Kansas, 2011 11. juni, Sölvesborg, Sweden Rock

 Kansas lægger ud i vanlig stil fra deres live-albums med Magnum Opus, som er enorm flot, men det er ikke en show-starter, når man står i tredive graders varme og bagende sol på en tør græsmark ... havde vi siddet i en koncertsal 10 meter fra scenen, havde det nok været noget andet.


 Holdet synes at være det kendte med Richard Williams og hans karakteristiske klap for øjet, Phil Ehart på trommer ... og ... er det Steve Walsh, som gemmer sig bag keyboards, kasket og store solbriller? Vi kan ikke rigtigt genkende stemmen, så det må være en ny mand, som vi ikke kender i forhold til live-albummet "Two for the Show", der er en fast bestanddel af den ugentlige musik-dosis.


 Til gengæld er violinisten David Ragsdale og bassisten Billy Greer stadig medlemmer i det Kansas, som har turneret flittigt de sidste 10 år og har lavet "There's Know Place Like Home" Live-albummet, som ligger meget tæt op ad denne koncert (bortset fra det manglende symfoni-orkester!)
 Violinen gør Kansas til noget specielt, og Ragsdale er både en fremragende performer med violinen, ud over at han også griber guitaren og laver fine backing-vokaler.

 Billy Greer er den mest talende på scenen, og han introducerer og kommenterer på et par af numrene og det herlige vejr i Sverige i dag. Da han takker sangeren Steve Walsh for sin indsats på et nummer, er vi klar over, at det ikke kun er os, der er blevet ældre.

 Vokalerne står OK i "On the other side" og guitaren er perleren, men det løfter sig af en eller anden grund ikke vildt op. Det er fint nok, men jeg er lidt skuffet.

 Vi får også "Dust in the Wind", og kortvarigt er der igen "Alsång på Skansen"-stemning i Sölvesborg.
 I "The Wall" synes vokalen at gå helt galt for Steve Walsh, og vi er faktisk igen i tvivl, om det virkeligt er ham, indtil han pludselig spytter "tudsen ud" og hans stemme bliver fuldstændigt, som vi kender den. Hvad skete der lige der?

 Herfra skifter koncerten fuldstændigt karakter. Kansas fortsætter med "Cheyenne Anthem", som jo indeholder det efter min mening herlige tempo-skift, hvor "karusellen går amok", og det hele går op i en højere enhed. HERLIGT! Violinen, guitaren og synthen spiller nu perfekt sammen ... vi er endelig kommet til den Kansas-koncert, som jeg havde drømt om.

 Nu kører det! "Icarus - Born on Wings of Steel" er et højdepunkt, hvor både vokaler og dynamik er helt i top. Samspillet ... eller er det modspillet? ... mellem guitar og violin er lige i øjet ... som nu begynder at få en lille tåre i den ene krog. Jeg har altid drømt om at opleve dette, og jeg var kun 48 timer fra det, da jeg ved et tilfælde troppede op i havnefestivalen i Jacksonville i USA tilbage i 2008 ved et tilfælde. Nu lykkedes det!

 Kansas takker af, men vi får også lige to extranumre. Det første er "Fight Fire with Fire", som jeg faktisk ikke kender, og som er i den mere poppede hit-ende. Vi mangler stadig deres absolut største hit, og "Carry On Wayward Son" er da også det sidste nummer, vi får på denne herlige dag med sol og super-musik.

Retur