Kapitel 8 : Levende statuer og en brandfarlig klatretur.
Hele Familien Carlsen sov trygt og godt i værelset ved siden af Baltazars laboratorium. De havde spist godt, og nu lå de varmt og dejligt i deres soveposer.
Slottet var helt mørkt og stille nu. Baltazar havde ryddet lidt op, efter familien var gået til køjs, og de havde ligget i deres soveposer og havde hørt ham gå og fløjte. Det var tydeligt, at han syntes, det var hyggeligt at have gæster på besøg. Men nu var Baltazar også gået i seng. De eneste lyde, man kunne høre, var Baltazar og Hr. Carlsen, der snorkede om kap.
Pludselig blev stilheden afbrudt af et kæmpe brag. Snart efter fulgte en række mindre knald, og i løbet af et øjeblik var det sædvanlige natlige fyrværkeri i fuld gang. Lysglimt i alverdens farver oplyste værelserne i slottet, og drønene fra fyrværkeriet vækkede hurtigt hele Familien Carlsen.
Ungerne var som sædvanligt vågnet først, men nu sad de alle fire op i deres soveposer og missede med øjnene, når fyrværkeriet glimtede.
»Vi får ikke lukket et øje, hvis vi bliver her på dette tossede slot,« surmulede Hr. Carlsen.
Caroline hoppede ud af sin sovepose og gik over til sin far.
»Hvis vi hjælper Baltazar med at få sin tryllebog tilbage, så vil der blive fred igen,« sagde hun.
»Ja!,« fortsatte Casper. Han var også hoppet ud af soveposen. »Hvis vi hjælper Baltazar, så kan vi altid komme her og holde ferie, hvis vi har lyst.«
Hr. Carlsen rystede på hovedet:
»Hvordan havde I tænkt jer, at vi skulle få fat i den bog. Jeg har ikke tænkt mig at slås med hverken Belzebul eller dragerne. Jeg er her for at holde ferie, og når vi har været her i et par dage, så tager vi tilbage til skibet. Det var aftalen.«
Børnene kiggede ned i gulvet. De havde aftalt, at de kun kunne være væk nogle dage fra skibet. Så måtte de tilbage til deres hund og kat.
»Vi ville bare gerne hjælpe Baltazar!,« sagde Caroline.
»Det forstår vi godt,« sagde Fru Carlsen, »men I kan jo nok forstå, at vi ikke kan hjælpe ham.«
»Øv!,« sagde Casper og Caroline og stampede i gulvet.
I samme nu begyndte klokkerne i Baltazars tårn at ringe.
»Dong, Bonk! Dong, Bonk!,« lød den kraftige lyd. Samtidig fortsatte det kraftige fyrværkeri, så lysglimt, kanonslag og klokkeringen var et virvar.
»Nej! Nu er det for meget,« råbte Fru Carlsen gennem larmen. Hun rejste sig op og tog sin sovepose under armen. »Nu går jeg hen og sover i den anden ende af slottet. Der er forhåbentlig mere fredeligt.«
»Vent på mig!,« råbte Hr. Carlsen. »Jeg går med.« Han tog også sin sovepose og begyndte at gå. På vej ud af værelses vendte han sig om og ventede på børnene.
»Kom nu!,« sagde han. »Vi går hen og sover i den anden ende af slottet.«
Caroline skulle lige til at gå, da Casper stoppede hende:
»Vi bliver her,« sagde han.
Caroline stoppede straks og begyndte at nikke.»Vi bliver her,« sagde hun hurtigt. »Vi kan godt sove alligevel.«
Hr. Carlsen rystede på hovedet. »Det må I selv om. Jeg går nu. Vi ses i morgen.« Han forsvandt ud af døren.
Caroline kiggede spørgende på Casper:
»Hvorfor skal vi blive her i støjen?,« råbte Caroline, samtidig med at et kæmpebrag prøvede at overdøve hende.
