Torsdag d. 11. februar 2016 RETUR

Hawaii’s mini-Grand Canyon og adskillige vandfald

Det havde regnet en del i løbet af natten, og det var ikke en del af planen, da vi ville til ”Waimea Canyon” på den anden side af øen for at vandre i dag. Det så dog tørt ud inde over øen, så vi tog alligevel afsted, nu da vækkeuret for én gangs skyld havde vækket os kl. 7 til denne tur. Det tog præcis to timer at køre hele vejen rundt om øen og tilbage nordpå, så vi kun er ca. 30 km. hjemmefra, men adskilt af den utilgængelige Napali-kyststrækning, hvor der ikke en nogen vej – netop den rute, som vi vandrede for et par dage siden.

Vi havde allerede besluttet hvilken tur, vi ville gå, så vi kørte uden at kigge på nogen udsigtspunkter direkte hen til ”Pu’uhanihani lookout”, hvor vi smed bilen og tog vandreskoene på, selv om vi havde fået et fantastisk kig ind i dalen med et flot vandfald midt i det hele.

Vi forlod bilen præcis kl. 10 til en tur, der ifølge guiden ville tage en 2-3 timer. Den første del af turen var en lang vandring gennem skov, hvor vi gik i skyggen, men til gengæld gik stejlt nedad. Det skal man lige huske på, for vi skal samme vej tilbage i eftermiddag – altså stejlt op.

Efter ca. en times vandring på denne sti, som går meget ned og lidt op, nåede vi frem til første udsigtspunkt, der desværre er skæmmet af et stort stakit, så man ikke falder ud over kanten. Der var rystende mange helikoptere i den smukke dal, de stod nærmest i kø for at flyve turister igennem som små støjende perler på en lang række af en usynlig snor. Det er nok én af grundene til, at dette stadig er en ”State Park” og ikke en ”National Park” … så ville der blive sat en stopper for denne sikkert meget store indtægtskilde, som er til stor gene for gæsterne på jorden. Vi kan dog næppe klage over dette, da vi jo selv tog den fantastiske tur hen over øen for 4 år siden. Men vi var enige om, at her var langt flere helikoptere nu – det var endeløst.

Vi gik videre mod næste mål, som var vandfaldet, og det krævede endnu en god tur gennem skov og lidt skygge, for nu var det blevet varmt. Næste holdt var de glatte bjergflader, som er afrundede og består af blød klippe, som er smuldret og derfor glat at gå på. Her er heller ikke noget rækværk, så udsigten er fantastisk, men man skal klart holde sig på god afstand af afgrunden.

Vi klavrede langsomt ned af denne glidebane og videre mod vandfaldet, som skulle ligge lige rundt om hjørnet. Det krævede lidt søgning, men folk, som kom imod os, kunne guide os i den rigtige retning, da det ikke var nok at gå efter den plaskende lyd i denne tætte bevoksning, der nogle steder kun efterlod et spor, der netop var bredt nok til at én person kunne passere.

Det var en meget idyllisk top af vandfaldet, hvor det plaskede ned over nogle klipper til en lille sø. Skilte advarede mod at bade her, men det forhindrede os ikke i at tage billeder – sammen med mange andre vandrere, selv om vi havde mødt forbløffende få på turen ud.

Vi fik nu anvisninger til, hvordan man kom helt ud til kanten af vandfaldet, men det misforstod vi og gik videre ad stien i en halv time, indtil vi nåede endnu et fantastisk udsigtspunkt, hvor en halveret stor sten fungerede som stol og havde indgraveringen ”Koipu’s Perch” – hvad det så end betyder?

Vi drak en cola her og nød freden, da i var de absolut eneste på dette sted.

Vi søgte nu tilbage mod vandfaldet, og denne gang trodsede vi tæt bevoksning og store klippesten for at nå frem til det, så vi fik selve udsigten over dalen, hvor vandfaldet styrter ud over klippen foran os.

