Kapitel 17 : Undervisning for drilledrager.

Solen strålede ind gennem vinduet, hvor Familien Carlsen lå og sov. Helt usædvanligt vågnede Hr. Carlsen som den første. Han strakte sig i sengen og kiggede lidt på resten af familien. De sov tungt Hr. Carlsen smilede og lagde sig til at tromme på sin tykke mave. Et øjeblik efter sukkede han og sagde stille for sig selv:

»Nu ville det være det hyggeligt med et rundstykke og en morgenavis!«

Cornelius Carlsen sukkede igen. Et kort øjeblik savnede han sin gamle lænestol i lejligheden, hvor han plejede at læse sin søndagsavis, mens han drak sin morgenkaffe. Uhm! Hr. Carlsen lukkede øjnene og snusede. Han kunne næsten lugte den gode kaffe. Hr. Carlsen snusede igen. Nu kunne han ikke bare lugte kaffen. Han syntes også, han kunne høre klirrende kaffekopper. Nu slog Fru Carlsen øjnene op.

»Aaah!,« udbrød hun. »Baltazar har kaffen klar.«

Hr. Carlsen så lidt utilfreds ud. Han havde været så optaget af at tænke på sin gamle lænestol, at han slet ikke havde skænket Baltazar en tanke. Fru Carlsen kiggede på Casper og Caroline. De sov begge tungt. Hr. Carlsen lænede sig frem og sagde:

»Sikke nogen sovetryner. De gik tidligt i seng, og de sover længe.«

»Lad dem bare sove,« sagde Fru Carlsen. »De trænger vel til det.«

Hr. og Fru Carlsen tog deres tøj på og listede ud af værelset. De lukkede stille døren efter sig, så børnene ikke skulle vågne.

Lige så snart døren var lukket, slog Caroline øjnene op.

»Er du vågen?,« hviskede hun til Casper.

Casper slog straks øjnene op.

»Selvfølgelig er jeg det,« svarede han og grinede. »Jeg er i hvert fald ikke noget snorkehoved.«

»Nej!,« nikkede Caroline. »Du er bare et skvadderhoved. Jeg er stadig lidt sur på dig, fordi du var så tarvelig mod Benny i går.«

»Du kan selv være et skvadderhoved,« sagde Casper og kastede sin hovedpude lige i ansigtet på Caroline. Caroline kastede lynhurtigt sin egen pude i hovedet på Casper. I løbet af et øjeblik var de i fuld gang med alle tiders pudekamp. Kampen bølgede frem og tilbage, og den endte lige så hurtigt, som den startede, da døren til værelset blev flået op, og Hr. Carlsen nærmest væltede ind.

»Bare man vender ryggen til jer et øjeblik, så er der straks ballade,« buldrede han. Han stoppede og så sig omkring: »Hvor er Casper?«

Caroline rejste sig fra gulvet og løftede den dyne, hun sad på. Casper kom til syne med sin pude i hånden.

»Godmorgen, Far!,« grinede han. Hans hår var i vild uorden efter kampen.

Hr. Carlsen rystede på hovedet og vendte sig om. På vej ud af døren råbte han til dem, at de skulle komme i tøjet i en fart, så de kunne være med til morgenmaden. Casper slyngede sin pude efter Caroline, men hun dukkede sig. De grinede begge to og skyndte sig at tage tøj på. To minutter efter sad de ved Baltazars flotte morgenbord.

Som sædvanligt sad de og talte om, hvad de ville lave denne dag. De havde ikke opgivet at finde den hemmelige gang til Belzebuls sorte tårn, men de vidste ikke, hvor de skulle lede henne. De havde efterhånden undersøgt alle tænkelige steder, men de havde ikke set noget, der lignede en hemmelig gang. Casper og Caroline sagde ikke noget om, at de havde været nede at gå i gangene under slottet. De var begge to enige om ikke at sige noget om gårsdagens oplevelser. De ville ikke risikere, at de fik forbud mod at gå rundt på slottet alene.

Efter morgenmaden spurgte Tumle børnene, om de ville med ned i gården og øve sig på linedans. Det ville både Casper og Caroline. De sagde pænt tak for mad og forsvandt ned i gården sammen med Tumle. Hr. og Fru Carlsen spurgte Baltazar lidt ud om den hemmelige gang, men han havde ikke flere gode forslag. I stedet prøvede de at finde på andre måder, som kunne bruges, hvis de ville ind i det sorte tårn.

Casper og Caroline var blevet temmelig gode til at gå på line. De faldt kun sjældent ned, og det var som regel, når de prøvede at vende på linen. Casper prøvede at hoppe op og ned på linen, men det turde Caroline ikke endnu.

»Det skal du ikke være ked af,« trøstede Tumle. »Man skal lære at kravle, før man kan gå.«

»Hvad mener du med det?,« spurgte Caroline lidt fornærmet. »Jeg kan da både kravle og gå!«

Tumle grinede. »Det betyder,« forklarede Tumle, »at man ikke skal prøve på noget svært, før man har lært det lette.«

»Jeg synes ikke, det er let at gå på line,« stønnede Caroline.

