Kapitel 15 : Helt nede i kælderen.
De næste dage lignede hinanden. Hele Familien Carlsen hyggede sig og slappede af. Casper og Caroline øvede sig på linedans i gården med Tumle. De hoppede ord på brostenene og legede skjul på slottet, mens Hr. Carlsen snuede i sin hængekøje, og Fru Carlsen hyggede sig med sine bøger. Både Casper og Caroline var efterhånden temmelig gode til at gå på line. Nu kunne de gå både forlæns og baglæns, uden at Tumle holdt dem i hånden, men de faldt stadig ned, hvis de prøvede at vende på linen.
Men Casper og Caroline nøjedes ikke med at lege. Når de var inde på slottet, ledte de efter indgangen til den hemmelige gang. Midt på dagen, når det var aller mest varmt, sov de alle middagslur. Det var ikke noget Casper og Caroline normalt gjorde frivilligt, men hvis de havde sovet lidt om dagen, var de friske om natten. Når deres forældre var faldet i søvn, var Casper og Caroline lysvågne, og så listede de sig ud med hver sin lommelygte og ledte efter Kaptajn Blod. De håbede på, at spøgelset nemmere kunne finde den hemmelige gang til det sorte tårn. Hvis de fandt denne gang, kunne de snige sig ind i det sorte tårn og få fat i tryllebogen, som dem sorte troldmand Belzebul havde hugget fra Baltazar. Men indtil videre havde de hverken fundet den hemmelige gang eller Kaptajn Blod.
Da det blev lørdag morgen vågnede de op til en overskyet og trist dag. Efter at have spist morgenmad med Baltazar og Tumle, bestemte Casper og Caroline sig for at undersøge noget mere af slottet. De tog som sædvanligt deres lygter med og begyndte at søge i nogle rum langt væk fra det sorte tårn. De lyste ind i skabene og løftede eller skubbede til alle de ting, der kunne skjule en hemmelig gang.
»Hvis den hemmelig gang starter her, må den være meget lang,« sagde Casper.
Caroline kiggede ud af vinduet og så det sorte tårn på den anden side af gårdspladsen. Hun gav Casper ret:
»Vi kan ikke komme ret meget længere væk fra det sorte tårn,« sagde hun. »Tror du ikke, vi skal søge i nogle af de rum, der er tættere på det sorte tårn?«
Casper stoppede søgningen et øjeblik og tænkte sig om:
»Vi har undersøgt alle de nærmeste rum,« svarede han. »Lad os nu undersøge alle værelserne i denne ende af slottet. Det kan jo være, at vi støder på noget spændende.«
»Det er altså ærgerligt, at vi ikke kan finde Kaptajn Blod,« fortsatte Caroline. »Jeg forstår ikke, hvor han kan være blevet af. Tror du, at han er taget tilbage til skibet?«
Casper rystede på hovedet. »Han er et eller andet sted på slottet. Du ved jo, at han ikke vil bevæge sig udenfor.«
Nu fik Caroline en idé. Hun halede den tomme tændstikæske frem, som spøgelset havde gemt sig i, mens de løb fra skibet til slottet. Forsigtigt åbnede hun æsken og kiggede ned i den. Der var ikke andet end nogle boblebær i den. Børnene havde ikke lyst til bær lige nu, så Caroline stak æsken i lommen igen. »Der var han heller ikke,« sukkede hun.
De gik videre til det næste rum. Dette rum var helt tomt bortset fra et stort ur, som stod op ad en væg. De gik hen og så på uret. »Måske er der en slags dør i uret,« foreslog Casper og gav sig til at undersøge de fine udskæringer. Det lykkedes ham hurtigt at finde en lille knap, som fik lågen til uret til at åbne sig. Det store pendul, som svingede frem og tilbage når uret gik, kom til syne. Casper stak hele hovedet ind i uret og lyste rundt inde i hullet.
»Her er ikke noget,« sagde han skuffet.
I det samme hørte de en stemme ude på gangen.»Casper! Caroline! Hvor er I?« Det var Fru Carlsen, der kaldte. Caroline skulle lige til at svare, da Fru Carlsen fortsatte.