Her var til gengæld sort af mennesker nu, så det var lidt svært at få billeder, som ikke virkede overrendte – så hvis vi har billeder uden andre mennesker end os selv, så er de misvisende, men det gjorde selvfølgelig ikke udsigten værre, at vi skulle dele den med andre.

Den lange og traverserende hjemtur startede, og vi pustede og svedte om kap med mange andre vandrere, hvor vi dog var imponerede over hvor mange tykke (læs virkeligt fede) mænd havde valgt at tage denne tur. Vi kæmpede os op af de lerede skråninger, hvor mange rødder fra træerne holder på leret, så det ikke skyller eller slides væk, men fungerer som naturlige trappetrin på den lange rute. Jeg var gennemblødt, da vi nåede tilbage til bilen, så det var en befrielse at få sandalerne på igen og komme ind i den airkonditionerede bil.

Vi kørte nu tilbage til et flot udsigtspunkt, men man kunne ikke rigtigt sidde her og spise frokost.

Til gengæld kunne vi kigge over på den bjergtop, hvor vi netop havde balanceret hen over – og her var nu sort af vandrere.

Lidt længere fremme på vejen, kunne vi igen holde ind, og herfra kunne vi se vandfaldet i fri udfoldelse – men igen kunne vi ikke sidde ned og spise frokost.

Vi tog derfor hele turen gennem parken, som i mellemtiden bliver til Koke’e State Park, når man nærmer sig den nordlige kyst.

Helt ude ved udsigtspunktet over havet, var der skyet og lige så tåget, som da vi var her tilbage i 2012, så endnu en gang var der ingen udsigt til havet og den anden side af Napali-kysten.

Vi satte os derfor på græsset med vores colaer og den medbragte pizza og nød frokosten i det grønne – og grå fra tågen, der væltede ind fra havet og gjorde det hele meget køligere.

Da vi havde spist, undrede vi os over, at der var så mange folk, som stod og fotograferede ud i tågen, så vi gik tilbage til kanten, og nu var der rent faktisk et kig ned til havet, Napali-kysten og den strand, som ligger de 11 miles fra den parkeringsplads, hvor vi startede vores vandretur forleden dag.

Vi nød kort det smukke kig, som vi trods alt fik.

Nu skulle vi køre de 11 miles tilbage langs kysten og de få miles videre til Princeville, men der er som sagt ingen vej på denne strækning af kysten, så det eneste alternativ er vejen langs kysten HELE vejen rundt om Kauai for at komme hjem.

På vejen ud holdt vi ind ved det store udsigtspunkt i starten af parken, hvor man får et fantastisk vue over hele Waimea Canyon. Her står det klart, hvorfor man kalder dette Hawaii’s mini Grand Canyon. Hanne diskuterede med en kvinde, hvor alle brææ-lydene kom fra, og de spottede tilsyneladende nogle bjergfår, for de pegede ivrigt.

Nu hastede vi hjemad på den to timer lange køretur. Det var stadig et helvede at komme gennem Wailua, hvor man holder næsten stille i en halv time, for at snegle den megen trafik gennem den lille ensporede vej. Det var derfor næsten solnedgangstid, da vi kom hjem, så en tur i pølen blev droppet, da vi faktisk var så mudrede på benene, at vi skulle bade rigtigt, inden vi kunne gå i poolen. Fra terrassen kunne vi se en flot regnbue, og en gammel overtro siger jo, at der står en krukke guld for enden af regnbuen. Det er noget sludder! Der står to kolde øl!

Fra terrassen stirrede efter de mange hvaler, som var her til aften. Højdepunktet var en hval, der sprang halvt ud af vandet, som både Hanne og jeg så i vores kikkerter – hold da op, det er imponerende.

Nu blev der lavet laks, mens Hanne fremfandt billeder fra de to sidste dage, som kunne lægges på nettet til fremvisning derhjemme. Så blev der også tid til endnu et afsnit ”Bedrag”. Efter et forsøg på at se TV Nyhederne hjemmefra, sov vi begge tungt i sofaen efter den lange dag og den meget friske luft.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag