Kapitel 13 : En bulderbasse møder en bangebuks.
Casper og Caroline styrtede igennem den tætte skov. Mørket var begyndt at sænke sig. Det ville ikke vare længe, før det var så mørkt, at de ikke kunne se, hvor de løb. Casper, der var forrest, standsede op og ventede på sin lillesøster.
»Vi kan snart ikke se, hvor vi løber,« sagde Casper.Caroline stoppede og pustede ud. Hun så op:
»Det er mørkt, fordi vi er inde i skoven. Der vil stadig være lidt lys, når vi kommer ud i det fri.«
»Så lad os fortsætte,« svarede Casper. »Vi er næsten ude af skoven.«
De begyndte at løbe igen. Kort tid efter kom de ud af skoven. De standsede igen.
»Det går ikke!,« udbrød Caroline. »Det er alt for mørkt nu. Vi kan ikke se, hvor vi skal hen.«
»Du har ret,« jamrede Casper. »Vi må vente her, indtil det bliver lyst.«
Caroline satte sig ned og begyndte at græde.»Jeg fryser,« snøftede hun. »Jeg vil tilbage til Mor og Far.«
Casper satte sig ved siden af hende og holdt om hende. Caroline fortsatte med at snøfte.
»Hvem snøfter?,« lød en stemme fra Caspers lomme.
Børnene grinede. De havde helt glemt, at Kaptajn Blod lå i Caspers lomme i en tændstikæske.
»Hvad er der i vejen?,« spurgte Kaptajnen igen.
Børnene forklarede spøgelset, at det var blevet for mørkt til at fortsætte.
»Pokkers!,« udbrød Kaptajn Blod. »Jeg er et spøgelse, og jeg er god til at se i mørke, men jeg vil helst ikke komme ud af æsken.«
»Hvis vi laver et lille hul i æsken?,« foreslog Casper. »Kunne du så fortælle os, hvilken vej vi skal?«
»Thjaee,« mumlede spøgelset i æsken. »Vi kan vel altid prøve.«
Casper tog sin lommekniv op af lommen og stak et lille hul i æsken.
»Hov! Pas på!,« råbte Kaptajn Blod. »Jeg har ikke lyst til at blive et spøgelse fuld af huller.«
Casper lavede forsigtigt et lille firkantet hul. Så holdt han æsken op foran sig i mørket.
»Kan du se noget?,« spurgte han.
Spøgelset rumsterede lidt inde i æsken. »Jeg skal lige have et øje hen til hullet,« forklarede han. »Jo! Nu kan jeg se noget. Hvor skal vi hen?«Casper fortalte hvordan vejen så ud.
»Så skal I dreje lidt til højre og fortsætte lige ud,« forklarede spøgelset.
Casper og Caroline begyndte at gå. Forsigtigt bevægede de sig fremad, mens Kaptajn Blod fortalte dem, hvor der var sten, de kunne falde over, eller huller de kunne falde i.
De fortsatte på denne måde i flere timer. Kaptajn Blod spurgte ind imellem, hvordan den rigtige vej så ud, så han kunne se, hvor de skulle hen. Endelig nåede de til den sidste bakke før slottet. På vej op ad bakken begyndte det sædvanlige fyrværkeri.
»Hov!,« udbrød Kaptajn Blod. »Torden og lynild! Bliver vi beskudt af kanoner?«
»Bare rolig!,« grinede Casper og kiggede på den lille æske. »Det er bare de to tosser i tårnene, der skyder fyrværkeri efter hinanden.«
»Læg mig ned i lommen igen,« bad Kaptajnen. »Jeg bryder mig ikke om så meget lys.«
»O.K.!,« sagde Casper og stoppede æsken i lommen. »Det er nok også bedst, at Far og Mor ikke opdager dig.«
»Hvordan skal Kaptajn Blod hjælpe os, hvis Far og Mor ikke må se ham?,« spurgte Caroline.
Casper tænkte sig om et øjeblik. »Vi må vente med at slippe spøgelset ud, indtil Far og Mor sover,« svarede han.
