Kapitel 19

Forsiden

Kapitel 21

Kapitel 20 : Handel med en hidsig heks

Hele Familien Carlsen var lidt rystede over formiddagens oplevelser. De sad alle og spiste frokost sammen med Tumle og Baltazar. Tumle havde set det hele fra vinduet i sit lille hus, og han havde også troet, at Hr. Carlsen var blevet slået ihjel, da han faldt ned fra tæppet. Hr. Carlsen var den, der tog det mest roligt.

»Det var da ikke så slemt,« sagde han ubekymret. »Næste gang snyder vi dragen.«

»Der bliver ikke nogen næste gang,« skændte Fru Carlsen. »Det er slut med de vovestykker.«

»Hvordan skal vi så komme ind i det sorte tårn?,« spurgte Casper forsigtigt.

»Det ved jeg ikke,« svarede Fru Carlsen vredt, »og jeg er for træt til at tænke på det nu.«

Fru Carlsen havde været meget bange under Hr. Carlsens flyvetur, og nu var hun så træt, at hun rejste sig fra bordet, sagde tak for mad og gik ind for at sove en middagslur. Hr. Carlsen benyttede lejligheden til at få sig en lur i hængekøjen. Selv Tumle mente, at en middagslur ville være passende på sådan en varm dag. Et øjeblik efter sad Casper, Caroline og Baltazar alene tilbage.

»Har du slet ingen gode ideer?,« spurgte Caroline Baltazar. »Det gør ikke noget, hvis de er lidt farlige. Bare lidt, altså!,« tilføjede hun straks.

Baltazar tænkte sig om og hev sig i skægget, som han plejede at gøre, når han tænkte sig om.

»Jeg kan slet ikke komme på noget,« indrømmede han. »Det havde været meget nemmere, hvis man kunne gå lige igennem væggene ind til det sorte tårn.«

»Det kan spøgelsesheksen,« mumlede Casper.

»Men hun kan ikke hjælpe os,« fortsatte Caroline.

Baltazar så pludselig alvorlig ud. Nu så han meget alvorlig ud.

»Måske,« begyndte han langsomt. »Måske kan hun alligevel hjælpe os.«

»Hvordan kan hun det?«

Casper og Caroline blev nysgerrige.

»Måske kunne vi finde hendes kost,« forklarede Baltazar. »Hun er jo en heks, og enhver heks har en kost, der kan flyve.«

»En flyvende kost,« grinede Casper og Caroline. De var ikke spor overraskede over det. Hvad mærkeligt var der ved en flyvende kost, når man lige har fløjet på et tæppe?

»Hvordan får vi fat i den?,« spurgte Casper interesseret.

»Det er nemt nok,« sagde Baltazar og sprang op. »Men der er altså ét problem.«

Han hentede et stykke papir og rullede det ud på bordet.

»Se!,« sagde Baltazar og pegede på papiret. Casper og Caroline betragtede det mærkelige mønster.

»Lige der!,« fortsatte Baltazar og satte sin finger på papiret. »Dér er kosten.«

Casper og Caroline så undrende på hinanden. Hvad mon Baltazar mente? Hvordan kunne kosten være på et mønstret stykke papir?

»Det ligner bagsiden af det flyvende tæppe,« sagde Caroline.

»Du har helt ret,« grinede Baltazar. »Heldigvis tegnede jeg mønsteret af, for jeg tror, det forestiller en labyrint. Der er bare det problem, at jeg ikke ved, hvordan man kommer ned i labyrinten,« sukkede Baltazar.

»Labyrinten!,« udbrød børnene. »Mener du labyrinten nede i kælderen?,« fortsatte Caroline.

Baltazar så overrasket ud.

»Kender I labyrinten? Hvem har fortalt jer om den?,« spurgte han forbløffet.

Børnene grinede.

»Vi har selv været nede i labyrinten,« pralede Caroline.

Nu så Baltazar endnu mere forbløffet ud.

»Det er umuligt!,« protesterede han. »Jeg har ledt efter nedgangen til labyrinten i evigheder. Den er umulig at finde.«

Børnene grinede endnu mere. De trak i Baltazar, og snart efter stod de i rummet med det store ur. Casper åbnede døren til uret og pegede på lemmen i gulvet. Baltazar hev sig i skægget og fnisede fornøjet.

»Det var lige godt...,« startede han. »Det havde jeg aldrig tænkt på. Hvor er I altså dygtige.«

Børnene smilede. De sagde intet om, at de havde fundet lemmen ved et tilfælde, da de gemte sig for deres mor.

»Vi må straks derned,« sagde Baltazar. »Men vi må have papiret med, så vi kan finde vej.«

Så samlede de lygter og lidt at drikke til turen. Snart efter stod de foran uret igen.

