Kapitel 21 : Boksekamp med Baldrian.

Næste morgen blev hele familien vækket af den sædvanlige 'dong-bonk' klokke ringning fra klokketårnet. De var alle lidt trætte, for de havde siddet længe oppe aftenen før for at diskutere, hvor de kunne lede efter heksens forsvundne hånd. Casper, Caroline og Baltazar var blevet enige om at fortælle Hr. og Fru Carlsen om samtalen med heksen. De havde dog ikke fortalt noget om Kaptajn Blod. Hr. og Fru Carlsen kendte ikke Kaptajn Blod, for han var børnenes hemmelighed.

De havde ikke kunne komme i tanke om ret mange steder, hvor de ikke allerede havde været på slottet. De havde brugt megen tid på at lede efter den hemmelige gang til det sorte tårn, og de havde nok lagt mærke til, hvis de havde set en spøgelseshånd undervejs.

Baltazar var den, der havde fået flest idéer til, hvor hånden kunne være. De var blevet enige om at dele sig, så de kunne lede flere steder samtidigt. Casper og Caroline skulle lede på loftet, Baltazar ville rode i sine skabe og skuffer, Fru Carlsen skulle kigge i biblioteket, og Hr. Carlsen skulle søge i kælderen.

Allerede efter morgenmaden forsvandt de til hver deres sted. Børnene var sikre på, at de havde fået det mest spændende sted at lede. På loftet var der masser af kasser og kister, som de rodede igennem. De kunne ikke forestille sig, hvordan en hånd skulle komme ned i en lukket kiste, men man viste jo aldrig med spøgelseshænder fra hekse. Desuden var indholdet af kisterne så spændende, at børnene nok havde rodet dem igennem alligevel, hvis de havde fået lov.

Mange at kisterne indeholdt tøj, som måtte have været kongens og dronningens. Der var kåber af silke, kjoler i overdådige farver og former og sko af alle slags. Børnene morede sig længe med at tage tøjet på og lege konge og dronning. Desværre var der ingen smykker eller kongekroner. Caroline var lidt skuffet. Hun ville gerne have lignet en rigtig dronning.

Børnene var så optagede, at de helt glemte tiden. Det var først da deres maver begyndte at rumle, at de blev klar over, det måtte være langt over frokosttid. De smed tøjet tilbage i kisterne og styrtede ned til Baltazars køkken. Her var Baltazar, Tumle og Fru Carlsen allerede færdige med at spise frokost.

»Hej med jer!,« sagde Baltazar. »Kom og spis.«

Børnene løb hen til bordet og satte sig.

»Hov!,« udbrød Fru Carlsen.

»Hvor er jeres Far? Jeg troede, han var sammen med jer.«

»Vi har været alene hele dagen,« forsikrede Casper. »Han er nok stadig nede i kælderen.«

Hr. Carlsen var ganske rigtigt stadig nede i kælderen. Han havde nøje gennemgået alle de rum, han havde været i, og nu var han nået til vinkælderen. Han havde omhyggeligt studeret de mange fine flasker, og han havde længe overvejet om en heksehånd kunne gemme sig i en flaske.

En af de flasker, han havde fundet, havde set lidt grumset ud, og Hr. Carlsen mente, det måske kunne være hånden. Han fandt sin lommekniv frem og åbnede vinflasken med den indbyggede proptrækker.

Hr. Carlsen kiggede ned i flasken, men da han ikke var helt sikker på, om der var noget i flasken, tog han en ordentlig slurk og kiggede igen.

»Aaah!,« sagde han højt for sig selv. »Det er en fremragende årgang.«

Det, Hr. Carlsen mente, var, at vinen smagte godt. Han tog straks en slurk til og studerede flasken. Dette gentog sig et par gange, indtil flasken var halvtom.

»Der er absolut ingen hånd i denne flaske,« mumlede Hr. Carlsen og tog en ny flaske.

Han var slet ikke i tvivl. Der var en hånd i denne flaske. Hurtigt tog han sin proptrækker   og   åbnede   flasken.   Et øjeblik    efter    havde    han    drukket halvdelen af indholdet. »Fremragende!    Hup!    Fremragende,« hikkede han og stirrede betaget på flasken. Da han ikke var helt sikker, tog han en tår til. Nej! Hånden var alligevel ikke i denne flaske.

