Kapitel 23 : Fanget i det sorte tårn.

Hr. Carlsen tilbragte endnu en rolig nat i Tai-Quondos fangekælder. Fru Carlsen og børnene var meget bekymrede for ham, men det havde de ikke grund til at være. Mens Baltazar serverede den sædvanlige morgenmad, kom Tai-Quondo med morgenmad til Hr. Carlsen.

»God morgen, Cornelius-San!,« sagde den tykke fangevogter. Det var tydeligt, at han hyggede sig ved at have nogen at tale med.  

Hr. Carlsen strakte sig og rejste sig fra sin briks i cellen.

»God morgen, Tai-San,« svarede Hr. Carlsen oplagt. »Har du noget godt med? Jeg er hundesulten.«

»Næh,« svarede Tai-Quondo beklagende og kiggede ned på den bakke, han kom med. »Kun lidt brød og syltetøj.«

Hr. Carlsen så skuffet ud, men han satte sig alligevel straks til at spise. Mens han guffede, talte han med den tykke japaner om alverdens ting.

Da Hr. Carlsen var færdig med at spise, forsvandt Tai-Quondo, så Hr. Carlsen var alene tilbage. Han satte sig til at overveje, hvordan han kunne slippe ud. Han var meget ked af, at resten af familien ikke kunne få at vide, at han havde det godt. Og så kunne han jo heller ikke hjælpe dem, så længe han sad spærret inde.

Mens han sad og tænkte, dukkede de to tamme rotter op. De snusede lidt rundt, og da Hr. Carlsen ikke havde bedre ting at tage sig til, satte han sig til at studere dem. De store rotter gennemsøgte gulvet under Tai-Quondos bord, og alt, hvad der blev fundet af brødkrummer og lignende, blev straks spist. Rotterne søgte videre, og nu kravlede de ind under Tai-Quondos stumtjener. Da japaneren ikke brugte andet end et lændeklæde, hang der intet tøj på stumtjeneren. Kun en nøgle.

»Hov!,« udbrød Hr. Carlsen højt for sig selv. »En nøgle!«

Hr. Carlsen rejste sig fra sengen, men han prøvede ikke at få fat på nøglen. Den hang alt for langt fra hans celle. Men han var ikke i tvivl. Formen og størrelsen på nøglen passede lige til låsen i gitterlågen til hans celle. Hvis han kunne få fat i den nøgle, kunne han måske slippe ud.

Hr. Carlsen kiggede sig desperat omkring. Hvad kunne bruges? Der var ingen løse pinde, ingen snore, ingenting i cellen, der kunne bruges. Hvordan skulle han få fat i nøglen?

Så fik han igen øje på de to rotter. Måske kunne de hjælpe ham! Hr. Carlsen sprang over til sin bakke og tog en skorpe fra brødet.

»Her!, små rotter,« lokkede han.

De to rotter hoppede straks over til ham og begyndte at spise af hans hånd. »Se!,« sagde Hr. Carlsen og pegede på nøglen. »Kan I hente den til mig? Så skal I få mere brød.«

Rotterne så uforstående på ham, men de blev siddende, for de ville gerne have mere brød.

»Der! Nøglen!,« gentog Hr. Carlsen og pegede.

Rotterne stirrede kun på hans hånd. Måske var der noget mere brød i den. »Øv!,« sukkede Hr. Carlsen. Det var klart for ham, at de to rotter aldrig ville kunne hente nøglen for ham. Han satte sig ned og tænkte videre. Pludselig fik han en genial idé. Det syntes han i hvert fald selv. Måske kunne rotterne alligevel hjælpe ham. Uden at de vidste det! Han greb fat i krukken med syltetøj og tog en stor klat op på skeen. Så gik han over til gitteret og sigtede. Med et 'svup' sendte han syltetøjet over mod stumtjeneren. Han ramte ved siden af. Syltetøjet ramte væggen. Rotterne kiggede på ham, men da de opdagede syltetøjet, sprang de straks over til væggen og spiste det med stor tilfredshed.

