Kapitel 22 : Kan et spøgelse dø?

Hverken Fru Carlsen eller børnene sov ret godt den nat. Det var første gang i meget lang tid, de ikke sov sammen med Hr. Carlsen. Det værste var tanken om, at Hr. Carlsen skulle tilbringe hele natten i det rædsomme fangehul.

Næste morgen var der en trykket stemning ved morgenbordet. De var alle bekymrede for Hr. Carlsen, men ingen af dem havde nogen idé om, hvordan de kunne hjælpe ham. De var alle enige om, at det stadig ville være bedst, hvis de kunne finde heksens hånd, så de kunne få hendes kost. Hvis de først kom ind i det sorte tårn, skulle de nok få Hr. Carlsen fri. Og måske endda finde Baltazars forsvundne tryllebog.

Efter maden forsvandt Fru Carlsen, Tumle og Baltazar ud for at lede efter heksens hånd. Casper og Caroline vidste ikke rigtigt, hvor de skulle lede, så de gik lidt rundt i Baltazars laboratorium og rodede.

Casper fandt et skab med gamle gryder, som han trak ud og kiggede i. Der var ikke en hånd i nogen af dem, men til gengæld lå der to gamle grydeskeer. Casper samlede dem straks op og begyndte at slå på en af gryderne.

»Fedt!,« råbte han jublende og hamrede løs på gryderne. Han stoppede et øjeblik og stillede gryderne, så de stod ligesom et trommesæt. Så fortsatte han med at slå på dem, så der var er frygtelig larm.

Caroline holdt sig for ørerne. Hun syntes absolut ikke, det lød særlig godt. Dette fik bare Casper til at dundre endnu mere på gryderne. Specielt en af gryderne gav en fantastisk 'bonk'- lyd, som var højere end de andre gryders. Casper tæskede løs på denne gryde indtil Caroline skreg:

»Hold så op! Det lyder frygteligt!«

»Synes du det?,« sagde Casper overrasket og stoppede et øjeblik. »Det lyder da fedt!«

Han slog på gryden, der sagde 'bonk', så Caroline skar en grimasse.

»Det lyder altså frygteligt,« gentog Caroline. »Det lyder lige så slemt, som den tossede klokkeringen, der vækker os hver morgen.«

»Thjaee!,« svarede Casper og slog et par gange til på gryden. »Du har ret. Det lyder fuldkommen ligesom den klokke.«

Han kiggede op på loftet. Det var fuldt af huller. Caroline så også op.

»Det er nok huller fra den gang, hvor heksen sprang i luften,« mente Casper.

»Orv! Tror du?,« udbrød Caroline betaget. »Vil det sige, at heksen døde herinde?«

»Ja!,« svarede Casper lidt beklemt. »Hun gik i tusind stykker. Lige her.«

Casper trommede forsigtigt videre på sin gryde, mens han tænkte.

»Det er underligt,« begyndte han, »at man ikke har fundet hverken hånden, peberkværnen eller gryden fra eksplosionen.«

'Bonk' sagde det igen, da Casper slog på gryden.

Pludselig standsede han. Han stirrede på Caroline og hun stirrede tilbage på ham.

»Gryden!,« råbte de i munden på hinanden.

»Selvfølgelig!,« fortsatte Casper og så op i loftet igen.

»Det er gryden, der har lavet et af hullerne i loftet ved eksplosionen. Den er garanteret røget op i klokketårnet.«

Caroline nikkede ivrigt.

»Vi må derop. Lige nu,« sagde hun begejstret.

Børnene begyndte at lede efter en opgang til klokketårnet. Det var ikke så lige til, men de fandt tovet, der gik op til klokkerne.

»Vi må klatre derop,« sagde Casper. »Kan du det?«

Caroline rystede på hovedet. Hun kunne ikke klatre i et tov. Casper tænkte sig om et øjeblik. Så tog han fat i tovet og begyndte at klatre op. Da han trak i rebet til klokkerne, begyndte de at ringe med deres sædvanlige 'Bonk-Dong'-lyd. Lyden fra klokkerne gjorde ondt i ørerne, da han nåede helt op i tårnet. Heldigvis standsede larmen, da han slap rebet. Caroline bandt tovet fast om livet, og nu trak Casper hende langsomt op.

»Pas på, du ikke falder ned,« advarede Casper Caroline, da hun nåede op til den bjælke, han sad på.

Klokkerne var hængt op i svære bjælker, som gik fra væg til væg, men de hang næsten frit i rummet, og der var langt ned til gulvet. Forsigtigt kravlede børnene ud på en bjælke under klokkerne. Langsomt hagede de sig frem til stedet under den første klokke.

Selve klokken var meget større, end de havde troet. Den var så stor, at Casper eller Caroline kunne have gemt sig inden i den. Den første klokke så helt normal ud. Inden i den hang den store hammer, som dundrede frem og tilbage mod siderne, når klokken ringede. Børnene studerede den grundigt, med der var ikke noget usædvanligt ved den.

»Lad os kravle videre,« hviskede Casper.

Der var ingen grund til at hviske, men det var meget spændende at hænge så højt oppe under nogle store klokker i et klokketårn.

Langsomt trak de sig videre mod den næste klokke.

»Av!,«jamrede Caroline pludseligt.

Casper stoppede og vendte sig om. Caroline løftede forsigtigt det ene ben og trak en splint ud af låret. En lille dråbe blod kom til syne. Forsigtigt tørrede hun det af. Det skulle hun ikke have gjort, for i samme øjeblik tabte hun balancen. Lynhurtigt klemte Casper benene sammen om den svære bjælke og greb fat i hendes hånd. Han trak hende op på bjælken igen.

»Er du O.K.?,« spurgte han.

Caroline nikkede.

»Skal vi fortsætte?«

Caroline nikkede igen. Forsigtigt halede de sig det sidste stykke frem til den anden klokke. Casper turde næsten ikke kigge ned. Han gjorde det alligevel, og det han så, gjorde ham endnu mere spændt.

»Se!,« sagde han til Caroline og pegede ned. Lige under klokken var der et hul i gulvet, og gennem dette hul kunne de dybt nede se noget sort.

»Det er Baltazars komfur,« hviskede Casper. »Det passer,« fnisede han.

Begge børnene kiggede op i den anden klokke. Først kunne de slet ikke se noget i den. Den var helt sort inden i. Så gik det op for dem, at det ikke var klokken, der var sort, men noget der sad inden i den.

»Det er gryden,« hviskede Caroline.

Casper nikkede. Han prøvede at skubbe til gryden, men det sad godt fast inden i klokken. Det var en gammeldags jerngryde med et håndtag, der hang ned under den. Det var heldigt, for det gav Casper noget at hive i. Han tak i håndtaget. Gryden gav sig ikke. Han trak hårdere, men han skulle hele tiden passe på, at han ikke faldt ned fra bjælken. Til sidst klemte han sine ben ekstra godt fast om bjælken og halede til. Alt hvad han kunne.

Pludselig gik gryden løs. Dette overraskede Casper så meget, at han mistede balancen på bjælken og snurrede rundt, så han kom til at hænge med hovedet nedad. Heldigvis holdt han godt fast med både ben og hænder, så han faldt ikke ned, og gryden havde han stadig.

»Hold fast!,« hylede Caroline.

»Jeg kan ikke andet,« stønnede Casper. »Jeg kan heller ikke komme op igen.«

Han kunne mærke, at hans ben begyndte at glide på bjælken.

»Slip gryden!,« skreg Caroline. Der var ikke andet at gøre. Casper slap gryden, og den styrtede mod gulvet. Den ramte brædderne med et drøn, hoppede to gange og faldt derefter ned i hullet, som den selv havde lavet på vej op efter eksplosionen. Fru Carlsen, Baltazar

og Tumle havde hørt klokkeringeriet, og de var kommet tilbage til

Baltazars laboratorium for at se, hvad der foregik. Netop da de kom ind i rummet, dundrede gryden ned i komfuret med et kolossalt brag.

Fru Carlsen skreg, og Tumle blev så bange, at han løb ud af værelset. Kun Baltazar tog det helt roligt. »Jamen, det er jo min gamle gryde,« sagde han muntert. »Det var da morsomt.« Tumle stak forskrækket hovedet i rummet. Både han og Fru Carlsen kiggede bestyrtet på gryden.

