Kapitel 11

Forsiden

Kapitel 13

Kapitel 12 : På skovtur med en død sørøver.

Familien Carlsen sad stille og roligt og ventede udenfor slottet. De ventede på, at dragen Bolette skulle kigge væk et øjeblik, så Casper og Caroline kunne stikke af. De havde nemlig aftalt, at børnene skulle løbe tilbage til skibet for at fodre hunden og katten, mens Hr. og Fru Carlsen prøvede at gætte dagens kodeord til vindebroen. Casper var meget ivrig for at komme afsted. Han havde nemlig en hemmelig plan, som han endnu ikke havde fortalt Caroline om.   

Dragen stod oppe ved siden af vindebroen, og den så ud som om, den kedede sig godt og grundigt. Ind imellem gabte den, og til sidst lagde den hovedet ned på forbenene og sukkede.

»Vær parat til at løbe,« hviskede Hr. Carlsen. »Jeg tror, at Bolette er ved at falde i søvn.«

De sad helt stille og kiggede ned i jorden. De lurede dog alle fire på dragen ud af øjenkrogen.

»Nu!,« hviskede Hr. Carlsen til ungerne. Casper og Caroline spænede alt, hvad de kunne. Fru Carlsen skulle lige til at råbe efter dem, at de skulle passe på, men hun turde ikke. Tænk nu hvis dragen hørte det. Men dragen hørte ikke spor. Den snorkede tungt.

»Måske skulle vi også stikke af, hvis uhyret sover,« foreslog Fru Carlsen.

Hr. Carlsen så lidt utilfreds ud. Måske havde han slet ikke lyst til at stikke af.

»Kom nu!,« sagde Fru Carlsen og hankede op i to rygsække. »Tag de to andre rygsække og løb.«

Hr. Carlsen rejste sig langsomt op, og pludselig begyndte han at hoste voldsomt. Fru Carlsen standsede og kiggede på skrækslagent på Hr. Carlsen. Det samme gjorde dragen.

»Hov!,« udbrød Bolette og vågnede med et sæt. »I prøver vel ikke at løbe jeres vej?«

»Nej, da!,« forsikrede Hr. Carlsen med et stort grin.

»Jo, I gør,« snerrede dragen. »Hvor er jeres børn henne?«

»De er lige ude at løbe en tur,« svarede Hr. Carlsen ærligt. Det var jo rigtigt nok.

»Hvor skulle din kone hen?,« fortsatte Bolette mistænksomt.

»Hun var lige på vej hen til børnene med deres rygsække,« forsøgte Hr. Carlsen. »Det er ikke sundt sådan at løbe rundt uden sin rygsæk. Tænk, hvis man pludselig står og mangler sin mygge-salve eller sine gummistøvler.«

»Det er godt med dig,« hvæsede dragen. »I var ved at stikke af.« Dragen udstødte et brøl og et øjeblik efter dukkede Baldrian op. De to drager hviskede lidt sammen, og Baldrian så ud som om, han skældte Bolette ud. Hun fløj tilbage til tårnet og forsvandt. Baldrian stillede sig til rette og stirrede stift på Hr. og Fru Carlsen. De listede tilbage og satte sig ned.

I mellemtiden var Casper og Caroline nået et godt stykke væk fra slottet. De standsede forpustede op og kiggede tilbage. Da de var sikre på, at ingen fulgte efter dem, fortsatte de. De skiftevis gik og småløb, så de kunne tale sammen:

»Fortæl mig om din plan,« sagde Caroline og pustede ud efter den lange løbetur.

»Jeg tænkte,« prustede Casper, »at vi måtte finde på en eller anden måde at skræmme Baldrian på. Så han blev så bange, at han frivilligt fortalte os det hemmelige kodeord.«

Casper kiggede listigt på Caroline. Hun kiggede tilbage på Casper:

»Hvordan kan vi skræmme dragen? Baldrian er da ikke bange for os.«

»Nej!,« smilede Casper. »Men Baltazar fortalte os, at dragen er bange for heksespøgelset.«

Caroline så uforstående ud»Hvorfor vil du tilbage til skibet? Der er heksen da ikke. For øvrigt kan vi garanteret ikke få heksen til at hjælpe os.«

»Så må vi håbe, at vi kan få et andet spøgelse til at hjælpe os,« grinede Casper.

