra over tyve forskellige varianter, som står nybrygget på store termokander - og det er RIGTIG god kaffe. På vej ud køber vi en pose af favorit-bønnerne, og så går det hjem til pigerne igen. (Det viser sig,da vi er tilbage i DK, at vi har købt nogetm, der anses for at være verdens bedste kaffe: Blue Kauai Coffee ... ikke underligt at vi syntes godt om den.)

Hvad skal vi nu lave? Lad os gå ned på stranden og snorkel med skildpadderne og bodysurfe! Lejligheden stiller body-surf-boards til rådighed, og dem skal man ligge ned på, når man suse afsted over bølgerne. Signe og Marie giver surfingen et forsøg, mens Hanne og jeg går videre til næste strand, hvor vi så skildpadder i vandkanten på sidste tur. Her er ingen skildpadder i dag, så jeg går hurtigt tilbage til pigerne.
Det ser ret voldsomt ud, da pigerne forsøger sig med bølgerne. Vandet skifter fra at se stille ud til pludselig at have pænt høje bølger. Se lige billedet hvor Signe bliver fanget i brændingen nedenfor til højre. Signe indser ret hurtigt, at hun ikke kan holde fast i både bikini og surfbrættet, så jeg overtager hendes bræt.

Det er egentlig ikke så svært, men det kræver kræfter og tyngde at komme ud gennem bølgerne til startstedet. Så skal starten times med det rigtige sted - lige inde bølgen vender - og så er det ellers som at få et los i rumpen, mens man suser ind og lander helt oppe på stranden.

Men timer man det forkert, så vender bølgen ovenpå dig, og så bliver du tævet rundt i vandet. Efter 10 minutter og 4-5 forsøg - hvoraf vel kun 2-3 var gode, har man salt og sand over alt - også indvendigt, så vi besluttede at finde Hanne. Hun dukkede dog op af sig selv, da brændingen var for voldsom, og hun faktisk var i ukontrolleret kontakt med én af de store skildpadder i bølgerne efter få sekunders badning. Marie og jeg viser lige Hanne en enkelt gang eller to, hvordan bodysurfing fungerer - men nok ikke helt så overbevisende som de professionelle.

I stedet går vi tilbage til det rolige vand i poolen, hvor vi får skyllet det værste sand af under bruseren, inden vi hopper i vandet.


Så nyder vi dagens - og feriens? - sidste solstråler, inden vi går op og tømmer køleskabet. Hanne, Signe og jeg kigger alle vores mange billeder fra dagens flyvetur igennem, og selv om der er reflektioner på en del, så er der også mange perler fra dagens - og turens? - højdepunkt ... nok i skarp konkurrence med nat-dykningen med de store Manta Ray rokker.

Og så skal vi selvfølgelig lige have den sidste solnedgang fra altanen.

Hvad skal vi nu lave? ... det giver sig selv. Vi besvimer!

Retur til toppen.