Kapitel 14 : På jagt efter en hemmelig gang.
Casper og Caroline snorkede som murmeldyr den næste morgen. Dagen før havde også været anstrengende. De havde løbet hele vejen frem og tilbage til skibet. De havde også fået Kaptajn Blod til at hjælpe dem med at skræmme Baldrian til at røbe det hemmelige kodeord til vindebroen.
Det var blevet lyst. Hr. og Fru Carlsen var stået op for længe siden.
»De sover godt, de unge mennesker,« sagde Hr. Carlsen. »Skal vi ikke vække dem, så de kan få morgenmad?«
»Lad dem dog sove!,« svarede Fru Carlsen. »De trænger til at hvile ud efter den lange tur i går.«
Men Casper var allerede vågen. Han vågnede, da hans far talte om morgenmad. Han var enorm sulten. Han lænede sig over mod Caroline og prikkede hende i siden. Hun slog omgående øjnene op og kiggede på ham. Så grinede hun og lynede soveposen op. I løbet af nul-komma-fem var de begge i tøjet og ude af teltet.
»Godmorgen!,« grinede Hr. Carlsen. »I hørte nok, at morgenmaden er klar.«
Casper kiggede misfornøjet på den mad, Hr. Carlsen havde lavet.
»Jeg tror, at jeg vil spise Baltazars fine morgenmad i dag,« sagde Casper, mens han strakte sig.
»Gør du det, min ven!,« smilede Hr. Carlsen. »Men du glemmer vist, at vi ikke kender det rigtige kodeord før i morgen. Og så længe vil du vel ikke vente med at spise?«
Pir. Carlsen fortsatte med at rode i bålet, hvor han sad og lavede morgenmad. Caroline gik hen til ham og kiggede på hans mad.
»Ved du hvad, Far?,« sagde Caroline. »Min mave orker ikke at spise mere af den slags mad. Den vil gerne have Baltazars lækre mad igen. Derfor hviskede min mave kodeordet til mig i nat.«Hr. Carlsen sprang op. »Frække unger!,« råbte han. »I fortjener ikke at få varm mad, men til gengæld fortjener I at få varmet jeres rumper.«
Ungerne begyndte at spæne hen mod vindebroen, og Hr. Carlsen fulgte efter dem, så godt han kunne. Da børnene nåede vindebroen, standsede de op og råbte "OKKER-GOKKER". Hr. Carlsen indhentede dem og skulle lige til at slå en klo i dem, da vindebroen begyndte at knirke og knage. Hr. Carlsen slap dem og stirrede måbende på broen.
»Hvad sker der?,« spurgte han overrasket. »Har I sagt det rigtige kodeord?«
Casper og Caroline grinede og nikkede ivrigt. Hr. Carlsen rystede på hovedet.
»Hvordan har I fået det at vide,« spurgte han nysgerrigt.
»Jeg drømte det!,« sagde Casper hurtigt.
»Min mave hviskede det!,« sagde Caroline samtidigt.
Hr. Carlsen kneb øjnene sammen og stirrede på børnene. De smilede blot tilbage til deres far. De måtte begge to bide sig i kinden for ikke at komme til at grine. Hr. Carlsen rystede på hovedet og så opgivende ud:
»I er håbløse!,« stønnede han. Så vendte han sig om og begyndte at gå tilbage til teltet. Da han nåede til det lille bål, sparkede han jord op i ilden, så det gik ud. Derefter gik han hen til teltet og begyndte at pille det ned.
»Så hjælp mig dog!,« råbte han irriteret til Fru Carlsen. Hun stod stadig og stirrede forbløffet på den åbne vindebro.
Casper og Caroline ventede ikke på deres forældre. De styrtede over vindebroen og ind på slottets gårdsplads. Inden de nåede helt ind, stødte de på Tumle.
»Hej igen, unger!« grinede Tumle. »Jeg troede, at I var taget hjem for længst.«
»Nej da!,« svarede Casper. »Vi blev enige om at blive og hjælpe Baltazar med at få sin trvllebog tilbase.«
Tumle så rædselsslagen ud:
»I er vanvittige!,« udbrød han. »I ender med at komme til skade. Eller det der er værre,« tilføjede han.