Inden rotterne var færdige med at slikke første klat i sig, havde Hr. Carlsen sendt den næste af sted. Denne gang ramte han. Syltetøjet sad på stumtjeneren næsten helt nede ved gulvet. De to rotter gav sig til at gnave i træet for at få så meget af syltetøjet som muligt. Hr. Carlsen ventede tålmodigt på, at de blev helt færdige, før han sendte næste klat af sted. Den ramte også lige i plet. Den ene af rotterne fik lidt af syltetøjet i hovedet, men resten ramte stumtjeneren. Rotterne gnavede lystigt videre.

»Fint!, små rotter,« jublede Hr. Carlsen. »Hvor er I dygtige.«

Han behøvede kun at bruge fire skefulde syltetøj til, så var træstangen gnavet helt igennem. Hr. Carlsen skulle lige til at sende den femte af sted, da pinden begyndte at knage. Så knækkede den og væltede lige over mod

cellen. Toppen af stangen ramte gitteret og nøglen faldt af. Det var Hr. Carlsen forberedt på, og det lykkedes ham at gribe nøglen i luften.

»Genialt, Cornelius. Genialt!,« gentog han flere gange for sig selv.

I løbet af et øjeblik havde han låst sig ud af cellen. I to skridt var han ude på gulvet. Han tænkte sig om et øjeblik og gik tilbage i cellen. Her tog han krukken med syltetøj og hældte resten ud på gulvet.

»Det har I ærligt fortjent,« sagde han og smilede til de to rotter.

Så skyndte han sig videre. Han sneg sig ud af døren til fangekælderen og kom ud til en trappe. Trappen førte op til det sorte tårn.

Hr. Carlsen vidste ikke rigtigt, om han turde gå op. Måske kunne han være heldig at finde Baltazars tryllebog, men der var også stor risiko for at blive fanget igen. Han listede sig forsigtigt et par trin op. Der var ingen andre i sigte. Han sneg sig et par trin videre.

Pludselig hørte han trin på trappen. Nogen var på vej ned. Hr. Carlsen stirrede desperat omkring sig. Der var ingen steder at gemme sig. Nu fik han øje på en lille trælem, der var placeret lidt over gulvet. Han sprang hen til den og hev i den. Den gik straks op. Med stort møje og besvær fik han presset sig ind i hullet bag lemmen. Han nåede lige at få lemmen trukket til bag sig, da han hørte personen gå forbi. Det måtte være Tai-Quondo. Han ville hurtigt opdage, at Hr. Carlsen var væk, og så ville de begynde at lede efter ham. Han kunne ikke hoppe ud fra sit skjulested igen.

Nu hørte han råben og skrigen bag sig. Der var ingen tvivl. Tai-Quondo havde opdaget, at han var stukket af.

Hr. Carlsen strakte forsigtigt sin hånd frem for at mærke, hvad der var foran ham. Han kunne intet se i mørket, så han var nødt til at føle sig frem. Han kunne ikke mærke noget foran sig. Han opdagede, at der foran ham var en lodret skakt. Hr. Carlsen kunne mærke væggen i skakten. Måske kunne han klatre ned i bunden af skakten og komme ud et andet sted. Han tænkte sig om et øjeblik. Hvad nu hvis der ikke var nogen udgang. Så ville han sidde fast.

Hr. Carlsen tog chancen. Forsigtigt kravlede han ud i skakten. Han maste ryggen mod den ene side, mens han pressede fødderne mod den anden side. Langsomt lod han sig glide nedad. Han var kun kommet et lille stykke ned, da han stødte mod bunden. Nu kunne han ikke komme længere, men gulvet under ham skrånede så meget, at han havde svært ved at stå på det. Pludselig tabte han grebet i væggen, og han faldt ned på bunden. Han rullede ned ad det skrå gulv og ramte en ny trælem. Lemmen sprang op, og Hr. Carlsen væltede igennem.

Hr. Carlsen røg lige ud i luften i fuld dagslys. Inden han nåede at opdage, hvad der skete, røg han i vandet med et plask. Han blev så overrasket, at han kom til at sluge noget vand, men han kom dog hurtigt op til overfladen igen og fik noget luft.

Han befandt sig i voldgraven udenfor det sorte tårn. Først forstod han ikke rigtigt, hvad der var sket, men så gik det op for ham, at han var kommet ud igennem et slags affaldsskakt. De ting, man smed i skakten, ville i hvert fald ryge ud i voldgraven. Hr. Carlsen svømmede over til bredden og vadede op på land. Han måtte om på den anden side af slottet, hvis han ville ind over vindebroen.

På vej hen til vindebroen spekulerede han over hvilken dag, det var. Han var næsten sikker på, at det måtte være fredag, og det var ikke så godt, for han kendte ikke kodeordet til vindebroen om fredagen.

Da han nåede til vindebroen overvejede han et øjeblik, hvad han skulle gøre. Han turde ikke stille sig til at råbe, for hvis Baldrian hørte ham, ville han sikkert blive fanget igen og sat i fangehullet. Inden han nåede at tænke videre, hørte han den velkendte lyd af Baldrians vingeslag. Hr. Carlsen kastede sig ned bag en busk og gemte sig. Baldrian landede og spejdede til alle sider.

»Det var pokkers!,« mumlede dragen for sig selv. »Først stikker Fedesen af, og så får vi flere gæster.«

Baldrian kiggede til højre og venstre.

»Nå!,« sagde den højt. »Jeg må have set forkert. Her er jo ikke nogen.«

Dragen blev alligevel stående et øjeblik. Hr. Carlsen lå musestille under busken. Han turde dårligt nok trække vejret. Hans våde tøj dryppede og lavede små plaske-lyde under ham. Bare Baldrian ikke opdagede ham.

Oppe i Baltazars tårn fik de pludselig travlt. Casper og Caroline havde skiftevis gået på line og holdt udkig efter Baldrian og Belzebul hele formiddagen. Nu havde Casper fået øje på Baldrian. »Han flyver af sted alene,« sukkede Casper.

»Men hvorfor holder han vagt ved vindebroen?,« spurgte Caroline. »Tror I, at vi får flere gæster?«

»Det er underligt,« svarede Baltazar. »Baldrian plejer aldrig at flyve af sted alene. Men på dette tidspunkt plejer Belzebul altid at opholde sig oppe i toppen af det sorte tårn.«

»Hvordan ved du det?,« spurgte Casper overrasket. »Øøøh!, det ved jeg bare,« svarede Baltazar.

Casper og Caroline så på hinanden. Nu vidste Baltazar igen mere, end han ville indrømme.

»Hvis Belzebul virkelig er oppe i toppen af tårnet, og Baldrian sidder nede ved vindebroen, kan vi så ikke flyve over til det sorte tårn nu?,« spurgte Casper.

Baltazar lænede sig ud og stirrede efter Baldrian. Dragen sad stadig helt stille ved vindebroen.

»Kom!,« sagde Baltazar. »Vi tager chancen. Op på kosten.«

De havde aftalt, at de alle tre skulle flyve over til det sorte tårn. Fru Carlsen havde ikke været begejstret for den idé, men de havde fået hende overtalt til sidst. Baltazar turde ikke flyve alene, men han skulle med for at bruge tryllebogen, hvis de skulle være så heldige at få fat i den. Og hverken Casper eller Caroline ville blive tilbage.

Nu stod de parat på gulvet med kosten mellem benene. Caroline var forrest, Casper var i midten, og Baltazar var bagerst. Fru Carlsen kiggede bekymret på dem. Hun brød sig absolut ikke om dette.