»Juhuu! Unger! Kom frit frem. Vi har lånt et badekar af Baltazar, så I kan komme i bad.« BAD! Det gad Casper ikke lige nu. Han kunne høre, at hans mor nærmede sig den åbne dør til værelset. Hurtigt kravlede han ind i det store ur og trak Caroline med ind. Så trak han lågen i efter sig. De kunne høre, at Fru Carlsen kiggede ind i værelset..
»Er I herinde?,« begyndte hun. »Det var da underligt,« fortsatte Fru Carlsen for sig selv. »Det lød som om, der var nogen herinde.«
De kunne høre, at hun lukkede døren og forsvandt. »Hvorfor gemte du dig?,« spurgte Caroline stille.
»Vi gider da ikke bade nu,« vrissede Casper. »Det er spild af tid.«
Caroline svarede ikke. Casper syntes altid, det var spild af tid at bade. De stod et øjeblik til.
»Kan vi godt gå ud igen?,« foreslog Caroline. »Her er lidt trangt.«
Casper lyttede.
»Mor er vist væk. Vi kan godt hoppe ud nu.«
De skubbede til urets låge, men den sad fast. Så skubbede de hårdere, men der skete stadig ikke noget Lågen havde sat sig fast.
»Mor! Mor!,« skreg Caroline. »Kom og luk os ud! Vi er inde i uret!«
De lyttede et øjeblik, men der var helt stille. Så kaldte de igen, denne gang endnu højere, men der var stadig ingen, som hørte dem. I panik kastede de sig mod lågen, men den rokkede sig ikke. Caroline begyndte at græde, og Casper snøftede lidt.
»Det er din skyld,« sagde hun vredt. »Bare fordi du ikke vil i bad.«
Casper fik lidt dårlig samvittighed. Han prøvede at holde om Caroline for at trøste hende, men i stedet for at få fat i hende, kom han til at trække i urets pendul. Pludselig mærkede de begge, at gulvet under dem forsvandt. De faldt ned gennem urets bund. Inden den nåede at hyle, ramte de et hårdt stengulv og væltede omkuld. Casper røg ned på sit ene knæ og slog det, så det begyndte at bløde.
»Av, av, av!,« jamrede han og holdt på benet. Caroline samlede lygten op og lyste på såret. Hun var heldigvis ikke kommet noget til, og lygten virkede også stadig. Hun pustede på såret.
»Det er bare en hudafskrabning,« beroligede hun Casper. Han jamrede stadig, men pludselig holdt han op og så sig omkring.
»Hvor er vi henne?,« spurgte han forbløffet. Han glemte hurtigt såret på sit knæ. Caroline kiggede sig nu også omkring. Hun lyste rundt med lygten. De var havnet i en gang, hvor der var sten på gulvet. Store sten i forskellige former. Der var også sten på væggene, men det var store gammeldags mursten. Hun lyste frem og tilbage. Lige så langt, som lygten kunne lyse, var der gang til begge sider. De kunne ikke se slutningen af gangen i nogen af enderne. Caroline lyste op. Loftet i gangen var også sten, men disse blev holdt oppe af svære bjælker. De kunne se en firkantet lem i loftet. Det måtte være bunden af uret. Den var så højt oppe, at de ikke kunne nå den, men det var også lige meget, for den var lukket igen, så de ikke kunne komme tilbage.
»Jeg tror, at vi har fundet den hemmelige gang,« sagde Caroline forsigtigt. Selv om hun talte lavt, kunne hun tydeligt høre sin egen stemme. Stenene kastede lyden tilbage.
»Hallo!,« råbte Casper. Det rungede i deres ører.
»Schhh!,« tyssede Caroline. »Husk, at den hemmelige gang fører helt over til det sorte tårn. Måske kan Belzebul høre os. Eller dragerne!,« tilføjede hun hviskende.
»Vi må ud og fortælle Far og Mor, at vi har fundet den hemmelige gang,« sagde Casper. »Jeg tør ikke snige mig ind i det sorte tårn alene.«
»Det gør jeg heller ikke,« sagde Caroline. »Men hvordan kommer vi ud?«
Casper rystede på hovedet.
