Kapitel 16 : Kærester på taget.
Casper og Caroline sad i regnen foran vindebroen. Det var lørdag, og de kendte ikke dagens kodeord. De var begge trætte efter at have gået rundt en hel dag nede i kælderen under slottet. De var kommet ud under voldgraven gennem den hemmelige tunnel, og nu sad de udenfor slottet og kunne ikke komme ind igen. De havde kaldt i lang tid, men ingen inde i slottet havde hørt dem. Til sidst havde de givet op, og nu sad de bare og halvsov i regnen.
»Det går ikke,« mumlede Casper. »Vi får lungebetændelse, hvis vi bliver siddende her. Vi må hellere gå tilbage til skibet.«
»Det er alt for langt,« sukkede Caroline. »Det vil blive mørkt, lang tid før vi når tilbage.«
Casper nikkede. Caroline havde ret. De sad et øjeblik uden at sige noget. Regnen silede ned på deres hoveder. Casper rystede af kulde
»Vi, vi!,« begyndte Caroline. Hendes tænder klaprede også af kulde. »Vi kan sove i tunnelen. Dér er i det mindste tørt.«
»O.K!« Casper var enig. Han rejste sig op for at gå. Han begyndte at gå tilbage mod det sted, hvor tunnelen kom op, men han stoppede straks. Han vendte om og gik tilbage til vindebroen.
»Hallo!,« råbte han en sidste gang. »Er der nogen, der kan høre os?«
»Jeg kan godt høre jer,« svarede en spinkel stemme.
Casper var helt stum af overraskelse. Han stirrede op mod borgmuren. Han fik øje på Benny. Den lille drage.
»Hej Benny!,« råbte Casper.
»Hej med jer,« svarede Benny lidt genert.
Børnene rejste sig op og gik hen til kanten af voldgraven. Benny stod lige foran dem oppe på muren.
»Hvad laver du ude i regnvejret?,« spurgte Caroline.
Benny kiggede hurtigt op mod det sorte tårn. Så talte han igen, men lidt lavere end før:
»Min Far gad ikke holde øje med vindebroen, fordi det regnede. Derfor sendte han mig herned. Han troede nok heller ikke, at der ville komme nogen forbi, som han kunne drille.«
»Det er strengt!,« udbrød Caroline. »Nu sidder han deroppe i varmen, mens du står hernede og fryser.«
»Det kunne vores far også have fundet på,« sagde Casper vredt. »Nogle gange er fædre bare så strenge.«
»Ja!,« sukkede Benny. »Min far er i hvert fald. Han skælder mig altid ud, fordi jeg ikke er så god til at drille endnu. Og så kalder han mig en lille fuser, fordi jeg ikke kan spy ild.«
»Det skal du nok lære alt sammen,« trøstede Caroline.
I det samme hørte de en susen i luften. En mørk skygge gled hen over deres hoveder og slog sig ned ved siden af Benny. Børnene gøs, og Benny så også lidt bekymret ud. Det var Baldrian, der var kommet.
»Hej Far!,« sagde Benny forsigtigt. Baldrian så strengt på ham.»Står I bare her og hyggesnakker,« skændte han. »Du er en drilledrage, ikke en snakke-drage. Kan du så se at komme i gang med at drille.«
Baldrian kiggede på børnene. De trådte nervøst et skridt tilbage.
»Hvad laver I egentlig derude?,« fortsatte Baldrian nysgerrigt.
»Vi gik en lille tur,« svarede Casper hurtigt.
»Hmm!,« brummede den store drage mistænksomt. »Hvordan kom i ud? Kender i kodeordet for lørdagen?«
»Ja, da!,« svarede Casper uden at rødme. Caroline kiggede overrasket på ham. Hun kendte i hvert fald ikke dagens kodeord. Casper blinkede til hende. Så fortsatte han:
»Vi kom ud, da Benny fortalte os kodeordet.«»Hvad gjorde han?,« skreg Baldrian og så rasende på Benny. »Fortalte du dem kodeordet dit lille fjols.«
»Det passer ikke,« jamrede Benny. »De driller bare!«
Nu så Baldrian forvirret ud. Han kiggede skiftevis på Benny og børnene.
»Det skal vi hurtigt få opklaret,« mumlede han. »Hvis I kender kodeordet, så prøv at bruge det på vindebroen nu,« befalede Baldrian strengt.