Caroline standsede uden at sige noget. Hun stod et øjeblik; så udbrød hun: »Kaptajn Blod! Selvfølgelig! Vi kan bruge vores eget spøgelse til at skræmme dragen med.«

»Det vil jeg håbe,« svarede Casper. »Kaptajn Blod vil helt sikkert hjælpe os, men det er ikke sikkert, at dragen også er bange for ham.«

»Vi kan da altid prøve,« mente Caroline.

De fortsatte med at løbe, og nu løb de lidt hurtigere. De havde ikke svært ved at løbe så længe. De holdt kun få pauser, og temmelig hurtigt kom de tilbage til områder i skoven, som de kendte godt. Nu var der ikke langt igen.

»Jeg syntes, at turen ud var meget længere,« sagde Caroline forpustet. »Vi er kommet tilbage meget hurtigt.«

»Vi har heller ikke de tunge rygsække på. Men husk på at vi skal løbe tilbage igen så hurtigt som muligt.«

Resten af turen talte de ikke mere. De sparede deres luft til løbeturen tilbage til slottet.

Inden de nåede skibet, blev de mødt af deres hund, Snus. Den sprang op ad dem og slikkede dem i ansigtet, så de blev drivvåde.

»Du har nok savnet os,« sagde Caroline og klappede hunden. Den logrede, og det var tydeligt, at den var meget glad for at se dem igen. De løb sammen det sidste stykke vej tilbage til dækket.

Det første børnene gjorde, var at give dyrene noget mad i deres skåle. Katten Snif kom listende, men den lugtede kun til maden inden den forsvandt igen. Ungerne fulgte efter den og opdagede, at den havde en stor bunke fiskeskeletter liggende.

»Du får vist rigeligt at spise,« grinede Caroline. Katten så meget stolt ud. Den lagde sig roligt i sit sædvanlige hjørne. Der gik kun et øjeblik, så kom Snus og lagde sig op ad katten.

»Hvor mon Skræppe er henne?« spurgte Caroline.

Børnene kiggede sig omkring. De var ikke spor af nogen papegøje i nærheden. »Dyrene klarer sig vist fint uden os,« sagde Casper. »Kom! Vi må prøve at finde Kaptajn Blod.«

De gik rundt i lang tid på skibet og kaldte på Kaptajn Blod.

»Hvorfor kommer han aldrig, når vi kalder på ham,« klagede Caroline. »Han dukker ellers altid op, når vi ligger i vores senge.«

»Måske skulle vi prøve at lægge os i vores senge,« foreslog Casper.

Det var faktisk ved at blive mørkt, så det kunne godt være sengetid. Børnene løb ind på deres værelse og smed sig på sengene. De lå stille og talte sammen.

»Tror du, at Baldrian bliver bange for Kaptajn Blod?,« spurgte Caroline.

»Det må vi håbe. Ellers har vores lange løbetur været til ingen nytte,« svarede Casper.

De lå uden at sige noget.

»Hvis dragen skal tro, at Kaptajn Blod er heksen, bliver vi nok nødt til at klæde ham lidt ud,« foreslog Caroline efter et stykke tid.

»Ja!,« fortsatte Casper. »Og hvis han tager sin klo af, så mangler han også en hånd.«

»Det er perfekt!,« jublede Caroline.

»Hvad er perfekt?,« spurgte en dyb stemme.

Børnene blev lidt forskrækkede, selv om de ventede på at høre denne stemme. Kaptajn Blod stod og smilede imellem dem. Han var som sædvanligt kommet lige ud af væggen.

»Hvad er det, der er perfekt?,« gentog Kaptajn Blod.

»Du skal bare tage noget dametøj på og tage din klo af,« forklarede Caroline.

»Hva'?,« sagde Kaptajn Blod og så forvirret ud. »Hvad skal jeg?«

»Du skal klæde dig ud som en gammel heks, som mangler en hånd og skriger højt, så du kan skræmme den ældste af dragerne,« prøvede Casper at forklare.

