Kapitel 19 : Flyvetur med fut i.
Casper og Caroline blev vækket af den sædvanlige 'Dong - Bonk'-lyd fra klokketårnet den næste morgen. De tænkte med det samme på det flyvende tæppe. De hoppede ud af sengen, men deres forældre sov stadig. Børnene listede ind til Baltazar, men han var der ikke. De kiggede efter det flyvende tæppe, men det var heller ikke til at få øje på.
»Øv!,« sukkede Casper. »Baltazar er garanteret ude for at prøve tæppet uden os. Det kan han ikke være bekendt.«
Caroline gik hen til vinduet og skubbede skodderne til side. Udenfor var det gråt og blæsende, og regnen styrtede ned.
»Puha!,« sagde Caroline overrasket. Hun smækkede skodderne i igen, men hun var allerede blevet våd over det hele. »Sikke et vejr,« sagde hun og lavede en grimasse, mens hun tørrede sig i ansigtet med det ene ærme. »Hvis Baltazar er ude at flyve på tæppet i det vejr, er han endnu mere tosset, end vi troede.«
I det samme gik døren til laboratoriet op med et brag. Børnene for sammen. Det flyvende tæppe kom langsomt svævende ind gennem døren, men det var rullet sammen. Det var ikke så mærkeligt, for det lå på Baltazars skulder. Han bar det ind midt på gulvet, hvor han smed det med et bump.
»Godmorgen, Baltazar!,« sagde børnene. »Har du været ude at flyve?«
»Flyve? Nej, bevar mig vel!,« grinede Baltazar. »Jeg skal ikke nyde noget af at flyve på den uregerlige klud.«
Baltazar rullede tæppet ud og kiggede fornøjet på det.
»Hvorfor er du så glad for tæppet, hvis du ikke vil flyve på det?,« spurgte Caroline undrende.
»Ti-Hi!,« fnisede Baltazar. »Dette tæppe har skam mange gode sider.«
Baltazar kiggede hemmelighedsfuldt på dem. »Både over- og undersiden,« fortsatte han og klaskede sig på lårene af grin.
»Han er komplet vanvittig,« hviskede Casper.
Caroline så på den gamle troldmand og nikkede. Han var bestemt ikke helt normal. I det samme gik døren til værelset ved siden af op. Hr. Carlsen kom gabende til syne i døren.»Godmorgen,« sagde han og strakte sig i døråbningen. »Jeg kan slet ikke lugte kaffen i dag.«
Baltazar var travlt optaget af at kigge på tæppet, og han hørte åbenbart ikke, hvad Hr. Carlsen sagde.
»Jeg kan slet ikke lugte kaffen,« gentog Hr. Carlsen, denne gang lidt højere.
»Baltazar har vist ikke lavet morgenmad i dag,« sagde Casper. »Han har alt for travlt med det flyvende tæppe.«
»Det var da trist,« sagde Hr. Carlsen og så skuffet ud. »Så kan jeg vel lige så godt gå i seng igen.«
»Jeg kan godt lave kaffe til dig,« foreslog Caroline.
»Kan du det?,« sagde Hr. Carlsen og lyste op. »Det ville være dejligt, hvis du kunne lave lidt morgenmad.«
Børnene fandt hurtigt kedlen og nogle boller, som Baltazar havde bagt dagen i forvejen. De smed brænde i komfuret, satte vand over til kogning og kom nogle af bollerne ind i ovnen, så de kunne blive lune. Det tog dem lidt tid at finde kaffen. Den var gemt i en pose nede i en krukke, som lå i en kasse, hvor der stod 'solsikkefrø' på. Det var Baltazars måde at gemme tingene på. De hældte kaffen op i kaffekanden og hældte det kogende vand fra kedlen over.
»Hvor lang tid skal kaffen trække?,« spurgte Caroline sin far.
»Trække?,« sagde Hr. Carlsen og så forvirret ud. »Den er da færdig, når vandet er løbet igennem.«
Caroline kiggede ned i kaffekanden. Hun kunne tydeligt se, at alt vandet var løbet ned i kanden, så kaffen måtte være færdig. Hun stillede kanden hen på bordet til Hr. Carlsen.
