Kapitel 24 : Uhyret i det sorte tårn.

Hr. Carlsen stod stadig udenfor vindebroen og gættede som en gal på dagens kodeord.

»Fadebur, fasan, fagot, fantasi, fiksfakseri, forvirret,« prøvede han.

Han mente efterhånden, at han havde prøvet mindst 1000 ord, men ingen af dem havde fået vindebroen til at bevæge sig.

»Forkølet, forstand, forskrække, flimmer, fisk, fidus,« fortsatte han.

Hov! Nu knagede broen lidt. Hr. Carlsen sprang i vejret, men broen åbnede sig ikke. Den havde bare knaget lidt. Han prøvede de sidste ord et ad gangen. Da han nåede til 'fidus', knagede broen igen.

»Jeg er tæt på,« mumlede han. »Hvad så med: Fidibus eller fideleitus.« Det hjalp  ikke.  Hr.   Carlsen  gav  sig  til  at  gætte  videre.  Det  gik langsommere nu, og han begyndte at gentage nogle ord, som han havde brugt før.

»Fif... øøøh ... firben, fingerbøl, ...øøøh ... fusk, fup.«

Nu knagede det igen i vindebroen. Hr. Carlsen fandt hurtigt ud af, at det var ordet 'fup', der fik broen til at knage igen.

»Fup, fidus. Fup, fidus,« gentog Hr. Carlsen for sig selv, mens broen knagede. Han skulle skynde sig. Hvis broen knagede alt for meget, ville Baldrian måske høre det og komme derned igen. Pludselig gik det op for Hr. Carlsen, hvad kodeordet måtte være.

»Fup og Fiduser,« råbte han højt. Han glemte helt at være stille. Det havde heller ikke gjort nogen forskel, for nu buldrede og bragede vindebroen, mens den åbnede sig. Hr. Carlsen gav sig slet ikke tid til at glæde sig over det, men han styrtede af sted over den åbne bro. Nu gjaldt det om at komme ind i sikkerhed, inden Baldrian dukkede op.

Midtvejs over den åbne plads fik Hr. Carlsen øje på Baldrian. Dragen havde også fået øje på ham, for den nærmest væltede ud af det sorte tårn for at komme ud i en fart. Lynhurtigt dykkede den mod Hr. Carlsen. Men Hr. Carlsen havde også fart på. Lige inden Baldrian nåede ham, kastede Hr. Carlsen sig ind ad døren til Baltazars tårn. Han var i sikkerhed.

Hr. Carlsen stod og pustede ud et øjeblik. Så tog han sig sammen og styrtede op ad trappen. Fru Carlsen kastede sig om halsen på ham, da han tumlede ind ad døren. Hun var ligeglad med, at hans tøj var gennemblødt.

»Cornelius!,« jublede hun henrykt. »Hvordan er du sluppet ud af fangekælderen?«

Hr. Carlsen forklarede hurtigt, hvordan han var kommet ud af cellen og ind på slottet igen. Fru Carlsen nikkede anerkendende. Hun syntes, at Hr. Carlsen havde været smart. Hr. Carlsen så kortvarigt meget tilfreds ud.

»Hvor er de andre henne?,« spurgte han.

Fru Carlsen så ulykkelig ud. Det var nu hendes tur til at forklare, hvad der var sket. Fru Carlsen vidste ikke helt præcis, hvad der var sket ovre i det sorte tårn, men hun var klar over, at de andre måtte være i knibe, for hun havde set Baldrian råbe ud af vinduet til Bolette.

Hr. og Fru Carlsen gik over til vinduet og stirrede mod det sorte tårn. Der var intet at se.

Netop nu stak Caroline hovedet frem fra en døråbning på trappen i det sorte tårn. Der var ingen at se på trappen. Hun var listet ud ad døren, da Baltazar havde låst den op. Hun havde forsigtigt sneget sig op ad trappen, indtil hun var nået til en dør, som var ulåst. Værelset bag døren var tomt, og hun havde gemt sig derinde, indtil Bolette var kommet forbi. Nu skyndte hun sig videre op ad trappen. Hun nåede op til det sted, hvor trappen sluttede. Kun en stige førte videre op til noget, der lignede et loft. Caroline kiggede op gennem lemmen til loftet. Det eneste, hun kunne se, var et skråt tag. Det måtte være taget på tårnets spir. Hun kunne høre en underlig lyd. Det lød som om, nogen snorkede oppe på loftet.