»Måske,« sagde Caroline roligt, »men vi er nødt til det.«
Så forklarede børnene, hvordan den store drage havde truet med at følge efter dem og drille dem altid. De fortalte også. at de havde været tilbage på skibet og havde set til dyrene.
»Så kan I altså godt blive her lidt endnu?,« sagde Tumle henrykt. »Alle tiders! Så kan I nå at lære at gå på line. Jeg var netop ved at øve mig.«
Tumle løb tilbage over gårdspladsen og hoppede elegant op på linen. Han var straks i balance og begyndte at hoppe frem og tilbage, som om linen var en trampolin. Børnene gik hen til ham og kiggede beundrende på ham.
»Så dygtige bliver vi aldrig,« sagde Casper og så opgivende på Caroline.
Tumle hørte, hvad Casper sagde, og hoppede ned fra linen. Han gik hen til børnene.
»Hør nu her!,« startede Tumle. »Man bliver aldrig dygtig til noget, med mindre man øver sig. Og selv om man øver sig meget, bliver man måske aldrig super-dygtig. Men én ting er helt sikkert. Man lærer i hvert fald aldrig noget, hvis man slet ikke prøver.«
Casper så lidt flov ud: »Jeg skal nok prøve,« sagde han.
Tumle tog ham i hånden, og de gik hen til det sted, hvor linen var bundet fast til en søjle. Tumle løftede Casper op på linen. Selv om Tumle ikke var meget højere end Casper, var han meget stærk. Han holdt Casper i hånden de første par skridt. Casper fandt balancen og slap Tumles hånd. Casper tog et par skridt, før han måtte hoppe ned. Tumle løftede ham straks op igen.
Hr. og Fru Carlsen kom hen til dem.
»Goddag igen. Tumle,« hilste Hr. og Fru Carlsen. Tumle hilste venligt på dem begge.
»Skulle I ikke have noget morgenmad?,« spurgte Fru Carlsen og så på børnene.
»Vi har ikke tid nu,« svarede Caroline.
Fru Carlsen mente, at de skulle have noget mad, så hun gav dem hver sin bolle og noget saftevand.
»Jeg tror, at jeg vil finde mig en god bog,« sagde Fru Carlsen.
»Jeg må hellere se, om min hængekøje stadig kan bruges,« mente Hr. Carlsen.
Så forsvandt de begge ind i slottet. Børnene skyndte sig at spise inden de fortsatte. De blev ved i lang tid. Casper kom hurtigt i tanke om, hvordan han skulle gøre. Caroline så lidt misundeligt på ham. Hun var faldet ned mange gange, før hun kunne tage blot nogle få skridt.
»Øv!,« jamrede hun. »Jeg kunne tage mange skridt, da vi øvede os sidst, men nu har jeg glemt, hvordan jeg gjorde.«
»Sådan er det.« svarede Tumle. »Det er ikke nok at lære det. Man skal øve sig hele tiden. Men du vil måske hellere være fri?«
Det ville Caroline absolut ikke. Hun fortsatte uden flere klager resten af formiddagen. Ved middagstid stod solen lige over gårdspladsen, og det var bagende varmt. De besluttede sig for at holde frokostpause. Tumle og
børnene gik op til Baltazar. Da de kom ind i hans laboratorium, var han i fuld gang med at blande noget i en gryde. Han kiggede op: »Hej med jer!,« sagde han blot, inden han fortsatte med at hælde noget nyt i gryden.
»Vi er tilbage,« sagde Caroline.
»Det var da hyggeligt,« mumlede Baltazar, mens han stirrede ned i gryden.
Børnene kiggede på Tumle:
»Har Baltazar allerede glemt, at vi ville tage hjem?,« spurgte Caroline. Tumle rystede på hovedet: »Når Baltazar er midt i et forsøg, kan han slet ikke tænke på noget andet. Vi må hellere lade være med at forstyn-e ham.« I det samme gik døren til laboratoriet op, og Hr. og Fru Carlsen trådte ind.
»Ahhh, hvor her dufter!,« udbrød Fru Carlsen.