»Nej!,« indrømmede Tumle, »og derfor skal du ikke prøve at hoppe på linen ... endnu.«

»Jeg kan sagtens hoppe på linen,« pralede Casper og begyndte at hoppe op og ned igen.

Men denne gang gik det galt. Caspers fod smuttede, og han faldt lige på enden ned på brostenene. Tumle skyndte sig hen til Casper, men da der ikke var sket noget med ham, begyndte Tumle at skælde ud:

»Sådan går det, når man praler,« sagde han og så strengt på Casper.

Casper lå på ryggen og kiggede lidt flovt op på ham, mens han ømmede sig.

Caroline stillede sig hen ved siden af Tumle og fortsatte:

»Sådan går det, når man prøver at hoppe, før man kan gå!,« grinede hun.

Casper så utilfreds ud.

»Ha, ha! Meget morsomt,« surmulede han.

Pludselig ændredes udtrykket i hans ansigt. Han løftede sin arm og pegede lige op i luften over deres hoveder. Caroline og Tumle kiggede op.

»Uh!,« udbrød Tumle. Han havde fået øje på en af dragerne lige over sig, og han brød sig absolut ikke om drager.

»Det er Benny!,« sagde Caroline og vinkede til dragen.

Benny cirklede over dem. Casper sprang op, og han vinkede også til Benny. Den lille drage fløj rundt et øjeblik til. Så dalede den langsomt ned i det hjørne af gården, der var længst væk fra dem. Børnene stod et øjeblik og så på Benny.

»Kom!,« sagde Caroline. »Vi går hen og snakker med ham.«

»Jeg går ingen steder!,« protesterede Tumle. »Jo!,« ombestemte han sig straks. »Jeg går ind, hvor der ikke er fare for at få en drage i hovedet.«

Casper og Caroline så efter Tumle og prøvede på at lade være med at fnise, da den lille mand hurtigt forsvandt ind i sit lille hus.

»Han bryder sig vist ikke meget om drager,« grinede Casper.

Børnene løb over til Benny.

»Hej!,« sagde Caroline.

Benny svarede ikke. Han kiggede bare på dem.

»Hej!,« sagde Caroline igen. »Hvad er der i vejen?«

»Jeg er stadig sur på jer. Det var ikke pænt af jer, at I snød mig i går.«

»Det var ikke mig,« sagde Caroline hurtigt. »Det var Casper!«

»Det, det, det var ikke med vilje,« stammede Casper.«

»Det kan du sagtens sige,« jamrede Benny. »I er så gode til at drille. Det er jeg ikke.«

Benny kiggede på dem et øjeblik uden at sige noget. Så spurgte han meget stille: »Vil I stadig hjælpe mig med at blive en god drilledrage?«

»Selvfølgelig vil vi det!,« sagde Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Tror I, jeg kan lære det?«

»Sagtens!,« sagde Casper og fortsatte:

»Hvis jeg siger, at du er et grødhoved, hvad siger du så?«

Benny fik straks et ulykkeligt udtryk i ansigtet og begyndte at græde.

»Jeg er ikke noget grødhoved,« snøftede han.

»Nej, nej, nej!,« sukkede Casper. »Selvfølgelig er du ikke noget grødhoved. Men du skal sige til mig, at jeg er en paddehjerne.«

»Du er da ikke en paddehjerne,« sagde Benny bekymret.

Casper så på Caroline: »Det her bliver vist sværere, end jeg havde regnet med.«

»Hør nu her, Benny,« begyndte Casper. »Hvis du skal lære at drille, må du kunne sige en masse grimme ting. Du behøver ikke at mene noget med det. Du skal bare sige det. Nu siger jeg en masse grimme ting til dig, og så siger du det samme til mig. O.K?«

Benny nikkede forsigtigt.

»Lad mig nu se!,« sagde Casper og tænkte sig om. Så stirrede han Benny lige i øjnene og råbte: »Du er en grim, væmmelig og dum drage!«

Benny skulle lige til at blive ked af det. Så tog han sig sammen og sagde stille: »Du er også en grim, væmmelig og dum drage.«

Casper grinede.

»Jeg er ikke en drage, men ellers var det fint. Meget fint!« »Var det?,« spurgte Benny overrasket.

Casper og Caroline nikkede ivrigt. Benny strålede som en lille sol. Nu lærte børnene ham en masse grimme, mærkelige og sjove ord. Benny grinede lidt ind imellem, men han blev hele tiden bedre til at svare igen, når de drillede ham. Til sidst kunne han også selv finde på nogle morsomme ting at sige.

»Nu kan vi vist ikke lære dig mere!,« grinede Caroline, efter at Benny havde fornærmet dem i et helt minut uden at trække vejret. »Nej!,« tilføjede Casper. »Nu må du klare resten selv.«

Benny så skrækslagen ud.

»Det er da ikke noget at være bange for,« grinede Casper.