»Jeg forstår ikke et muk,« sukkede Kaptajn Blod og satte sig ned. »I må vist begynde på jeres historie helt fra begyndelsen.«

Nu fortalte børnene alt om slottet, dragerne, Baltazar, Belzebul og den skrigende heks.

»Puha!,« sagde Kaptajn Blod, da de var færdige. »Det var dog en utrolig historie.«

Caroline sprang hen til ham. »Tror du, at du kan hjælpe os?,« spurgte hun.

»Jeg ved ikke rigtigt..,« begyndte Kaptajnen.

»Det kan du sagtens,« afbrød Caroline. »Du skal bare klæde dig ud som en gammel heks og tage din klo af, så du ligner heksen.«

»Aldrig i livet!,« brølede sørøveren. »Et spøgelse kan ikke klæde sig ud, og jeg vil under ingen omstændigheder tage min klo af. For øvrigt duer jeres plan slet ikke,« tilføjede han lidt roligere.

»Duer ikke!,« sukkede Casper og Caroline i munden på hinanden. »Hvorfor duer planen ikke? Du skal da bare tage med til slottet og skræmme dragen.«

»Netop!,« brummede Kaptajn Blod. »Jeg kan ikke tage med til slottet. Jeg er et spøgelse, og et spøgelse kan ikke tage nogen steder.«

»Hvorfor ikke?,« spurgte Caroline forsigtigt.

»Thjaee,« sagde Kaptajnen og kløede sig i skægget. »Et spøgelse bliver altid, hvor det er. Tror jeg nok! Jeg går heller aldrig udenfor, når det er lyst.«

»Sludder og vrøvl!,« udbrød Casper. »Du kan sagtens tage med os. Har du ikke lyst til at se slottet og dragerne?«

»Jo, selvfølgelig har jeg det,« svarede spøgelset, »men jeg kan altså ikke forlade skibet. Et spøgelse kan ikke bevæge sig så langt.«

»Nå, sådan!,« sagde børnene stille.

De sad lidt og stirrede trist ned i gulvet uden at sige noget.

»Vi bliver nødt til at tage tilbage til borgen nu,« sagde Casper efter et stykke tid. »Far og Mor venter på os. De vil blive bange, hvis vi ikke snart kommer tilbage.«

»Ja, sukkede,« Caroline. »Vi må hellere gå nu.«

Børnene rejste sig fra sengene og så på Kaptajn Blod. Han sad og stirrede ned i gulvet.

»Farvel Kaptajn,« sagde børnene stille.

»Farvel unger. Held og lykke,« svarede spøgelset uden at se op. Han kiggede lige ned i gulvet og snøftede lidt.

Børnene gik ud af deres værelse og op på dækket.

»Kaptajn Blod var ked af det,« sagde Caroline alvorligt. »Han ville vist gerne med os, hvis han kunne.«

»Han må da kunne følge os på en eller anden måde,« sagde Casper. »Vi kan ikke tage tilbage uden ham. Så kommer vi aldrig ind på borgen igen.«

De stod et øjeblik ved rælingen og kiggede ud over vandet, mens de tænkte sig om.

»Hvor meget vejer et spøgelse?,« spurgte Caroline.

»Det aner jeg ikke,« svarede Casper. »Hvorfor spørger du om det?«

»Jeg tænkte, at vi måske kunne bære Kaptajnen i en rygsæk. Så ville han ikke være bange for at forlade skibet.«

»Vores rygsække ligger ved borgen,« sagde Casper ærgerligt. »Men måske behøver vi ikke en rygsæk. Jeg tror egentlig, at et spøgelse er det rene luft. Måske behøver vi slet ikke en rygsæk. Måske kan vi bære ham i en kasse.«

De løb hen over dækket og fandt en stor trækasse fyldt med tovværk. De væltede tovværket ud på dækket og slæbte kassen ned i deres kahyt.

Kaptajn Blod sad stadig på gulvet og så ulykkelig ud. Børnene fortalte ham hurtigt om deres idé, og han blev straks helt vild. »Alle tiders idé.« buldrede han. »Men hvorfor sådan en stor kasse? »Jeg kan garanteret klemme mig ned i én, der er meget mindre. Så er I fri for at slæbe på så meget.«

Casper og Caroline jublede og løb ud på dækket igen for at finde en mindre kasse. De kunne ikke finde én lige med det samme, men så fik Casper en ny ide.