Børnene skyndte sig det sidste stykke op ad bakken. Da de nåede toppen, kunne de se ned mod slottet. Det var som sædvanligt oplyst af de kraftige farver fra fyrværkeriet. Gennem de stærke lysglimt, kunne de se et svagt lysskær foran vindebroen. Det var bålet foran deres telt. Børnene spænede ned ad bakken mod teltet. Før de nåede helt ned, havde Hr. og Fru Carlsen fået øje på dem. De rejste sig fra bålet og løb børnene i møde.
»Hvor blev I af?,« spurgte Fru Carlsen bekymret. »Vi var bange for, at I ikke kunne finde vej.«
De satte sig alle fire hen til bålet igen. Børnene fortalte om deres tur og om dyrene på skibet. De sagde selvfølgelig ikke noget om spøgelset i tændstikæsken.
Mens de sad og talte sammen, hørte Casper pludselig en svag brummen fra sin lomme. Hr. og Fru Carlsen kiggede bekymret på ham.
»Hvad er det med dig?,« udbrød Fru Carlsen. »Hvad var det for en lyd?«
Casper skyndte sig at stikke hånden i lommen. Han lod som om, at han holdt sig på maven, men i virkeligheden rystede han tændstikæsken forsigtigt.
»Det er bare min mave, der rumler,« sagde han hurtigt. »Jeg er nok lidt sulten.«
Casper var faktisk sulten, men lyden stammede ikke fra hans mave. Det var i virkeligheden Kaptajn Blod, der var faldet i søvn i den lille æske, og nu snorkede højlydt. Hans snorken holdt dog hurtigt op, da han blev rystet.
»Selvfølgelig er I sultne efter den lange tur,« sagde Fru Carlsen. »Nu laver jeg en kop te, og så kan I få nogle kiks til, inden I skal sove.«
»Meget fint!,« sagde Casper og blinkede til Caroline. »Vi er også meget trætte.«
»Ja, vi er,« sagde Caroline og nikkede. »Er I også trætte?,« spurgte hun forsigtigt. Casper og Caroline var faktisk meget trætte, så de var lidt bange for, at de skulle falde i søvn før deres forældre.
»En lille lur kan man vel altid klare,« sagde Hr. Carlsen og strakte sig.
Fru Carlsen smilede. »Du kan altid sove,« sagde hun. »Men vi trænger alle til at sove. Hvem ved? Måske finder én af os kodeordet i drømme.«
»Det er jeg sikker på, at vi gør,« sagde Casper med et grin. Caroline sagde ikke noget. Hun fnisede bare, mens hun kiggede over på Casper.
De spiste deres kiks og drak deres varme te. Så kravlede de ind i teltet og lagde sig i soveposerne. Casper og Caroline havde taget hver deres sten med ind i teltet og lagt den under soveposen. Nu lå de så dårligt, at de var sikre på ikke at falde i søvn. Heldigvis faldt deres forældre hurtigt i søvn.
»Jeg får garanteret blå mærker på ryggen af den sten,« jamrede Caroline, da de var kravlet ud af teltet.
»Men du faldt ikke i søvn,« hviskede Casper tilbage. »Ville du gerne have undværet, at se Kaptajn Blod skræmme dragen.«
Caroline svarede ikke. Selvfølgelig ville hun se, hvad spøgelset gjorde ved Baldrian. Bålet foran teltet var næsten brændt ud, og fyrværkeriet var holdt op, så borgen var kun svagt oplyst af månen. Der var dog lys nok til, at de kunne se omridset af dragen på toppen af muren over vindebroen.
»Så kan du godt komme ud,« hviskede Casper og trak tændstikæsken op af lommen. Kaptajn Blod sivede langsomt ud af æsken og fik sin normale størrelse tilbage. Han strakte sig og stønnede:
»Uuuhhh! Jeg er ikke nogen ung mand længere. I gamle dage kunne jeg kravle igennem et nøglehul. Nu kan jeg ikke en gang ligge i en stor æske et par timer. Men de små bær. I puttede ned i æsken, fyldte selvfølgelig også en hel del,« undskyldte han.
Kaptajn Blod stirrede op på muren:»Er det krybdyret, jeg skal presse oplysninger ud af?«
»Du skal bare få ham til at røbe dagens kodeord, så vi kan komme ind på slottet igen,« hviskede Casper.
