Torsdag d. 16. februar 2017 RETUR

Ren middelsvær dræbersti med fantastiske udsigter i Teno-bjergene

Vejret så flot ud, så planen om en vandretur i Teno-bjergene, som vi kunne se fra terrassen holdt stik. Morgenmads-kaos’et blev overstået, så vi mætte kunne forlade hotellet og sætte kurs mod byen Masca, som er et af de mange ”musts” på øen. Man snegler sig op ad snørklede og meget smalle veje sammen med alle andre på øen – inklusive alle dem i enorme turistbusser, som snildt kan fylde hele vejen alene, så det gælder om at spejde frem og holde ind, hvis man spotter en gigant på vej mod én. Vi holdt ikke ind i Masca, da her var kaotisk med biler, så vi fortsatte mod den lille by ”El Portillo”, som ifølge vores lidt sparsomme kort skulle have en lille vandre rute.

Vejen frem mod El Portillo blev lidt mindre hektisk, så vi holdt ind et par gange og nød udsigterne. Fremme i El Portillo fandt vi nemt vandrestedet, som var fint markeret og ligefrem havde et lille kontor med toilet – faktisk det bedst udrustede, som vi fandt på hele ferien. Da vi var en anelse i tvivl om, hvor vores rute startede, gik vi ind på kontoret og sagde ”Hola” den venlige herre, der kun havde et begrænset engelsk ordforråd. Da vi spurgte om starten på ruten, sagde han noget i retning af ”Quelle Route?” og tog vores vandre kort frem. Vi viste ham ruten, og han forklarede ifølge vores spansk-evner, at dette var en latterlig lille og uinteressant rute, som ville være overstået på en halv time! (Vi er ret skarpe mht. spansk!) Han svingede herefter kortet rundt, og viste på bagsiden, hvordan adskillige farvede ruter dannede en cirkel, som ville tage omkring 3½ time at vandre. Vi gentog lige det hele for en sikkerheds skyld, og han nikkede, så selvsikre begav vi os ud på ruten.

De enkelte farvestriber havde forskellige numre a la PR TF-51.1, og da vi lige udenfor fandt tilsvarende markører, begav vi os selvsikre ud på ruten. Vejen førte os gennem en lille beboelse langs en gammel vej, hvor der formodentlig kun sjældent kørte biler. Kort efter gik rutemarkeringens genialitet op for os. Med korte mellemrum var der to vandrette korte striber malet på enten en pæl eller en sten. Den ene streg hvid, den anden gul. Vi havde læst at gul markerede en ”Medium” rute og at rød betød ”Død ved lodret sti”. Var man i tvivl i en y-forgrening, så markerede de to vandrette streger ruten, og de samme farver formet som et kryds betød ”ikke denne vej”. Fantastisk! Der var tilmed skilte de fleste steder, så man både fik rutenummeret og afstanden til nærmeste mål. Det var så her, at det gik op for os, at vandrestavene stadig lå i bilen, men vi var nu tyve minutter ude på ruten, og så stejl var den heller ikke … endnu. Kort efter blev den så stejl og ujævn, at vi fandt en kæp til Hanne, der viste sig at være den perfekte stok – med håndtag og det hele.

Vi snørklede os videre frem, og vej blev nu til reel trampesti, som gik meget opad. Klipperne var synlige med mellemrum, her var oceaner af kaktus og aloe, og nogle steder var der ligefrem huler, der var så store, at man kunne sætte sig ind i dem.

Vi passerede også vejen, som havde bragt os herop, og her fik vi så svaret på, hvad trapperne langs vejen var, som vi havde undret os over på vej herop – det var såmænd vandrestien.

Dalen, hvor vi startede blev hurtig lagt bag os, og det fortsatte med at gå op, op og op, så udsigten blev kun bedre. Det var faktisk benhårdt, så vi kamp-svedte og holdt en del pauser. Efter en sidste stejl stigning nåede vi op til bakkekammen, og her blev vi belønnet med en fantastisk udsigt til begge sider, selv om tågen nu forsøgte at tage en del af udsynet.

La Gomera lå fint med skydække over sig, og her var det tid til at spise frokost.

Stien fortsatte nu på selv bjergkammen, så man gik med udsyn til begge sider – fantastisk! Vi blev dog ført over på den side, som vendte væk fra start-dalen og El Portillo, og så gik det om muligt IGEN stejlt op til nye flotte udsigter og nye anstrengelser.

På vores side var der fint udsyn, men fra den anden side væltede skyerne ind over bjergkammen på dramatisk vis.

Vi fortsatte vandringen længe, og endelig begyndte det at gå lidt nedad … kun for meget snart at gå op igen. Vi passerede tydeligvis en masse dale og toppe på denne ”medium”-anstrengende sti. Godt at vi ikke havde valgt en rød. En stor del af ruten gik gennem tæt, lav bevoksning, der lukkede sig omkring os, og her var grønt alle steder af fugten.

Nedstigningerne begyndte at blive meget svære og glatte, og hvert skridt krævede stor opmærksomhed for ikke at glide eller falde. Det virkede endeløst, og de 3½ timer var for længst passeret.

Vi derfor nærmest jublede, da vi kæmpede os op på endnu en bakketop og pludselig kunne se El Portillo med den karakteristiske erosion, der så ud som om at fire fingre havde kradset klippen væk – en pudsig formation.

Stien blev ikke mindre stejl, så koncentrationen var i fuldt gear, da vi nu begyndte at være stive og trætte i benene.

Ikke desto mindre kom vi helskindede ned og kunne efter fem timer meget tilfredse sætte os ind i bilen.

Vi tog samme vej tilbage mod ”Los Gigantes”, så vi passerede derfor igen Masca, hvor der nu var mulighed for at holde ind. Det første, man tænker her, er ”Macho Picchu” … byen er bygget på toppen af bjergspidserne, og her kan kun bjergløver leve.

Vi nøjedes med at betragte synes, da vi ikke orkede at trave lodret ned i de stejle gader – det må blive en anden gang.

Tilbage på hotellet var der lige tid til at nyde solnedgangen og en fortjent øl, inden vi kastede os ned i restauranten, hvor vi nu havde lært at gemme os eller bagerst, hvor her ar rimeligt fredeligt og maden kunne nydes uden at få stress af de travle tjenere. Vi overvejede at tage elevatoren én etage op, da trappen virkede uoverskuelig efter dagens march, der trods alt kun var xx kilometer … men også 800 meter op og ned igen!

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: