Søndag d. 7. februar 2016                                          RETUR
                                                              
Strandvandring i paradis

På trods af stormen sov vi som sten indtil ved 8-tiden. Der var intet kaffe i huset, så jeg sprang i bilen og kørte til den lokale ”Foodland”, som faktisk ligger som en del af reservatet lige ude på den store vej. Der var ikke noget ”instant coffee” der fristede, så jeg endte med kun at købe sølvpapir, salt & peber samt den famøse proptrækker, og så fik jeg et stort krus ”cafe latte” ved udgangen, hvor mange andre gjorde som jeg – tænk at man ikke laver sin egen kaffe her!

 

Morgenmaden blev indtaget i stuen, da det stadig blæste en anelse for meget på terrassen. Så pakkede vi ud og lagde de faste ting ned i bilen så som vandrestøvler og stave, badetøj osv. Nu kørte vi mod vest for at se store bølger og forhåbentlig en masse surfere. På vejen skal man forcere adskillige ”single lane bridges”, hvor man skal vente på modkørende, før man kan køre over.

 

Der er mange af disse, og enkelte steder er flere broer lagt i forlængelse af hinanden, så man skal kaste bilen rundt, for at komme fra den ene til den anden. I tilfælde af ”flash flood” efter regnvejr vil nogle af disse broer blive oversvømmede, men i dag var det både smukt og tørt, så det var bare at køre over.

 

Første stop var ”Hanalei Beach” som var rent paradis – og overraskende tom for en søndag. Her var to enkelte tapre surfere på bølgerne, og fire unge piger muntrede sig med at ”surfe” i baderinge 2-3 meter ude fra stranden og ind … det er rigeligt til at få store bølger og et lille sus – så voldsom er brændingen.

Vi gik en dejlig tur ned ad stranden, hvor Hanne spottede efter smukke skaller, der ifølge en lokal dame skulle være ideelt efter nattens hårde blæst.

 

Vi kørte kort videre til ”Haena Beach”, som også skulle være en mulighed for at se surfere. Lige overfor parkeringen, er der en lodret klippeflade, som er helt overgroet med lianer og grønne planter. For neden – helt ned ved vejen, er der et stort hul ind til ”Dry Cave”, som er et enormt hul ind under den lodrette klippe – udgravet af vandet. Man kan gå helt ind til bunden, og selv om den er dyb, er der fint dagslys helt inde.

 

 

Vi gik helt ind, og man gyser ved tanken om alt det klippe, som hænger over hovedet på én.

Nede på stranden var der heller ikke ”bid” med surferne, men også her kunne vi gå en lang tur i brændingen og nyde det lunkne vand, når det skyllede op over fødderne. En rar dame tilbød at fotografere os – så det fik hun lov til – og hun var god til det. Rent paradis.

 

Vi kørte den korte tur helt ud til enden af vejen, hvor den ikke går længere på grund af de lodrette klipper på nordkysten – som vi jo havde set fra helikopteren tilbage i 2012 med pigerne. Vi konstaterede, at den vandretur, som vi ville gå, udgik herfra, så hvis vi er her tidligt nok, så kan vi parkere her. Vi vendte bilen og kørte tilbage til ”Hanalei Beach”, hvor vi hurtigt skiftede til badetøj og forsøgte os med bølgerne. Vandet var pragtfuldt, men det var ikke til at spøge med bølgerne. Vi nåede kun et par meter ud, så var bølgerne så kraftige, at vi blev skyllet væk, selv om vi stod op. Det var ikke desto mindre pragtfuldt, selv om vi kun badede i 5 minutter. Man kunne skylle sig og klæde om på et toilet, og så trillede vi tilbage mod Princeville.

 

Lige over for ”Foodland” er der et flot udsigtspunkt, hvor man kan kigge ud over et landskab med store våd­områder med taro, der benyttes til at lave ”poi”, som er en hawaiiansk variant af kartoffelmos, som spises i stedet for ris eller kartofler.

Det må vi stadig prøve! Vi rundede lige Foodland for at få lidt frugt og kaffe, og det lykkedes Hanne at få tiltusket sig en kode, så hun fik rabat – hvorfor lykkes det aldrig for mig?

 

Tilbage i lejligheden kiggede vi kort efter hvaler, men de havde søndags-fri, så vi gik i stedet ned og prøvede poolen i reservatet. Den var dejlig, og det er ikke sidste gang. Vi gik tilbage og lavede fælles brusebad – altså i hvert vores badeværelse, og så var vi klar til et glas vin og solnedgang over bjergene, da terrassen mod havsiden var lidt for kølig. Så er det jo godt, at vi har terrasse på begge sider, for her er også fantastisk udsigt.

Der blev lavet stegekartofler i den enorme ovn, og mens de stegte kunne vi læse og skrive dagbog, så klokken blev næsten 20.30, før der var mad. Vi nåede dog alligevel afsnit 2 af Bedrag … hold da op, der er fart på.

 

Til Toppen                                                                                Hop til forrige dag        Hop til næste dag