Onsdag d. 10. februar 2016 RETUR

Så fik vi endelig surfere på enorme bølger

Det var strand- og surferdag, havde vi besluttet os for. Derfor startede dagen med at undersøge, hvordan og hvor man kunne forvente at se surfere her på Kauai.

Vi fandt en morsom vejrudsigt, der også inkluderede bølgehøjder, og den tydede på, at der ville komme flotte bølger i dag – så måtte surferne vel også komme – men spørgsmålet var selvfølgelig … hvor?

En enkelt web-side antydede, at Hanalei Beach, hvor vi gik forleden har en stor mole, hvor surferne hænger ud sammen, så det ville vi satse på.

Før morgenmaden var der tid til at kigge efter hvaler, og det var det helt store show i dag. To store hvaler havde en ”battle” om at støje mest ude i det fjerne, og den ene holdt sin hale over vandet og baskede den mod overfladen en 20-25 gange, før halen forsvandt. Den anden hval nøjedes med at baske sin store luffe mod vandet, og én af dem afsluttede så diskussionen ved at kaste den enorme krop på 40 tons (!) halvt op af vandet, så rygfinnen nåede fri af vandet – SÅDAN!

Efter morgenmaden på dækket, som i dag var ekstraordinær lækker med omelet, kaffe juice og frugt, ville vi udforske, hvad der lå bag det lille kors med skiltet ”Blake” lige nedenfor terrassen.

Endnu et par søgninger på nettet afslørede, at vi lige bag den grønne bevoksning har et malerisk og idyllisk punkt på Kauai, som hedder ”Queens Bath”. Om sommeren er det nogle smukke lava-huller, der ligner paradis-badekar langs den smukke kyst – lige indtil en bølge kommer og suger alle på klippen med ud. ALLE brochurer fraråder at gå ned på disse klipper, men det er der tilsyneladende mange, som ignorerer, når de først er her og vandet er helt roligt og ufarligt – hvilket det aldrig er på Hawaii. Ser man et foto fra luften, så ser det da også vældigt tillokkende ud. Vores lejlighed ligger lige rundt om hjørnet ved pilen, som man kan se på højre foto.

Vi balancerede forbi skiltet med ”Blake” som viste sig at være 23-årige ”Blake Snyder”, der faldt ned her og døde i 2012. Familien havde sat et lille mindesmærke op længere inde i krattet på kanten af afgrunden, og vi følte ikke trang til at balancere videre på ryggen af den stejle bakke, der faldt hurtigt ned mod træer på den ene side og lodret mod de frådende bølger på klipperne til den anden side. Smukt – og livsfarligt … dog ikke det vi foretog os, da vi ikke kravlede ned. Man skal dog holde tungen lige i munden … Det er vist en smule farligt ud på billederne … det var det nok også!

Man kan lige ane vores terrasse-dæk øverst til højre på bygningen – hvilken placering!

Næste planlagte stop var ”Kilauea Lighthouse”, som vi også forsøgte at besøge i 2012, men her var fyrtårnet lukket pga. reparation. Fyret stod fint og flot, men desværre var parken op til fyret IGEN lukket, da man skulle vedligeholde vejen, så endnu en gang kunne vi ikke besøge dette sted, som er et paradis for søfugle, skildpadder, sæler og selvfølgelig hval-spotning fra kysten.

Vi måtte nøjes med det samme kig som sidst, så vi var her ligesom alle andre kun i 10 minutter, og selve fyrtårnet lå desværre i skygge under en stor sky, der nægtede at flytte sig.

Nu gik turen igen nordpå forbi vores reservat og mod Hanalei Beach. På vejen kom vi forbi ”Anini Beach”, som vi ikke havde set før, så måske bød den på surfere? Det første vi så på parkeringspladsen, var det som man ser alle andre steder på Kauai … høns. Denne gang med små kyllinger. Der er som tidligere nævnt ufattelige mængder af høns på øen – vi har søgt efter et antal på nettet, men de siger bare ”thousands” … og det lyder lige i underkanten i betragtning af, hvor mange man ser og hører alle steder. Vi fik også ved selvsyn konstateret, at høns rent faktisk kan flyve, om end det ikke er særligt overbevisende. En høne fløj op i et træ foran os, og ved et par videre hop, kom det helt op til den hule top og forsvandt i et træ med smukke efterårsfarver.

”Anini Beach” viste sig at være en hyggelig og fredelig strand uden de store bølger, hvor folk kunne vælge at sidde i skygge under store træer, hvor der flød med nødder af en slagt under træerne. Her sad virkelig mange mennesker i liggestole og nød den smukke og fredelige dag på stranden, men kun få badede i det lidt mudrede vand fra strandens lerede sand.

Turen gik derfor videre til ”Hanalei Beach” som planlagt, og vi satte straks vandre-kurs mod den store mole helt ovre på den højre side af stranden, der faktisk må ligge meget tæt på vores lejlighed. Vi slentrede i vandkanten og havde fødder fri af vand – troede vi. Her viste havet, hvorfor man aldrig skal vende ryggen til det på Hawaii. Et ungt par kom imod os og skar genvej over en bugt på 20-30 meters størrelse, da en bølge pludselig kom helt ind over vores ankler, så vi måtte hoppe et par meter, for at komme op på tørt sand. Det nåede parret foran os ikke, og kvinden stod pludselig i vand til over livet og var tydeligt chokeret over denne pludselige vandtur. Det var dog ikke værre, end at bølgen trak sig ud UDEN hende, og hun fortsatte mod os med et grin og sagde: ”So much for staying dry!” Ja, det var et skræmmende eksempel på, hvorfor man ikke spøger med havet her på Hawaii.

Der var surfere på stranden, og i det fjerne kunne vi se den lange mole, som går ud i vandet.

Da vi nåede frem til Hanalei Pier”, var der ingen tvivl om, at her ville vi ikke se surfere. Et stort skilt proklamerede ”Beach Closed”, men det lader til at indfødte og turister på Hawaii ikke kan læse, for her var sort af børn, der badede og legede med body-surfboard, og unge mennesker ude i bølgerne, der surfede rigtigt.

Vi traskede ud på den flotte og solide mole, som er overdækket for enden, så man kan stå i skyggen og studere den unge mennesker og deres udfoldelser. Bølgerne var fine, og de fik nogle gode ture ind mod stranden – men det var jo ikke helt det, som vi ville se. Vi ville se de ENORME bølger, hvor en surfer ligner en lille myre på en tændstik foran en tsunami … et fromt ønske, syntes vi selv. Derfor blev vores nysgerrighed fanget af to unge mænd, der forcerede bølgerne bag os – altså væk fra stranden og ud mod det åbne hav, og flere personer med kikkerterne rettet stift mod havet afslørede, at det nok var her, man skulle kigge. Ganske rigtigt. Langt, langt ude på havet kunne vi ane de små vandscootere, der trak en surfer efter sig, som stod han på vandski, indtil han selv slap trækket i linen og efterlod sig selv på kanten af en enorm bølge – HER var vores surfere.

Vi stod længe og forsøgte at få et skud af dem med kameraet, men vi stod for langt nede, så de forsvandt for tit under de store bølgetoppe, som var mellem dem og hos. En helikopter svævede over dem, og fra vores udsigtspunkt så det ud som om, at den flød på vandet – så lavt fløj den.

Vores kikkerter fangede nu en samling mennesker inde på land, som stod og stirrede ud over havet fra et udsigtspunkt højt oppe på en klippe – de så ud til at stå lige ud for det enorme ”St. Regis” hotel … jamen, det ligger jo for enden en vores vej!

Vi tog derfor turen tilbage mod vores lejlighed, men fortsatte de ekstra to miles ud til ”St. Regis”, hvor der var sort af biler på vejen – OK, der ER her man samles og ser på surfere. En meget venlig kvindelig parkeringsvagt gjorde os opmærksom på, at vi ville få en bøde, hvis vi efterlod bilen med bare en anelse dæk ude på asfalten, så vi skyndte os at rykke den de ekstra 10 centimeter ind på græsset – tak dame!

Det var ren opvisning herfra. Flere professionelle surfere blev trukket rundt ude i infernoet af enorme bølger, og det lykkedes os at fange et par stykker med kameraet. Vi stod længe og stirrede på denne fascinerende kamp hos havets kræfter, som man aldrig kan vinde - men i bedste fald overleve.

Først da solen var ved at gå ned, besluttede vi os for at vende snuden hjemad, så vi lige kunne nå aften-dyppet i poolen, inden vi skulle se solen gå ned fra dækket.

På vej tilbage fra poolen, fik vi øje på en surfer – lige ud for vores lejlighed, så den næste halve time var der en kamp mellem hvalerne og surferne om vores opmærksomhed – hold da op en forestilling. Når det lykkes perfekt for surferen, så tager han hele turen på bølgen, og lige før den kammer over og opsluger ham i hvidt skum, så styrer han op over bølgekammen og lader sig samle op af sin taxi-vandscooter – han får ikke engang hovedet under vand.

Bølgerne lagde sig en anelse, så surferen tog hjem siddende bag på vandscooteren hos sin chauffør, men hvalerne så ikke ud til at være blevet trætte, selv om de var meget langt ude på havet.

Aftensmaden var en gigantisk pizza, som vi kunne bage i vores lige så store ovn, og så blev der igen tid til at afsnit ”Bedrag” – vi har lige ét afsnit til hver aften her.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag