Kapitel 18 : Værelset med det levende gulv.
Børnene kom grinende ind til Baltazar. Casper og Caroline havde haft en pragtfuld morgen. De havde hjulpet Benny med at blive en bedre drilledrage, og de havde snydt Baldrian. Det havde absolut været en pragtfuld morgen.
Baltazar var i gang med at forberede frokosten sammen med Fru Carlsen. Hr. Carlsen fulgte interesseret med i, hvad de lavede, da han var den, der spiste det meste af maden.
»Du kan ikke selv gå herfra, når vi engang skal af sted!,« drillede Fru Carlsen. »Du bliver alt for tyk!«
»Ha!,« svarede Hr. Carlsen. »Hvis vi bliver her længe nok, kan jeg måske rulle hele vejen tilbage til skibet.«
Casper og Caroline grinede. Deres Far havde ret. Han spiste så meget af Baltazars gode mad hver dag, at han allerede var blevet tykkere. Det ville ikke vare længe, før han var så tyk, at han kunne trille.
De satte sig og spiste. Igen talte de om den hemmelige gang. Nu måtte de snart finde den. Tumle spiste ikke med. Han gemte sig åbenbart stadig i sit hus efter mødet med dragen om morgenen.
»Er der slet ingen mærkelige steder eller underlige rum, vi ikke har undersøgt?,« spurgte Caroline.
Baltazar tænkte sig lidt om. Han sad og trak sig i skægget, mens han talte lavt med sig selv.
»Der er ét sted,« begyndte han efter et øjeblik. »Men jeg ved ikke, hvor det er.«
»Hvad er det?« Casper og Caroline var straks interesserede. Baltazar sad stadig og trak sig i skægget, før han svarede:
»Det er kun noget, jeg har hørt om,« begyndte Baltazar. »Det er et rum, hvor gulvet er levende.«
»Levende?,« udbrød Hr. Carlsen. »Hvordan kan et gulv være levende?«
»Thjaee!,« mumlede Baltazar. »Jeg aner det ikke, men måske betyder det, at der er en lem i gulvet, som kan bevæge sig.«
Casper kiggede på Caroline. De vidste godt, hvor der var en lem i gulvet. Eller hvor der var en lem inde i et ur. Men det kunne man ikke rigtigt kalde for et levende gulv.
»Hvor har du hørt om det rum?,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt.
»Den gamle konge talte tit om det,« forklarede Baltazar. »Jeg troede først, at det var biblioteket, for kongen brugte altid megen tid i det værelse. Men jeg har undersøgt biblioteket meget grundigt, og det gulv er ikke mere levende en gulvet under dette bord.«
Baltazar bankede i bordet så tallerkenerne hoppede.
Casper kiggede igen på Caroline, og hun nikkede forsigtigt. De skulle hen og undersøge biblioteket, når de var færdige med at spise.
»Tak for mad. Må vi godt rejse os?,« spurgte Casper, da de var færdige med at spise.
»Det er jeres tur til at vaske op,« sagde Fru Carlsen bestemt.
»Øv!,« sagde Casper. Nu blev de nødt til at vente med at undersøge biblioteket.
Casper og Caroline tog ud af bordet, så hurtigt de kunne. Baltazar havde heldigvis varmet vand i forvejen, så de kunne vaske op med det samme.
»Det er godt, at Tumle ikke er her,« sagde Caroline. »Han sagde jo, at vi ikke måtte undersøge slottet uden ham. Nu har vi en chance, for at kigge nærmere på biblioteket alene.«
Casper nikkede.
»Hvad mon vi skal kigge efter,« sagde han ti minutter senere, da de stod i biblioteket.
De startede med at undersøge gulvet. De fandt ikke nogen revner eller spor af skjulte lemme. Der hang et lille ur på væggen, men det var gået i stå, og man kunne umuligt kravle ind i det.
»Der er ikke noget levende ved dette gulv,« sukkede Caroline.
»Det har I vist desværre ret i,« sagde Fru Carlsen.
Børnene havde været så optaget af at lede, at de slet ikke havde hørt deres mor komme. Fru Carlsen gik hen til en af de mange reoler i rummet og tog en bog ud.
»Tro mig!,« fortsatte Fru Carlsen. »Jeg har været mange gange i dette rum, og der er intet, der bevæger sig.«
Fru Carlsen stillede bogen tilbage. Den var åbenbart ikke spændende. Så tog hun en anden og bladrede i den. Den må have været bedre end den første, for nu smilede hun og kiggede på børnene.
»I skulle tage og finde en spændende bog,« foreslog hun. »Her er nok af dem.«
Børnene så sig omkring. Der var fantastisk mange bøger i rummet. De så op. Der var malet bogstaver i loftet, men det var gammeldags mærkelige bogstaver. Fru Carlsen så også op på loftet.
»Det er gotiske bogstaver,« forklarede hun. »Nogen af dem ser lidt mærkelige ud, men de fleste kan I vel godt genkende?«
Børnene nikkede. Fru Carlsen smilede og fortsatte:
»Jeg sætter mig ud i solen og læser. Skal I med?«
Casper og Caroline rystede på hovedet. De havde endnu ikke opgivet at finde noget i dette værelse. Fru Carlsen forsvandt. Børnene fortsatte med at
kigge rundt i lokalet. På den ene væg hang et stort spejl. Casper gik over og stillede sig foran det. Han bøjede benene og stirrede ind i spejlet. Så grinede han.
»Prøv at se!,« grinede han. »Der er buler i spejlet, så det hele hopper, når man bevæger hovedet.«
Caroline stillede sig over ved siden af Casper. Sammen begyndte de at læne sig frem og tilbage foran spejlet. Deres spejlbillede gyngede, når de bevægede sig.
»Hvor ser det sjovt ud,« grinede Caroline. »Hov!,« fortsatte hun. »Nu ser bogstaverne i loftet endnu mere mærkelige ud. Det er da underligt.«
»Det er fordi, du ser bogstaverne gennem spejlet,« forklarede Casper. »Så bliver bogstaverne spejlvendte.«
»Spejlvendte!,« sagde Caroline. »Hvad betyder det?«
»Det betyder, at tingene bliver vendt om af spejlet, når man kigger i det,« svarede Casper. »Sikken noget sludder,« grinede Caroline. »Jeg ser ikke spor omvendt ud inde i spejlet.«
»Jo du gør!,« sagde Casper. »Alt, hvad man ser i et spejl, er spejlvendt. Prøv selv at se!«
Casper løb hen til en reol og tog en stor bog ned fra en hylde. Han åbnede bogen, så Caroline kunne læse i den.
»Kan de se disse bogstaver? Ser de rigtige ud?«
»Ja. Selvfølgelig ser de rigtige ud,« sagde Caroline irriteret. »Så prøv at se nu,« sagde Casper og holdt bogen op foran spejlet. »Ser bogstaverne anderledes ud nu?«
Caroline studerede bogen et øjeblik.
»Thjaee,« indrømmede hun. »Nogle af bogstaverne ser lidt mærkelige ud.«
»Det er fordi de er spejlvendte,« sagde Casper igen.
»Det forstår jeg ikke et kuk af!,« surmulede Caroline.
»Øv, hvor er du dum!,« sagde Casper opgivende og puffede til hende.
»Du kan selv være dum,« vrissede Caroline og skubbede igen.
Nu skete der noget mærkeligt. Caroline væltede bagover. Hun faldt lige mod spejlet. Men i stedet for at knuse glasset, forsvandt hun lige igennem det. Uden at det gik i stykker! Casper kunne høre, at hun ramte gulvet, men det eneste han kunne se af hende, var hendes fødder, der stak ud på denne side af spejlet.
»Hvad sker der?« udbrød Casper. »Hvor er du?« »Jeg er da lige her.«
Casper kunne tydeligt høre Carolines stemme gennem spejlet. Nu trak Caroline fødderne til sig, så de forsvandt ind i spejlet. Casper troede ikke
sine egne øjne. Var Caroline virkelig inde på den anden side. Forsigtigt stak han sin hånd frem for at røre ved spejlet. Men hånden rørte ikke spejlet. Den forsvandt blot gennem glasset. Casper kunne slet ikke mærke det. Forsigtig stak han sit hoved frem. Det gik også igennem spejlet. Nu så han Caroline igen. Hun stod lige foran ham og så sig omkring.
Casper var kommet ind i et værelse fyldt med
bøger. Da han havde kigget sig lidt omkring, gik det
op for ham, at værelset var helt magen til biblioteket, som de kom fra. De gik rundt og studerede værelset uden at sige et ord.
Pludselig pegede Caroline på det lille ur på væggen. »Se!,« udbrød hun.
»Tallene på uret ser mærkelige ud.« Casper stirrede på uret.
»Tallene er spejlvendte,« sagde han overrasket. De kiggede op i loftet.
»Bogstaverne i loftet er også spejlvendte,« sagde Caroline. De gik hen og tog en bog ned fra en hylde. »Alle bogstaverne i bogen er også spejlvendte,« sagde Casper, da de havde åbnet bogen. Han kiggede sig omkring. »Alting i dette rum er vist spejlvendt.«
De stod et øjeblik og tænkte sig om. »Det skete da jeg faldt ned..,« begyndte Caroline.
Længere nåede hun ikke. Det føltes, som om værelset rystede. Begge børnene væltede omkuld. »Hold OP!,« skreg Caroline.
Det hele faldt til ro igen. Casper så desperat på Caroline. »Hvad skete der? Var det et jordskælv?« »Det tror jeg ikke,« sagde Caroline rystende. De satte sig begge op.
»Var det gulvet, der bevægede sig?,« spurgte Casper. »Måske har vi fundet det levende gulv,« foreslog han.
»Vi fandt det ikke,« sagde Caroline. »Det var mig der faldt NED..« Nu begyndte gulvet igen at bevæge sig. Denne gang væltede børnene ikke, for de sad jo allerede ned. »Det er tæppet, der bevæger sig!,« hylede Casper. Det var tydeligt at se, at tæppet langsomt hævede sig fra gulvet. »Hold da helt op!,« udbrød Caroline. Som ved et trylleslag faldt tæppet til ro igen. »Hvorfor holdt det op?,« skreg Casper. »Hvad sker der?« De sad et kort øjeblik og var så overraskede, at de slet ikke kunne tænke. »Jeg har en idé,« sagde Casper. »Hvis vi siger OP, så letter tæppet garanteret.«
Børnene stirrede på tæppet, men der skete ikke noget. »Øv!,« sukkede Casper. »Jeg var sikker på, at hvis man sagde OP og NED, så ville tæppet...«
Han nåede ikke at sige mere, for nu begyndte tæppet igen at bevæge sig. »Hov! Nu bevæger det sig igen. Hvad er det, der sker?« Caroline så på Casper, og han rystede på hovedet. Tæppet blev ved med at stige, og børnene vidste ikke, hvad de skulle gøre. Tæppet steg og steg, og nu nærmede det sig loftet.»Skal vi hoppe af?,« jamrede Caroline. Der var langt ned til gulvet. »Vi bliver mast mod loftet, hvis vi kommer længere op...« Længere nåede Casper ikke, for nu begyndte tæppet igen at dale ned mod gulvet.
»Pyha!,« sukkede Caroline, da tæppet igen lå på gulvet. »Det er altså mærkeligt,« sagde Casper. »Tæppet bevæger sig, når vi siger et eller andet ord. Men det er ikke op.« Børnene tænkte sig lidt om. »Måske er ordet 'ned',« foreslog Caroline. Tæppet begyndte med det samme at bevæge sig.
»Ha!,« jublede Caroline. »Det er et flyvende tæppe!«
»Lad mig lige prøve,« sagde Casper. »Op. Op, tæppe!«
Tæppet vendte igen om og lå et øjeblik efter på gulvet igen.
»Sikke et tosset tæppe,« sagde Casper og rystede på hovedet. »Det gør det modsatte af, hvad man siger. Lad os prøve igen. Ned, tæppe!«
Tæppet løftede sig, som ventet, fra gulvet. Da det nåede lidt op fra gulvet, prøvede Casper at sige 'stop'. Nu stoppede tæppet og blev hængende i luften. Casper prøvede forsigtigt at rejse sig op. Han svajede lidt frem og tilbage, men det lykkedes ham at blive stående. Casper begyndte at grine.
»Det er alle tiders. Måske kan vi også få det til at flyve fremad.«
Netop, som han sagde 'fremad', rykkede det i tæppet, og det begyndte at bevæge sig fremad. Casper væltede bagover, men han landede heldigvis på tæppet. Da han kom op at sidde igen, jublede han»Vi flyver fremad.«
»Men vi flyver lige ind i væggen,« advarede Caroline.
»Til højre, tæppe,« råbte Casper.
Tæppet drejede straks - men til venstre.»Hov! Hvad er nu det,« hylede Casper. »Venstre! Højre! Nej. Ned! Jeg mener op. Op, tæppe.«
Tæppet lagde sig til ro på gulvet.
»Det er altså svært at styre,« indrømmede Casper. »Det gør alting omvendt.«»Ja,« svarede Caroline. »Bortset fra...«
Nu hviskede hun, så tæppet ikke skulle høre det:
»Bortset fra 'frem' og 'tilbage'.«
Casper nikkede.
»Vi må prøve at tænke os godt om. Hvis vi siger det rigtige, kan vi flyve rundt.«
Caroline så lidt bekymret ud, men hun nikkede. Casper sagde 'ned', og tæppet begyndte igen at flyve. Nu fløj de langsomt rundt i slottet. Der var mange rum bag spejlet. lige så mange rum, som der var på den anden side af spejlet. De undersøgte alle værelser, men fandt ikke noget spændende. Til sidst fik Casper en idé. Han styrede tæppet tilbage til det første rum, de kom ind i bag spejlet. Han styrede lige mod spejlet.
»Pas på!,« skreg Caroline. »Vi smadrer spejlet!«
Men Casper stoppede ikke tæppet. Han fortsatte lige ud. Tæppet ramte spejlet og Caroline hylede. Men tæppet knuste ikke spejlet. Ligesom første gang de rørte spejlet, fløj de lige igennem glasset, uden at det gik i stykker.
»Vi er tilbage!,« jublede Caroline.
»Ja!,« svarede Casper. »Vi flyver hen og viser tæppet til de andre.« Men nu gik det galt. Første gang, de skulle til højre, sagde Casper det modsatte, som han plejede. Pludselig drejede tæppet til venstre, som Casper havde sagt. De hamrede ind i en væg og tumlede videre hen ad gulvet. »Av, av, av, av!,« stønnede Casper og tog sig til sit ben. Caroline havde også slået sig. Da de havde ømmet sig lidt, spurgte hun: »Hvad skete der?,« stønnede hun. »Hvorfor drejede du den forkerte vej, din klodsmajor?«
»Jeg gjorde da, som jeg plejede,« undskyldte Casper. »Men nu drejede tæppet pludselig den vej, som jeg sagde. Nu bytter det ikke om på højre og venstre længere.«
»Det er måske fordi, vi er på den rigtige side af spejlet igen,« foreslog Caroline forsigtigt.
»Selvfølgelig!,« udbrød Casper. »Alting var jo spejlvendt på den anden side. Herude bytter tæppet ikke om. Kom! Vi flyver hen til Far og Mor.« »Nej, tak,« sagde Caroline og rystede på hovedet. »Jeg tror, at jeg går resten af vejen.«
Casper havde heller ikke lyst til at flyve mere efter deres voldsomme landing, så de rullede tæppet sammen og bar det tilbage til Baltazars laboratorium. De kom brasende ind ad døren, mens Baltazar, Tumle og deres forældre sad og spiste aftensmad.
»Hvad er det for en tid at komme på,« skændte Hr. Carlsen. Han sprang op fra sin stol, men inden han nåede at sige mere, standsede Baltazar ham.
»Hvad er det, I har der? Kom her hen, så jeg kan se det.« Børnene lagde tæppet på gulvet og rullede det ud, så Baltazar kunne se det. Baltazar spærrede sine øjne op, da han så tæppet. Så kiggede han på børnene: »Kan det flyve?,« spurgte han.
»Ja!,« svarede Casper overrasket. »Hvor vidste du det fra?«
Baltazar smilede.
»Jeg har læst om dette tæppe. Jeg har også hørt tale om det. Men jeg troede ikke på, at nogen kunne finde det.«
Nu var Hr. og Fru Carlsen og Tumle også kommet hen til tæppet. De så måbende på det.
»Kan den klud flyve?,« sagde Hr. Carlsen. »Det tror jeg ikke på.«
»Så se her,« sagde Casper og satte sig på tæppet.
Han talte til tæppet, og det fløj, som han ønskede det. Nu fløj tæppet til højre, når han sagde 'højre', og til venstre når han sagde 'venstre'.
»Det var som syv...,« udbrød Hr. Carlsen. »Jeg har set mange tossede ting, men dette må vist være det værste.«
Casper landede tæppet igen og hoppede af.
»Hvad siger I så?,« sagde han stolt.
»Imponerende, min dreng. Imponerende,« jublede Baltazar.Hr. og Fru Carlsen så også meget imponerede ud. Casper var meget stolt.
»Caroline har altså også fundet det,« indrømmede Casper.
»Storartet. Virkelig storartet,« fortsatte Baltazar. »Men I må være sultne. Sæt jer hen til bordet og få noget mad, mens I fortæller os alt om, hvordan I fandt tæppet.«
Casper og Caroline var meget sultne, så de kastede sig over maden. De talte i munden på hinanden, mens de fortalte deres historie.
Imens studerede Baltazar tæppet meget nøje. Han snakkede hele tiden med sig selv, mens han kiggede på tæppet. Pludselig vendte han tæppet om, så han kunne se bagsiden. Han fniste højt og jublede.
»Hvad laver han nu?,« spurgte Casper.Caroline rystede på hovedet.
»Han er altså lidt bims,« svarede Caroline og dunkede sin finger mod hovedet for at vise, at hun syntes, Baltazar var lidt tosset.
Casper nikkede. De talte ikke mere om det. De var alt for sultne og alt for trætte. Men én ting var helt sikkert. I morgen skulle de prøve at flyve på tæppet igen.