»Kom!,« sagde han og løb ind i kabyssen.-

Inde i kabyssen, skibets køkken, trak han en skuffe ud og hev en lille æske tændstikker op. Caroline så strengt på ham: »Mor siger, at du ikke må lege med ild,« sagde hun alvorligt. Casper grinede bare og løb ud igen. Han gik hen til rælingen og hældte indholdet af æsken i vandet. Caroline spærrede øjnene op og rystede på hovedet:

»Du tror da ikke, at Kaptajn Blod kan være i den lille æske?« »Vi får se!,« smilede Casper og styrtede ind til spøgelset igen. Selv Kaptajn Blod så betænkelig ud, da han så den lille tændstikæske. Men han rejste sig alligevel op og trak vejret dybt. »Se nu godt efter unger,« grinede han.

Casper   holdt   æsken   frem. Spøgelset løftede sin ene fod og   balancerede   på   træbenet. Foden blev ligesom suget ind i æsken, og langsomt forsvandt hele  benet.   Spøgelset  løftede sig fra gulvet, og lidt efter lidt forsvandt det ind i æsken. Det sidste      børnene      så,      var Kaptajnens grinende ansigt. Så forsvandt det også ned i æsken. Casper stirrede på den lille æske i sin hånd. »Jeg troede ikke på, han kunne gøre det,« sagde han forbløffet. Caroline   svarede   slet   ikke. Hun stod bare med åben mund og kiggede på æsken. »Tror du, han er derinde nu?,« spurgte hun.

»Selvfølgelig er jeg det,« lød en mumlende stemme fra æsken.

Casper og Caroline grinede. Den var god nok. Kaptajn Blod lå inde i æsken.

»Ligger du godt?,« spurgte Casper.

»Fint!,« lød det fra æsken. »Her er masser af plads. Lidt mørkt måske. Men det gør ikke noget, så længe jeg kan høre, at I er lige i nærheden.«

Børnene smilede. De vidste godt, at Kaptajnen var forfærdelig mørkeræd.

»Lad os komme af sted,« sagde Casper og lagde æsken ned i sin lomme.

Børnene løb ud på dækket igen. De standsede op og kiggede på hunden og katten, der stadig lå og sov op ad hinanden. Så fortsatte de ud i skoven og forsvandt.

De løb hurtigt gennem det første stykke af skoven. Da de nåede til det lille vandfald, holdt de en kort pause.

»Jeg er sulten,« sagde Casper.

»Jeg er både sulten og tørstig,« svarede Caroline.

»Vi har ikke tid til at spise nu,« sagde Casper, »men vi bliver nødt til at drikke noget.«

De tog en slurk af det klare kolde vand. Mens de drak fik Caroline øje på nogle boblebær.

»Se!,« sagde hun til Casper. »Boblebær!«

De plukkede nogle af bærrene og spiste dem. Der gik kun et øjeblik, så begyndte de at bøvse højt. De grinede begge to og spiste nogle flere bær.

»Hvad laver I dog?«

Stemmen kom fra Caspers lomme. Casper tog tændstikæsken frem og talte til den»Vi spiser boblebær!«

»Boblebær!,« mumlede Kaptajnen. »Hvad i alverden er det?«

»Vi ved ikke, hvad bærrene hedder rigtigt,« svarede Caroline, »men vi kalder dem boblebær, fordi de bobler, når man kommer dem i vand.«

»Hmm!,« brummede Kaptajnen. »Hvordan ser de ud?«

»De er sorte.« svarede Caroline. »Se selv!«

Hun huggede æsken ud af Caspers hånd, åbnede den og hældte en håndfuld bær ned i den.

»Hov! Hold op med det,« råbte Kaptajn Blod.

»Kender du disse bær?,« spurgte Caroline.

»Jeg kan ikke se en pind hernede,« klagede spøgelset. »Lad os nu komme videre, så jeg kan komme ud af denne musefælde.«

Casper tog æsken og stoppede den i lommen. De begyndte at løbe igen. Det var ved at blive mørkt. De måtte skynde sig meget, hvis de skulle ud af skoven, inden det blev helt mørkt.