»Vi kan ikke være derinde alle tre på én gang,« sagde Casper. »Vi går først.«

Casper og Caroline trådte ind i uret, og et øjeblik efter faldt de ned på det hårde gulv i labyrinten. De flyttede sig lidt, og straks efter dumpede Baltazar ned ved siden af dem. Han stønnede og jamrede:

»Åååh! Jeg er for gammel til det her. Det er et under, at jeg ikke har brækket et ben eller en arm. Kan I ikke tænde noget lys, så man kan se noget?«

Casper tændte sin lommelygte. Baltazar kiggede begejstret på den. Han forstod stadig ikke helt, hvordan en lommelygte virkede. Han kendte kun stearinlys og olielamper fra slottet. Den gamle troldmand rejste sig op og børstede det værste jord af sit tøj. Han trak kortet frem fra en lomme og de studerede det i skæret fra lygten.

»Vi er her,« sagde Baltazar. »Hvis vi går denne vej, er vi der snart.«

De begyndte at gå. Baltazar gik forrest, og han gik så stærkt, at børnene havde svært ved at følge med. Desværre gik han hele tiden forkert. De havnede ofte i blindgyder, hvor de var nødt til at vende om. Til sidst tog Casper og Caroline kortet fra ham. De gik så hurtigt, de kunne, men alligevel tog det lidt tid, før de var ved det rigtige sted.

Endelig nåede de til det sted på kortet, hvor Baltazar havde sat et kryds. De stirrede forbavsede på kortet. Så kiggede de op og så sig omkring. Der måtte være noget galt. Der var ingen døre eller åbninger i muren.

»Det kan ikke være det rigtige sted,« sagde Casper og så på Baltazar.

Baltazar kløede sig i nakken og så sig forvirret omkring.

»Jeg forstår det ikke,« sagde han. »Jeg er helt sikker på, at dette er det rigtige sted.«

De stirrede alle på væggen. Der var ikke engang en revne i den. De opgav at finde nogen hemmelig indgang. Til sidst satte de sig ned.

»Vi kan ikke blive hernede,« sagde Casper. »Vores lommelygte kan ikke lyse hele dagen, og Far og Mor vil snart savne os.«

»I har ret,« sagde Baltazar og sprang op. »Lad os komme af sted.«

Børnene rejste sig langsomt. De havde ikke lyst til at gå tilbage nu. Casper studerede kortet et øjeblik.

»Hvordan kommer vi egentlig tilbage?,« spurgte han Baltazar.

»Øh! Tilbage!,« mumlede Baltazar. »Det ved jeg faktisk ikke.«

»Det er bare for meget,« sukkede Casper og sparkede til væggen. Der raslede lidt puds af stenene. »Øv!,« sagde han og sparkede igen.

»Hov!,« udbrød Casper og pegede på stenene med lygten.

I det skarpe lys kunne de alle se, at noget sivede ud igennem væggen.

»Hvad i alverden er det?,« spurgte Caroline.

»Det ved jeg godt,« stønnede Baltazar. »I må hellere gemme jer bag mig.«

Casper og Caroline forstod ikke, hvad han mente, men de gjorde alligevel, som han sagde.

De kiggede frem bag Baltazars ryg. Det, der sivede ud af væggen, var nu ved at forme sig til en person.

»Det er spøgelset,« gispede Caroline. »Det er heksen.«

Så kom skriget. Det skrig, som de alle frygtede. Hernede i kælderen var det så højt, at det gjorde ondt i ørerne, selv om de holdt over dem med hænderne.

Endelig holdt lyden op. Børnene tog ikke hænderne ned. De turde ikke. Tænk hvis heksen skreg igen.

Men heksen skreg ikke. I stedet begyndte hun at skælde ud. På Baltazar.

»Hvorfor kommer du her og forstyrrer mig?,« skreg hun ind i hovedet på ham.

Børnene gemte sig bange bag Baltazar, men han så fuldstændig rolig ud.

»Slap nu af, lille Magda!,« prøvede han beroligende, men det gjorde hende bare endnu mere rasende.