Casper gik hen til vindebroen. Han kiggede op på dragerne, mens han råbte»Bussemand!«.
Der skete ikke noget. De stod alle et øjeblik uden at sige noget, så begyndte Baldrian at grine højt.
»Ha, ha, ha! I kender ikke det rigtige ord,« hylede Baldrian.
»Og hvad så?,« sagde Casper ligegyldigt. »Det gør I jo heller ikke?«
»Selvfølgelig gør vi det,« udbrød Benny. »Jeg kender ordet, og jeg har ikke sagt det til jer. I er bare dumme!«
»Det er godt,« udbrød Baldrian og klaskede Benny på ryggen. »Bare gi' dem. Vis hvad du kan!«
Benny så nervøst op på sin far. Så kiggede han ned på børnene og fortsatte forsigtigt:
»I er bare nogle dumme lyvere, som siger forkerte ting. Det passer ikke, at jeg har fortalt jer dagens kodeord.«
»Det hedder løgnere,« rettede Casper. »Selvfølgelig fortalte du os ikke kodeordet,« fortsatte han. »Du kender det jo ikke.«
»Jo, jeg gør!,« sagde Benny ulykkeligt.
»Hold nu op!, Benny« sagde Casper strengt. »Du kender ikke kodeordet, og det er ikke noget at skamme sig over.«
»Jeg kender det ord,« råbte Benny med gråd i stemmen. Han var lige ved at græde.
»Det passer ikke,« sagde Casper koldt. Caroline skulle lige til at afbryde ham. Hun syntes, at Casper var alt for ond mod stakkels Benny. Inden hun nåede at sige noget, fortsatte Casper hurtigt: »Hvad er så ordet?«
»LURENDREJER!,« hulkede Benny.
|
|
»Neeeej!,« skreg Baldrian og tog sig til hovedet. »Du fortalte ham kodeordet. Din lille klummer-mikkel!«
Baldrian dunkede sit hoved ind i muren af raseri, og Benny så fuldstændig ulykkelig ud. Casper fik lidt dårlig samvittighed over at have snydt ham. Caroline stirrede rasende på Casper:
»Det kunne du ikke være bekendt. Det var tarveligt at snyde ham på den måde.«
Casper så meget flov ud. Han kiggede forsigtigt op mod muren. Benny stod med hovedet begravet i poterne og græd. Baldrian stod ved siden af ham. Han var så ophidset, at der kom røg ud af hans næsebor. Han øjne var røde af raseri. Casper blev bange for, at Baldrian måske ville spy ild efter dem, så han tog fat i Caroline og trak hende lidt væk fra voldgraven. Casper og Baldrian stirrede på hinanden et øjeblik. Så sprang Baldrian ud fra muren. Casper og Caroline blev så overraskede, at de faldt bagover i mudderet. Baldrian fløj tæt ned over dem. Han var så tæt på dem, at hans store vinger klaskede i mudderet ved siden af deres hoveder. Så steg han til vejrs og vendte tilbage mod slottet. Da han fløj forbi Benny, råbte han:
»Kom med tilbage! Nu!«
Benny stirrede ulykkeligt efter sin far. Så kiggede han på Casper og Caroline. Han holdt op med at snøfte og så strengt på dem:
»Det var tarveligt,« sagde han. »Det var rigtigt tarveligt, at I snød mig til at sige kodeordet. Nu får jeg aldrig lov til at passe vindebroen igen.«
Han stod et øjeblik. Så begyndte han at snøfte igen: »Jeg bliver aldrig en rigtig drilledrage,« hulkede han.
»Selvfølgelig gør du det,« trøstede Caroline. Hun var gået hen til voldgraven igen. »Du skal nok blive en dygtig drilledrage. Vi skal nok hjælpe dig.«
Benny fortsatte med at snøfte, mens han kiggede på hende.
»Det hjælper ikke,« svarede han. »Jeg kan heller ikke spy ild.«»Det kan vi nok ikke lære dig,« indrømmede Caroline. »Men drille, det kan vi garanteret lære dig noget om.«
Nu var Casper kommet hen ved siden af Caroline.
»Undskyld Benny,« sagde han. »Men jeg har ikke lyst til at stå herude hele natten.«
Benny kiggede på ham. »Det var tarveligt!,« mumlede han.
