Fredag d. 17. februar 2017 RETUR

Vandring i Teides lavaørken

Den store morgenmad blev hurtigt klaret med så mange kokke og tjenere til at få det til at ske, og så skulle vi lige købe bilen fri fra det lokale parkeringshus – 12 €uro … det kunne man jo spise et måltid mad for i restauranten på den anden side af gaden! Nu gik det direkte mod vulkantoppen Teide, så vi passerede hurtigt igennem Tamaimo, hvor vi har været hver dag – indtil videre.

Vi kommer hurtigt op i det barske vulkan-landskab, hvor de få træer kæmper for at overleve, og hurtigt når vi op over trægrænsen, så her udelukkende er golde, skarpkantede vulkansten over alt, og den eneste variation bortset fra bakkerne er den røde eller sorte farve på den størknede og kantede ”a-a”-lava … en betegnelse som spanierne har arvet fra Hawaii.

Vi havde besluttet at køre igennem parken – altså vulkanens krater – for at nå informationscentret og få nogle vandrekort. Vi passerer derfor det ene flotte udsigtspunkt efter det andet, men vi holdt også ind ved et sted, hvor der var en god mulighed for en vandre-rundtur. Da vi nåede frem til Informationscentret, viste det sig at være en lille skurvogn med to luger, hvor to meget talende parbetjente kunne informere om parkens muligheder. Vi fik en folder, der ikke lod noget tilbage i forhold til de amerikanske nationalparker. Parken tiltrækker mange cykelryttere, der træner i den tynde luft.

Vi kørte lidt tilbage for at gå den første lille tur i området. Denne rute førte os ud i kraterlandskabet med tunger af størknet lava og udsigter over dale nede i selv kraterbunden.

Underlaget skiftede mellem fint sand i røde og grønne nuancer, og det endte i groft grus og løse sten, når man forsøgte at forcere skråningerne uden for de markerede stier. Området er dækket af små tørre buske, men få juletræer stikker op som mærkelige aliens i dette mars-lignende landskab. I baggrunden knejser Teide med sin hvide snekalot.

Her er mange mennesker på vejene, men specielt på parkeringerne, så vi springer en del steder over på vejen tilbage. Vi gør alligevel forsøget ved ”Roques de Garcia”, som er den ikoniske klippeformation, som alle skal fotografere med Teide i baggrunden. Her er det aldeles umuligt at finde en parkering blandt hundredvis af biler, og trafikbetjente gør deres for at holde styr på løjerne. Vi nøjes derfor med at cirkle ind og standse kortvarigt, hvor Hanne skyder et skud ud af bilens vindue.

Nu suser vi tilbage til parkens indgang, hvor vi havde spottet en god lille rundtur. Heller ikke her er der parkeringsmuligheder på det officielle indhak – alle 10 pladser er taget, så vi parkerer med forsigtighed i kanten af vejen uden at komme for tæt på en afgrund. Denne rundtur er én lang stigning op til turens midtpunkt, hvor man først går gennem en lille lund af nåletræer med en fluorescerende gulgrøn farve, men her er også større træer, som kaster store kogler fra sig.

Herefter kommer ind mellem bakker af fint grus, som vulkanen har spyet ud over området, inden det hele er blevet flankeret af de grove lava tunger, som har afsluttet udbruds-festen. Et meget goldt og alligevel varieret landskab.

Ganske få skridt fra parkeringen er man pludselig alene i landskabet, og dette gælder hele området – flyt dig et par meter, og du er alene i verden. Midtvejs på cirklen har vi frit udsyn til Teides hvide top, og kort herefter finder vi et sted i læ og sætter os for at spise den medbragte frokost i form at to boller med ost og pølse – stadig med frit udsyn til Teide på vores nye medbragte siddeunderlag.

Herfra går det nedad hen over den skarpe lava, og kun en enkelt gang skal vi stejlt op, fordi vi forlader stilen for at se, hvad der er bag endnu et bjerg af lava. Fra toppen kan vi se Teno-nationalparken og de bjergkanter, som vi balancerede på i går. Det hele er indrammet i tunge skyer, så måske er vejret der ikke så flot som i går. Nu går det nedad, og vi er snart tilbage ved parkeringen. Her vandrer to politifolk rundt, og vi overvejer, om vi har holdt ulovligt i vejkanten. Nej, heldigvis ikke! De to betjente står på vejen og virker helt sikkert fartdæmpende på den lækre asfalt, som dækker den største del af parken. Vi flyver nu selv i lav højde ned fra vulkanen, så vi kort efter kan lande bilen for sidste gang tæt på vores lækre hotel.

Vi smider hurtigt grejet og går ned til det store poolområde for at kunne bade en sidste gang. Hanne bemærker til vores overraskelse, at man både kan se de enorme ”Los Gigantes”-klipper OG Teide fra poolen … Teide havde vi ikke lagt mærke til før. Da vi kommer tilbage til vores altan og kigger til højre, knejser Teide bag de høje ”Los Gigantes”-klipper … det lagde vi så først mærke til den sidste aften.

Vi nyder udsigten og betragter med et gys de unge mennesker, der bader i de fine hav-pools, som man har støbt ved havnen. Det må være lidt skræmmende at ligge i vandet, når en bølge slår imod kanten og sender kaskader af vand højt op i luften.

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: