-
I Don't Know
-
Suicide Solution
-
Mr. Crowley
-
Goodbye to Romance
-
Bark at the Moon
-
Road to Nowhere
-
Shot in the Dark
-
Rat Salad* (with Guitar and Drum solos)
-
Iron Man*
-
Fairies Wear Boots*
-
I Don't Want to Change the World
-
Crazy Train
-
Mama, I'm Coming Home
-
Paranoid*
* Black Sabbath sange
Dette
var, hvad vi nåede at høre i løbet af dagen. Tryk på de gule felter for at
springe direkte til koncerten.
Lee Aaron, Rock Stage, Sweden Rock
 |
Den gode Fru Aaron fra Canada gjorde et rigtigt godt
stykke arbejde med at varme de morgentrætte, tømmermændsramte
festival-deltagere op på festivalens fjerde-dag. Hun var
tilsyneladende selv ramt af jetlag, for hun rodede pænt rundt i,
hvad klokken var, men musikken var der ikke rod i - den blev
serveret uden dikkedarer med smittende energi og højt humør Bo og jeg diskuterede lidt, hvor ung hun er ... og jeg kan nu pænt imponeret konstatere, at hun er samme årgang som vores hustruer ... altså helt ung. Hendes mand bag trommerne ligner til gengæld os ... hvor er verden urimelig. |
Kigger vi lidt rundt, så kan vi let se,
hvordan årets mode blandt rock-fans er: Sort tøj med dødningehoveder
er i klart overtal, antallet af tatoveringer er slående og langt hår
er absolut ikke gået af mode for de deltagere, der stadig har deres
eget hår. Dem med tyndt og gråt hår er her skam også mange af, så Bo
og jeg falder slet ikke ved siden af. Anders, Christian og Levi
falder heller ikke helt igennem ... man har vel Ozzy T-shirten på.
 Den gode Karen (hendes rigtige navn) kommenterer på alle de glade mennesker, som hun har mødt på sin første optræden på svensk jord, og som det næste nævner hun med undren surströmming! Vi smiler! Ifølge et interview med Lee Aaron til Svensk Radio, så havde hun bedt alle sine svenske facebook-fans om at presse på hos Sweden Rock for at book'e hende. Smart pige! |
|
Det store overblik: Den store FESTIVAL STAGE til venstre, BAR-teltet i
midten og ROCK STAGE til højre. Der spilles ikke samtidigt på Festival og
Rock Stage - det ville ganske enkelt være umuligt rent lydmæssigt, men der
er til gengæld næsten non-stop musik på disse to scener.
 |
Nu er de unge mennesker (altså
os alle 5) ved at være frokost-sultne, så kebab-radaren sporer
hurtigt et udsalg tæt på Rock Stage, hvor vi for latterlige 65
svenske kroner kan få en ENORM skude kebab med fritter og salat -
det er et ganske godt køb. Vi finder over i det store BAR-telt på midten af pladsen, og her bliver Bo til gengæld udsat for et overgreb på menneskeheden. Hvem siger, at der kun er pirater ud for Somalias kyst? 60 kroner for én øl ... det er røveri ved højlys dag. Vi nød den alligevel, men grundet mængden af medbragte financer, blev det dagens eneste. Resten af dagen stod den på vand, hvilket egentlig ikke var helt tosset i det pragtfuldt varme vejr. Her var Levi endnu ikke blevet rød som en krebs, og Christian var heller ikke blevet væk ... endnu. |
Mens vi spiste, lyttede vi til The Hooters, som spillede i
det fjerne på Festival Stage.
Mætte og godt tilfredse med livet trak Bo os nu over til et gammelt svensk hippie-band, som hedder
Fläsket Brinner, Zeppelin
Stage, Sweden Rock
Endnu en gang må jeg tage hatten af for Bo, for han mente, at vi SKULLE
høre dette ... og det skulle vi. Det havde været virkelig surt, hvis vi var
gået glip af disse 5 herlige gubbar, som trykkede den helt vildt af i en
fusion af jazz, rock og noget der mest af alt mindede mig om Van der Graaf
Generator ... uden sang. (Heldigt ... Bo kan ikke klare Peter Hamill's
stemme)
Jeg skal ikke gøre mig klog på medlemmerne af dette band, som
startede helt tilbage i 1971, så i stedet har jeg kopieret dette fra deres
hjemmeside:
"In the summer of 2005 the
original members Bengt Dahlén (guitar) and Erik Dahlbäck (drums) were joined
by Thomas Jutterström (Hammond and Fender Rhodes), Göran Lagerberg (bass)
and Anders Ekholm (tenor saxophone). The addition of these experienced
musicians brought Fläsket to a whole new level and this constellation are
more than ready to meet their fans - both the old and the new ones."
 |
Her var virkeligt tale om håndværkere, der mestrede deres
instrumenter. Jeg er vild med saxofon i rockmusik, når den bruges
rigtigt, og det blev den absolut her. Bassisten med sin 6-strengede
guitar og den super-laid-back-cool guitarist lavede præcist og
perfekt samspil, og til venstre på scenen sad en gubbe, der så ud
til at være løftet direkte fra sin Harley og over til et originals
Hammond-orgel. Det var en herlig musikalsk oplevelse ... der skal
helt klart lyttes til disse fyre, hvis man kan finde noget musik med
dem på en skive. Kan det virkelig passe? Jeg kan kun finde to skiver med dette band, og de er helt tilbage fra starten af halvfjerdserne ... genudgivet på cd i 2003! Hentede den straks på BibZoom (som jeg ikke kan anbefale nok), og sidder nu og smiler, mens jeg lyssnar på "Klotet" ... det herlige tema spillede de også i dag på scenen. |
Lige så intens musikken var på Zeppelin-scenen, lige så afslappede
var folk omkring den.
Vi havde nu et kvarter til at gå tilbage til Rock Stage, hvor programmet nu stod på
Spock's Beard, Rock Stage, Sweden Rock
Bo havde i forvejen sendt et link til YouTube, hvor Spock's Beard spillede et af deres bedste numre ... som jeg ikke helt kunne se (eller høre) det fede i. Det var meget abrupt se-hvor-hurtigt-jeg-kan-spille-et-riff-agtigt, så det var med en blanding af bekymring, nysgerrighed og spænding, at vi hørte introduktionen fra toastmasteren, der annoncerede "the great prog-rock band from L.A. ... SPOCK'S BEARD"
 |
De lagde hårdt ud med hurtige riffs, men man skal nok kende det og være fan i forvejen, for at se det store i det. Folkene på scenen synes tydeligvis, at de var gudernes gave til menneskeheden, og er der noget som rammer hårdt i Danmark (og de gamle besiddelser), så er det Jante-loven ... Gud-fader-be'vares noget lort. Hvis folk opfatter prog-rock, som det vi i dag hørte fra Rock Stage, så kan jeg godt forstå, at man ikke gider høre denne slags musik. Heldigvis er Yes, Genesis osv. professionelle jordnære mennesker, som har noget at have deres gudestatus i. |
| Nu hjalp det heller ikke på skuffelsen, at
trommeslager Nick D'Virgilio ikke var med, for han har lavet en del
fed musik ved siden af dette band.
Jeg overvejede seriøst at give dem en finger, inden vi skred, men en tilhører foran os markerede langt bedre, hvad hun syntes om musikken ... det var en genial gestus ... selv om det muligvis ikke var ment sådan. Vi forlod skyndsomt Rock Stage for at putte lidt ekstra ind i programmet, som ikke var planlagt ... |
 |
Molly Hatchet, Sweden Stage, Sweden Rock
Vi ankom midt i koncerten, og en hel del temmeligt omfansrige herrer var i gang med at fyre den af på Sweden Stage, som er den scene, der ligger længst væk på festival-området. Her var pænt fyldt op, men dog ikke værre, end at vi kunne vade temmeligt langt frem og alligevel sætte os ned ... vi trængte til at hvile benene lidt.
Jeg kender slet ikke Molly Hatchet ... ud over at jeg har hørt
navnet før. Det er gyngende sydstats-rock, og antallet af cowboyhatte foran
scenen var vist også højere til denne koncert end mange af de andre. Et
enkelt sydstatsflag manglede da heller ikke.
Det var absolut underholdende, men lyden var faktisk ikke særligt god. Det
mudrede en del, så det var svært at høre detaljerne i musikken ... hvis der
altså var nogen!
Ved at kigge lidt på nettet, kan man se at Molly Hatchet har haft ca. et
par hundrede medlemmer siden deres start tilbage i midten af halvfjerdserne,
men guitaristen Dave Hlubek er det eneste originale medlem ... herunder i
midten med det mørke hår.
Sangeren Phil McCormack var mega-underholdende, selv om hans stemme
var som et rustens søm. Han kom med en del udtalelser mellem numrene, der
afslørede, at hans BMI er højere end hans IQ, men det gjorde absolut ikke
oplevelsen mindre. Én af hans store oplevelser her i livet havde
tilsyneladende været at møde nu afdøde Ronnie James Dio. Rigtigt mange andre
må have den samme opfattelse, for vi ser en del T-shirts med påskriften:
"Ronnie James Dio 1942 - 2010".
Det er nok guitaristen Bobby Ingram, der i dag er det bærende element rent
musikalsk. Han forstod i hvert fald at servere en solid guitarlyd. Vi
forlader de store drenge en smule før tiden ... vi skal have gode pladser
til ...
Styx, Festival Stage, Sweden Rock
Styx får sin egen side ... her er indtil videre et enkelt
billede.
Link til Styx-siden
Kansas, Rock Stage, Sweden Rock
Kansas får sin egen side ... her er indtil videre et par
billeder.
Link til Kansas-siden
Utroligt så sulten man bliver af at høre god musik.
Kebab-radaren blev tændt igen, og næsen blev indstillet på "Fläsket Brinner",
så ganske få meter fra Rock Stage blev Vildsvine Kebab Teltet lokaliseret.
Her VAR Levi blevet rød som en krebs, men Christian var ikke blevet væk
... endnu.
Mens vi spiste vores udmærkede kebab BULDREDE "Black Label Society" HELT
VILDT fra Festival Stage, og Zakk Wylde indtog scenen iført fuld krigsornat
med kæmpe fjerpragt på hovedet.
Levi var pænt skuffet over at Wylde buldrede og bragede i stedet for at
vise, hvor fremragende en guitarist, han er. Derfor var det ikke svært at
træffe valget om, at vi ville se en rigtig guitar-håndværker ...
Walter Trout, Zeppelin Stage, Sweden Rock
 |
Der bliver ikke fedtet med noget her. I samme sekund som
konferencieren har introduceret Mr. Trout, starter en nærmest
febrilsk guitarsolo, inden nogen er kommet på scenen. Ind kommer
Walter med sin hvide guitar og et allerede forpint udtryk i ansigtet,
mens han spiller helt vildt hurtigt fingerspil på de allerhøjeste
toner på gribebrædtet. Han fortsætter, mens resten af bandet kommer
på plads ved deres instrumenter, og først da de falder ind med et
typisk langsomt "di-dahh, di-dahh" blues-riff, kommer Walter i sync
på et langsommere beat, og den fede blues ruller derudaf. Guitaren akkompagneres af en hæs stemme, og alle foran Zeppelin-scenen nyder ærligheden og det gode håndværk, som vi bliver præsenteret for. Man behøver slet ikke at kende Walter Trout i forvejen, for at kunne følge med, og det er i sig selv en kæmpe kvalitet ved musikken. Efter et par numre begynder Walter at introducere numre fra sit nyeste album, og et væsentlig mere poppet og melodisk afsnit fylder nu pladsen. Bo og Levi beslutter sig for at give Zakk en chance til, så de trækker over mod den fjerneste ende af festival-pladsen for at høre bulder-musik, som heldigvis ikke forstyrrer os andre. |
Det meste af tiden var der fire musikere på scenen, men en femte dukkede
af og til op på guitar og sang.
En meget vigtig del af at spille blues er at lave grimasser. Der var
derfor her tale om blues i verdensklasse.
Bo og Levi vender tilbage til os, og de var stadig ikke vildt begejstrede.
Vi har nu det problem, at der er hele TRE samtidige koncerter på Sweden
rock, så med det stramme program, som Anders har lagt, bliver det tid til at
sige farvel til Walter & Co. og gå videre over til ...
Hawkwind, Sweden Stage, Sweden Rock
Vi ankommer lige til starten af Hawkwind koncerten,
som er totalt nyt for os alle sammen ... på trods af at konferencieren
melder, at de er her med 42 års erfaring ... det kan man sgu' da kalde
erfarne folk. Jeg kan nu tælle 26 (SEKS-OG-TYVE) studiealbums på Wikipedia
... det er der vist ikke ret mange, der kan hamle op med. Der er god plads
foran Sweden Stage, så vi slår rumpen i græsset og hviler vores efterhånden
temmelig stive rygge og ømme fødder.
 |
Grundlæggeren Dave Brock på guitar og synth (i
rød skjorte) er dog det eneste oprindelige medlem på scenen.