Så åbnede hun ovnen for at tage bollerne ud. Der kom lidt røg ud af ovnen, da hun åbnede den tunge låge. Da hun tog bagepladen ud, kom der nogle meget mørke boller til syne. Nogen af dem var næsten sorte. Caroline satte bagepladen på komfuret og dunkede forsigtigt på en af bollerne.
»De er i hvert fald blevet sprøde,« sagde hun tilfreds.
Nu gik døren op igen, og Fru Carlsen kom ind. Hun smilede til dem allesammen og sagde: »Godmorgen«. Hun satte sig hen til Hr. Carlsen.
»Har I spist?,« spurgte hun.
»Næh!,« sagde Hr. Carlsen og rystede på hovedet. »Baltazar har ikke lavet morgenmad i dag, så jeg sidder og venter på, at Caroline laver den i stedet.
»Du kunne da selv have lavet morgenmad for én gangs skyld,« sagde Fru Carlsen irriteret.
»Nåh, ja!,« svarede Hr. Carlsen. »Det havde jeg slet ikke tænkt på.«
Fru Carlsen rystede på hovedet og så på Caroline:
»Skal jeg hjælpe dig med noget?«
Caroline var optaget af at hælde bollerne over i en kurv, som hun satte på bordet. Casper havde dækket bordet imens.
Hr. Carlsen lænede sig frem og tog en af bollerne.
»Den er lidt brændt,« sagde han surt.
»Det går nok,« sagde Fru Carlsen og hældte en kop kaffe op til ham.
Hr. Carlsen tog en slurk og så helt forkert ud i hovedet. Han spyttede kaffen ud i koppen igen.
»Hvad pokker er det?,« udbrød han. »Koppen er fuld af grums.«
Caroline kiggede ned i koppen.
»Det er bare kaffegrums,« sagde hun. »Smager det ikke godt.« »Godt!,« jamrede Hr. Carlsen. »Brødet er brændt, og der er grums i kaffen!«Fru Carlsen begyndte at fnise.
»Det har du rigtigt godt af. Du kunne bare have lavet din morgenmad selv.«
»Hmm!,« brummede Hr. Carlsen og rejste sig for at hælde kaffen ud. Han havde tydeligvis glemt, at der ikke var nogen vask i køkkenet. Man måtte bære det vand ned, man skulle smide ud. Man kunne dog også smide det ud gennem vinduet, hvis man ikke gad gå ned. Dét gad Hr. Carlsen ikke. Da han kom i tanke om, at der ikke var nogen vask, gik han straks hen til vinduet. Han skubbede skodderne op med den ene hånd, mens han slyngede kaffen ud med den anden. Han havde åbenbart ikke opdaget, at det var et skrækkeligt vejr udenfor, for så ville han nok ikke have åbnet skodderne. I det han kastede kaffen ud af vinduet, kom der et kraftigt vindpust, som blæste det hele tilbage i hovedet på ham. Kaffen blev efterfulgt af en strøm af regn og et kraftigt lynglimt. Hr. Carlsen blev så overrasket, at han faldt bagover og satte sig på bagdelen.
»Fy, for et vejr!,« udbrød han forbløffet.Fru Carlsen kom løbende til for at lukke skodderne. Lige da hun skulle til at lukke dem, gav hun et skrig fra sig og trådte et skrift tilbage, så hun væltede oven i Hr. Carlsen og landede i en sø af kaffe og regnvand.
»Se!,« sagde hun rædselsslagen og pegede ud af vinduet.
De stirrede ud i den tætte regn og så en stor skygge, som svævede frem og tilbage foran vinduet.
»Det er Baldrian!,« stønnede Caroline.
I det samme kom endnu et lyn efterfulgt af et kæmpe tordenskrald. Lynet oplyste dragen, og nu så de alle den sorte skikkelse på ryggen af dragen. Det var en underlig forpjusket sort skikkelse, som sad og fægtede med armene i den kraftige regn.
