Kapitel 11 : Spændende planer.
Hele familien Carlsen var samlet udenfor slottet. De havde taget deres rygsække på og var parate til at gå tilbage til skibet.
Aftenen før var Hr. Carlsen blevet overfaldet af det skrigende spøgelse, så nu havde han fået nok. Nu ville han hjem. Fru Carlsen havde givet ham ret, så derfor havde de pakket deres rygsække efter morgenmaden.
Gennem den åbne port vinkede de til Baltazar og Tumle, som stod i hvert deres vindue i Baltazars hullede tårn. Både Baltazar og Tumle havde været rigtigt kede af, at Familien Carlsen tog afsted igen. De syntes begge, det var hyggeligt med lidt selskab på det store slot.
Casper og Caroline var så kede af det, at de var lige ved at græde. De vinkede begge stille til Baltazar og Tumle. Hr. og Fru Carlsen vinkede også. De skulle lige til at gå, da de hørte en velkendt stemme:
»Vil I slet ikke vinke til mig? Jamen, så bliver jeg da helt ked af det. Jeg kunne jo næsten få den idé, at I slet ikke kan lide mig!«
De kiggede til siden, og der stod den store drage, Baldrian, som sædvanligt og lænede sig hen over muren.
»I kan da ikke nænne at gå uden at sige pænt farvel til mig,« fortsatte dragen. »Jeg, som har behandlet jer så godt! Ha, ha, ha!« Dragen klaskede sig på maven af grin.
»Din opblæste skumfidus!,« råbte Hr. Carlsen. »Vi gider ikke sige farvel til dig. Vi gider faktisk slet ikke sige mere til dig, for nu tager vi tilbage til vores dejlige skib. Dér, er det altid dejligt vejr; der er en pragtfuld strand, og man kan ligge i sin hængekøje hele dagen uden at blive forstyrret af sindssyge kæmpefirben som dig.«
Dragen så tænksom ud et øjeblik. I stedet for at prøve at fornærme Hr. Carlsen sagde den roligt:
»Det lyder da pragtfuldt. Det lyder som noget for mig og min familie. Vent på mig! Jeg henter lige resten af familien, så går vi med jer.«
»Du kan tro nej!,« protesterede Fru Carlsen. »Nu har vi fået nok af vanvittige drager og hysteriske spøgelser. Vi går hjem nu, og det gør vi alene.«
»Alene!,« smilede dragen lusket og fortsatte: »Hvordan vil I forhindre, at min dejlige familie og jeg følger med jer?«
Hr. og Fru Carlsen så helt forvirrede ud.
»Du kan da ikke bare komme masende,« sagde Fru Carlsen forbløffet. »Det er da ikke høfligt.«
»Jeg gør, hvad der passer mig,« sagde Baldrian strengt. Han så alvorlig ud, så Hr. og Fru Carlsen var ikke i tvivl om, at han mente, hvad han sagde.
»Hvad skal vi gøre?,« hviskede Fru Carlsen til Hr. Carlsen. Hr. Carlsen kiggede bekymret op på den store drage. »Vi lader som ingenting,« sagde han. »Hvis vi sætter os lidt ned, bliver uhyret nok træt af at vente på os. Så kan vi stikke af, når den er gået.« De tog rygsækkene af alle fire og satte sig ned. Baltazar og Tumle stod stadig oppe i tårnet og kiggede på dem. De så noget forvirrede ud. De vidste jo heller ikke, hvad dragen havde sagt.
Familien Carlsen sad længe på græsset foran vindebroen uden at sige noget. Dragen stod stadig og kiggede på dem. Ind imellem betragtede den sine kløer og trommede utålmodigt med poterne.
»Bliver det snart til noget?,« spurgte den langt om længe.
»Vi går først, når du er skredet,« råbte Hr. Carlsen irriteret.
»Jeg har masser af tid,« fnisede Baldrian.
»Jeg kan stå stille i årevis.« Hr. Carlsen så desperat ud.
»Hov! Det havde jeg glemt,« stønnede han.
»Baldrian er jo en levende statue. Han kan vel stå stille i evigheder.«»Hvad skal vi gøre?,« jamrede Fru Carlsen.
»Vi kan ikke blive siddende her, og vi kan absolut ikke have det monster rendende på vores pragtfulde skib. Så vil jeg hellere tilbage og arbejde i bagerbutikken.«
»Arbejde! Aldrig i livet,« sagde Hr. Carlsen. »Så vil jeg hellere slås mod drager og spøgelser.« Casper og Caroline sprang op:
»Mener du det?,« spurgte de overrasket. »Vil du slås mod dragerne?« »Nej!,« vrissede Hr. Carlsen. »Selvfølgelig vil jeg ikke slås imod dragerne, men hvad vil I have. vi skal gøre for at slippe for dem?« »Det ved jeg godt,« sagde Casper. »Jeg ved det også godt,« grinede Caroline.
Hr. Carlsen kneb øjnene sammen og stirrede på børnene. »Hvad har I nu fundet på?,« spurgte han vredt.
»Vi skal da bare have fat i Baltazars tryllebog. Så kan han trylle dragerne til statuer igen,« sagde Caroline. Hun kiggede op på Baldrian, der stadig stod og betragtede dem nysgerrigt. Det var tydeligt, at han prøvede på at høre, hvad de talte om.
Hr. Carlsen stirrede på børnene. Så kiggede han på dragen. Til sidst kiggede han på børnene igen.
»Hvordan havde I tænkt jer, vi skulle få fat i den bog?,« spurgte han hånligt. »Skal vi bare bede Belzebul om den?«
»Hold nu op, Cornelius!,« afbrød Fru Carlsen. »Børnene har ret. Den eneste måde, vi kan slippe væk på, er, hvis vi finder tryllebogen igen.«
Hr. Carlsen så forvirret ud. »Hvordan skal vi dog klare det?,« sukkede han. »Vi kan ikke slippe væk, fordi dragerne er her, og vi kan ikke få fat i tryllebogen, fordi dragerne passer på den.«
De sad alle i lang tid uden at sige noget.
»Vi må tale med Baltazar igen,« sagde Hr. Carlsen. »Vi må prøve at finde på noget sammen.«
Han rejste sig op og tog sin rygsæk på igen. »Kom! Vi går ind igen,« sagde han. De andre rejste sig også.
»Det var da godt, der endelig sker noget,« grinede dragen. »Jeg var helt bange for, I ville vente til det blev mørkt.«
»Slap af!,« svarede Hr. Carlsen roligt. »Vi går ikke hjem. Vi går ind igen.«
»Hva',« udbrød dragen og sprang op.
Hr. Carlsen gik hen mod vindebroen, men i det øjeblik han skulle træde på den. gik den op med et ryk. Hr. Carlsen trådte lige ud i luften og faldt ned under vindebroen. De hørte alle et skrig efterfulgt af et plask.
»Ha, ha, ha!,« hylede Baldrian. »Du må da snart lære, at du ikke kan gå på voldgraven.« Dragen vred sig af grin, mens den holdt på sin store mave.
Fru Carlsen og børnene løb hen til kanten af voldgraven. Hr. Carlsen prøvede at komme op ad den stejle kant, men han blev ved med at glide tilbage i vandet.
»Hjælp mig op!,« hylede han. Fru Carlsen kunne ikke nå ham, men hun skubbede sin rygsæk ned ad kanten, så han kunne hage sig fast i den. Da han kom op igen, rystede han det værste vand af sig. Vandet løb stadig ud af hans rygsæk. Han skulede op mod Baldrian.
»Din store paddehjerne. Hvorfor lukkede du vindebroen?«
»Det var skam ikke mig,« forsikrede Baldrian uskyldigt. »Når man først er gået ud, skal man huske at sige det hemmelige ord, inden man vil tilbage over vindebroen igen.«
»Det burde jeg have vidst,« mumlede Hr. Carlsen og gik frem til kanten af voldgraven. »TINGE-LINGE-LATER!,« råbte han.
Der skete ikke noget. De ventede utålmodigt et øjeblik. Så råbte Hr. Carlsen det hemmelige ord igen. Der skete stadig ikke noget. Baldrian begyndte at fnise oppe fra muren.
»Hvad er det, der er så morsomt?,« rasede Hr. Carlsen. »Luk os nu ind. Jeg har jo sagt kodeordet.«
»Ja, ja, ja« jublede Baldrian, »men ikke det rigtige.«
»Hvad mener du med det?,« spurgte Hr. Carlsen forbløffet.
»Thjaee,« svarede Baldrian. »Det kan jo være, at hver dag i ugen har sit eget kodeord.«
»Aååh nej!,« sukkede Fru Carlsen. »Så er vi lukket ude igen.«
»Det er da ikke så slemt, Frue,« trøstede Baldrian. »Ham den fede kan da bare gætte det igen.«
»Stop!,« skreg Hr. Carlsen. »Nu finder jeg mig ikke i det mere. Nu går vi hjem.«
»Fint!,« sagde Baldrian. »Jeg er klar til at følge med, så jeg kan se hvor I bor.«
Hr. Carlsen standsede. Han blev dybrød i ansigtet
»Aaargh!,« hylede han. »Det er bare for meget!«
»Slap nu af Cornelius,« prøvede Fru Carlsen. Hr. Carlsen slappede absolut ikke af. Han rystede over hele kroppen både af raseri og af kulde.
»Lad os nu få dig ud af det våde tøj,« prøvede Fru Carlsen igen. »Vi må lave et bål, som du kan varme dig ved og tørre dit tøj på. før vi gør noget som helst andet.«
Hr. Carlsen begyndte at tage sit våde tøj af. Da han kun havde underbukser på, begyndte han at lede efter tændstikker, mens børnene samlede pinde til bålet. Desværre lå deres tændstikker i den rygsæk, som Hr. Carlsen havde haft på, så de var drivvåde og kunne ikke bruges. Hr. Carlsen stod et øjeblik og så opgivende ud. Så fik han en god idé. Han løb hen til bunken af pinde og fandt en tyk én frem. Så gik han tilbage til kanten af voldgraven og råbte til Baldrian, mens han svingede med kæppen:
»Hej! Dumrian! Stik lige hovedet herned. Så skal du få én på skallen.«
Fru Carlsen og børnene så skrækslagne ud. Nu var Hr. Carlsen blevet tosset. Baldrian så også forvirret ud:
»Er du blevet tosset, Fede?,« spurgte den.
»Kom nu!,« fortsatte Hr. Carlsen. »Vær nu lidt frisk. Du er måske løbet tør for benzin, hva'? Jeg synes, det er længe siden, vi har set lidt ild fra dig.«
Fru Carlsen prøvede at hale Hr. Carlsen væk fra voldgraven. »Kom nu Cornelius. Ellers ender det galt.«
»Se nu efter,« sagde Hr. Carlsen og blinkede til hende. »Jeg ved, hvad jeg gør.«
»Kom nu, Klodrian! Vis os hvad du kan. Ellers tror vi bare, at du i virkeligheden er et stort badedyr. Der er jo ikke mere ild i dig end i en lille ildflue!«
Det fik dragen til at hoppe i vejret.
»En ILDFLUE!,« brølede den. »Jeg skal give
dig ild. så du vil fortryde hvert ord.«
Dragen tog en dyb indånding og lænede sig tilbage. Så kastede den sig frem, samtidig med at den spyede en kæmpe flamme ud af gabet. Hr. Carlsen dukkede sig og holdt kæppen i vejret. Da flammen var væk, og røgskyen var lettet, stod han tilbage med en brændende kæp. Han kiggede begejstret på ilden og råbte op til Baldrian:
»Mange tak, min ven! Næste gang mine tændstikker er våde, kalder jeg på dig igen.«
Så begyndte han at fløjte og gik over og tændte bålet. Fru Carlsen rystede på hovedet og skældte ham ud:
»Du er ikke rigtigt klog, Cornelius. Du kunne være kommet til skade.« Hr. Carlsen smilede blot og gav sig til at hænge sit våde tøj op på nogle pinde i nærheden af ilden. Så gav han sig til at lave kaffe. Fru Carlsen rystede opgivende på hovedet.
Dragen så også irriteret ud oppe på muren. Den sagde ikke noget, men lettede og fløj op og forsvandt ind i det sorte tårn. Der gik kun et øjeblik, så kom en anden drage til syne. Den fløj ned og satte sig, hvor Baldrian havde siddet. Fru Carlsen kiggede nysgerrigt på dragen. Hun rejste sig og gik hen til den.
»Goddag, Fru Drage!,« sagde Fru Carlsen høfligt. »Hvordan går det?« Dragen sukkede og kiggede på Fru Carlsen: »Det går egentlig skidt,« sagde dragen. »Belzebul er vred over ,at I er her, og nu er Baldrian også i dårligt humør.«»Det har han rigtig godt af!,« råbte Hr. Carlsen henne fra bålet. »Hold mund og pas dig selv!,« skældte Fru Carlsen. Hr. Carlsen fik pludselig meget travlt med at rode i ilden og komme flere grene på bålet.
»Jeg hedder Clara Carlsen,« sagde Fru Carlsen og smilede til dragen.
»Goddag Clara. Jeg hedder Bolette,« svarede dragen og smilede tilbage. Børnene kom over til dem.
»Hvor er Benny henne?,« spurgte Caroline.