Sådan fortsatte han i lang tid. Der stod efterhånden en større samling halvtomme flasker på gulvet. Hr. Carlsen var i mægtigt humør. Han var begyndt at synge og fjolle med sig selv. Pludselig kom han i tanke om, hvad det var, han lavede.

»Jeg må finde ånden,« mumlede han. »Sludder!,« fnisede han og begyndte at grine. »Jeg må finde håndens ånd ..hik., jeg mener den åndede hånd.«

»Ti-hi!,« gnækkede Hr. Carlsen. »Tossede ånd. Tossede slot. Og tossede drage.«

Hr. Carlsen så pludselig alvorlig ud. Han holdt godt fast om sin flaske og rystede den, som om dén var Baldrian.

»Din slemme drage!,« skændte han. »Jeg skal ryste dig, din luskebuks!«

Hr. Carlsen kastede sig ud i en større slåskamp med flasken. Det endte med, at han væltede, og flasken knustes mod gulvet.

»Tøsedreng!,« råbte Hr. Carlsen og så hånligt på den knuste flaske. »Du tør nok ikke slås længere, hva!«

Hr. Carlsen rejste sig op og så meget beslutsom ud.

»Den åndssvage drage,« mumlede han, mens han vaklede ud af vinkælderen. »Nu skal den få sandheden at vide.«

Samtidig sad resten af Familien Carlsen hos Baltazar og havde netop afsluttet deres frokost. De undrede sig alle over, hvad der mon kunne have opholdt Hr. Carlsen, så han havde glemt noget så vigtigt som selveste frokosten. Hr. Carlsen var ikke den, der normalt glemte et måltid.

Pludselig hørte de alle råben og skrigen nede fra gårdspladsen.

»Det var underligt!,« udbrød Baltazar. »Vi er her jo alle sammen.«

»Nej!,« svarede Fru Carlsen. »Det lyder som Cornelius¹ stemme, men det kan da ikke passe.«

De styrtede hen til vinduet og så ned i gården.

Det var ganske rigtigt Hr. Carlsen. Han prøvede, så godt han kunne, at gå over mod det sorte tårn. Han vaklede afsted og var flere gange ved at falde over de toppede brosten.

»Hvad er der i vejen med ham, Mor?,« spurgte Caroline bekymret. »Er han blevet syg?«

Fru Carlsen nåede ikke at svare, før Hr. Carlsen var nået helt over til det sorte tårn. Her begyndte han igen at råbe:

»Baldrian, din grønne lus! Kom her ud og slås, hvis du tør! Så skal du få nogen bank!«

Hr. Carlsen kiggede op mod tårnet. Det skulle han ikke have gjort, for han fik overbalance og faldt lige på halen. Langsomt fik han stablet sig på benene igen.

»Baldrian, din oppustede regnorm. Kom så frem!«

Oppe hos Baltazar troede de ikke deres egne ører.

»Jamen, jamen!,« stønnede Baltazar. »Han er vist beruset?«

»Beruset!,« jamrede Fru Carlsen. »Han er plørefuld. Hvad pokker har han lavet?«

»Han har nok drukket et eller andet,« mente Casper.  

Fru Carlsen så irriteret på Casper. Dét kunne hun nok selv have regnet ud. Men hun måtte redde Cornelius fra dragen.

»Cornelius!,« råbte hun ned i gården. »Cornelius! Kom nu op og få frokost. Lad den drage være i fred.«

Hr. Carlsen vendte sig om og kom til at træde sig selv over tæerne, så han væltede igen.

»Hej, med jer!,« råbte han tilbage. »Det var godt, I kom. Så kan I se, når jeg banker Baldrian.«

Han vendte sig om igen, og råbte mod det sorte tårn:

»Baldrian, Baldrian, kom nu frem. Ellers går jeg aldrig hjem!«

»Han er blevet vanvittig,« sagde Baltazar. »Hvis dragen kommer, slår den ham ihjel.«

Og nu kom dragen. Først stak den hovedet ud af tårnet for at se, hvad der foregik. Den var tydeligvis ikke vandt til, at nogen ligefrem stod og råbte på den. Den stod et øjeblik og kiggede ned på Hr. Carlsen. Den vidste åbenbart ikke, hvad den ville gøre.