»Det er Belzebul!,« udbrød Casper. »Hvad laver han dog i det uvejr?«
De stirrede på den uhyggelige sorte mand, som flagrede frem og tilbage foran dem. Så hørte de alle den uhyggelig latter, som fik deres blod til at fryse til is. Selv Baltazar glemte sit tæppe, da han hørte Belzebuls skingre latter. Han for hen til skodderne og truede af troldmanden på dragens ryg:
»Belzebul, dit rædsomme fugleskræmsel! Skrub af med dig.«
De så alle, at Belzebul hævede armene og med et ryk sænkede dem mod Baltazar. Der kom to ildkugler farende fra Belzebuls hænder. Baltazar nåede lige at smække skodderne i, inden ildkuglerne ramte vinduet. Baltazar vendte sig om og stampede i gulvet:
»Jeg hader ham, jeg hader ham, jeg hader ham,« hylede han, mens han rev sig i skægget og hoppede rundt.
Han stod et øjeblik og pustede. Så tog han sig sammen og sagde:
»Vi trænger vist til lidt kaffe«
»Ja! Dét gør vi!,« sagde Hr. Carlsen og sprang op.
»Vi trænger også til tørt tøj,« bemærkede Fru Carlsen.
De gik ind for at tage noget tørt tøj på. Da de kom tilbage, havde Baltazar allerede forberedt et større morgenbord. De satte sig for at spise.
»Skal vi bruge tæppet til at flyve over til det sorte tårn?,« spurgte Casper med det samme.
»Selvfølgelig skal vi det,« svarede Hr. Carlsen straks.
»Hva'?,« udbrød Fru Carlsen. »Du har vel ikke tænkt dig, at børnene skal ud at flyve på det tæppe.«
»Nej! Selvfølgelig har jeg ikke det,« skyndte Hr. Carlsen sig at sige. »Jeg flyver derover alene.«
»Hva'!,« udbrød børnene. »Vi vil med. Du skal ikke flyve alene.«
»Det er alt for farligt,« begyndte Hr. Carlsen.»Hvis det er farligt, skal du i hvert fald heller ikke ud at flyve,« afbrød Fru Carlsen. »Der er ikke nogen, der skal flyve på det tæppe,« fortsatte hun bestemt.
Alle sad et øjeblik uden at sige noget. Hr. Carlsen tænkte sig lidt om:
»Vil du gerne tilbage til skibet?,« spurgte han Fru Carlsen.
»Ja! Selvfølgelig vil jeg det,« svarede Fru Carlsen overrasket.
»Vil du gerne have, at den afskyelige drage eller Belzebul følger efter os og plager os resten af vores liv?,« fortsatte Hr. Carlsen.
»Nej! Nej, det vil jeg ikke,« svarede Fru Carlsen og så forvirret ud.
»Så er jeg bange for, at vi bliver nødt til at få fat i Baltazars tryllebog, som Belzebul har stjålet. Det er den eneste måde, vi kan trylle dragerne tilbage til statuer. Hvis vi får fat i bogen, kan vi komme tilbage til skibet. Så enkelt er det.«
Fru Carlsen så meget bekymret ud: »Der må være en mindre farlig måde, hvorpå vi kan komme ind i det sorte tårn.«
»Vi har prøvet alt muligt,« svarede Hr. Carlsen og rystede på hovedet. »Hvis du ikke kan komme med et bedre forslag, flyver jeg over til det sorte tårn for at få fat i tryllebogen.«
Fru Carlsen så aldeles ulykkelig ud. Hun sad et øjeblik. Så rystede hun på hovedet og sukkede: »Jeg har ikke nogen bedre idéer.«
»Godt!,« sagde Hr. Carlsen. »Så er vi enige. Jeg flyver over til det sorte tårn på tæppet.«
»Jeg synes stadig, det er tarveligt,« mumlede Casper. »Det var os, der fandt tæppet, og så må vi ikke engang flyve på det.«
»Stop!,« råbte Fru Carlsen og slog sin hånd hårdt i bordet. »Det bliver, som jeres Far siger. Det er rigeligt, at han skal ud at flyve på det tæppe.«
»Øv!,« sukkede Casper og Caroline igen.
Hr. Carlsen rejste sig og gik over til det lukkede vindue. Han åbnede forsigtigt den ene skodde og kiggede ud.