Bassisten og sangeren "Mr. Dibs" spiller iført fuldskæg og
tyskerhjelm, og hans stemme minder i den grad om Lemmy, der
kortvarigt var med i første halvdel af halvfjerdserne, inden han
fortrak for at danne Motörhead. Ikke underligt er det eneste, jeg
kan huske om Hawkwind fra min "Vi Unge"-tid, deres danser Stacia,
som forstod at få tingene til at gynge på scenen ... i bogstavelig
forstand. Vejret er intet mindre end pragtfuldt, og et helt enestående solnedgang konkurrerer med Hawkwinds lysshow og de to meterhøje farverige dansere, der som rumvæsenere bevæger sig rundt på scenen under det første nummer med lysende fingre og flagrende dragter. Ikke nogen ringe erstatning for Stacia. |
Musikken er nærmest ubeskrivelig. Det er tung rock, endeløse sequencer
loops, insiterende rytmer og totalt syret. Der er ikke sparet på noget ...
her er nok noget, som vi skal hjem og grave i. Og der er som sagt nok at
begynde med. Synthesizer-spilleren til højre på scenen har store problemer
med sit udstyr, og flere gange kommer der vildt høje "beep" fra hans udstyr,
som Dave Brock ikke undlader at kommentere på med et smil.
Lige så varieret som musikken er, lige så varieret er gæsterne på scenen.
Både japanske geishaer og balinesiske tempelpiger dukker uventet op og gør
om muligt oplevelsen endnu mere farverig. Det er derfor med temmelig stor
ærgrelse, at vi føler os tvunge til at fuldføre den synkrone koncert-trilogi
ved at gå over til Rock Stage for at høre ...
Thin Lizzy, Rock Stage, Sweden Rock
Hold da op! Lige så god plads vi havde til Walter
Trout og Hawkwind, lige så presset står rock-folket til Thin Lizzy. Vi havde
grinet lidt på vejen over, at alle de oprindelig medlemmer at Thin Lizzy nu
er døde, men men men ... vi havde glemt at tage højde for trommeslageren
Brian Downey, der grundlagde bandet sammen med Phil Lynott. Scot Gorham, der
jo afløste Gary Moore, var med de sidste 9 år sammen med Lynott, og han var
skam også på scenen i aften, så guitarllyden var autentisk. Man kunne næsten
sige det samme om sangeren Ricky Warwick, der næsten lød mere som Phil
Lynott, end han nogensinde selv havde gjort ... hvis det ellers kan lade sig
gøre. Det var nmed andre ord total nostalgi at ankomme lidt for sent midt i
"Whisky in the jar"-nummeret, der fik publikum helt op i omdrejninger.
Vi når at få vigtige dele af Thin Lizzy's store hit-repertoire, med "Boys
are back in town", og de karakteriske flerstemmige guitarsolo bliver leveret
med klassisk præcision ... folk får hvad de kommer efter.
Hen mod slutningen af koncerten går der lidt for meget mindekoncert i den.
Mellem hvert nummer skal sangeren lige tale lidt om Gary Moore og
selvfølgelig Phil Lynott, og det havde også været OK en enkelt gang. Dagens
Thin Lizzy er meget bevidste om deres musikalske arv, men de kan sagtens
bære fanen videre med stolthed uden at skulle sige undskyld til de
fraværende hele tiden.
Her er plads til ekstra-numre, så vi får også "Bad Reputation" og "Black
Rose", inden ballet er slut. Her er oceaner af mennesker nu. Det bølgende
menneskehav danner en levende tsunami af kød og blod og søger over mod
festivalens sidste koncert ... den som allerflest T-shirts har reklameret
for i løbet af dagen. Det er blevet tid til audiens hos skaberen og mesteren
af heavy-rock ...
Ozzy Osbourne, Festival Stage, Sweden Rock
Der er mildest talt TÆT pakket foran Festival Stage,
da ledelsen af festivalen hylder skaberen af festivalen for 20 år siden og
serverer et flot fyrværkeri. Bo beslutter sig for at hente noget at drikke,
og Anders skal på toilettet, så de forlader os ... i håb om at finde os igen
i denne myretue af mennesker.