Ved siden af stigen til loftet var der en dør. Den stod på klem. Caroline skubbede den forsigtigt op, så hun kunne stikke hovedet ind. Der var ingen i rummet bag døren. Hun sneg sig ind i værelset. Det mindede lidt om Baltazars laboratorium. Der var glas og kolber på bordene, og det flød med mystiske bunker af pulver, små knogler og noget, der lignede guldklumper.

Caroline kiggede sig omkring. Hun ledte efter tryllebogen, men der var ikke en eneste bog i lokalet. Til gengæld stod der en stor kiste midt på gulvet, og den var lukket med en kæmpe hængelås. Caroline prøvede at hive i låsen, men den var desværre låst. Hun var helt sikker på, at der måtte være noget spændende i kisten. Og hun regnede med, at det måtte være den magiske bog med trylleformularer. Hun måtte finde nøglen. Men hun frygtede, at Belzebul havde den.

Caroline gik tilbage til trappegangen. Hun kiggede op på hullet til loftet. Hvem mon lavede snorke-lyden? Baltazar havde fortalt dem, at Belzebul altid var i toppen af tårnet på dette tidspunkt. Hvis han tog sig en formiddagslur, kunne hun måske hugge nøglen fra ham, mens han sov.

Forsigtigt trådte hun op på første trin på stigen. Den knagede lidt under hende. Hun standsede og lyttede. Der blev stadig snorket oppe på loftet.

Hun gik et skridt til og lyttede igen. Stadig snorken. Caroline kravlede nu helt op gennem den snævre passage, så hun kunne se op på loftet. .

Først kunne hun slet intet se, da der var næsten helt mørkt. Der var kun et enkelt lille hul i taget, hvor lyset slap ind. Da hendes øjne havde vænnet sig lidt til mørket, kunne hun se en stor sort skikkelse oppe under det skrå loft. Det var da underligt? Skikkelsen sad og balancerede på en bjælke højt oppe. Nu havde hendes øjne vænnet sig helt til mørket.

Caroline gispede af overraskelse. Skikkelsen. under loftet var en slags menneske ... med fjer. Hun troede ikke sine egne øjne. Det var en stor fugl med et ansigt, der lignede et menneskes. Næsen var lang og spids som et næb, og fuglens klør lignede et par fødder med spidse tæer.

Hvad var dette for et uhyre? Caroline turde næsten ikke trække vejret, men hun var lige ved at skrige, da hun fik øje på nøglen om den store fugls hals. I en kraftig kæde om halsen, havde fuglen en nøgle hængende. Dette måtte være nøglen til kisten, men hvorfor havde fuglen den om halsen? Caroline forstod ingenting af det hele. Forsigtigt kravlede hun ned igen. Hun havde i hvert fald ingen chance for at få fat i nøglen.

På vej ned ad stigen hørte hun trin på trappen. Dragerne var på vej op.

Caroline tog lynhurtigt en beslutning. Hun hoppede op ad stigen og tog fat i den lem, der lukkede op til loftet. Med et brag trak hun lemmen til. Hun skyndte sig at skubbe den store metalslå for, så fuglen oppe på loftet ikke kunne slippe ud. Så kurede hun ned ad stigen. Tårnet var så smalt på dette sted, at dragerne ikke ville kunne komme op og låse op for fuglen. Den var fanget nu.

Caroline sprang ind i Belzebuls laboratorium. Hun måtte mase alt, hvad hun kunne, for at få den tunge dør skubbet til. Heldigvis kunne denne dør også låses  indefra med nogle store jernskydere. Hun  kunne høre,  at dragerne stod lige uden for døren, og hun var næsten ved at vælte, da en af dem dundrede på døren.

»Luk op. Luk døren op.«

Det var Baldrian, der skreg. Caroline kunne ikke drømme om at lukke op. Hun var lukket inde, men hun mente, at hun var i sikkerhed. Indtil videre.

Der gik et stykke tid, så holdt det op med at buldre på døren. Caroline lyttede. Hun kunne ikke høre dragerne længere, men hun turde ikke åbne for at se efter.

Pludselig var der noget, der baskede mod vinduet. Caroline for sammen. De to store drager prøvede at mase sig ind gennem vinduerne til laboratoriet. Heldigvis så det ud til, at dragerne var store til at komme ind. Baldrian prøvede flere gange at gribe fat vindueskarmen, men hver gang faldt han ned. Caroline stirrede ud af vinduerne. Hun kunne se sin mor og far på den anden side i Baltazars tårn. De så lige så skræmte ud, som hende selv. Caroline kunne ikke forstå, hvordan Casper og Baltazar havde fået Hr. Carlsen fri. Hun kunne jo ikke vide, at han var sluppet ud af sig selv.

