Kapitel 9: Navne-spring og linedans.
Det var morgenen efter Casper og Carolines klatretur. Hele familien sad samlet ved Baltazars store bord og spiste morgenmad. Baltazar var i strålende humør og talte lystigt om stort og småt. Hr. Carlsen sad og surmulede lidt over sin ødelagte nattesøvn, mens Fru Carlsen roste den gode mad. Kun Casper og Caroline sagde ikke noget. De var stadig lidt forskrækkede over nattens oplevelser. Ingen af dem havde sovet særligt godt, efter de var kommet tilbage fra klatreturen på Belzebuls sorte tårn.
Caroline kiggede forsigtigt over på Casper. Han så allerede på hende og rystede stille på hovedet. De skulle i hvert fald ikke sige noget om, hvad de havde lavet. Baltazar havde ikke opdaget, at de havde været væk. Han havde heller ikke opdaget, at de havde hugget hans lysekrone og brugt den som klatrekrog, men han ville nok savne den, når det blev mørkt.
Udenfor var det et flot vejr. Det blæste lidt, men det var en lun blæst, som gjorde, at varmen ikke føltes så slem. Da de var færdige med at spise, lænede Hr. Carlsen sig tilbage i sin stol og udbrød:
»Ahhh!, det var pragtfuldt. Nu vil jeg finde mig en krog, hvor der er læ, så man kan ligge og få sig en lille morgenlur.«
»Du er en køn én,« mumlede Fru Carlsen. »Hvis vi havde været på skibet nu, havde du allerede ligget i din hængekøje og snuet.«
»Man trænger til en lille lur, når man har spist godt,« protesterede Hr. Carlsen. »Jeg gør i hvert fald.«
»Så må du spise meget godt, Far!,« sagde Caroline, »for du sover næsten altid.«
»Meget morsomt! Meget morsomt,« skumlede Hr. Carlsen.
Fru Carlsen holdt sin hånd op foran munden, så Hr. Carlsen ikke kunne se, at hun også grinede. Men det opdagede han alligevel.
»I er bare dumme!,« sagde han og rejste sig. »Jeg laver en ny hængekøje og finder et sted, hvor jeg kan være i fred. Tak for mad.« Så forsvandt han ud af lokalet.
»Det lød egentlig meget fornuftigt.« sagde Fru Carlsen. »Jeg tror også, jeg vil finde et fredeligt sted.« Hun vendte sig mod Baltazar. »Men jeg kunne godt tænke mig at sidde og læse lidt. Findes der nogen bøger her på slottet?«
»Mon ikke!,« svarede Baltazar stolt. »Vi har et stort flot bibliotek fyldt med de skønneste bøger. Kom med mig!«
Fru Carlsen og Baltazar forsvandt ud af døren. Casper og Caroline
kiggede på hinanden igen. »Hvad skal vi lave?,« spurgte Caroline. »Skal vi prøve at få fat på
tryllebogen igen?«
Casper rystede hurtigt på hovedet. Han skulle ikke i nærheden af det sorte
tårn lige med det samme. De sad et øjeblik uden at sige noget. Så rejste
Caroline sig op og gik hen til det åbne vindue.
»Se!,« råbte hun og pegede ned i gården. Casper sprang op og skyndte sig
hen til vinduet. Nede i gården kunne de se Tumle. Han gik på en mærkelig
måde med armene ud til hver side. Han bevægede sig langsomt hen over
gårdspladsen. Nu standsede han og ligesom svævede over brostenene.
Han gyngede op og ned, mens han baskede lidt med armene.
»Flyver han?,« udbrød Casper forbløffet.
»Nej! Dit fjols!,« grinede Caroline. »Han går på line.«
Casper kneb øjnene sammen. Nu kunne han også se linen. Det var et
tyndt reb, som var spændt ud mellem muren og brønden i midten af
gårdspladsen. »Det vil jeg også prøve,« sagde Casper og løb ud af værelset og ned ad
trappen. Caroline prøvede at følge med, så godt hun kunne.
Da de kom ned i gården, stod Tumle helt stille på linen. Han stod med
ryggen til dem, så han havde ikke opdaget dem endnu.
»Hej Tumle!,« råbte Caroline.
Tumle vendte sig ikke om men begyndte i stedet at gynge op og ned på tovet. Han gyngede højere og højere, og lige med ét satte han af, hoppede op i luften og drejede rundt. Han landede sikkert på linen igen, men denne gang havde han ansigtet imod dem.
»Godmorgen unger!« udbrød han og smilede bredt. »Har I sovet godt?« Børnene svarede ikke og Tumle spurgte igen. Så fortalte de ham, hvad der var sket om natten.»I er ikke rigtigt kloge?,« skændte Tumle. »I kunne have slået jer ihjel.«
»Vi vil bare gerne hjælpe Baltazar,« sagde Caroline.
Casper nikkede. Tumle så først strengt på dem. Så smilede han og hoppede ned fra linen.
»I må love mig, at I aldrig prøver at komme ind i det sorte tårn igen.«
Casper og Caroline stod og kiggede ned i brostenene.
»Hvis I prøver igen,« fortsatte Tumle strengt, »bliver jeg nødt til at sige det til jeres forældre. Så vil jeres ferie her være slut.«
»Vi lover, at vi ikke prøver at få fat i Baltazars bog igen,« sagde Casper.