De tog alle tre et kort tilløb og sagde 'flyv kost¹, netop da de hoppede ud af vinduet. Kosten dalede et øjeblik under den tunge vægt. Så steg den langsomt, mens de svævede over mod det sorte tårn. Fru Carlsen kunne næsten ikke holde det ud. Hun kiggede skiftevis på Baldrian og de tre på kosten. Hvis Baldrian vendte sig om nu, ville han opdage dem med det samme. Kosten slingrede af sted.

»Højre,« sagde Casper til kosten.

»Nej! OP!,« rettede Baltazar ham.

»Og så til venstre,« fortsatte Caroline.

Den stakkels kost kunne ikke gøre andet end at lystre, så den svingede frem og tilbage med sin tunge last. Den var ikke vandt til at have tre passagerer på én gang.

»Vi rammer ved siden af,« stønnede Casper. »Vi rammer ikke det rigtige vindue.«

Kosten havde ganske rigtigt en forkert retning. De havde planlagt at ramme et vindue cirka midt på tårnet, hvor Baltazar vidste, at de kunne komme ud til en trappe. Nu styrede de mod vinduet lige nedenunder.

»Op!,« befalede Baltazar kosten.

Men det var for sent. Kosten kunne ikke løfte dem alle så hurtigt Tværtimod dalede kosten så meget, at de ramte vindueskarmen lige under vinduet, så de alle tre tumlede ind gennem vinduesåbningen og havnede oven på hinanden på gulvet indenfor. Kosten faldt ned udenfor vinduet og ramte brostenene nedenfor med et drøn.

o

»Aååh!,« jamrede Fru Carlsen. »Nu kan de ikke flyve tilbage.«

Tumle stod ved siden af hende og så meget bekymret ud.

Ovre i det sorte tårn var Casper, Caroline og Baltazar kommet på benene igen. De kiggede sig omkring. Der var kun én dør i rummet. Casper løb hen og trykkede håndtaget ned. Forsigtigt prøvede han at åbne døren.

»Den er låst,« hviskede han. »Vi er lukket inde.«

Hr. Carlsen lå stadig helt stille under sin busk. Han kunne høre, at Baldrian stadig var i nærheden, for dragen trak vejret med en hvæsende lyd, selv om den ikke var forpustet.

Pludselig vendte Baldrian sig om. Han syntes, at han havde hørt en lyd fra gårdspladsen. Som om en kæp var blevet smidt ned i gården. Dragen stirrede fra højre til venstre, men den kunne ikke få øje på noget mistænkeligt. Den vendte sig om én gang til og undersøgte området foran vindebroen, men da alt stadig virkede stille, besluttede den sig for at flyve tilbage. Den lettede og fløj tilbage mod det sorte tårn.

Hr. Carlsen ventede et øjeblik før han stak hovedet frem. Så listede han sig hen til vindebroen. Hvad skulle han gætte på? Han prøvede at komme i tanke om de andre kodeord.

o

»Lad mig nu se,« mumlede han for sig selv. »Tirsdag var det 'TABELIGT', onsdag var det 'OKKER-GOKKER', torsdag var det 'TINGELINGE-LATER', og fredag var det...« Hr. Carlsen tav et øjeblik. »Det er jo i dag,«

sagde han og rystede på hovedet. »Hvor kom jeg nu til? Lørdag er kodeordet 'LURENDREJER' og søndag er det 'SUPER-DUPER'. Hvad mon det er i dag?«

Hr. Carlsen stod længe og tænkte sig om.

»Det var da underligt,« sagde han. »Tåbeligt begynder med bogstavet 't' ligesom tirsdag. 'Okker' begynder med 'o' ligesom 'onsdag'. Alle kodeordene begynder med det samme bogstav, som den dag, de skal bruges til.«

Hr. Carlsen havde svært ved at skjule sin tilfredshed med sig selv.