»Det var da på tide,« jublede Hr. Carlsen. »Hvorfor var du så lang tid om at komme. Sad du på potten? Var du ved at få en tør ble på? Eller er du bare bange for at få bank?«

Baldrian kiggede forvirret over på resten af Familien Carlsen i det andet tårn. Den troede måske, at det var en fælde, de havde lavet for den.

»Skal vi slås, eller hva'?,« skreg Hr. Carlsen.

Nu blev det for meget for dragen. Den sprang ud fra tårnet og svævede i en stor cirkel ned på gårdspladsen, hvor den elegant landede et lille stykke fra Hr. Carlsen. Den hoppede straks et par skridt tættere på ham.

Hr. Carlsen løftede hænderne og begyndte at bokse ud i luften.

»Kom så, dit bløddyr!,« råbte han, mens han vaklede hen mod dragen. »Kom nu! Forsvar dig. Eller er du bare en skællet boksebold?«

Baldrian så stadig forvirret ud. Den kiggede skiftevis på Hr. Carlsen og de andre oppe i tårnet. Det var tydeligt, at den ikke havde prøvet noget sådan før.

Nu nåede Hr. Carlsen frem til dragen. Han hamrede sine hænder ind i maven på Baldrian. Baldrian trådte et skridt tilbage, og endelig sagde han noget:

»Stop! Stop, det kilder!« »Kilder!,« hylede Hr. Carlsen fornærmet.

»Jeg skal gi' dig. Du er jo så bange, at du slet ikke tør forsvare dig.«

Det skulle Hr. Carlsen aldrig have sagt. Baldrian løftede sin ene arm højt op for at slå.

Hr. Carlsen gik igen frem mod Baldrian, men han snublede og faldt lige ind i dragens mave. Herefter sank han sammen og lagde sig på ryggen på brostenene.

»Han er død!,« jamrede Fru Carlsen. »Det bæst har slået ham ihjel.« Baldrian kiggede forbløffet på Hr. Carlsen. Så kiggede han op mod de andre i tårnet:

»Jeg slog ham altså ikke,« sagde han undskyldende. »Jeg rørte ham ikke!« De stirrede alle på Hr. Carlsen. Først lå han helt stille, men så kunne de alle høre ... at han snorkede. Han var faldet i søvn midt i kampen. Baldrian bukkede sig ned over Hr. Carlsen og studerede ham. »Puha, hvor han lugter,« mumlede dragen. »Han må spise noget meget væmmeligt, når han kan lugte så fælt.«

Dragen stod et øjeblik og betragtede den sovende Hr. Carlsen. Så greb den fat i ham og kastede ham op over skulderen. Hr. Carlsen sov upåvirket videre. Dragen tog tilløb og lettede fra gårdspladsen. »Hvad gør du med ham?,« skreg Fru Carlsen bange.

»Bare rolig, Frue,« brølede Baldrian tilbage. »Jeg skal nok passe godt på ham. Meget godt, endda!«

Baldrian forsvandt ind i det sorte tårn med Hr. Carlsen over ryggen. »Aååh!,« græd Fru Carlsen. Hvad gør det rædsomme monster med min mand?«

»Jeg tror, at den putter ham i fangekælderen,« sagde Baltazar stille.

»Fangekælderen?,« snøftede Fru Carlsen, »Er her også en fangekælder?«

»Ja, da!,« smilede Baltazar. »En fin og sikker fangekælder, hvor ingen endnu er sluppet ud. Med mindre man altså selv lukker dem ud,« tilføjede han.

»Åååh!,« fortsatte Fru Carlsen sin jamren. »Hvordan skal vi dog få Cornelius ud? Slipper vi nogensinde ud af dette sindssyge slot?«

Casper og Caroline prøvede at berolige og trøste deres mor lidt, men intet hjalp. Hun stor-tudede og var ikke til at trøste.

»Min stakkels Cornelius,« hulkede hun. »Min stakkels Cornelius.«

Cornelius Carlsen var nu ikke så stakkels lige i øjeblikket. Han sov stadig tungt, og det blev han ved med resten af eftermiddagen. Først hen ad aftenstid vågnede han op.

»Av!, mit stakkels hoved,« stønnede Hr. Carlsen og tog sig til sit ømme hoved.