»Godt!,« sagde Tumle. »Så vil jeg til gengæld love jer, at I nok skal få det morsomt her på slottet alligevel. Først skal I lære at "springe navne".
»Springe navne! Hvad er det?« Børnene så undrende på Tumle. Han smilede og løb hen til sit hus. Et øjeblik efter var han tilbage med et stykke kridt i hånden.
»At springe navne,« forklarede Tumle, »er meget nemt. Man skal bare kunne stave til sit eget navn.«
Så begyndte Tumle at skrive bogstaver på brostenene. Ét bogstav på hver sten.
»Se!,« sagde Tumle og løftede det ene ben. »Tumle starter med bogstavet "T".« Tumle hoppede over på stenen med bogstavet "T". Han vippede lidt frem og tilbage for at finde balancen. Så fortsatte han:
»Næste bogstav efter "T" i Tumle er "U".« Han satte af igen og landede sikkert på stenen med bogstavet "U". Han fortsatte med bogstaverne "M", "L" og "E". Til sidst slog han en baglæns kolbøtte i luften og landede på begge ben i den cirkel, han havde tegnet længst væk.
»Nu er det jeres tur,« grinede han. »Kan i klare det?«
Det kunne ungerne selvfølgelig. De hoppede lystigt deres eget og de andres navne. De nøjedes dog med at hoppe lige hen i cirkelen til slut. Da de havde gjort det et stykke tid, begyndte de at finde på ord, som de skulle stave til.
»Det her er meget morsommere end at stave i skolen.« sagde Casper. »Hvis man staver noget forkert, behøver man ikke at viske det ud på papiret. Man skal bare hoppe tilbage og prøve igen.«
»Fint!,« sagde Tumle. »Men nu må det være på tide, at vi holder en gymnastiktime.«
Børnene grinede. De var sikre på, at Tumle ikke ville lave en helt almindelig gymnastiktime. Og de havde helt ret.
»I dag skal I nemlig lære at gå på line,« sagde Tumle med et grin.
»Hold op!,« udbrød Caroline. »Vi kan da ikke lære at gå på line.«
»Selvfølgelig kan I det,« svarede Tumle og sprang op på linen igen. »I skal bare lade være med at tænke på, hvor lille linen er.«
Han løb hen over linen, sprang op i luften, vendte om og kom tilbage til børnene. »Men først skal I lære at stå på linen. Kom så!« De gik i gang med at lære at gå på line. I mange timer stod de på linen, tog et par skridt og skiftedes til at falde ned. Hver gang greb Tumle dem og satte dem op på linen igen.
Resten af dagen gik på denne måde. Til sidst var børnene ved at lære det. Caroline kunne nu stå på linen, og Casper kunne tage nogle få skridt, inden han måtte hoppe ned.
Pludselig hørte de vingeslag. De kiggede op, og så de to store og en lille drage. På ryggen af den største drage sad en mand. Tumle skyndte sig at trække børnene ind til væggen, så de stod i skygge.
»Pas på at han ikke får øje på jer!,« hviskede Tumle.
»Er det Belzebul?,« spurgte Caroline.
Tumle nikkede. »Hvis han får øje på os, kan han finde på alt muligt. Stå helt stille.«
Belzebul fløj direkte hen til det sorte tårn uden at se ned. Baldrian, den store drage, landede sikkert på kanten og kravlede ind. De nåede lige at få et glimt af Belzebul. Han var sort over det hele. Selv ansigtet så sort ud. Straks efter landede den anden drage. Denne var lidt mindre end Baldrian.
»Det er Bolette.« hviskede Tumle.
Børnene stirrede på damedragen. Hun kravlede hurtigt ind ad vinduet og var væk.
Den sidste af dragerne landede ikke med det samme. Den fløj et par gange rundt om tårnet. I stedet for at lande fløj den tilbage over
gårdspladsen. Den havde tydeligvis fået øje med dem. Den fløj i små cirkler over deres hoveder.
»Det er Lille Benny,« sagde Tumle. »Han er faktisk meget sød. Prøv at vinke til ham.«
Børnene tøvede et øjeblik, så vinkede de af alle kræfter. Den lille drage standsede op i luften. Den kiggede nervøst op mod det sorte tårn. Da der ikke var andre drager i syne, gav Benny sig til at vinke med vingerne. Børnene jublede.
»Hvor er han sød!,« udbrød Caroline.Tumle nikkede. »Benny er en meget sød drage,« sagde han.
Benny vinkede en sidste gang. Så forsvandt han ind i det sorte tårn. De stod et øjeblik og så efter ham uden at sige noget.
»Jeg nåede ikke at se Belzebul rigtigt,« sagde Caroline.
»Det gjorde jeg heller ikke,« sagde Casper.Tumle så alvorligt på dem. »Det skal I vist bare være glade for. Der er ikke mange, der har set Belzebul tæt på, men de som har, er næsten altid kommet galt afsted.«
Børnene gøs ved tanken om den uhyggelige sorte troldmand. For at. få dem til at tænke på noget andet, sprang Tumle op på linen igen.
»Kom så!,« sagde han. »Vi kan lige nå at øve lidt mere, inden det bliver mørkt.«