Baltazar kiggede op og grinede bredt: »Strålende!,« udbrød han. »I kommer lige i tide til at prøve min gullasch-suppe.« Så stoppede han op og så tænksom ud:
»Hov! Jeg troede, at I var taget hjem til jeres skib. Sagde vi ikke pænt farvel i går?«
Hr. og Fru Carlsen forklarede Baltazar om problemerne med dragen. »Det var slemt,« sagde Baltazar alvorligt.
»Ja!,« nikkede Hr. Carlsen. »Vi bliver nødt til at få fat i din tryllebog, så vi kan få ram på Belzebul og hans drager.«
»Vil I hjælpe mig med at få min formular-bog tilbage,« jublede Baltazar og kastede suppeskeen højt op i luften. »Det må vi fejre,« fortsatte han og tog fat i suppegryden.
I det samme dumpede suppeskeen ned i gryden med et plask. Suppen sprøjtede op på Baltazar.
»Hov! Hvor kom den ske fra?,« sagde han undrende, mens han kiggede op i loftet. Så kiggede han ud af vinduet mod det sorte tårn.
»Det er garanteret den slyngel til Belzebul, som beskyder mig igen,« sagde han vredt. »Men bare vent. Vi skal nok få skovlen under ham. Lad os spise og lægge planer.«
De satte sig ved det store bord og lagde planer. De var enige om, at de måtte ind i det sorte tårn, hvis de skulle have tryllebogen tilbage, men hvordan de skulle komme ind, vidste de ikke.
»Jeg har hørt om en hemmelig indgang til det sorte tårn,« sagde Baltazar efter nogen tid. »Før i tiden lå skatkammeret i toppen af det sorte tårn, og Kongen kunne komme derop, uden at nogen så ham. Desværre ved jeg ikke, hvor denne hemmelige gang er. Jeg har ledt efter indgangen, men jeg har ikke kunnet finde den.«
»Det kan vi måske!,« sagde Casper og sprang op. »Har du kigget bag alle de store malerier?,« foreslog han.
Baltazar nikkede. »Jeg har set bag malerier, jeg har flyttet møbler og løftet gulvtæpper, men jeg har ikke kunnet finde indgangen til den hemmelige gang.«
»Vi kan da prøve,« sagde Fru Carlsen.
»Er der stadig skatte i skatkammeret?,« spurgte Casper.
»Nej!,« grinede Baltazar. »Kongen og dronningen tog alt med sig, da de rejste.«
De blev hurtigt enige om at prøve at finde den hemmelige gang til det sorte tårn. Da de var færdige med at spise, begyndte de at lede. Casper og Caroline startede i den ene ende af slottet, mens Hr. og Fru Carlsen begyndte i den anden ende.
De første to rum, børnene undersøgte, var næsten helt tomme. Der var kun ganske få møbler, ingen malerier og ingen gulvtæpper. De blev hurtigt færdige med at kigge. De trak forsigtigt i lamperne på væggen, men der åbnede sig ikke nogen hemmelige døre. De bankede på væggene, men de kunne tydeligt høre, at det var tykke vægge, der ikke kunne være nogen hemmelig gang bag ved. De gik videre til næste rum. Dette rum var helt anderledes. Det var meget stort, og der var flotte farverige tæpper på nogle af væggene. Andre vægge var dækket af store marmorplader. Gulvet var lavet af små mosaiksten, som forestillede et kæmpe billede af en ridder på en hvid hest. Omkring hesten gik en masse soldater med lange spyd. På mange af spydene var der flag i alverdens mønstre. For enden af rummet var gulvet hævet lidt. På forhøjningen stod to store stole. De var lavet af træ, der var skåret ud i de flotteste former.
»Det var her kongen og dronningen sad,« hviskede Casper. De havde været i rummet før, da Tumle viste dem rundt på slottet.
»Ja!,« svarede Caroline. Hun hviskede også. Rummet var så imponerende, at ingen af børnene turde tale højt. De gik forsigtigt hen over gulvet, mens de så sig omkring. Til sidst nåede de op til de to store stole.
»Det må være kongens trone,« hviskede Casper.
»Og dronningens,« tilføjede Caroline.
»Tør du?,« hviskede Casper.
Caroline nikkede forsigtigt. Casper strakte sin hånd ud imod hende.