Nu var han måske alligevel 'lidt stakkels'. Hovedet var ømt efter faldet mod brostenene, og han havde en kæmpe hovedpine efter alt det vin, han havde drukket.

»Åååh!,« fortsatte Hr. Carlsen med at jamre sig.

»Nåh!, min gæst er nok vågnet op. Det var da hyggeligt. Det er så længe siden, jeg har haft gæster.«

Hr. Carlsen prøvede at åbne øjnene, så han kunne se, hvem der talte til ham. Der var ikke meget lys i det rum, hvor han befandt sig. Han lå på en lille hård seng i et rum, hvor tre af væggene var af solide sten. Den fjerde væg var spærret af et tykt gitter.

»Hvor pokker er jeg?,« mumlede Hr. Carlsen.

»Du er i min fangekælder. Velkommen! Jeg er Tai Quondo.«

Hr. Carlsen kneb øjnene sammen og stirrede på den tykke figur, der stod på den anden side af gitteret. Han havde svært ved at se manden rigtigt, da det eneste lys i rummet var bag ved den tykke person.

»Hvem er du?,« spurgte Hr. Carlsen igen, mens han stønnende prøvede at rejse sig fra den hårde seng.

»Jeg er Tai Quondo,« gentog den tykke mand. »Og hvem er så du?,« spurgte han nysgerrigt.

»Jeg hedder ... Hr... åååh ... åååh, av, mit hoved,« stønnede Hr. Carlsen. Han havde nu fået sat sig helt op på sengen. Han havde frygteligt ondt i hovedet.

»Åh-Åh-Av-Mit-Ho'ed,« sagde Tai Quondo bestyrtet. »Det var da et besynderligt navn.«

»Nej, nej!,« vrissede Hr. Carlsen. »Jeg hedder Cornelius Carlsen. Jeg har bare pokkers ondt i mit hoved.«

»Nåh!,« sagde Tai Quondo. »Det var da trist. Du trænger måske til noget at drikke?«

»Nej tak!,« stønnede Hr. Carlsen. »Jeg har vist fået rigeligt at drikke. Med mindre du har noget koldt vand.«

Tai Quondo gav ham noget vand i en skål. Hr. Carlsen drak lidt af det og pjaskede noget i ansigtet. »Puha!,« sagde han. »Det hjalp.« Han begyndte at se sig omkring.

»Hvad laver jeg her?,« spurgte han overrasket. »Luk mig ud af dette hul.« »Det kan jeg desværre ikke,« svarede Tai Quondo undskyldende. »Min herre har befalet mig at holde dig indespærret her.« »Baldrian, din slyngel,« hvæsede Hr. Carlsen.

»Det er ikke Baldrian,« forklarede Tai Quondo.  »Min herre hedder Belzebul.« »Hmmm!,« mumlede Hr. Carlsen. »Det gør det ikke bedre.«

De sad et øjeblik og kiggede på hinanden. Nu, da Hr. Carlsens øjne havde vænnet sig til det svage lys, kunne han rigtigt se sin fangevogter. Tai Quondo var en meget tyk mand med stort rundt hoved og glat sort hår bundet sammen i en knude i nakken. Han havde gullig hud og skæve øjne. På trods af den kølige kælder havde han ikke andet tøj på end et lille lændeklæde. »Er du kineser?,« udbrød Hr. Carlsen. »Kineser! Må jeg være fri?,« sagde Tai Quondo. »Jeg er Tai Quondo. Tidligere sumo-bryder fra det kejserlige Japan.«

»Sumobryder!,« sagde Hr. Carlsen forbavset. »Er det ikke sådan en, der smider rundt med andre sumobrydere?«

»Jo!,«  sukkede  Tai   Quondo.   »Jeg  var desværre ikke så god til at kaste de andre. De var alt for tunge, og jeg var alt for let.«

»For let!,« udbrød Hr. Carlsen og betragtede den tykke mand. »Du ser ellers ud til at være stor og stærk. Du ligner en rigtig Tarzan!«

»Hvorfor kalder du mig Tai-San?,« spurgte Tai Quondo overrasket. »I Japan siger man da kun 'San' til de mennesker, man ærer og respekterer.

Hr. Carlsen rejste sig helt op fra sin seng.