»Det ved jeg godt,« indrømmede Casper. »Men hvis vi lærer dig at drille, kan vi så ikke godt være gode venner alligevel?«
Benny tænkte sig om et øjeblik.
»Er I rigtigt dygtige til at drille?,« spurgte han.
»Dygtige!,« grinede Casper. »Vi er nærmest geniale.«
Caroline så overrasket på Casper.
»Så gode er vi da heller ikke,« hviskede hun til ham.
»Selvfølgelig er vi det,« svarede Casper højt og fortsatte:
»Hvis du kan møde os i morgen, kan vi lære dig at drille.«
»Kan I virkelig det?,« spurgte Benny.
»Selvfølgelig kan vi det,« svarede Casper. »Min far siger, at vi kan drive ham til vanvid, så vi må være meget dygtige.«
Benny nikkede og så ikke helt så trist ud. I det samme hørte de en brølen fra det sorte tårn. Det var Baldrian, der kaldte på Benny.
Benny så hurtigt tilbage mod tårnet. Så kiggede han bedende på børnene:
»Vil I hjælpe mig? Kan vi mødes i morgen?«
Casper og Caroline nikkede ivrigt. Benny smilede, selv om han stadig så lidt bekymret ud. Så vinkede han til dem, og uden at sige mere lettede han og fløj op til tårnet. Børnene fulgte ham med øjnene, indtil han forsvandt. Caroline rystede af kulde.
»Lad os nu komme ind i varmen,« sagde hun. Hendes læber dirrede lidt.»Hvad skal vi sige til Far og Mor?,« spurte Casper. »De vil garanteret undre sig over, at vi har været væk hele dagen og kommer drivvåde tilbage.«
»Kan vi ikke bare fortælle dem sandheden,« foreslog Caroline.
»Nej!« Casper rystede på hovedet. »Vi har været heldige, at vi ikke brækkede et ben eller kom til skade nede i kælderen. Vi vil ikke få lov til at gå rundt mere, hvis vi fortæller, hvad der er sket.«
»Så må vi prøve at liste os ind,« svarede Caroline. »Jeg går i hvert fald ind nu!«
Caroline begyndte at gå hen til vindebroen. Hun sagde det hemmelige ord, og broen begyndte straks at åbne. Da den var helt nede, listede børnene over. De nåede kun lige over på den anden side, da de stødte ind i Tumle.
»Hvad i alverden har I lavet?,« spurgte han overrasket, mens han stirrede på børnenes våde og beskidte tøj.
Casper så opgivende på Caroline. Det nyttede ikke at prøve at lyve. Tumle ville straks opdage, hvis de ikke fortalte sandheden.
»Øhhh!,« begyndte Casper. »Vi... øhhh!«
Casper nåede ikke længere, før Tumle afbrød ham:
»Hvis I ikke vil fortælle, hvad I har lavet, så vil jeg ikke tvinge jer. Men jeg er sikker på, at jeres forældre bliver RET sure, hvis de ser jer sådan der.«
Casper og Caroline så ulykkelige ud. Tumle så strengt på dem.
»Har I lavet ulykker?,« spurgte han.Børnene rystede på hovedet.
»Godt!,« fortsatte Tumle. »Så må vi se, om vi kan snige jer op i bad, uden at nogen opdager det.«
Børnene smilede og fulgte efter Tumle. De listede op i Baltazars tårn, og fik hældt varmt vand i et stort kar af træ. Hr. og Fru Carlsen var ikke i nærheden, så de kunne sidde og få varmen uden at blive forstyrret. Selv Casper, der ellers ikke var vild med at komme i bad, sad og nød det varme vand.
Da de var stået op og havde fået tørt tøj på, gav Caroline Tumle et stort knus.
»Du er bare en engel!,« sagde hun til ham.
Tumle så bekymret på dem.
»Jeg er ikke sikker på, det er en god idé, at I går rundt alene på slottet. Der er mange steder, hvor I kunne komme til skade. For fremtiden går jeg rundt sammen med jer.«
»O.K!,« sagde Casper modvilligt. Egentlig var han ikke så ked af det. Det havde været lidt uhyggeligt, at gå rundt alene i kælderen. I det samme råbte Baltazar fra sit laboratorium ovenpå, at der var aftensmad. Tumle og børnene løb op, og straks efter kom Hr. og Fru Carlsen.
