Lørdag d. 18. februar 2017 RETUR

Vandring på bil-fri asfalt og søgen efter overnatning i bjerglandsby

Det var blevet flyttedag, så vi nød den sidste store morgenmad i restauranten, hvor vi nu havde lært at gemme os bagerst, så vi slap for den værste virak. Vi nød en sidste kop kaffe på terrassen. Hanne ringede til vores kommende vært Erika og aftalte, at vi ville ankomme kl. 16, og så blev der logget ud.

Vi havde god tid, så vi regnede med at tage en tur omkring det fyrtårn, der ligger på det vestligste punkt på Tenerife - det nordvestlige område ”Punta de Teno”, som vi faktisk kunne se fra hotellets terrasse i det fjerne. Vi undgik behændigt vejen til Masca og kørte en lille omvej, men det betød absolut ikke, at vi slap for hårnålesving – tværtimod endte vi på den stejleste vej, som vi nogensinde har kørt på, så vi både bremsede i første gear og med foden på pedalen hele vejen ned fra toppen til kystvejen, hvor vi igen kunne flyve mod fyrtårnet. Billedet nedenfor til venstre giver ikke helt indtruk af HVOR lodret vejen var.

Et skilt med ”Sabato et Domingo” (lørdag & søndag) og ordene ”autoriserede køretøjer og busser” gav os den mistanke, at vejen til fyrtårnet var spærret i weekenden, og to uniformerede betjente ved en bom bekræftede dette. En cyklist fik lov til at køre igennem. Øv! Vi vendte bilen og kørte tilbage – få hundrede meter, indtil Hanne foreslog, at vi da kunne vandre ud til fyrtårnet. Vi vendte bilen igen og rullede tilbage. Den kvindelige af betjentene talte fint engelsk, og hun forklarede at vi da sagtens kunne gå de 10 kilometer ud til fyrtårnet, og hun udpegede en lille parkeringsplads til bilen. Således passerede vi også bommene få minutter efter – nu iført vandrestøvler med de lukkede bomme bag os, så vi havde vejen for os selv.

Det var pragtfuldt at gå på den helt nylagte asfalt under de stejle klipper. Vi havde kun to timer til vandring, så vi ville ikke kunne nå helt ud til fyret, men vi skulle lige så langt ud, så vi kunne se det … håbede vi. På det første stykke af vejen havde vi en kaktusplantage dybt under os, hvor kaktusser stod i rækker eller i klynger af potter. Nogle mennesker sværger til at tale med deres planter for at fremme væksten, men denne gartner mente, at trommesoloer var vejen frem. I hvert fald lyttede vi til en endeløs kraftpræstation af virtuose trommehvirvler, mens vi gik forbi den store plantage. Det var absolut ikke skovens dybe stille ro!

Vejen snoede sig stejlt op under de lodrette klipper over os, som var fyldt med huller og hullet som en ost, og flere steder var der spændt kraftige net ud for at forhindre klipper i at ramme vejen, når de styrtede ned – ikke hvis de styrtede ned. Ubehageligt mange steder lå der sten på størrelse med blommer, som man absolut ikke havde lyst til at få i hovedet, så vi kiggede lidt bekymrede op, når vi var lige under klippen. Efter et kvarters vandring nåede vi til tre tunneller, som vi skulle igennem. De to første var ret korte, så her behøvede man ikke lys, men den tredje var meget lang og lige, så man kunne skyde efter lyset i det fjerne, men man havde ingen anelse om, hvor man trådte – lidt ubehageligt. Vi tog derfor min mobiltelefon og lyste på den hvide kantstribe, så vi havde noget at navigere efter. Bag os dukkede nu lygter op fra en bus, så vi standsede og pressede os ud i kanten, mens vi holdt mobil-lygten op, så buschaufføren ikke var i tvivl om, at vi var der. Han passerede os langsomt, og det var en grønt rutebil, som var fyldt med passagerer … man kunne altså køre ud til fyret med bus og vandre hjem – det kunne betjentene godt have fortalt os!

Vi fortsatte, men det begyndte at knibe med tiden. Stykket efter tunnellen var meget blæsende, og under os piskede bølgerne ind mod klippen, så det var et meget flot og dramatisk stykke lukket vej, som vi havde fundet til vandring ved et tilfælde. Vi poserede skiftevis både stående og liggende på den øde vej og mindedes de bilfrie søndage i halvfjerdserne.

Foran os dukkede nu et bredt faldt stykke land op mellem klipperne og kysten, hvor der var enorme lave drivhuse og fem-seks vindmøller. Der var et pænt stykke ud til dette kompleks, men landet så ud til at flade ud, så måske kunne vi se fyrtårnet derfra. Vi havde gået præcis en time, da vi passerede de lave drivhuse og en bygning med et forfaldent skilt med tomater. Vi gik lige ti minutter videre, men kunne stadig ikke se fyrtårnet. En bil var parkeret 100 meter fremme, og den blev udpeget som det absolut endelige vendepunkt, hvis vi skulle kunne nå at gå tilbage og finde vores nye overnatningssted inden klokken 16. Præcis ved bilen dukkede fyrtårnet op i det fjerne, og det gav en vis tilfredsstillelse, at vi fik set det, så vi vendte straks om og begynde den stejle opstigning tilbage mod tunnellerne.