Dragerne var begyndt at svæve omkring tårnet. Nu var Benny også dukket op. Caroline listede hen til vinduet for at holde øje med dem. Hun kunne høre dragerne tale sammen.

»Benny!,« buldrede Baldrian. »Bliv her ude og hold øje med, hvad der foregår. Mor og jeg prøver at komme ind gennem døren.«

Caroline kiggede forsigtigt ud. Hun kunne se, at Benny stadig svævede rundt derude, men de to store drager var væk. Der gik kun et øjeblik, så begyndte det igen at buldre på døren. Dragerne forsøgte igen at komme ind.

Caroline løb hen til døren. De to store drager kunne muligvis vælte den. Caroline prøvede at skubbe det store bord hen foran døren, men det var alt for tungt. Mens hun skubbede, hørte hun et bump bag sig. Nogen var kommet ind gennem vinduet.

Caroline vendte sig rædselsslagen omkring. »Benny!,« udbrød hun lettet. »Er det bare dig.«

»Bare mig!,« sagde Benny fornærmet. »Hvad mener du med det? Jeg er kommet for at fange dig.« Caroline så bange ud et øjeblik. Så smilede hun.

»Hold nu op, Benny! Vi er jo venner. Du vil da ikke fange mig. Vil du?,« spurgte hun bekymret.

»Far bliver tosset, hvis jeg ikke hjælper ham,« stønnede Benny. »Men du har hjulpet mig, så jeg vil ikke fange dig.« »Hvis du ikke fanger mig, så vil jeg ... så vil jeg.« Caroline tænkte sig lidt om.

»Hvis du ikke fanger mig, så vil jeg lære dig at spy ild,« udbrød hun.

»Det kan du ikke,« mente Benny meget bestemt. »Jeg kan aldrig lære at spy ild.«

»Jo, du kan,« svarede Caroline. »Prøv at trække vejret dybt og pust ud, mens du siger 'rrrrrrrr'.«

»Det har jeg gjort mindst 100 gange,« klagede Benny, »og det har aldrig virket endnu.«

»Prøv én gang til,« sagde Caroline. »Kom nu!«

»Du griner ikke?,« spurgte Benny.

»Selvfølgelig griner jeg ikke,« svarede Caroline alvorligt. »Jeg er jo din ven.«

Benny nikkede. Han trak vejret meget dybt, holdt det et øjeblik, og med en flot 'rrr'-lyd lavede han en lille bitte røgsky.«

»Hmmm!,« sagde Caroline bekymret. »Der mangler ligesom noget. Prøv igen.«

Benny prøvede en gang til, men det var ikke bedre end første gang.

»Der mangler lidt ild,« indrømmede Caroline.

Hun tænkte sig om et øjeblik. Det var svært at tænke, for de store drager dundrede stadig på døren.

»Nu har jeg det,« udbrød hun og stak hånden i lommen. Hun trak en tændstikæske op. Det var den æske, børnene havde brugt, da de bar Kaptajn Blod fra skibet.

Caroline åbnede æsken.

»Øv!,« sukkede hun. »Der er ikke tændstikker i. Kun boblebær.«

»Hvad er tændstikker?,« spurgte Benny nysgerrigt.

»Det er sådan nogen små pinde, man stryger mod æsken, så der går ild i dem,« svarede Caroline.

»Orv!,« sagde Benny misundeligt. »Bare jeg kunne lave ild så let.«

Han tog æsken ud af hånden på Caroline og kiggede nysgerrigt på den.

»Hvad er de små runde sorte?,« spurgte han.

»Det er boblebær,« forklarede Caroline. »Casper og jeg kalder dem også for bøvse-bær, for man kommer til at bøvse, hvis man spiser dem. Men Mor kalder dem svinebær, fordi de gør alting helt sort.«

Benny grinede.

»Er det rigtigt? Må jeg prøve?«

Caroline nikkede og Benny tog et bær. Han tyggede på det et øjeblik. »Der sker ikke noget,« klagede han.