»Belzebul er væk, men det regner stadig for meget. Vi må holde øje med det sorte tårn. Når Belzebul flyver væk på ryggen af Baldrian, vil jeg flyve over til tårnet. Så er det kun Benny og Bolette, der er tilbage.«
»Det er også slemt nok,« klagede Fru Carlsen.
Resten af formiddagen holdt de øje med det sorte tårn. Vejret var stadig dårligt.
»Der er ingen, der er tossede nok til at bevæge sig ud i dette vejr,« sagde Fru Carlsen.
»Baltazar ville være tosset nok,« hviskede Caroline. Casper grinede og nikkede.
Men Belzebul var åbenbart ikke så tosset, for han viste sig ikke resten af dagen. Hele Familien Carlsen og Baltazar gik nervøst frem og tilbage på gulvet, mens de ventede.
»Det er håbløst,« stønnede Hr. Carlsen efter aftensmaden. »Nu er det for snart for mørkt til, at jeg kan flyve. Jeg er bange for, at jeg må vente med at flyve til i morgen.«
De blev enige om at vente med flyveturen til dagen efter. Så ville det forhåbentlig være bedre vejr.
Nu slappede de alle af, da der ikke ville blive nogen flyvetur før dagen efter. Baltazar bagte en kage og lavede te, og de havde en hyggelig aften.
Næste dag var alle tidligt oppe. Vejret var bedre end dagen før, så allerede fra morgenstunden skiftedes de til at holde øje med det sorte tårn. Lige så snart Belzebul fløj væk på dragen, ville Hr. Carlsen flyve over for at få fat i tryllebogen.
De behøvede ikke at vente længe. Mens Caroline holdt vagt, skete der pludselig noget.
»Se!,« råbte Caroline. »Belzebul er lige fløjet afsted på Baldrian.«
De andre styrtede hen til vinduet. Den sorte troldmand og dragen var allerede langt borte.
»Så er det nu!,« sagde Hr. Carlsen og rullede tæppet ud på gulvet foran det åbne vindue. Han satte sig til rette på tæppet og skulle lige til at starte, da Baltazar råbte: »Stop! Du sidder på den forkerte side af tæppet!«
Hele Familien Carlsen stirrede på tæppet. Hr. Carlsen sad på den side, som børnene havde siddet på, da de fløj på tæppet.
»Hvis du sidder på den side, flyver tæppet opad, når du siger 'ned',« forklarede Baltazar.
Børnene begyndte at grine.
»Så var det derfor, at vi ikke kunne finde ud af tæppet til at begynde med,« grinede Caroline. »Ih, hvor var vi dumme. Hvorfor tænkte vi ikke på det?«
Hr. Carlsen flyttede sig hurtigt fra tæppet og vendte det om.
»Er det rigtigt nu?,« spurgte han og så på Baltazar.
Både Baltazar og børnene nikkede. Hr. Carlsen satte sig igen på tæppet, og sagde»Op, tæppe. Op!«
Tæppet løftede sig langsomt, og da Hr. Carlsen sagde 'fremad', begyndte tæppet at bevæge sig ud af vinduet
»Pas nu på!,« jamrede Fru Carlsen. Hun brød sig absolut ikke om alt dette.
Hr. Carlsen vendte sig om og vinkede: »Bare rolig,« råbte han. »Der er ingen fare på færde. Jeg er tilbage med tryllebogen om et øjeblik.«
Tæppet fløj langsomt over mod det sorte tårn. Hr. Carlsen syntes åbenbart, det gik lidt for langsomt, så han begyndte at tale til tæppet:
»Det var ikke meget fart, der er på sådan et tæppe. Kan man ikke flyve lidt • hurtigere.«
Dét skulle han aldrig have sagt. Tæppet skød pludseligt frem med sådan en fart, at Hr. Carlsen var lige ved at falde af det. Han måtte klamre sig til kanterne af tæppet for at holde sig fast. Det gik så hurtigt, at hans hår blafrede i vinden og hans øjne løb i vand af al den luft, han fik i dem.