»Du er et geni, Cornelius. Et sandt geni. Fredag begynder med 'f', altså begynder dagens kodeord med 'f'. Lad mig nu se!«

Hr. Carlsen begyndte at tale lavt men meget hurtigt til vindebroen:

»Fridag, fredag, ferie, fradrag, fut i, fedt nok, feddert, fumlet!«

Der skete intet. Vindebroen var stadig lukket.

»Fingre, fernis, festlig, franskbrød,« fortsatte Hr. Carlsen ufortrødent.

Stadig intet. Hr. Carlsen så bekymret ud. Han overvejede hvor mange ord, der startede med bogstavet 'f'. Måske tusinder. Han stønnede. Det kunne tage meget lang tid, før han slap ind, hvis ingen indenfor opdagede ham. Og det ville de næppe gøre, for Hr. Carlsen turde ikke råbe på dem.

Mens Hr. Carlsen gættede på dagens kodeord, havde Baltazar og børnene muligvis fundet en vej ud fra det lukkede værelse. Caroline havde opdaget, at den store kamin i rummet havde en skorsten, som de måske kunne kravle op i. Baltazar vidste, at der var en kamin i rummet over dem, så de kunne slippe ud deroppe.

»Tror du, at du kan kravle op i den smalle skorsten?,« spurgte Caroline bekymret Baltazar.

Baltazar kiggede op i skorstenen og nikkede.

»Det skal nok gå,« mente han. »Nu kravler Casper og jeg op, så kan vi lukke dig ud, når vi går ned ad trappen til fangekælderen.

Caroline nikkede. Hun var lidt beklemt ved at skulle være alene i rummet, men det ville ikke tage særlig lang tid.

Baltazar kravlede først op. Der dryssede meget sod ned, så Casper ventede med at klatre op, til han kunne høre, at Baltazar var kommet helt op. Så kravlede han af sted. Det var ikke svært. Han var hurtigt så højt oppe, at han kunne hoppe ned i kaminen i rummet ovenpå.

Han fik et chok, da han stod i kaminen. Foran ham stod en kulsort truende skikkelse.

»Belzebul!,« stønnede Casper.

»Hvad mener du med det?,« lød Baltazars stemme. »Det er da mig.«

Casper begyndte at grine og så ned af sig selv. Han var også blevet ret beskidt, men dog ikke så sort som Baltazar. Han var kulsort fra top til tå bortset fra noget af næsen. Han havde revet sine ærmer i stykker så de hang i laser, og når han bevægede armene, lavede han små sorte sod-skyer.

»Jeg troede, du var den sorte troldmand,« sagde Casper med rystende stemme. Han var stadig ikke helt kommet sig oven på forskrækkelsen.

»Det er godt med dig,« fnisede Baltazar. »Lad os nu komme ned og lukke Caroline ud. Og så skal vi finde din far.«

Casper nikkede. De skulle lige til at gå ud på trappen, da en stor skygge nærmede sig vinduet udefra, så lyset i værelset næsten forsvandt. Det var Baldrian, der vendte tilbage fra sin flyvetur til vindebroen. Den store drage landede sikkert i vindueskarmen og klemte sig gennem vinduesåbningen. Da den hoppede ned på gulvet, standsede den med et sæt, da den fik øje på Baltazar og Casper.

»Jamen, Herre!,« udbrød den forbløffet. »Hvor kommer den dreng fra?«

Der gik kun et øjeblik, så svarede Baltazar med en underlig høj og skinger stemme:

»Ja, det kunne jeg også godt tænke mig at vide. Hvorfra kommer han?«

Først var Casper lammet af skræk, men pludselig forstod han, hvad der skete. Casper var ikke den eneste, der troede, at Baltazar var den sorte troldmand. Baldrian troede også, at Baltazar var hans herre. Den sorte troldmand Belzebul.

»Før ham straks ned i fangehullet,« fortsatte Baltazar med sin skingre stemme.