»Og se her!,« fortsatte Baltazar upåvirket. »Min gode gamle peberkværn.«

Baltazar fiskede sin peberkværn op af gryden og studerede den grundigt. Den   var   fuldstændig   splittet   ad.   Den   var   sort   og   forkullet   efter eksplosionen. »Den er vist ikke meget bevendt,« indrømmede han, og smed den ned i gryden igen.

Nu begyndte klokkerne i klokketårnet at kime igen. Men de lød anderledes, end de plejede at gøre. Nu lød de som rigtige klokker med en fin 'Ding- Dong'-lyd. Klokkerne ringede fordi børnene var ved at kravle ned igen. Efter at Casper havde smidt gryden, havde Caroline hjulpet ham op igen, og nu var de kravlet tilbage til klokketovet. Casper havde hurtigt sænket Caroline ned, og et øjeblik efter var han selv nede på gulvet igen. Casper løb hen til det store hul i gulvet og kiggede ned. Han fik med det samme øje på de andre i rummet nedenunder. »Har i fundet hånden?,« spurgte han straks.

»Hånden!,« sagde Baltazar forbavset. »Næh! Her er vist ingen hånd.«

Fru Carlsen og Tumle forstod straks, hvilken hånd Casper mente, men der var ikke spor af den nogen steder.

»Øv!,« sukkede Casper. »Jeg var helt sikker på, at den ville være i gryden.«

Han kiggede slukøret på Caroline, og hun så mindst lige så skuffet ud. De to børn rejste sig for at gå ned til de andre. Pludselig løb noget, der lignede en stor edderkop, hen over gulvet.

»Bvadr!,« skreg Caroline. »En kæmpe edderkop.«

De kiggede begge på det store insekt.

»Det er hånden,« hylede de i munden på hinanden.

Børnene styrtede efter den kravlende hånd. Den gemte sig ligesom en skræmt edderkop bag planker og gammel skrammel. Til sidst lykkedes det børnene at få den lukket inde i et hjørne, hvor den ikke kunne slippe fri. Casper tog sin T-shirt af og kastede den over hånden. Lynhurtigt snurrede han trøjen rundt om den, så han kunne bære trøjen som en pose. Hånden sprællede, men kunne ikke slippe ud.

Børnene spænede ned til de andre og fortalte jublende, hvad de havde i trøjen. Der var ikke et sekund at spilde. De måtte straks ned til heksen med hendes hånd.

Fru Carlsen og Tumle betakkede sig. De havde absolut ikke lyst til at gå ned i kælderen til heksen. Så Casper, Caroline og Baltazar løb straks afsted til den hemmelige nedgang.

Kort tid efter stod de foran det sted, hvor de sidst havde talt med heksen.

»Magda!,« kaldte Baltazar. »Magda! Vi har fundet din hånd.«

Der gik kun et øjeblik, så begyndte det at syde i væggen. Kort efter var både heksen og Kaptajn Blod kommet til syne. »Goddag lille Magda,« begyndte Baltazar.

»Hold så op med det der 'Magda',« snerrede heksen. »Hvor er min hånd?« »Den er lige her,« sagde Casper stolt og holdt sin tøjpose frem. »Giv mig den!,« hvæsede Magdalene og strakte sin anden hånd frem efter posen.

Casper trak hurtigt posen til sig. »Vi vil have kosten først,« sagde han. Heksen klemte øjnene sammen og snerrede: »Kvik unge, hva?«

»Nemlig,« svarede Casper og så meget tilfreds ud.

Heksen knipsede med fingeren og "vups" lå kosten for fødderne af Casper. »Giv mig så min hånd,« gentog Magdalene. »Hvad sker der, når du får den?,« spurte Caroline nysgerrigt. »Hvad der sker!,« gnækkede Magdalene. »Der sker det, jeg har drømt om i lang tid. Jeg får fred til at ligge på en sky. Jeg bliver fri for at gå rundt og hyle. Jeg bliver fri for jer. Jeg bliver fri for at være spøgelse. Jeg bliver fri for alting,« jublede hun. »Dør du?,« udbrød Caroline overrasket. »Thjae! Det kan man vel godt sige,« mumlede Magdalene. »Nej!,« udbrød Kaptajn Blod. »Du må ikke forsvinde! Nu har jeg endelig fundet én, jeg kan være sammen med.«

»Beklager, Kaptajn,« sagde Magdalene og flåede posen ud af hænderne på Casper.