»Ha!,« udbrød Kaptajnen. »Nu skal I bare se unger! Jeg skal få dragen til at hyle af skræk.«
»Ikke for højt,« skyndte Caroline at advare. »Vi skulle nødig have, at Far og Mor opdager dig.
»Nåh nej!,« grinede spøgelset. »Men jeg skal nok få dragen til at hoste op med det der hemmelige ord.«
Uden at sige mere svævede spøgelset hen til voldgraven.
»Hallo, deroppe!,« råbte Kaptajn Blod. »Du må være den der Grimrian, jeg har hørt så meget om.«
Dragen, der åbenbart havde stået og halv-sovet, hoppede i vejret af overraskelse. Den klemte øjnene sammen og stirrede ned på skikkelsen ved voldgraven. I det svage lys havde dragen tydeligvis svært ved at se, hvem den talte til.
»Er det dig, dit kødhoved?,« grinede dragen. »Hvorfor ligger du ikke og sover, Fedesen?« Det var tydeligt, at dragen troede, den talte med Hr. Carlsen.
»Hør din grønne skumbolle,« startede Kaptajnen. »Jeg skal bruge kodeordet lige nu, så du kan lige så godt spytte ud med det samme.«
»Hvad!,« hostede dragen. »Er du blevet vanvittig, Tykke? Du ved da, at jeg ikke vil drømme om at fortælle dig kodeordet.«
»Hør nu her, Hø-balle-hoved!,« sagde Kaptajnen roligt. »Enten fortæller du mig kodeordet nu, eller også kommer jeg op og skræmmer livet ud af dig.«
Baldrian klaskede sig på lårene af grin. »Har du Kuk-i-kraniet?,« fnisede den. »Hvordan vil du komme herop?«
Spøgelset stod et øjeblik uden at sige noget. Han vendte sig om mod børnene og vinkede. Så fortsatte han:
»Det er vist dig, der har kuk-i-kasketten,« svarede Kaptajnen. »Se nu godt efter.«
Kaptajn Blod trådte et skridt hen mod voldgraven og begyndte at svæve op mod dragen. Baldrian grinede først, men efter et øjeblik lænede han sig ud over kanten. »Hvordan gør du det der?,« spurgte Baldrian forbløffet.
Inden dragen fik et svar, var Kaptajnen helt oppe ved den.
»Stop! Det kan ikke lade sig gøre,« hylede den. »Du kan ikke bare flyve herop.«
Spøgelset var nu helt oppe ved Baldrian.
»Sig mig,« brummede Kaptajnen. »Hvem tror du egentlig, jeg er?«
»Du, du, du er Cornelius Carlsen,.« stammede dragen.
»Ha!,« brølede spøgelset, så dragen hoppede en halv meter i vejret. »Jeg er Kaptajn Blod. Havets Skræk.«
»Hold nu op, Cornelius,« forsøgte dragen. »Du må da ..«
»Sig mig,« afbrød spøgelset. »Har du fis i tankebeholderen? Jeg er ikke Cornelius Carlsen. Jeg er Kaptajn Blod, og du er en dompap, hvis du ikke fortæller mig, hvad kodeordet er.«
»Jamen, jamen!,« stønnede dragen. Så tog den sig sammen og trak vejret dybt. Den trådte et skridt tilbage og spyede en flamme mod Kaptajnen.
Flammen gik lige igennem spøgelset, der blot kiggede på sin egen mave.
»Ihhh, tak!,« sagde Kaptajn Blod. »Gør det lige igen. Det varmede dejligt.«
»Du, du ér et spøgelse.« hylede dragen. »Flammen gik lige igennem dig.«
»Dygtig drage,« sagde Kaptajnen. »Du er måske ikke så dum endda. Fortæl mig nu hvad kodeordet er. så skal du nok få lov til at rende hjem til din mor.« »Kodeordet,« stønnede Baldrian. »Kodeordet er tåbeligt.«
»Ja, det er meget muligt, at det er et tosset kodeord, men fortæl mig det alligevel,« din bangebuks.