»Jo!,« stønnede Benny. »Det er min Far!«

Benny pegede op i luften. Casper og Caroline stirrede mod det sorte tårn. Baldrian, Bennys far, sad på kanten af tårnet, og spejdede til højre og venstre.

»Han kigger efter mig,« sagde Benny bekymret. »Nu får jeg skældud igen!«

Benny trak sig ind i skyggen, så hans far ikke kunne se ham.

»Jeg har en idé,« sagde Casper. »Hvis vi gik ud igen, altså udenfor vindebroen, så kunne du drille os rigtigt. Hvis din far hørte det, ville han være stolt af dig.«

»Vil I virkelig det?,« jublede Benny. »Det ville være alle tiders!«

»Men du bliver først nødt til at fortælle os kodeordet for i dag først. Ellers kan vi ikke komme ind igen.«

Benny tænkte sig om et øjeblik.

»O.K!,« sagde han. »I har været flinke ved mig, så det kan jeg vel godt. Men I må love mig, at I ikke siger det til nogen.«

Det lovede både Casper og Caroline. Benny fortalte dem kodeordet, og Casper løb hen til vindebroen. Han trak i det store håndtag, som fik broen til at sænke sig. Børnene løb ud af slottet, da broen var nede. Benny lukkede straks vindebroen og fløj op på muren. Casper og Caroline nåede ikke at sige noget, før de hørte suset fra den store drage. Baldrian slog sig ned i nærheden af Benny og så sur ud. Benny kiggede lidt bange på ham.

»Hvad bliver det til, din lille orm!,« råbte Casper til Benny. »Skal du ikke fortælle os kodeordet i dag.«

Baldrian så vredt på sin søn. Benny så ikke på Baldrian, men svarede blot Casper:

»Hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Du er så dum, at du ikke engang ville kunne huske det, hvis jeg stavede det for dig.«

Casper havde svært ved at lade være med at grine. Han kiggede op på Baldrian. Baldrian så ud som om, at han ikke troede sine egne ører. Benny havde meget svært ved at lade være med at smile.

»Men hvis jeg skriver det på en seddel,« fortsatte Benny, » kan du tage sedlen med hen i skolen, og når du har lært at stave, kan du komme tilbage igen.«

»Jeg kan både læse og skrive,« svarede Casper fornærmet. »Mit hoved fejler ikke noget.«

»Ha!,« grinede Benny. »Dit hoved er som et blødkogt æg.«

»Du er rigtig væmmelig!,« afbrød Caroline. »Min bror er ikke spor dum.«

»Hvad ved du om det?,« fortsatte Benny. »Din hjerne er som en tør rosin!«

»Jaaa!,« hylede Baldrian fra siden. »Det er godt, Benny! Bare giv dem, hvad de fortjener. Fortsæt! Bare fortsæt!«

»Jeg tror ikke, jeg gider mere,« svarede Benny. »De er lidt for nemme at drille. Det keder mig lidt.« Benny smilede, og Casper blinkede tilbage til ham. »Vil du ikke nok fortælle os kodeordet?,« spurgte Casper. »Så er du sød!« »Ha!,« fnisede Benny. »Du kan få lov at gætte fra nu af, og lige indtil fuglene bygger rede i dit hår.«

»Godt, min dreng!,« hylede Baldrian og klaskede sig på lårene af grin. »Du er alle tiders.«

Benny var lige ved at revne at stolthed. Aldrig før havde hans far rost ham så meget.

»Er det rigtigt? Mener du det?« Benny kunne stadig ikke rigtigt tro sine egne ører. »Rigtigt!« jublede Baldrian. »Du var tip-top. Du var... Super-Duper!« Pludselig begyndte vindebroen at knage. Så raslede det i kæderne, og langsomt begyndte broen at sænke sig. Casper og Caroline stirrede forbløffede på hinanden:

»Hvad skete der?,« spurgte Caroline.

»Det ved jeg godt,« svarede Casper og så op på Benny.

Benny rystede på hovedet og så på sin far: »Jamen, Far! Du sagde kodeordet.« Baldrian så helt forkert ud i

ansigtet. Casper gik hen til vindebroen og råbte: »Super-Duper!« Vindebroen stoppede ganske rigtigt og begyndte at gå op igen. Casper vendte sig om mod Caroline og holdt sig på maven, mens han vred sig af grin. »Det er Super-Duper, Klodrian!,« råbte Casper. »Hvis vi nogensinde får problemer, så kalder vi på dig igen. Mange tak!«

Vindebroen begyndte igen at sænke sig, og efter et øjeblik var den helt nede. . Casper og Caroline begyndte at gå ind. På vej over broen vendte Casper sig om og råbte til Benny:

»Tak for sludderen Benny. Det var hyggeligt.«

Baldrian var så rasende, at han havde røg ud af næseborene. Benny så bekymret på ham. Han kunne ikke lide, når hans far var vred.

Børnene vinkede til Benny og forsvandt ind på slottet. Sikke en pragtfuld morgen. Og resten af dagen ville blive mindst lige så underholdende.