»Hjæææælp!,« skreg han.I Baltazars tårn kunne de ikke helt forstå, hvad det var, der skete. Med stor fart fløj Hr. Carlsen lige forbi det sorte tårn.
»Hvad gør han?,« spurgte Caroline bekymret. »Hvorfor flyver han så langt væk?«
»Aååh!,« jamrede Fra Carlsen. »Jeg vidste, det ville gå galt.«
Men helt galt gik det ikke. Hr. Carlsen så ud til at få kontrol over tæppet igen, for nu kunne de se, at tæppet vendte om og kom tilbage mod slottet. Helt godt var det dog ikke, for nu susede han blot forbi dem og forsvandt til den anden side, mens han skreg:
»Det går alt for hurtigt. Det går for hurtigt.«
»Han gør det helt forkert,« sagde Baltazar. »Hver gang han siger 'hurtigt1, flyver tæppet endnu hurtigere. Han skal sige langsomt', hvis han vil flyve langsommere.«
De løb over til den anden side for at kigge efter Hr. Carlsen. Igen havde det lykkedes ham at vende tæppet, for nu kom han med endnu større fart tordnende tilbage mod dem.
»Du skal sige 'langsomt', hvis du vil stoppe,« råbte børnene, så højt de kunne, da han var kommet tæt på tårnet igen.
Hr. Carlsen havde åbenbart kun hørt det sidste, de råbte, for han begyndte at råbe: »Stop! Stop, tæppe!«
»Åh, nej!,« udbrød Baltazar. »Det går galt.«
For én gangs skyld havde Baltazar helt ret. Det gik galt. Tæppet standsede så hurtigt, at Hr. Carlsen fortsatte videre ud over kanten af det. I sidste øjeblik nåede han at gribe fat i hjørnet af tæppet, så han ikke faldt ned. Nu hang han under tæppet højt oppe i luften, og tæppet hang helt stille.
De andre turde næsten ikke trække vejret. Hvis Hr. Carlsen slap tæppet, ville han styrte ned på gårdspladsen og blive slået ihjel.
»Hold fast!,« skreg Fru Carlsen.
Hr. Carlsen så absolut ud som om, han havde tænkt sig at holde fast. Han løftede sin anden arm op og fik fat i det andet hjørne af tæppet. Langsomt, meget langsomt fik han halet sig op på tæppet igen.
»Pyha!,« udbrød Fru Carlsen og sank om på en stol. Hun rejste sig dog straks igen og råbte til Hr. Carlsen:
»Kom tilbage, Cornelius, inden du bliver slået ihjel.«
Hr. Carlsen rystede på hovedet og satte sig til rette på tæppet igen. De kunne se, at han talte til tæppet. Langsomt begyndte tæppet at flyve over mod det sorte tårn. Denne gang blev Hr. Carlsen ikke utålmodig. Han sad roligt på tæppet, mens det svævede afsted. Da han nåede kanten af det sorte tårn, standsede han tæppet og rejste sig op. Han vendte sig om og vinkede tilbage til dem.
De stivnede alle sammen. Ikke fordi Hr. Carlsen vinkede til dem, men fordi noget bevægede sig bag ham.
De råbte og skreg og prøvede at pege, så han skulle forstå, at noget var galt. Det forstod Hr. Carlsen ikke, for han grinede blot og vinkede endnu mere. Det var først, da noget prikkede ham på skulderen, at han forstod, der var fare på færde.
Så hørte han den dybe, hæse stemme, han hadede: »Nåh, Fede! Du er nok ude at se dig lidt omkring. Det var da hyggeligt, at du ville besøge mig.«
Hr. Carlsen stivnede. Lige bag ham stod Baldrian, den store drage.