»Kodeordet er TÅBELIGT,« gentog Baldrian. »Hvis du siger TÅBELIGT, vil vindebroen gå op.«
»Nå, sådan,« udbrød Kaptajn Blod. »Så siger jeg mange tak. Smut du så bare hjem og få skiftet din ble.«
Kaptajn Blod bukkede dybt for dragen. I samme øjeblik begyndte klokken i Baltazars tårn at slå.
»Dong, bonk. Dong, bonk!,« lød det fra tårnet. Kaptajn Blod vendte sig om og så op imod det.
»Det var dog en forkølet klokke,« brummede han. Han lyttede lidt til den mærkelige kimen, men blev afbrudt af børnenes kalden:
»Kaptajn Blod!,« kaldte de stille. »Fik du kodeordet?«
Spøgelset kiggede stolt ned på dem og smilede:
»Selvfølgelig!, unger. Det hemmelige ord er TABELIGT.«
»TÅBELIGT?,« gentog Casper og Caroline. De så på hinanden og rystede på hovedet. Så løb de hen til vindebroen.
»TÅBELIGT!,« råbte Caroline. Der skete ikke noget. De ventede et øjeblik. Så råbte Casper også, men der skete stadig ikke noget.
»Det duer ikke!,« råbte de op til Kaptajn Blod. Kaptajnen blev aldeles rasende og skyndte sig tilbage til Baldrian.
»Hva1, din opblæste målerlarve! Har du bildt mig noget ind? Hvis du ikke fortæller mig det rigtige ord LIGE NU, skal jeg ondulere dig, så du ikke engang vil kunne lave så meget ild som en ildflue.«
»Jamen, jamen!,« begyndte dragen. »Jeg har skam fortalt det rigtige ord. Men klokken er lige slået midnat, så en ny dag er begyndt, og så skal man bruge et andet ord.«
Baldrian så meget ulykkelig ud.
»Hmmm!,« brummede Kaptajn Blod og stirrede ondt på dragen. »Hvis det er rigtigt, så må du hellere fortælle mig det rigtige ord for i dag med det samme.«
»OKKER-GOKKER!,« skyndte dragen sig at sige.
»OKKER-GOKKER!,« stønnede spøgelset. »Hvem har dog fundet på de tossede kodeord?« Inden dragen kunne nå at svare vendte Kaptajnen sig om mod børnene.
»Prøv med OKKER-GOKKER,« råbte han til dem. Børnene styrtede tilbage til vindebroen. De prøvede kun ordet én gang, så gik vindebroen op med den sædvanlige knirkeri og knagen. Børnene jublede og spøgelset smilede tilfreds.
»Er det i orden, hvis jeg forsvinder nu?,« spurgte Kaptajnen. »Jeg tror, at jeg vil undersøge slottet lidt.«
Børnene grinede og vinkede til Kaptajnen. Spøgelset forsvandt langsomt ind i muren, men dukkede et øjeblik efter op for fødderne af den rædselsslagne drage.
»Bøh!,« råbte spøgelset lige ind i ansigtet på dragen.
»Aaaarghhh!,« skreg Baldrian og lettede i huj og hast. Den fløj direkte op mod det sorte tårn og forsvandt i mørket.
»Godnat unger!,« grinede Kaptajnen. Så forsvandt han også.
Casper og Caroline stod et øjeblik tilbage i mørket og stilheden. begyndte Caroline straks kiggede Casper kiggede på vindebroen og sagde "OKKER-GOKKER". Broen at hæve sig. forbløffet på ham:
»Hvorfor gør du det?,« spurgte hun. »Vi skal jo ind i morgen tidlig.«
»Yep!,« grinede Casper, »men vi skal først tage noget gas på Far. Vi bilder ham ind, at vi har drømt kodeordet.«
»Fin idé,« fnisede Caroline.
»Lad os kravle i soveposerne,« hviskede Casper. Han hviskede igen. Det var nok ikke nødvendigt, for hvis deres forældre ikke var vågnet under dragens og spøgelsets skænderi, så ville de heller ikke vågne nu. Casper og Caroline løb tilbage til teltet og kravlede ned i deres soveposer. De lå et øjeblik og fnisede, mens de tænkte på, hvordan Kaptajn Blod havde taget fusen på dragen. Så faldt de i søvn, udmattede efter en lang dag.