»Du skal aldeles ikke kalde mig Magda, og jeg vil absolut ikke slappe af. Jeg vil have fred til at finde min hånd,« fnyste hun og så vredt på de to børn bag Baltazar. »Hvem er det, du har slæbt med? Er det resultatet af nogle af dine mislykkede eksperimenter?«

»Næh, nej!,« svarede Baltazar roligt. »Det er Casper og Caroline. De vil gerne låne din kost.«

»Min kost!,« hylede heksen. »Er I vanvittige? Jeg vil ikke låne dig noget som helst. Du ødelægger alt, hvad du kommer i nærheden af.«

»Nej, hør nu her, Magda!,« prøvede Baltazar. »Der er da ikke rigtigt.«

»Ikke det?,« vrissede heksen. »Hvad så med den gang du skulle vande mine blomster. Du skulle absolut blande en eller anden mikstur, så de døde alle sammen.«

»Jeg prøvede bare at fjerne ukrudtet,« undskyldte Baltazar. »Det var et lille uheld!«

»Uheld!,« skreg heksen. »Mit liv har været ét stort uheld, siden jeg blev gift med dig.«

Gift! Casper og Caroline kiggede måbende på hinanden. Forsigtigt vovede Caroline sig ud bag Baltazar.

»Har De været gift med Baltazar?,« spurgte hun forsigtigt.

Heksen kiggede forbløffet på Caroline. Hun så ud til at blive så overrasket, at hun helt glemte at være vred.

»Gift!,« gentog heksen. »Ja, selvfølgelig har vi været gift. Har Baltazar ikke fortalt jer det?«

Børnene kiggede anklagende på den gamle troldmand. Han blev helt rød i hovedet og så ned i gulvet.

»Hvad har du ellers 'glemt' at fortælle dem?,« spurgte heksen hånligt.

»Baltazar har fortalt os en hel masse,« sagde Casper for at hjælpe ham lidt. »Han har fortalt os, at han var troldmand på slottet, og at kongen og dronningen flygtede dengang dragerne kom til slottet.«

»Har du fortalt dem det?,« sagde heksen og begyndte at skraldgrine. »Troldmand! Du har aldrig kunnet trylle så meget som en myre om til en elefant.«

»Nej! Ved du nu hvad, lille Magda!,« protesterede Baltazar. »En myre til en elefant. Det er altså ikke særlig nemt.«

»Det er pærenemt. For en rigtig magiker,« tilføjede heksen. »Men du har aldrig fremtryllet noget.«

Heksen stoppede og så tænksom ud et øjeblik.

»Det er ikke helt rigtigt,« fortsatte hun. »Når du lavede mad, så var det faktisk det rene trylleri.« Heksen slikkede sig om munden og så ud som om, hun huskede på al den lækre mad, som Baltazar havde lavet. Caroline kiggede på Baltazar.

»Er det rigtigt, at du aldrig har været troldmand?,« spurgte hun.

Baltazar nikkede og så flov ud.

»Men jeg var hoffets kok,« sagde han og så meget stolt ud. »Jeg har lavet mad til konger og dronninger og anrettet middage, som aldrig er blevet gjort efter,

Børnene så på heksen, og hun nikkede.

»Du er en fremragende kok, men en elendig troldmand,« sagde heksen. »Du har aldrig lavet en trylleopskrift, der virkede. Bortset fra den sidste, du lavede.«

»Den sidste?,« spurgte Casper og Caroline nysgerrigt.

»Øøøh! Den, den sidste,« stammede Baltazar. »Den sidste var et lille uheld,« sagde han og så meget flov ud igen.

Børnene så på heksen. Hun rystede opgivende på hovedet.

»Den sidste opskrift, Baltazar lavede, var en blanding af svovl, salpeter og kul. Det lyder måske ikke så farligt, men hvis man blander det sammen, bliver det til krudt. Som kan springe i luften,« tilføjede heksen surt.

»Det VAR et lille uheld,« jamrede Baltazar, og så aldeles ulykkelig ud. »Jeg vidste ikke, det ville være så farligt.«

»Næh,«   surmulede  heksen.   »Så  havde   du   vel   ikke  gemt  det  i peberkværnen.«

»Gemte du krudtet i peberkværnen?,« spurgte børnene måbende og kiggede på Baltazar.

Baltazar nikkede.

»Hvad skete der så?,« spurgte Casper.

Baltazar svarede ikke. Børnene så på heksen. Hun stirrede ondt tilbage på Baltazar.

»En dag, hvor jeg stod og lavede en mikstur til kongen,« begyndte heksen, »fik jeg den idé, at komme lidt peber i min tryllegryde. Dét skulle jeg aldrig have gjort. Da jeg kom peberet i gryden, sprang det hele i luften.«

»Orv!,« sagde børnene i munden på hinanden. »Hvad skete der med dig?«

»Mig?,« hylede heksen. »Jeg sprang da også i luften. Jeg gik i tusind stykker. Mindst!«

»Du ser da ikke ud til at være gået i stykker,« sagde Casper noget mistroisk.

»Det er fordi, jeg har brugt hver eneste nat lige siden til at gå rundt og finde alle mine stykker,« svarede heksen. »Det er ikke spor morsomt, at gå rundt og lede efter sig selv om natten.«

»Er det derfor du skriger og jamrer sådan?,« spurgte Caroline nysgerrigt.