Hurtigt fik hun pakket sin hånd ud, og som ved et trylleslag smeltede hånden sammen med resten af armen.

Langsomt begyndte Magdalene at forsvinde. Hendes omrids blev svagere, og det blev svært at se hende. Lige inden hun forsvandt helt sagde hun stille: »Farvel, Kaptajn. Det var hyggeligt. Og farvel Baltazar, dit tossehoved. Pas godt på dig selv.«

Og så var Magdalene helt forsvundet. De stod alle lamslåede uden at sige noget. Den første, der gav lyd fra sig, var Kaptajn Blod. Han snøftede. »Stakkels Magdalene,« hulkede han. »Hun var så venlig.«

»Venlig!,« sagde Baltazar overrasket. »Hun var da ... øh ... skrap,« sagde han.

»Men hun var meget venlig imod mig,« snøftede Kaptajnen. »Der er ikke så mange, der er kan lide mig.«

»Vi holder meget af dig,« sagde Caroline og prøvede at kramme Kaptajnen.

Det kunne hun selvfølgelig ikke, for intet menneske kan kramme et spøgelse. Kaptajn Blod så på Caroline og smilede.

»Magdalene kunne godt kramme mig,« sukkede han. »Men nu er jeg alene igen.«

»Stakkels Kaptajn,« sagde Caroline. »Du er aldrig alene. Vi vil altid være sammen med dig.«

»Tak skal I have,« smilede spøgelset. »I er altid søde imod mig.«

Casper stod og så lidt tænksom ud. Efter et øjeblik spurgte han:

»Kan du også dø? Har du lyst til at sidde på en sky ligesom Magdalene?«

»Nej, da!,« buldrede Kaptajn Blod. »Jeg har sandelig ikke lyst til at sidde og kukkelure oven på sådan en gang regnvejr. Jeg vil meget hellere opleve en masse morsomt. Og det sørger I jo for, at jeg gør.«

Nu smilede spøgelset igen. Casper og Caroline begyndte at grine, og snart grinede de alle tre, så det rungede i kælderen. Baltazar grinede ikke. Han var optaget at undersøge kosten.

»Hvordan mon den virker?,« mumlede han. Han så på Kaptajnen.

»Se ikke på mig,« forsikrede spøgelset. »Jeg har ikke forstand på den slags stads.«

»Du behøver heller ikke en kost,« sagde Caroline. »Du kan bare gå lige igennem en mur eller flyve derhen, hvor du vil. Ikke også?«

Kaptajnen nikkede ivrigt og smilede.

»Kan du ikke flyve op og skræmme ham Belzebul til at give os tryllebogen?,« spurgte Casper.

»Uha, nej!,« sagde Kaptajnen bekymret. »Magdalene sagde, at man skulle holde sig fra Belzebul. Han kan trylle et spøgelse om til det rene luft. Det har jeg sandelig ikke lyst til.«

»Et spøgelse er da det rene luft,« mente Casper.

»Så en sky,« brummede Kaptajnen irriteret. »Jeg skal i hvert fald ikke op til Belzebul. Basta!«

Det kunne børnene godt forstå. De sagde pænt farvel til Kaptajn Blod, og sammen med Baltazar, skyndte de sig tilbage med kosten.

Tumle og Fru Carlsen ventede spændt på dem. Da de endelig vendte tilbage, måtte de straks prøve at flyve på kosten. Det var meget nemt. Når man først kunne flyve på et flyvende tæppe, kunne man også flyve på en

kost. Casper og Caroline morede sig med at flyve rundt i Baltazars laboratorium. De turde ikke flyve ud af skræk for, at Belzebul eller dragerne skulle se, at de havde fået kosten. Så de nøjedes med at blive indendørs. Dette var Fru Carlsen også mere tryg ved. Så kunne de ikke falde så langt.

Resten af dagen spejdede de over mod det sorte tårn. De ventede på, at Belzebul og Baldrian skulle flyve væk fra tårnet, så der var fri bane. Men de havde ikke heldet med sig. Der kom ingen til syne resten af dagen, så der var ikke andet at gøre end at vente til næste dag.

Stakkels Hr. Carlsen. Nu måtte han tilbringe endnu en nat i fangehullet.