»Vi kan i hvert fald ikke komme op i uret igen. Vi må prøve at finde en anden udgang.«
De gav sig til at lede. Forsigtigt sneg de sig frem i gangen. De havde ikke gået ret langt, før gangen drejede. Da de var kommet om hjørnet, kom de til et sted, hvor gangen skiltes i tre forskellige gange.
»Hvad gør vi nu?,« hviskede Caroline. Casper tænkte sig lidt om.»Vi skal passe på, at vi ikke farer vild hernede,« sagde han. »Bare vi havde en lang snor. Så kunne vi binde den fast her. På den måde kunne vi finde tilbage hertil, hvis vi for vild.«
Caroline nikkede. »Men vi har ikke nogen snor,« sagde hun.
»Vi kunne også tegne et kort over gangen,« sagde Casper. Men inden Caroline nåede at sige noget, fortsatte han: »Desværre har vi hverken papir eller blyant.«
Caroline rodede lidt i sine lommer.
»Jeg har det stykke kridt, vi bruger, når vi springer ord,« sagde hun begejstret.
»Fedt!,« jublede Casper. »Så kan vi tegne pile på væggene.«
Han snuppede kridtet ud af hænderne på hende.
»Se!,« sagde han, og tegnede en pil tilbage mod stedet, hvor de var faldet ned. »Nu kan vi bare følge pilen, hvis vi vil tilbage til det sted, hvor vi startede.«
»Smart!,« sagde Caroline. »Lad os prøve denne gang!«
Hun pegede på gangen til venstre. De begyndte at gå ind i den mørke gang. De havde kun gået et lille øjeblik, da de kom til et sted, hvor der var gange både til højre, til venstre og én ligeud. Casper tegnede en pil på væggen i den gang, de kom fra. De kiggede på hinanden og drejede til højre. Denne gang snoede sig lidt, men lignede ellers de andre gange. Efter et øjeblik, kom de til et sted, hvor tre gange samledes til én gang.
»Hov!«, udbrød Caroline. »Se, der på væggen!,« Casper lyste på væggen, og de så begge en hvid pil på væggen. Den pegede i samme retning, som de gik.
»Vi har været her før,« sagde Casper. »Vi er på vej tilbage til det sted, hvor vi faldt ned.«
»Så må vi prøve den tredje gang nu,« sagde Caroline. Casper tegnede en pil på væggen, og de begyndte at gå ind i den tredje gang. Med jævne mellemrum tegnede de pile på væggen, så de hele tiden vidste, hvor de kom fra. De kom tit til steder, hvor de måtte vælge side, og mange gange vendte de tilbage til steder, hvor de allerede havde været. De havde ingen fornemmelse af hvor lang tid, de havde gået rundt, men da de kom til et sted, hvor de havde været tre gange før, sank de sammen på gulvet.
»Puh!,« stønnede Caroline. »Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan komme ud. Der må da være en trappe et eller andet sted, så man kan komme op fra kælderen.«
»Det er jeg ikke så sikker på,« sagde Casper alvorligt. »Vi har ikke set nogen trappe ned til kælderen, da vi ledte efter den hemmelige gang til det sorte tårn.«
»Vi må da kunne komme ud på en eller anden måde,« hulkede Caroline. »Så må vi lede videre,« sagde Casper og trak Caroline op igen. »Kom! Vi må tilbage i denne gang. Her er flere veje, som vi ikke har prøvet endnu.« Caroline snøftede og tørrede sin næse med bagsiden af sin hånd. Hun holdt fat i Caspers hånd og fulgte efter ham ind i mørket. De drejede ind i de gange, som de ikke havde prøvet før, og holdt hele tiden øje med, om der var skjulte døre i væggene. Men de fandt ikke nogen vej ud.
På et tidspunkt nåede de til en meget smal gang. Den var så smal, at de ikke kunne gå ved siden af hinanden. Da Casper lænede sig op ad væggen blev han drivvåd.
»Hov!,« udbrød han.
Han holdt lygten mod væggen. Væggen glinsede i skæret fra lygten. Små striber af vand silede ned ad væggen. De kiggede ned på deres fødder. Der var vand på gulvet.