Heksen kneb øjnene sammen og så på hende.

»Jeg jamrer ikke,« vrissede hun vredt, »og jeg skriger fordi, jeg er så vred over, at jeg ikke kan finde den sidste del, jeg mangler. Min hånd!«

Heksen holdt sin hånd-løse arm frem, så de alle kunne se, at hånden manglede. Der gik et øjeblik, hvor ingen sagde noget. Så brød Baltazar stilheden.

»Søde lille Magda,« begyndte han.

»Jeg hedder ikke Magda,« afbrød heksen. »Jeg hedder Magdalene. Og jeg er hverken lille eller sød. Jeg er bare eddersur.«

»Jamen, Magdalene,« fortsatte Baltazar. »Vi er kommet for at låne din kost, så vi kan komme ind i det sorte tårn og hente min tryllebog,« sagde Baltazar.

»DIN tryllebog,« hylede Magdalene. »Det er ikke din tryllebog. Det er MIN tryllebog.«

»Ja, ja! Det glemte jeg,« indrømmede Baltazar, »men vi skal altså bruge din tryllebog, hvis vi skal have tryllet dragerne tilbage til statuer. Dragerne vil ikke lade Hr. og Fru Carlsen komme tilbage til deres skib.«

Magdalene så lidt forvirret ud.

»Hvem er Hr. og Fru Carlsen?,« spurgte hun.

»Det er vores Far og Mor,« svarede Casper.

»Hmmm!,« brummede Magdalene, »Jeg er revnende ligeglad med jeres Far og Mor og dragerne. Dragerne generer ikke mig. De er nemlig bange for spøgelser. Og jeg skal selv bruge min kost.«

Pludselig begyndte det igen at syde i væggen ved siden af dem.

»Hvad pokker er det?,« spurgte Baltazar.

Den tåge, der langsomt sivede ud af væggen, begyndte at tage form som en sørøver.

»Kaptajn Blod!,« udbrød børnene.

»Kender I dette spøgelse?,« udbrød Baltazar forbløffet.

»Det er Kaptajn Blod,« forklarede Caroline.

»Nåh, ja!,« sagde Baltazar og nikkede, som om det var helt naturligt, at børnene kendte det nye spøgelse.

»Goddag!,« sagde Baltazar og rakte hånden frem til Kaptajnen.

»Goddag, goddag,« buldrede spøgelset og hilste pænt på Baltazar.

Baltazar trykkede Kaptajn Blods hånd. Hans hånd gik lige igennem Kaptajnens, og Kaptajn Blod grinede, så det rungede i den smalle gang.

»Hyggeligt at møde dem,« fortsatte Kaptajnen. »Men hvad er det for en larm, her er?«

Børnene forklarede Kaptajn Blod, at de skulle bruge Magdalenes kost for at komme ind i det sorte tårn.

»Aha!,« sagde Kaptajnen og så tænksom ud. »Det lyder da meget rimeligt.«

»Nej, det gør det aldeles ikke,« protesterede Magdalene. »Så længe jeg ikke har fundet min hånd, ved jeg ikke, om jeg skal bruge min kost. Så jeg vil ikke aflevere den.«

Kaptajnen tænkte sig om igen.

»Hvis nu børnene kan finde din hånd, må de så låne din kost?,« spurgte han Magdalene.

»Hvis de finder min hånd, må de FÅ min kost,« svarede hun.

»Det er en aftale,« sagde Casper hurtigt. »Vi finder din hånd og får din kost.« Magdalene kiggede på ham, og et kort øjeblik syntes Casper, at hun smilede.

»I   kan   bare   kalde   på   os hernede, når I har fundet den. Hvis I kan,« sagde Magdalene. »Men jeg tvivler på, at I har heldet   med  jer.   Jeg   har   aldrig   set   skyggen   af  hverken   hånden, peberkværnen eller den gryde, jeg lavede mikstur i. Men hvis I skulle være så heldige, skal I selvfølgelig nok få min kost.« De to spøgelser begyndte at forsvinde igennem væggen.

»Hov!,«  råbte  Casper  efter  dem.   »Hvordan  kommer man  op   fra kælderen?«

Magdalene så på deres kort og viste dem, hvor der var en hemmelig opgang. Nu var det ikke noget problem at komme tilbage. Kort tid efter stod de alle i Baltazars laboratorium igen. Hr. og Fru Carlsen var der ikke, så Baltazar og børnene gik i gang med at lave aftensmad.

De kunne ikke rigtigt blive enige, om de skulle fortælle Hr. og Fru Carlsen om heksens tilbud. Men én ting var sikkert. De blev nødt til at finde den forsvundne hånd.