»Vi må prøve at få fat i den bog,« råbte Casper. »Hvis vi ikke får hjulpet Baltazar, så her bliver fredeligt, tager Far og Mor hjem om et par dage.«
»Og så kommer vi aldrig tilbage igen,« fortsatte Caroline.
Inden de nåede at fortsætte, hørte de et brag og en jamren fra Baltazars laboratorium. De åbnede døren og skyndte sig ind til Baltazar. Han løb frem og tilbage mellem sine kolber og prøvede at slukke nogle brændende kugler, som lå spredt på gulvet og bordene. Casper og Caroline fik hurtigt hver sin våde klud og begyndte at slukke ilden. Da det værste var slukket, kastede Baltazar sig ned i sin lænestol.
»Jeg holder snart ikke til det mere,« stønnede han. »Det ender med, at jeg må flygte ligesom kongen og dronningen, og så vil Belzebul have slottet for sig selv.«
»Kan man virkelig slet ikke få fat i den bog på nogen måde,« spurgte Caroline igen.
Baltazar sukkede fra sin stol: »Jeg har tænkt og tænkt, men der er vist ingen måde, man kan komme forbi de levende statuer.«
»Levende statuer!,« udbrød Casper og Caroline.
»Ja, dragerne,« sagde Baltazar og så overrasket ud. »Har Tumle ikke fortalt jer det?«
»Nej!,« sagde børnene i munden på hinanden og så meget nysgerrige ud. »Fortæl os om dragerne.«
»Der er ikke så meget at fortælle,« sagde Baltazar og rejste sig op. Han gik lidt rundt i rummet. Fyrværkeriet udenfor var ikke så slemt lige nu, og klokkerne i tårnet kimede ikke mere. Baltazar satte sig ned igen.
»Da Belzebul havde hugget min tryllebog, gemte han sig i det sorte tårn. Til at begynde med gik han bare ud og ind af tårnet, men da jeg prøvede at hente min bog, fyldte han dørene med mursten. Da jeg prøvede at kravle ind ad et vindue fra en stige, opdagede han mig og væltede stigen. Så satte han planker for alle vinduerne, så man kun kunne komme ind gennem de øverste.«
»Derfor må han flyve ud og ind,« afbrød Caroline.
»Nemlig,« fortsatte Baltazar. »Oppe på toppen af slottet sad tre statuer, som forestillede drager. I gamle dage troede man, at de beskyttede slottet mod onde ånder. Men Belzebul tryllede dem levende, og nu bruger han dem til at flyve på.«
Både Casper og Caroline sad et øjeblik uden at sige noget. Der var nu helt stille udenfor.
»Levende statuer,« hviskede Caroline.
Casper nikkede langsomt. »Levende statuer!,« gentog han og så på Caroline. »Vi må selv prøve at få fat i den bog. Lige nu.«
»Hvordan skal vi dog kunne det?,« spurgte Caroline og rystede på hovedet. »Hvis Baltazar ikke har kunnet få fat i bogen, så har vi da ikke en chance.«»Jo, måske har vi,« sagde Casper. »Godt nok er Baltazar god til at lave mad, men ellers er han vist lidt af et tossehoved. Jeg tror. vi skal prøve at kravle ind i tårnet, mens Belzebul er travlt optaget af at beskyde Baltazar med fyrværkeri.«
»Vi kan da ikke kravle op ad muren. Det er umuligt,« hviskede Caroline tilbage. Hun havde nu ikke behøvet at hviske længere, for fyrværkeriet udenfor var startet igen, og Baltazar stod så langt væk, at han umuligt kunne høre, hvad de talte om.
»Selvfølgelig kan vi komme op ad muren,« fortsatte Casper. »Vi skal bare have fat i et langt tov og en krog. Så binder vi krogen fast på tovet, og kaster krogen op i et vindue i det sorte tårn. Når krogen har sat sig fast, kan vi klatre op ad tovet og ind af vinduet. Det må da være pærenemt.«
»Jeg kan ikke klatre op ad et tov,« sukkede Caroline. »Det har jeg prøvet i skolen i gymnastiktimerne, og jeg kom ikke én centimeter op. Og for øvrigt har vi hverken et tov eller en krog.«
Casper grinede og rejste sig op. Han gik ud midt på gulvet og trak en stol frem. Han hoppede op på stolen og strakte hænderne op til den lille trearmede lysestage, som hang i en kæde under loftet. Forsigtigt løftede han lysestagen ned fra sin krog, pustede lysene ud og hoppede ned fra stolen med den.