»Jamen, jeg har da stor respekt for dig,« sagde han.

»Har du det?«

Tai Quondo så helt glad ud.

»Må jeg så også kalde dig 'Cornelius-San'?,« spurgte han forsigtigt.

»Selvfølgelig må du det.«

Hr. Carlsen gik hen til gitteret og rakte hånden frem.

»Goddag Tai-San!«

»Goddag Cornelius-San,« svarede Tai Quondo og trykkede Hr. Carlsens hånd, så fingrene var lige ved at brække.

»Av, min hånd!,« jamrede Hr. Carlsen. »Du er jo lige så stærk som Tarzan.«

»Øh!, undskyld,« beklagede Tai Quondo. »Jeg kender altså ikke denne Tai-San, som du taler om. Jeg kender ikke så mange mennesker. Her er så ensomt i denne fangekælder.«

»Kender du ikke Tarzan,« grinede Hr. Carlsen. »Så må jeg hellere fortælle dig om ham.«

Så fortalte Hr. Carlsen Tai Quondo om junglen, om alle dyrene og om dyrenes konge, Tarzan.

Tai Quondos øjne lyste, da Hr. Carlsen var færdig med sin historie.

»Hvor lyder det spændende,« sukkede Tai Quondo. »Jeg kunne godt tænke mig at opleve junglen. Men jeg kommer desværre aldrig nogen steder.«

»Det er da meget nemt,« forsikrede Hr. Carlsen. »Bare luk mig ud, så skal jeg nok vise dig junglen, mit skib og de syv have.«

»Det kan jeg desværre ikke,« sukkede Tai Quondo igen. »Min herre vil ikke tillade det.«

»Kom nu!,« lokkede Hr. Carlsen. »Det opdager han aldrig.«

»Belzebul opdager alting,« beklagede Tai Quondo. »Eller også opdager hans drager det. Jeg kan aldrig slippe væk herfra.«

»Nej!« Nu sukkede Hr. Carlsen også. »Det har vi desværre også opdaget. Det er ikke nemt at slippe væk fra dette slot.«

De sad lidt uden at sige noget.

»Du må kede dig forfærdeligt meget, hvis du altid er alene hernede,« sagde Hr. Carlsen efter et øjeblik.

»Thjaee,« svarede Tai Quondo. »Faktisk er jeg ikke helt alene. Jeg har tit besøg af mine to tamme rotter.«

»Tamme rotter!,« udbrød Hr. Carlsen. »Det har jeg aldrig hørt om før.«

»Det er skam meget dygtige byggerotter,« forklarede Tai Quondo og så meget stolt ud. Jeg har selv lært dem alt, hvad de kan. Nu skal du bare se, Cornelius-San.«

Tai Quondo bankede på væggen med sin store næve. Et øjeblik efter dukkede to store rotter op på gulvet. Den ene havde en stor kvist i munden, den anden havde en sten.

»Hils pænt på Cornelius-San,« sagde Tai Quondo.

De to rotter satte sig på halen og stirrede op på Hr. Carlsen, som om de ville hilse på ham.

»Goddag!,« sagde Hr. Carlsen overrasket. »Jeg hedder Cornelius.«

Normalt talte Hr. Carlsen ikke med rotter, men han havde heller aldrig set tamme rotter før.

»Dette er Monsen og det er Thorberg,« forklarede Tai Quondo.

»Det var da nogle besynderlige navne,« sagde Hr. Carlsen.

»Synes du?,« svarede Tai Quondo. »Jeg har opkaldt dem efter slottets bygherrer, fordi de er så dygtige til at bygge.«

»Aha!,« sagde Hr. Carlsen og rystede let på hovedet. Måske var Tai Quondo blevet lidt tosset af at være alene så længe hernede i fangekælderen.

Resten af aftenen brugte Hr. Carlsen på at se, hvor dygtige de to rotter var til at bygge. Tai Quondo viste stolt hvor mange forskellige ting, de kunne lave af små kviste og sten. De talte også meget om verden udenfor slottet. Tai Quondo ville vide alt om den store verden, så de havde nok at tale om.

Resten af familien, Tumle og Baltazar var meget bekymrede for Hr. Carlsen. De brugte hele aftenen på at lægge planer om, hvordan de skulle befri Hr. Carlsen.