Styx, 2011 11. juni, Sölvesborg, Sweden Rock

 Styx var ét af de to bands, som fik mig til straks at sige ja-tak til at tage med til Sölvesborg og stå op en hel dag for at høre rock. Vi hørte en hel del Styx i vores unge år, og vi havde jo set dem én gang tilbage i 1980, så det var med stor glæde, at jeg kunne konstatere, at Tommy Shaw stadig var med og i topform, da han super-energisk kom styrtende ind på scenen til åbningsnummeret "The Grand Illusion" iført hvid militærjakke.



 Kort efter kan jeg også genkende James Young, og da synth-riffet fra andet nummer "Too Much Time On My Hands" fra "Paradise Theatre" ... er stemmen er kun næsten rigtig. OK! Jeg har ikke fuldt med i Styx' udvikling, og sanger Dennis DeYoung er blevet erstattet af Lawrence Gowan, som er et energi-bundt og nærmest må være en kloning af DeYoung og hans flotte stemme. Wikipedia afslører at bruddet mellem Styx og DeYoung havde dimensioner af direkte kamp om stilarter, rettigheder og retssager. DeYoung turnerer i dag med "The Music of Styx" efter bruddet da "Kilroy"-albummet var udkommet ... det sidste jeg købte, inden min interesse for Styx svandt.

 Det ene hits efter det andet, rammer os, og det hele udvikler sig hurtigt til en folkefest. Bo kommenterer, at det virkelig er stadion-rock der kommer ud over scenekanten, og det har han helt ret i. Publikum skråler vildt med, og jeg undrer mig over, at Sverige Radio ikke har valgt at erstatte "Alsång på Skansen" med direkte transmission fra denne herlige oplevelse. Selv Giro 314 har vel spillet Styx på et tidspunkt!
 Gowan laver et flot stunt, da han stiller sig helt ud til publikum på sceneudlæggeren og begynder at synge "We don't need no ..." ... og publikum hyler "EDUCATION", "we don't need no" ... "THOUGHTS CONTROL". Således får vi et par Queen-linier og andre hits, som Gowan starter og publikum afslutter. Solen bager ned over os, og det er på alle måder en varm dag!

 Et ukendt nummer sætter i gang, og Bo mumler noget om Beatles, som jeg ryster let på hovedet af. Da "I Am the Walrus" bryder igennem, må jeg bøje mig, og publikum elsker det. (Hvad jeg så først bagefter erfarer, er at Styx har lavet et helt album med cover-numre, hvor "Walrus" var på!)

 Det er en herlig oplevelse at overvære en koncert, hvor tre af medlemmerne synger så stærkt. I det hele taget er det et SUPER-professionelt show, vi får.

 
  1. The Grand Illusion
  2. Too Much Time On My Hands
  3. Lady
  4. I Am the Walrus (The Beatles cover)
  5. Lorelei
  6. Suite Madame Blue
  7. I'm OK
  8. Queen of Spades
  9. Fooling Yourself (The Angry Young Man) (With Chuck Panozzo)
  10. Drum Solo
  11. Miss America
  12. Come Sail Away (With Chuck Panozzo)
  13. Blue Collar Man (Long Nights)
    Encore:
  14. Renegade
 Fagligt møde ved trommerne"

 Nu fortæller James Young om dannelsen af Styx i kælderen hos tvillingebrødrene Panuzzo (og skægt nok bliver naboen Dennis DeYoung ikke nævnt), og ind på scenen træder bassisten Chuck Panuzzo. Ifølge Wikipedia døde trommeslager-bror John i 1996 som følge af alkohol-misbrug, og bror-Chuck er i dag kun på deltid hos Styx, da han kæmper med HIV. Han så nu ud til at klare sig temmelig godt, og Bo døbte ham straks "bankmanden".


 Tommy Shaw og guitar/bassist Ricky Phillips er meget mobile. De styrter rundt på den store scene med sine brede ramper både foran og på siderne.                                                          Her kæmper de under en af storskærmene.

 Det er slut. Vi har fået en super-oplevelse fra et band, der absolut ikke er udbrændte, men spiller røven ud af bukserne med en spilleglæde og en professionalisme, der sjældent er set mage til. Jeg havde frygtet det værste med dette gensyn, men Styx fik alle bekymringer til at fordampe og leverede en fantastisk koncert ... måske den bedste på Sweden Rock 2011? Uha ... Kansas får noget at leve op til om et kvarter.

Retur