Caroline begyndte at grine. »Du skulle se din egen tunge,« lo hun.  »Den er helt sort, fordi du spiste det boblebær.«

Benny strakte sin tunge så langt ud, at han selv kunne se den. Og nu skete det. Han bøvsede højt, og samtidig kom der en lille flamme ud af munden på ham. Benny blev så overrasket, at han sprang to meter tilbage. Caroline jublede. »Du gjorde det,« hylede hun begejstret. »Du spyede ild.« Benny så meget stolt, men lidt bekymret ud. »Ja, ja,« stammede han, »men jeg aner ikke, hvordan jeg gjorde.« »Prøv igen,« foreslog Caroline straks.

Benny prøvede igen, og det lykkedes ham at hoste en lille flamme frem. »Jeg kan! Jeg kan!,« jublede han. »Ah, Caroline. Du er min bedste ven. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig.« »Vil du?,« sagde Caroline overrasket. »Alt?« »Næsten alt,« skyndte Benny sig at sige. Caroline tænkte sig om et kort øjeblik. »Kan du åbne den kiste?,« spurgte hun og pegede.

»Hvordan skulle jeg kunne gøre det?,« sagde Benny. »Jeg kan ikke åbne den lås.«

»Kan du ikke smelte den?,« foreslog Caroline. »Med din ild.« Benny rystede på hovedet.

»Så meget ild kan jeg vist ikke lave,« sukkede Benny. »Hvad er der i den kiste?«

»Jeg ved det ikke,« indrømmede Caroline, »men jeg tror, det er noget, jeg har brug for.«

Benny kiggede på hængelåsen. »Den er stor,« sagde han, »men jeg skal prøve.«

Benny prøvede et par gange at spy ild mod låsen. Flammerne blev ikke ret store, og det hjalp ikke rigtigt. »Kom nu, Benny! Du kan godt,« prøvede Caroline. Benny rystede på hovedet.

»Det går ikke,« beklagede han. »Jeg kan ikke lave så kraftige flammer som min far.«

I det samme hørte de begge lyden af Baldrian, der spyede ild. De stirrede på døren og så, at der kom røg ind under den.

»Din far prøver at brænde sig vej gennem døren,« stønnede Caroline. »Hvis der er en tryllebog i kisten, kan jeg muligvis stoppe ham.«

Caroline tog tændstikæsken og kiggede i den. Hun hældte resten af bærrene ud i sin hånd.

»Her!,« sagde hun til Benny. »Spis dem. Så skal du se løjer.«

Benny slugte alle bærrene og gik hen til kisten. Der gik et øjeblik, så lavede han en kæmpebøvs og en flamme, der kunne smelte hvad som helst.

Da røgen var lettet lidt, så Caroline, at hængelåsen glødede, og der var gået ild i kisten. Hun skyndte sig at vride hængelåsen op med en stor kniv. Så hældte hun noget vand fra en krukke over kisten. Det spruttede og dampede, men ilden gik ud. Forsigtigt åbnede hun den varme kiste.

Nede i kisten lå en bog. En stor gammel bog med rødt læderbind og guldbogstaver på ryggen. Caroline var ikke i tvivl om, at dette måtte være den forsvundne tryllebog. Hun samlede den hurtigt op og kiggede i den.

Hun havde kun set i den et øjeblik, da hun undrede sig over, at der stadig var så meget røg i lokalet. Så vendte hun sig om.

Der var gået ild i døren og gulvet under den. Baldrian havde sat ild til tårnet i forsøg på at åbne døren.

Caroline løb hen til vinduet Røgen begyndte allerede at vælte ud. Hun fik øje på sin far og mor gennem røgtågerne.

»Mor! Far!,« skreg hun. »Jeg har fået fat i bogen, men der er gået ild i tårnet. Jeg kan ikke komme ud.«

»Prøv at finde en trylleformular, du kan bruge?,« råbte Hr. Carlsen tilbage.

Caroline åbnede bogen og kiggede i den. Den var skrevet med de gammeldags bogstaver, som de også havde set på bibliotekets loft. Hun kunne ikke læse disse bogstaver, så hun forstod ikke, hvad der stod i bogen.

»Jeg kan ikke læse den,« skreg hun tilbage. »Det hjælper ikke noget.«

»Kan du ikke flyve mig derover?,« spurgte hun Benny.

Benny rystede på hovedet.

»Jeg er alt for lille til at bære et menneske,« sagde han. »Selv en pige som dig.«

Caroline så mod døren. Hele døren var i flammer, og en del af værelset var begyndt at brænde. Det ville ikke vare ret længe, før hele rummet var i flammer.