Den næste rutebil passerede imod os, og vi overvejede kortvarigt at tage den, men besluttede at vi godt kunne nå det ”uden at snyde”. Lige før den lange tunnel kunne vi høre bussen bag os, så vi ventede et minut og lod den passere, inden vi gik ind i den og hastede igennem. Godt at Hanne har sin røde rygsæk på … ellers ville hun ikke være nem at få øje på nedenfor!

Vi mødte ingen modkørende, men to andre vandrere gik imod os – tydeligvis også med tændte mobiler. Lige efter den sidste tunnel var der et brat sving, hvor et indhak i klipperne ved en bro var besat af en flok mennesker med hjælme – var det cykelryttere, der holdt pause? Nix, det var bjergbestigere, der rappellede ned fra de enorme højder. To personer sad som mellemstationer ca. en- og to tredjedele nede, så folk havde et sted at holde pause på vej ned – det så temmelig dramatisk ud, selv om det nok var under fuld kontrol.

Så var vi ude igen og ca. tyve minutter efter vores tidsplan, hvis vi skulle være i det nye hus kl. 16 som aftalt. Her hjalp det så ikke, at vores kort viste sig at være gammelt, så vejnumrene slet ikke passede med virkeligheden. Vi opgav, da vi kom på motorvej 5, som var langt forbi målet, så vi kastede bilen ind på en tankstation og købte deres eneste kort – som ikke var meget bedre, end det vi allerede havde. Hele området omkring byen ”Icod de los Vinos” var på kortet overklistret med små logoer og markører for byens fortræffeligheder, så enhver information om veje og afkørsler var dækket. Vi satsede og kørte i håb om at finde enten vej TF-366 eller TF-373, som var de pejlemærker vi havde fra vores Google-Maps udskrivninger. Til sidst nåede vi endelig til det sving, som skulle være indkørslen til området, hvor vores hus lå, men det virkede helt galt, så vi opgav efter kort tid og vendte bilen. Nødløsningen var nu at ringe til ”lokale Maria del Mar”, som skulle give os nøglerne, og aftalen var, at hvis vi for vild, så skulle vi finde torvet i ”El Amparo”, og det havde vi set afviser til. Præcis en halv time for sent ringede Hanne til Maria foran kirken i El Amparo og sagde ”lost” på engelsk. Maria skulle ifølge ejeren Erika ikke tale et ord engelsk, men hun forstod instruksen og sagde ”cinque minute” (5 minutter) og skulle nu ifølge aftalen ankomme i sin orange bil. Kort efter svingede en orange bil ned fra en sidevej til venstre for pladsen – den modsatte side af, hvad vi havde forventet. Maria sprang ud af bilen og hilste pænt, og så var det ellers om at følge med, da hun fløj i lav fart videre ud af vejen i den retning, som vi havde forventet. Hun svingede ned ad den vej, som vi havde opgivet, så vi havde altså været tæt på. Men de næste to kilometers snørklen op gennem smalle gyder med en hældning på 45 grader overbeviste os om, at vi aldrig havde fundet det selv, så vi var lykkelige for hjælpen, da Maria holdt ind foran en stor gitterlåge med på skriften ”Finca la Chirita”, som vores hus var døbt.

Vi skrumlede hen over stenet grund og parkerede ved huset. Nu fik vi den store rundvisning i det meget lille hus på flydende spansk. Der stod ”vino Orotava” ved den lille disk ved køkkenet, hvor der også var æg ”non-supermercado” … altså friske æg og rødvin som folderen om huset havde lovet. Stadig på spansk fik vi forevist elinstallationerne, fik et kursus i at tænde op i pejsen, og hvordan man lukker for vandet. Herefter viste det sig, at Maria kunne ét ord på engelsk: ”Money”, og så blev den kontante betaling afregnet, og alle var glade. Maria fremviste også en stor hængelås, som tydeligvis skulle på gitterlågen, når vi kørte.

Vi vinkede farvel til Maria og var overladt til os selv. Det gik nu op for os, at vi ikke havde købt ind, og at den lokale forretning i El Amparo, hvor vi ventede på Maria, havde lukket. Vi kunne satse på at finde et supermarked i ”Icod de los Vinos”, men ville de have åbent lørdag aften, og ville vi kunne finde tilbage til huset? En hurtig gennemgang af skabene i køkkenet afslørede masser af ris, spaghetti, tun på dåse og suppe i pose, og vi havde jo stadig vores boller fra frokosten, som vi havde glemt at spise.

Altså – vi kunne overleve … ganske fint endda, for vi havde jo også osten fra vores første vandretur i Teno-parken, hvor vi handlede hos den lille dame i Teno Alto.

Først gik vi dog en tur på grunden, og til vores overraskelse så vi, at Maria havde låst gitterlågen med den store hængelås – thjaee. Sådan var det også, da vi boede i eget hus i Portugal – man passer åbenbart godt på sig selv under de sydligere himmelstrøg. Det var desværre for køligt til at sidde på den lille terrasse og få et glas vin, så det foregik i stedet i husets meget bløde sofa – med lidt af osten fra Teno Alto.

Aftensmaden i form af stegte ris med æg og tun blev indtaget på små havestole og et lille klapbord foran pejsen – som ikke var tændt. (Billedet er fra dagen efter!) Vi snød og brugte den elektriske radiator, selv om den ikke hjalp meget mod den rå følelse, som huset havde. Vi gemte os derfor i sofaen med tæpper og tømte vinen til at afsnit Matador, inden vi fandt dyner frem og gik i en temmelig knirkende seng – den holder os forhåbentlig ikke vågne!

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: (Nej! Der var ikke hul i vejen – det er GPS-udfald inde i tunnelen.)