»Javel, Herre!,« sagde Baldrian og dukkede hovedet.

Dragen trådte et par skridt frem og greb Casper i armen. Casper blev lidt forskrækket, men da han så, at Baltazar smilede og blinkede til ham, fik han lidt mere mod. Baldrian nærmest slæbte Casper ud på trappen. Baltazar fulgte lige efter dem.

»Fremad,« befalede han. Dragen prøvede at gå så hurtigt, den kunne, men trappen var smal, og dragen var så stor, at den skrabede op ad væggen på begge sider.

»Hurtigere,« hylede Baltazar hysterisk.

Baldrian nærmest snublede ned ad trappen, så meget skyndte den sig. Den var nu så langt foran Baltazar, at han kunne se sit snit til at låse døren op for Caroline, da han gik forbi hendes værelse. Han åbnede døren på klem og hviskede:

»Baldrian har fanget os. Prøv at få fat i tryllebogen oppe i tårnet.«

Baltazar stak ikke hovedet helt ind. Hvis Caroline havde set ham, ville hun sikkert være blevet så bange for hans sorte hoved, at hun havde skreget højt. Det ville Baltazar ikke risikere.

»Sagde du noget, Herre?,« spurgte Baldrian. Han havde hørt Baltazars hvisken. Baltazar sprang to skridt ned ad trappen og hylede:

»Jeg snakker med mig selv om, hvordan denne dreng kan slippe ind i tårnet, uden at nogen opdager det.«

»Jeg forstår det ikke,« forsikrede Baldrian. De var næsten helt nede i kælderen nu. »Jeg forstår det altså ikke,« gentog dragen. Først slipper ham den fede fri, og så kommer drengen pludselig ind.

»Hvad siger du?,« udbrød Baltazar. Han blev så overrasket over at få at vide, at Hr. Carlsen var sluppet fri, at han helt glemte at tale som Belzebul.

»Er Hr. Carlsen sluppet ud?«

»Det har jeg da fortalt dig, Herre,« svarede Baldrian forbløffet.

Baldrian standsede med et ryk. Nu gik det op for ham, at personen bag ham ikke var hans herre.

»Baltazar!,« brølede dragen rasende.

Baldrian prøvede at vende sig om, men det var umuligt for den store drage at vende sig på den smalle trappegang.

»Graaaahh,« hvæsede Baldrian. Den greb fat i Casper og trak ham med ned i fangekælderen. Her smed den Casper ind i cellen og låste døren. Tai- Quondo var ikke i fangekælderen. Han rendte stadig rundt for at finde Hr. Carlsen.

I mellemtiden styrtede Baltazar op ad trappen, så hurtigt hans gamle ben kunne bære ham, og det var ikke ret hurtigt. Baldrian vendte hurtigt tilbage

til trappen. Han havde svært ved at komme op i en fart, så i stedet rakte han hovedet ud af et vindue og kaldte på Bolette:

»Bolette,« skreg Baldrian. »Baltazar er på vej op ad trappen. Fang ham! Han har forklædt sig som vores herre.«

Baltazar standsede på trappen. Han kunne høre, at Bolette var på vej ned mod ham. Han kunne også høre Baldrians prusten på vej op. Baltazar tænkte, så det knagede. Han vendte om og sprang et par trin ned til det værelse, han havde lukket Caroline ud af. Hurtigt tog han nøglen ud af døren og løb ind i værelset. Han smækkede døren og låste den i en fart. Straks efter kunne han høre dragerne mødes på trappen. De begyndte at søge efter ham.

Casper og Baldrian havde virkelig problemer nu. Casper var låst inde i fangekælderen og Baltazar havde lukket sig selv inde i et rum, som blev bevogtet af to drager. Men hvor var Caroline blevet af? Hun var deres sidste håb om hjælp. Ellers ville de være fanget i det sorte tårn. For altid.