»Hvor kommer al det vand fra?,« spurgte Caroline.
Casper tænkte sig lidt om. Inden han nåede at svare, udbrød Caroline:
»Voldgraven! Denne gang ligger ved voldgraven!«
»Selvfølgelig!,« sagde Casper. »I gamle dage kunne man altid flygte ud af et slot gennem en hemmelig gang.«
»Hvorfor det?,« spurgte Caroline forundret.
»Hvordan skulle Kongen ellers komme ud, hvis slottet var omringet af fjender?,« sagde Casper og rystede på hovedet. »Nåeh ja!,« sagde Caroline. »Men hvor kommer vi så ud henne?,« fortsatte hun.
»Det ved jeg ikke,« indrømmede Casper. »Vi kommer nok op langt væk fra slottet. Kom nu! Lad os fortsætte.«
De fortsatte videre frem. Gangen blev endnu smallere. De gik langsomt ned. Pludselig drejede gangen til højre. Den gik ikke nedad nu men i stedet lige frem. Børnene sneg sig videre. Vandet dryppede nu ned i hovedet på dem. Gangen var styrtet sammen et sted, så der kun var et lille hul, de lige kunne presse sig igennem.
»Godt, at Far ikke er med,« sagde Casper. »Han ville ikke kunne presse sin tykke mave igennem her.« Caroline svarede ikke.
»Vi er lige under voldgraven nu,« hviskede Casper.
Caroline svarede stadig ikke. Hun turde dårligt nok trække vejret. De vadede i vand til anklerne. Lydene fra det dryppende vand blandede sig med plaskene fra deres fødder. De gik stille videre.
»Vandet er væk,« udbrød Casper. Vandet var ganske rigtigt forsvundet fra gulvet, og nu begyndte gangen at gå opad.
»Vi er på vej op,« sagde Caroline lettet. Hun havde ikke været så glad for at gå i tunnelen under vandet.
Nu blev gangen bredere og mere tør. De kunne gå hurtigere og ved siden ad hinanden. Pludselig mærkede de et pust af frisk luft i ansigterne. Så begyndte de at løbe. De var ved at falde over hinanden for at komme ud. Casper faldt over en stor sten, og Caroline, der var lige bag ham, faldt oven på ham.
»Din klump!,« skændte Casper.
Caroline svarede ikke. Hun pegede fremad.
»Se!,« jublede hun. »Lys. Der er lys.«De rejste sig op og løb hånd i hånd det sidste stykke ud af tunnelen. Den sluttede under en busk. De måtte kæmpe lidt for at komme igennem buskens tætte grene, men så var de ude i det fri.
»Vi er ude!,« skreg Caroline. »Jeg går aldrig mere ned i den kælder.«
»Det gør jeg heller ikke,« lovede Casper.
De grinede og begyndte at se sig omkring. De var langt fra slottet. Det små-regnede og var ved at blive mørkt.
»Vi har brugt det meste af dagen nede i de gange,« udbrød Casper overrasket. »Vi må hellere se at komme tilbage inden Far og Mor bliver bekymrede for os.«
De løb tilbage mod vindebroen. Da de nåede til slottet, var vindebroen oppe.
»Åh, nej!,« sukkede Caroline. »Den er lukket. Og vi kender ikke kodeordet for lørdag.«
»Pokkers!,« sagde Casper ærgerligt. »Jeg fryser. Jeg har ikke lyst til at sove herude.«
»Jeg er næsten gennemblødt,« jamrede Caroline. »Vi bliver syge, hvis vi ikke får tørt tøj på.«
»Hallo!,« råbte Casper. Ingen svarede.»Hjælp mig med at råbe,« sagde Casper.
De råbte sammen. Der skete intet. Så råbte de igen. Stadig intet.
»De kan ikke høre os,« klagede Caroline. »Hvis de ikke finder på at kigge ud efter os, må vi sidde herude indtil på tirsdag, hvor vi kender kodeordet.«
Hun begyndte at græde. Casper sagde ikke noget. Det regnede kraftigere nu. De sad helt stille udenfor vindebroen og ventede på, at nogen skulle begynde at lede efter dem herude. Og det kunne tage lang tid.