Stik imod alle odds vader Anders direkte ind i os igen, og Bo ankommer med
favnen fuld af drikkevarer ... godt gået. Desværre er Christian ved at blive
væk på dette tidspunkt.
Så sker det. Ypperstepræsten kalder til samling, og disciplene går amok.
Noget, der minder om en kollektiv religiøs handling, starter. Velsignelsen
"I CAN'T FUCKING HEAR YOU" strømmer ud over de jublende mængder, der
allerede er ved at gå i ekstase.
Der skubbes voldsomt, og vi glæder os over, at vi trods alt ikke står
længere fremme.
Der er vildt gang i den. Trommeslageren Tommy Clufetos forsøger at tæske
sine trommer ihjel, og guitar-wizard'en Gus G. fyrer den helt vildt af med
riffs og lir ... det er dette, som de fleste af de 33.000 besøgende er
kommet for at høre i dag.
Ifølge Anders er et fast indslag i Ozzy-koncerter, at
de forreste rækker sprøjtes til med skum ... han har selv været der. I dag
går Ozzy fuldstændigt amok, da scene-personale forsøger at rydde op efter
første omgang skum. Han gennembløder de tre ubge mænd på scenen, og én af
dem giver simpelthen op og forsøger ikke at flygte, så han får særbehandling
- og stopper koncerten i et par minutter for at tømme en sprøjte helt.
Vi får en masse numre, som jeg ignorant ikke kender, og først da Ozzy
tager fat på en Black Sabbath-afdeling, kan jeg følge med.
Her får vi så også en voldsom se-hvor-hårdt-jeg-kan-slå trommesolo, og en
se-hvor-hurtigt-jeg-kan-spille guitar solo ... inden vi fortsætter med det,
som alle tilsyneladende har ventet på ... IRON MAN. Koret foran scenen er
overvældende, da 30.000 mennesker sætter i gang med Åå-åå-å-å-å ÅåÅåÅ
Å-å-å-å. Det er forrygende! Jeg er trods alt glad for, at jeg
overlevede denne dag til efter midnat, selv om mine fødder smerter, min ryg
er brudt sammen, og mine ører så småt begynder at bløde igen. Det er SUPER-højt,
selv om vi står et pænt stykke fra scenen.
Adskillige gange i første halvdel af koncerten er det som om, at Ozzy
synger en helt anden sang en bandet spiller ... det er ikke vildt godt.
Christian står nu ikke længere ved siden af os. Vi overvejer at ringe til Mor-Jette og forklare, at han er blevet væk, men larmen ville overdøve alt, så vi droper det.
Under introduktionen af bandet går det pludselig op for mig, at
keyboard-spilleren ikke bare er velkendt ... det er sgu' Adam Wakeman, som
vi jo tidligere har set sammen med Far Rick. Hva' Fa ... han har spillet med
dette band siden 2004. Flot overset! Adam's keyboards har ikke nogen stor
rolle på scenen, så han fatter guitaren i sidste halvdel af koncerten, som
pga. Black Sabbath indslagene efter min mening har løftet sig en hel del.
Bob Nicholson på bas, Adam Wakeman og Mr. Osbourne.
Dagens setliste hentet fra den fremragende hjemmeside www.setlist.fm
|
|
 Et næsten magisk billede indfanget af Bo på storskærmen. |
Efter sidste nummer forlader bandet scenen og efterlader os i mørket. Disciplene jubler, men tilsyneladende ikke højt nok. Fra mørket tordner stemmen igen igen: "I CAN'T FUCKING HEAR YOU" ... og så får vi balladen "Mama, I'm Coming Home" og den obligatoriske afslutning med "Paranoid". Alt er som det skal være.
Audiensen er slut. Folket jubler, men inderst inde trænger vi ikke til
mere rock ... kun til at sidde ned.
Uha! Christian er blevet væk. Ingen panik. Bo organiserer hurtigt redningsarbejdet, og ved at splitte os op, lykkes det os at finde ham 2 meter væk ... øv! Så blev han alligevel ikke rigtigt væk!
Vi sniger os ud med bitte-små skridt sammen med de 30.000 andre tilskuere, som nu også vil hjem. Det har været en fantastisk dag med alle tænkelige musikalske input, og der er helt sikkert noget ny inspiration, som man skal hjem og lytte mere til.
Retur til musiksiden.
PS: Vi gjorde alt for at få Christian op at stå igen dagen
efter ...
