Kapitel 10: Heksehyl og levende soveposer.
Casper og Caroline havde tilbragt hele dagen på gårdspladsen sammen med Tumle. Om aftenen spiste de igen sammen med Baltazar. Han havde stillet stearinlys på bordet, da lysekronen i lortet jo var væk. Casper og Caroline havde været lidt bekymrede over, hvad han ville sige. Men han sagde altså ikke noget om det, og Hr. og Fru Carlsen havde heller ikke lagt mærke til, at lampen manglede.
Tumle havde fundet et stort rum i den anden ende af slottet, hvor de kunne sove. I rummet var der to kæmpesenge med tykke stolper i hjørnerne. Over sengene var der flotte vævede tæpper, og mellem stolperne kunne man trække gardiner for, så sengene blev ligesom lukkede telte. Tumle havde fortalt dem, at den slags senge hed himmelsenge. De var så store, at man let kunne ligge to i hver seng.
Under middagen fortalte Casper og Caroline om deres linedans, og Tumle roste sine dygtige elever. Børnene fortalte også, at de havde set hele dragefamilien og Belzebul. Hr. og Fru Carlsen var meget interesserede i at vide, hvordan Belzebul så ud, men børnene havde ikke fået set ham rigtigt.
Hr. Carlsen var også godt tilfreds med sin dag. Han havde fundet et solrigt hjørne, hvor han havde snuet det meste af dagen. Fru Carlsen havde fundet nogle spændende bøger i biblioteket, så hun var også godt tilfreds.
Efter middagen sad de, ligesom aftenen før, og talte i lang tid. Da det blev sengetid, sagde de alle pænt godnat til Baltazar og Tumle og gik hen for at sove i deres kæmpesenge. De havde ikke ligget ret længe, før det sædvanlige fyrværkeri startede, men nu var de så langt væk fra Baltazars tårn, at fyrværkeriet lød som en fjern rumlen.
»Jeg synes nu stadig, det er synd for Baltazar, at Belzebul plager ham på den måde,« sagde Caroline fra sin sovepose.
»Det er det også,« svarede Fru Carlsen i mørket, »men vi har ikke en chance for at hjælpe ham. Nu bliver vi her et par dage, og så tager vi tilbage til vores fredelige og hyggelige skib.«
De sagde ikke mere, men lå længe og lyttede til den svage lyd fra fyrværkeriet. Pludselig stivnede de alle fire i deres soveposer. Der lød et langtrukkent skingert skrig, og det mørke rum blev svagt oplyst af et grønligt lys. Først kunne de ikke se, hvad det var, der lyste, men de havde nok alle gættet det. Caroline var kravlet ned i sin sovepose og havde gemt sig, mens Casper forsigtigt kiggede ud under den hovedpude, han havde gemt sit hoved under. Han kunne se en lysende skikkelse komme lige ud af væggen mellem de to senge. Over for ham lå hans far og mor med åbne munde og store øjne og stirrede på spøgelsesdamen. Hun svævede langsomt hen til deres seng.
Så kom skriget igen. Det var så skingert og så højt, at Casper trak hovedpuden op over hovedet igen, for ikke at få ondt i ørerne.
»Hvooor er min hååånd?,« fortsatte spøgelset efter sit lange skrig.
Hr. og Fru Carlsen så lamslåede ud.
»Vi, vi, vi har altså ikke set Deres hånd,« stammede Fru Carlsen.
»Nej, ikke den mindste smule,« forsikrede Hr. Carlsen. »Men hvis vi ser den, skal vi nok sige til,« tilføjede han hurtigt.
»Aaargh!,« hylede kvinden igen. Fru Carlsen blev så forskrækket, at hun faldt bagover i sengen.
Men nu blev det for meget for Hr. Carlsen. Han sprang op i sin sovepose og hoppede i et hop hen til spøgelset.
»Hør her lille dame!,« skreg Hr. Carlsen. »Nu har jeg fået nok af Deres hyleri. Hvis de vil hyle mere, må de gå et andet sted hen. Jeg er på ferie, og jeg vil have nattero.«
Spøgelset stirrede et øjeblik på Hr. Carlsen, som stod lige foran hende i sin sovepose. Så løftede hun begge arme op, så man tydeligt kunne se, at hun manglede den ene hånd. I det øjeblik hun sænkede armene igen, udstødte hun den værste lyd, de nogensinde have hørt. Hr. Carlsens
sovepose blev løftet op i luften, og som ved et trylleslag blev soveposens lynlås trukket op over hovedet på ham, så han var lukket helt inde i soveposen. Spøgelsets lange skrig holdt op, og samtidig faldt Hr. Carlsens sovepose ned på gulvet. Nu steg spøgelset langsomt til vejrs og forsvandt op gennem loftet.
Et øjeblik sad Casper, Caroline og Fru Carlsen helt stille i det mørke værelset og holdt vejret. Der var ikke en lyd.