»Deres Majestæt,« hviskede han. »Vil De tage plads ved min side?«
Caroline fnisede og kravlede op på den mindste af tronerne. Casper satte sig i den anden. De sad et øjeblik uden at sige noget.
»Er det ikke dette, du altid har drømt om?,« spurgte Casper stille.
Caroline så lidt trist ud. »Joehh!,« begyndte hun. »Men her er bare alt for stille. Jeg drømte om, at her skulle være fest og musik og glade mennesker. Her er så stille, at man næsten ikke tor sige noget.«
Casper nikkede. Han forstod godt, hvad hun mente.
De sad i lang tid og betragtede det store mm. Til sidst hviskede Casper:
»Vi må også undersøge dette rum. Hvem ved? Måske var det netop her. at
kongen kunne komme ind i sin hemmelige gang.« De gav sig til at undersøge alt. Tronerne blev underspgt, tæpperne på
væggene blev løftet, og der blev banket på både vægge og gulv. Men
heller ikke her var der resultat. De satte sig op på tronerne igen.
»Det havde været meget nemmere, hvis vi kunne gå lige gennem væggene,« sukkede Caroline. »Så behøvede vi ikke at lede så længe.« De stirrede på hinanden og begyndte at grine.
»Hvor er vi dumme!,« udbrød Casper. »Vi beder selvfølgelig bare Kaptajn Blod om at finde den hemmelige gang. Det kan han garanteret gøre i løbet af nul-komma-fem.«
»Nemlig!,« svarede Caroline. »Slut med at lede. Lad os gå ud i solen til Tumle. Så må vi finde Kaptajn Blod i aften, når det bliver mørkt.« Resten af dagen brugte de sammen med Tumle. De øvede sig på linedans, hoppede ord på brostenene og legede skjul på slottet. Da de var kommet i seng, var de så trætte, at de straks faldt i søvn. Det skete der nu ikke så meget ved, for Caroline vågnede, da det sædvanlige bulder fra fyrværkeriet startede. Hun sneg sig over til Casper og skubbede til ham. Han slog øjnene op, og stirrede på hende. »Er det morgen nu?,« spurgte han søvnigt.
»Schhh!,« tyssede Caroline. »Du vækker Far og Mor. Kom nu! Vi skal finde Kaptajn Blod, så han kan hjælpe os med at lede efter den hemmelige gang.«
Casper var allerede ude af soveposen. I en fart fik de deres tøj på og listede ud af soveværelset. De havde ikke behøvet at være så stille, for både Hr. og Fru Carlsen sov tungt. De listede rundt på de mørke gange og kaldte forsigtigt på Kaptajn Blod. De kaldte længe, men spøgelset dukkede ikke op. »Sådan er det altid, når man skal bruge ham,« sagde Caroline.
»Han er måske bange for lysene og bragene fra fyrværkeriet,« foreslog Casper.
»Nej! Ved du nu hvad?,« protesterede Caroline. »Kaptajn Blod er mørkeræd. Han er vel ikke også bange for fyrværkeri?« »Man ved aldrig med Kaptajn Blod,« svarede Casper. Caroline nikkede. De fortsatte med at gå rundt i de mørke gange og kalde. Fyrværkeriet holdt op, og nu var der helt stille på slottet. Casper og Caroline syntes pludselig, at der var lidt uhyggeligt. »Her er lidt uhyggeligt,« hviskede Caroline. »Hmmm!,« brummede Casper. »Tror du, at her er spøgelser?,« fortsatte Caroline. Casper standsede op.
»Hold nu op!,« sagde han. »Her er mindst to spøgelser på dette slot, og vi går faktisk og leder efter det ene.«
»Nåh, ja!,« sagde Caroline. »Men Kaptajn Blod er jo ikke sådan et væmmeligt spøgelse. Han er vores ven!«
»Hvorfor kommer han så ikke, når vi kalder?,« surmulede Casper. »Jeg gider ikke kalde mere. Det er koldt og mørkt, og jeg vil tilbage i min varme seng.«
»God ide,« indrømmede Caroline.
De tog hinanden i hånden og løb tilbage til soveværelset. Deres forældre snorkede stadig, og det gjorde de også et øjeblik efter.