Søndag d. 7. februar 2016
RETUR
Strandvandring
i paradis
|
På
trods af stormen sov vi som sten indtil ved 8-tiden. Der var intet kaffe i
huset, så jeg sprang i bilen og kørte til den lokale ”Foodland”,
som faktisk ligger som en del af reservatet lige ude på den store vej. Der
var ikke noget ”instant coffee”
der fristede, så jeg endte med kun at købe sølvpapir, salt & peber samt
den famøse proptrækker, og så fik jeg et stort krus ”cafe latte”
ved udgangen, hvor mange andre gjorde som jeg – tænk at man ikke laver sin
egen kaffe her! Morgenmaden
blev indtaget i stuen, da det stadig blæste en anelse for meget på terrassen.
Så pakkede vi ud og lagde de faste ting ned i bilen så som vandrestøvler og
stave, badetøj osv. Nu kørte vi mod vest for at se store bølger og
forhåbentlig en masse surfere. På vejen skal man forcere adskillige ”single lane bridges”, hvor man skal vente på modkørende, før man
kan køre over.
Der er mange
af disse, og enkelte steder er flere broer lagt i forlængelse af hinanden, så
man skal kaste bilen rundt, for at komme fra den ene til den anden. I tilfælde
af ”flash flood” efter regnvejr vil nogle af disse
broer blive oversvømmede, men i dag var det både smukt og tørt, så det var
bare at køre over. Første stop
var ”Hanalei Beach” som var rent paradis – og
overraskende tom for en søndag. Her var to enkelte tapre surfere på bølgerne,
og fire unge piger muntrede sig med at ”surfe” i baderinge 2-3 meter ude fra
stranden og ind … det er rigeligt til at få store bølger og et lille sus – så
voldsom er brændingen.
Vi gik en
dejlig tur ned ad stranden, hvor Hanne spottede efter smukke skaller, der
ifølge en lokal dame skulle være ideelt efter nattens hårde blæst. Vi kørte kort
videre til ”Haena Beach”, som også skulle være en
mulighed for at se surfere. Lige overfor
parkeringen, er der en lodret klippeflade, som er helt overgroet med lianer
og grønne planter. For neden – helt ned ved vejen, er der et stort hul ind
til ”Dry Cave”, som er et enormt hul ind under den
lodrette klippe – udgravet af vandet. Man kan gå helt ind til bunden, og selv
om den er dyb, er der fint dagslys helt inde.
Vi gik helt
ind, og man gyser ved tanken om alt det klippe, som hænger over hovedet på
én.
Nede på
stranden var der heller ikke ”bid” med surferne, men også her kunne vi gå en
lang tur i brændingen og nyde det lunkne vand, når det skyllede op over
fødderne. En rar dame tilbød at fotografere os – så det fik hun lov til – og
hun var god til det. Rent paradis.
Vi kørte den
korte tur helt ud til enden af vejen, hvor den ikke går længere på grund af
de lodrette klipper på nordkysten – som vi jo havde set fra helikopteren
tilbage i 2012 med pigerne. Vi konstaterede, at den vandretur, som vi ville
gå, udgik herfra, så hvis vi er her tidligt nok, så kan vi parkere her. Vi
vendte bilen og kørte tilbage til ”Hanalei Beach”,
hvor vi hurtigt skiftede til badetøj og forsøgte os med bølgerne. Vandet var
pragtfuldt, men det var ikke til at spøge med bølgerne. Vi nåede kun et par
meter ud, så var bølgerne så kraftige, at vi blev skyllet væk, selv om vi
stod op. Det var ikke desto mindre pragtfuldt, selv om vi kun badede i 5
minutter. Man kunne skylle sig og klæde om på et toilet, og så trillede vi
tilbage mod Princeville. Lige over for
”Foodland” er der et flot udsigtspunkt, hvor man
kan kigge ud over et landskab med store vådområder med taro,
der benyttes til at lave ”poi”, som er en
hawaiiansk variant af kartoffelmos, som spises i stedet for ris eller
kartofler.
Det må vi stadig
prøve! Vi rundede lige Foodland for at få lidt
frugt og kaffe, og det lykkedes Hanne at få tiltusket sig en kode, så hun fik
rabat – hvorfor lykkes det aldrig for mig? Tilbage i
lejligheden kiggede vi kort efter hvaler, men de havde søndags-fri, så vi gik
i stedet ned og prøvede poolen i reservatet. Den var dejlig, og det er ikke
sidste gang. Vi gik tilbage og lavede fælles brusebad – altså i hvert vores
badeværelse, og så var vi klar til et glas vin og solnedgang over bjergene,
da terrassen mod havsiden var lidt for kølig. Så er det jo godt, at vi har
terrasse på begge sider, for her er også fantastisk udsigt.
Der blev
lavet stegekartofler i den enorme ovn, og mens de stegte kunne vi læse og
skrive dagbog, så klokken blev næsten 20.30, før der var mad. Vi nåede dog
alligevel afsnit 2 af Bedrag … hold da op, der er fart på. |