»Se!,« jublede han. »Den er perfekt!«
»Perfekt?,« sagde Caroline og så uforstående på lysestagen. »Hvad er den perfekt til?«
»Den er da lige, hvad vi skal bruge for at komme ind i tårnet. Prøv at se,« sagde Casper og brækkede de tre lys af den trearmede lysestage. Så vendte han bunden i vejret på den og holdt den i ringen i bunden.
»Hvis vi binder et reb i ringen her, har vi en perfekt krog. Vi har faktisk tre kroge.« Casper så meget tilfreds ud.
»Fint,« smilede Caroline, »men hvor får vi et langt tov fra?«
De kiggede sig omkring i laboratoriet. Baltazar gik nervøst omkring på gulvet og jamrede igen over fyrværkeriet, der nu var lige så voldsomt som tidligere på natten. Han havde ikke engang opdaget, at børnene havde taget lysestagen ned. Casper og Caroline rodede lidt rundt, men de fandt ikke noget reb.
»Jeg har en idé,« sagde Caroline. »Hvis de har haft heste her på slottet, har de også brugt reb. Vi kan måske finde noget reb i staldene.«
»Alle tiders!,« jublede Casper, »men hvordan finder vi stalden nu?«
Caroline gik hen til Baltazar. Han traskede stadig frem og tilbage på gulvet, og hun måtte råbe til ham for at overdøve støjen udenfor:
»Hvor ligger staldene her på slottet?«
»Staldene!,« sagde Baltazar og så forundret ud. »Hvorfor vil du vide det? Der er skam ingen heste i staldene mere, og ...«
»Det gør ikke noget,« afbrød Caroline ham. »Men hvor ligger de henne?« »Staldene ligger bag den dobbelte dør på den anden side af gårdspladsen,« svarede Baltazar og mumlede for sig selv»Besynderlige børn!«
»Tak skal du have,« sagde Caroline og vendte tilbage til Casper.
»Lad os så komme af sted,« sagde Casper. Han gik ind i rummet ved siden af og hentede en lommelygte i sin rygsæk.
»Der er vist lige én vigtig ting, vi har glemt,« sagde Caroline og grinede. Casper kiggede spørgende på hende. Hun gik hen til Baltazar igen:
Baltazar!,« råbte hun. »Hvordan ser din tryllebog egentlig ud?«
»Min tryllebog?,« sagde Baltazar og så endnu mere overrasket ud end før. »Min tryllebog er indbundet i rødt læder med skinnende messingbeslag på kanterne og guldbogstaver på ryggen. Hvorfor spørger du om det?,« spurgte Baltazar.
»Vi skal da vide, hvordan din tryllebog ser ud, hvis vi skal finde den til dig,« svarede Caroline og smilede.
»Besynderlige børn!,« gentog Baltazar og rystede på hovedet. »Højest besynderlige børn!« Så fortsatte han sin vandring frem og tilbage.
Casper og Caroline skyndte sig ud af døren og spænede ned ad trappen. Nede på gårdspladsen havde de ikke nogen problemer med at finde stalddøren. Fyrværkeriet lyste gårdspladsen op, så de tændte først lommelygten, da de gik ind i staldene. De behøvede ikke at lede ret længe, før de havde fundet et meget langt og solidt reb. Casper tog rebet og bandt knuder på det med små mellemrum. »Så er det nemmere at klatre op ad,« forklarede han. Derefter bandt han tovet fast i ringen på lvsestagen.
Nu listede de sig begge langs muren over til det sorte tårn. Da de nåede derover, gik Casper et par trin ud og kiggede op.
»Vi skal have fat i det vindue deroppe,« sagde han og pegede.