Så hørte de en mærkelig knitren og banden fra gulvet. Casper skyndte sig at tænde sin lommelygte, og i skæret fra denne så de Hr. Carlsen kravle rundt på gulvet inde i sin sovepose. Han lignede et stor sommerfulgle- larve, som ormede sig hen over gulvet. Da han nåede væggen, stødte han hovedet ind i den, og de hørte alle, hvordan han jamrede og bandede inde i soveposen.
»Luk mig uuud! Hjælp mig fri!,« hylede han.
På trods af at spøgelset lige havde skræmt dem alle tre, kunne Fru Carlsen og børnene ikke lade være med at grine af Hr. Carlsen i soveposen. Det så utroligt morsomt ud. Hr. Carlsen vred og vendte sig, men han kunne ikke komme ud af soveposen selv. Til sidst rejste Fru Carlsen sig og hjalp ham fri.
Hr. Carlsens hoved kom til syne. Han var ildrød i hovedet at raseri.
»Nu er det nok! Nu har jeg fået nok af dette sindssyge slot. Jeg bliver her ikke to minutter til. Jeg tager af sted med det samme.«
»Tag det nu roligt.« prøvede Fru Carlsen. »Du kan da ikke tage afsted midt om natten. Du må i det mindste vente til i morsen tidlig.«
»Hmmm!,« skumlede Hr. Carlsen. Inden han nåede at sige mere, gik døren til værelset op. Hele familien for sammen. Var spøgelset kommet tilbage?
»Undskyld!,« sagde Baltazar forsigtigt. »Jeg syntes, jeg hørte støj herinde.«
»Støj! Støj!,« skreg Hr. Carlsen. »Jeg er nærmest halvdøv. Det er et mirakel, at jeg ikke blev slået ihjel af den enarmede skrigeballon.«
»Nåeh!,« sagde Baltazar. »I har mødt Magdalene.«»Magdalene?,« udbrød Hr. Carlsen overrasket. »Hedder spøgelseskvinden Magdalene? Kender du hende?«
»Øhhh! Ja. Jeg mener nej,« sagde Baltazar hurtigt.
»Kender du hende, eller kender du hende ikke?,« spurgte Hr. Carlsen irriteret.
»Jeg har hørt de gamle historier om hende,« svarede Baltazar. »Hun var en troldkvinde, som boede på slottet for længe siden.«
»Hvorfor mangler hun en hånd?,« spurgte Fru Carlsen.
»Thjaee,« sagde Baltazar og så lidt flov ud. »Det ved jeg faktisk ikke. Måske er den bare blevet væk.«
»Blevet væk!,« udbrød Hr. Carlsen. »En hånd bliver da ikke bare sådan væk!«
Casper var gået hen til Caroline.
»Nu lyver Baltazar igen,« hviskede han til hende.
»Ja,« hviskede Caroline tilbage. »Ligesom da vi talte om dragerne og Belzebul. Han ved garanteret mere, end han siger.«
De kiggede begge hen på Baltazar, der stod og hev sig i skægget.
»Hvordan døde denne Magdalene egentlig?,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt.
»Aner det ikke,« svarede Baltazar hurtigt. »Hun døde måske af alderdom.«De stod alle et øjeblik uden at sige noget. Fyrværkeriet var holdt op, og der var ikke en lyd i slottet.
»Jeg tager stadig afsted i morgen tidlig,« gentog Hr. Carlsen.
Børnene skulle lige til at protestere, men Fru Carlsen afbrød dem:
»Nu ikke noget brokken,« sagde hun. »Dette slot er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Vi tager hjem i morgen, og sådan bliver det. Basta!«
»Det var kedeligt,« sukkede Baltazar. »Jeg havde håbet på, at I kunne hjælpe mig med at få min tryllebog tilbage.«
»Hjælpe!,« hylede Hr. Carlsen. »Hvordan skulle vi kunne hjælpe. Belzebul har dragerne til at passe på bogen, og dragerne er ikke bange for noget som helst.«
Baltazar nikkede og sagde ingenting. »Det er nu ikke helt rigtis,« tilføjede han efter et øjeblik. Baldrian er faktisk bange for spøgelset.«
»Måske kunne vi få Magdalene til at hjælpe os,« foreslog Caroline ivrigt.
»Stooop!,« råbte Hr. Carlsen. »Vi skal ikke have hjælp af spøgelser. Vi skal ikke have hjælp af nogen som helst. Vi skal bare hjem i morgen.«
Fru Carlsen nikkede, og ungerne opgav at sige mere. Baltazar sagde stille godnat og forlod dem. Casper og Caroline sagde ingenting. De gik hen til deres soveposer og kravlede ned i dem. Der var ikke noget at gøre. I morgen var deres sommerferie på slottet forbi, og de skulle tilbage til skoletimerne på skibet. De var begge meget skuffede, og det varede længe inden de faldt i søvn.