»Benny må ikke komme herned for Baldrian,« svarede dragen. »Benny er ikke så dygtig til at drille endnu, så Baldrian vil ikke lade ham tale med jer.«
»Er du dygtig til at drille?,« spurgte Casper nysgerrigt.
Bolette tænkte et øjeblik, inden hun svarede: »Jeg er nok ikke så dygtig en drilledrage som Baldrian, men hvis I ikke driller mis. har jeg heller ikke lyst til at drille jer.«»Kan du så ikke fortælle os. hvad kodeordet til vindebroen er i dag?.« spurgte Caroline.
»Nej! Det går ikke,« svarede Bolette hurtigt og kiggede nervøst op mod det sorte tårn. »Baldrian ville blive rasende, hvis jeg ødelægger hans små fornøjelser med at drille jer.«
»Det kender jeg godt!,« sagde Fru Carlsen og kiggede irriteret over på Hr. Carlsen. Han vinkede til dem for at få dem over til bålet. De traskede over til ham.
»Kom og sæt jer!,« sagde Hr. Carlsen. Han virkede som om, han var i et strålende humør. »Nu må vi lægge en plan,« fortsatte han. »Vi skal ind på slottet igen, så vi kan få fat i den tryllebog til Baltazar.«
Fru Carlsen og børnene stirrede overrasket på Hr. Carlsen.
»Hvorfor er du pludselig så interesseret i at finde den bog?,« spurgte Fru Carlsen. »For lidt siden sagde du, at du var træt af både drager og spøgelser.«
»Vi bliver altså nødt til at hjælpe,« fortsatte Hr. Carlsen. »Hvis vi kan få fat i bogen, kan vi trylle dragerne tilbage til statuer, og så har vi fred for dem.«
»Nåeh!,« udbrød Fru Carlsen. »Dér har vi det. Du er kun interesseret i at hjælpe for at få ram på Baldrian.«
»Øøøh! Nej! Øøøh, altså!,« sagde Hr. Carlsen og så flov ud. »Jeg vil også MEGET gerne hjælpe Baltazar,« fortsatte han hurtigt.
Fru Carlsen sad et øjeblik og så tænksom ud.
»Lige meget hvad du vil, bliver vi nødt til at få Baldrian til at opføre sig ordentligt,« sagde Fru Carlsen. »Vi vil ikke have ham rendende på skibet, hvis han driller og laver ulykker. Vi risikerer jo, at han sætter ild i skibet med al sin spyen ild.«
»Først må vi ind på slottet igen,« fortsatte Hr. Carlsen. »For at komme ind må vi gætte dagens kodeord. Det kan godt tage lidt tid. Er der nogen, der har nogle gode forslag?«
De sad alle og tænkte sig om. Lidt efter spurgte Caroline:
»Hvilken dag er det i dag?«
Fru Carlsen tænkte sig lidt om. »Det er vist tirsdag,« sagde hun. »Hvorfor det?«
Caroline svarede ikke men spurgte igen: »Hvilken dag var det, da vi kom til slottet?«
»Det må have været torsdag,« svarede Fru Carlsen efter at have tænkt sig lidt om igen.
»Så skal vi bare vente to dage,« jublede Caroline. »Så kender vi det rigtige kodeord.«
»Ja, selvfølgelig!,« udbrød Hr. Carlsen. »Det er alle tiders. Lad os sætte teltet op. Så kan vi holde teltferie indtil på torsdag.«
»Stop!,« afbrød Fru Carlsen. »Vi havde aftalt, at vi kun ville være væk i én uge. Vi må tilbage til vores dyr.«
»Det kan vi ikke,« sagde Hr. Carlsen. »I samme øjeblik vi går, vil Baldrian følge efter os. Vi må vente her.«
De sad igen og tænkte lidt. Så fik Casper en god idé: »Kan Caroline og jeg ikke liste os afsted, uden at dragerne opdager det. Så kan vi løbe tilbage til skibet og se, om alt er i orden.«
»Joeee,« sagde Fru Carlsen tøvende. »Jeg er ikke så glad for, at I skal gå så langt alene. Tør I godt gå gennem junglen selv?«
Casper nikkede ivrigt. Caroline så lidt mere bekymret ud, men Casper stak en albue i siden på hende, så hun skyndte sig at nikke. Hun kiggede på ham, og han blinkede tilbage til hende. Nu havde han fået en idé igen.
Både Hr. og Fru Carlsen syntes, at Caspers idé var god. De aftalte, at Casper og Caroline skulle tage afsted, lige så snart de kunne slippe væk, uden at dragerne opdagede det.