Caroline kiggede op og gøs lidt. Vinduet sad meget højt oppe, og hun syntes lige pludselig ikke, det var sådan en god idé, at de skulle kravle op.
»Tror du ikke, at vi skal vente til i morgen,« foreslog hun forsigtigt, men inden hun havde talt færdigt, havde Casper kastet krogen mod vinduet. Krogen og tovet røg kun lidt op i luften, så faldt den ned igen med et brag. Casper og Caroline måtte springe til siden for ikke at få den i hovedet.
Casper prøvede at kaste den op igen, og denne gang kom den betydeligt længere op. Den ramte muren et par meter under vinduet og faldt ned igen. Det lavede en forfærdelig støj, men det var der heldigvis ikke nogen, der lagde mærke til, da fyrværkeriet stadig buldrede.
Tredje gang lykkedes det. Lysestagens ene arm satte sig fast i vindueskarmen. Casper rykkede i tovet for at sikre sig, at det sad solidt fast. Så hoppede han op og begyndte at klatre op ad tovet. Han var god til det, og hurtigt var han halvvejs oppe. Caroline kiggede bekymret efter ham. Hvis han faldt ned nu, ville han være heldig, hvis han kun brækkede en arm eller et ben. Casper klatrede videre. Pludselig standsede han. Fyrværkeriet var holdt op. Der var helt mørkt, og han kunne kun svagt se vinduet et par meter over sig. Forsigtigt kravlede han videre. Han standsede igen og lyttede. Foran sig hørte han en kraftig blæselyd. Han stivnede. Nogen trak vejret meget tungt...lige foran ham.
Lige med ét blev han blændet af et kraftigt lysskær, og han mærkede en stærk varme i ansigtet. Han blev så forskrækket, at han slap sit greb i tovet og kurede flere meter ned.
Over ham hang den store drage ud af det lille vindue og stirrede ondt på ham. Der kom stadig små flammer ud af dragens næsebor, som lyste dens ansigt svagt op.
»Hvad er det for en målerlarve, der vil besøge Baldrian midt om natten?«
Dragen lænede sig ud og strakte hals, så den næsten rørte Casper.
»Jeg har faktisk lyst til at riste denne larve lidt, før jeg spiser den,« knurrede dragen.
Casper hang helt stille og turde dårligt nok trække vejret.
»Uhmmm! Ristet, sprød larve,« gentog dragen og trak vejret dybt. Så spyede den en ny ildstråle. Ilden bredte sig over Caspers hoved, men den ramte ham ikke. Til gengæld gik der ild i rebet.
»Nej!, det var vel nok ærgerligt,« fnyste Baldrian. »Jeg ramte ved siden af larven.«
Casper kiggede på dragen. Den kiggede blot tilbage på ham uden at gøre noget. Casper klamrede sig stadig til rebet uden at bevæge sig.
»Godt, det ikke er mig, der hænger i et brændende reb så højt oppe,« sagde dragen alvorligt.
»Skynd dig at klatre ned inden rebet brænder over,« råbte Caroline nede fra gården.
Casper kiggede ned. Langsomt begyndte han at glide ned.»Farvel og tak for besøget,« buldrede Baldrian.
Casper var nu kun et par meter over brostenene i gården. Da knækkede det brændende reb. Han faldt de sidste par meter men landede på benene uden at falde. Det brændende reb faldt ned og flammerne forsvandt. Nu lå rebet og glødede ved siden af deres fødder, så det lignede en lang cigar.
I det samme blev gården igen oplyst af et ildskær. Flammerne strøg hen over deres hoveder, og de hørte dragen igen:
»Farvel,« sagde jeg, »og kom IKKE igen! Næste gang rammer jeg ikke ved siden af.«
Dragen behøvede ikke at sige mere. Casper og Caroline styrtede afsted. De kastede sig igennem døren til Baltazars tårn og spænede op ad trappen. Der gik ikke lang tid, før de igen lå i deres soveposer, men der gik lang tid, før de holdt op med at ryste.