»Hvor har I dog været hele dagen?,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt.
»Vi har leget skjul,« svarede Casper hurtigt. Tumle og Caroline sagde ikke noget.
»Det har I søreme været gode til,« udbrød Fru Carlsen. »Jeg har ledt efter jer flere gange, men jeg har hverken hørt eller set jer.«
De satte sig og spiste, og som sædvanligt fortalte Baltazar en masse gode historier. De talte også lidt om, hvordan de skulle få Baltazars tryllebog tilbage, men ingen havde nogen rigtig gode ideer. Resten af aftenen gik med hyggesnak. De skiftedes til at fortælle historier, og alle grinede og hyggede sig.
Casper og Caroline gabte og var trætte efter den lange dag i kælderen, så de sagde godnat og gik i seng før de andre. Da de kom ind i deres mørke værelse, kiggede Caroline ud af vinduet mod det sorte tårn.
»Tror du virkelig, vi kan lære Benny at blive en drilledrage?,« spurgte hun.
Casper kom hen til vinduet.
»Vi må da prøve,« sagde han. »Det kunne være sjovt, at blive gode venner med ham.«
Caroline smilede ved tanken om at være gode venner med en drage. De stod begge og kiggede på det sorte tårn uden at sige noget. Pludselig så de begge noget, der bevægede sig på taget af slottet. Lige med det samme
kunne de ikke se, hvad det var. Det flagrede og bevægede sig lidt frem og tilbage.
»Det er spøgelsesheksen,« hviskede Caroline lidt bange.
Casper svarede ikke, men stirrede på det flagrende spøgelse. Det så ud som om, at spøgelset pludselig gik i to stykker. De to svage lysskær bevægede sig lidt væk fra hinanden.
»Hvad pokker laver hun?,« spurgte Caroline forbavset.
Casper kneb øjnene sammen.
»Hov!,« udbrød han. »Det er jo ikke ét spøgelse. Det er to spøgelser.«
Børnene fortsatte med at kigge på de to spøgelser. Det ene af spøgelserne var helt tydeligt den skrigende heks. Det andet spøgelse var tykkere og gik på en underlig gyngende måde.
»Kaptajn Blod!,« hviskede Casper. »Det er Kaptajn Blod.«
Der var ingen tvivl. Det tykke spøgelse var Kaptajnen. Han havde sin helt egen måde at gå på, fordi han havde et træben.
»Hvad laver han dog sammen med den skrigeballon?,« undrede Casper sig.
De kiggede lidt på spøgelserne uden at sige noget. Spøgelserne bevægede sig langsomt hen langs toppen af taget. Det så ud som om, de holdt hinanden i hånden.
»Nu ved jeg det,« jublede Caroline. »De går måneskinstur. De er blevet kærester!«
»Nej!,« protesterede Casper. »Det kunne Kaptajn Blod aldrig finde på. Sådan noget tøse-pjat.«
»Hold op!,« sagde Caroline og så vredt på Casper. »Kaptajn Blods har da været meget ensom. Det er rart for ham, at han har mødt én, han kan snakke lidt med.«
»Hmm!,« brummede Casper. »Han skulle meget hellere hjælpe os med at finde den hemmelige gang. Lad os kalde på ham.«
»Vi må ikke forstyrre dem,« sagde Caroline. Hun kiggede efter de to skikkelser. »Hvor er det romantisk,« sukkede hun.
Casper svarede ikke. Han gik hen til sin seng og kravlede ned i sin sovepose. »Godnat!,« sagde han og trak soveposen op omkring ørerne.
Caroline kiggede en ekstra gang efter de to spøgelser. De forsvandt på den anden side af taget. Så hoppede hun også i seng. De lå et øjeblik uden at sige noget. Så sagde Caroline:
»Nu forstår jeg bedre, hvorfor vi ikke kunne finde Kaptajnen. Han har selvfølgelig haft alt for travlt med at snakke med det andet spøgelse.«
»Jeg synes stadig, at han hellere skulle hjælpe os,« mumlede Casper surt.
»Vi kan ikke bestemme, hvad Kaptajnen skal gøre,« sagde Caroline. »Vi må vente på, at han kommer til os.«
Casper svarede ikke. Caroline sagde heller ikke mere. Det varede kun et øjeblik, så sov begge børnene tungt.