»Jamen, jamen,« stammede Hr. Carlsen. »Caroline sagde, at du var fløjet afsted med Belzebul.«
»Ha!,« udbrød Baldrian, så røgen stod lige ud i hovedet på Hr. Carlsen. »Caroline må vist lære at kigge lidt bedre efter. Det var nemlig Bolette, der fløj med vores herre i morges. Men det havde da også været kedeligt, hvis du var kommet for at besøge mig, og jeg ikke havde været hjemme. Kom dog indenfor.«
Dragen greb ud efter Hr. Carlsen, men han dukkede sig hurtigt.|
|
|
»Fremad, tæppe!,« råbte han, og inden Baldrian kunne nå at gøre noget, var tæppet så langt fra tårnet, at dragen ikke kunne nå det. |
Men Hr. Carlsen var langt fra i sikkerhed. Dragen åbnede gabet og spyede en kolossal flamme efter ham og tæppet. Hr. Carlsen blev ikke ramt, men flammen strøg op af tæppet, og der gik ild i det. Det startede som en lille glød, men hurtigt brændte hele enden af tæppet. Tæppet fortsatte stadig langsomt fremad. Hr. Carlsen rejste sig op og prøvede at stampe ilden ud med sin fod. Det lykkedes ikke, og tæppet var allerede brændt halvt op.
»Prøv at få tæppet ned!,« skreg Fru Carlsen, men det var der slet ikke tid til. I næste nu var tæppet brændt helt væk under Pir. Carlsens fødder.
»Åååh!,« græd Fru Carlsen og vendte sig om. Hun kunne ikke se på det, der skete. Hun hørte Hr. Carlsen hyle, da han faldt.
De ventede alle at høre ham ramme jorden, men det skete ikke.
I stedet hørte de et højt 'plask'.
Fru Carlsen holdt op med at græde og så ud af vinduet igen. Oppe på det sorte tårn lænede Baldrian sig også ud for at se, hvad der var sket.
Det varede lidt, før der skete noget. I lang tid var der helt stille. Det eneste, man kunne høre, var Fru Carlsens snøften.
Så hørte de en svag dundren. Nogen bankede på porten i gården. Der var også nogen, der råbte: »Luk mig ind. Luk vindebroen op!«
»Det er Cornelius,« jublede Fru Carlsen. »Han faldt ned i voldgraven.«
Inden hun var færdig med at tale, var børnene allerede på vej ned ad trappen. De styrtede ud i gården og løb over mod håndtaget, der kunne åbne vindebroen. Men inden de nåede over til det, fløj en skygge hen over dem. Det var Baldrian. Dragen landede på sit sædvanlige sted, hvor den kunne kigge ud på dem, der stod udenfor slottet. Den vendte sig om mod børnene, og spyede en flamme imod dem. Casper og Caroline stoppede. Det var tydeligt, at Baldrian ikke ville have, at de lukkede Hr. Carlsen ind. Den vendte sig om mod Hr. Carlsen og smilede:
»Så står vi her igen,« hånede den. »Jeg var helt bange for, at du var blevet mast på stenene. Det ville have været et frygteligt svineri.«
Dragen grinede og lavede grimasser af Hr. Carlsen.
»Ja, grin du bare din store åndsbolle,« svarede Hr. Carlsen. »Men du glemmer én ting.«
»Såh!,« sagde Baldrian og smilede. »Hvad er det?«
Hr. Carlsen stod et øjeblik og tænkte sig om. Så råbte han: »Casper! Caroline! Er I derinde?«
Casper og Caroline råbte tilbage til ham.
»Hvilken dag er det i dag?,« fortsatte Hr. Carlsen.
»Det er vist tirsdag,« svarede Casper.
»Hvad er kodeordet for vindebroen om tirsdagen,« råbte Hr. Carlsen igen.Casper grinede og så på Caroline. De tænkte sig lidt om og råbte: »Det er TÅBELIGT,« i munden på hinanden.
Vindebroen begyndte med det samme at knage, og et øjeblik efter kom Hr. Carlsen sjoskende over den. Hans sko lavede en mærkelig lyd, når han gik, fordi de var fulde af vand. Han vendte sig om og skulle lige til at råbe noget til dragen, da han opdagede, at den allerede var væk. De kiggede op mod det sorte tårn og nåede lige at se Baldrians hale forsvinde ind i tårnet.
»Sikke en dårlig taber,« grinede Hr. Carlsen. Så tog han Casper og Caroline i hånden, og sammen løb de tilbage over gårdspladsen og forsvandt ind i Baltazars tårn.