Kapitel 7 : En troldmand uden trylleri.
Hele Familien Carlsen skyndte sig hen over gårdspladsen inde i slottet. De havde lige mødt en lille rar dværg, som havde fortalt dem om de to troldmænd Baltazar og Belzebul. Troldmændene boede i hvert sit tårn. I det sorte tårn boede Belzebul. Ham kunne dværgen Tumle ikke lide. Tumle havde fortalt, at Belzebul var ond og væmmelig. Den anden troldmand var derimod meget venlig, og ham skulle de nu besøge.
Tumle var allerede gået i forvejen, så derfor skyndte familien sig efter ham. Hr. Carlsen åbnede døren til tårnet, som Tumle lige var forsvundet ind i. De andre fulgte hurtigt efter ham. Inde i tårnet var der temmelig mørkt. Da de havde stået et øjeblik indenfor døren, vænnede deres øjne sig langsomt til mørket, og nu kunne de se en gammel støvet trappe, som snoede sig op i tårnet. De kunne høre, at Tumle løb op ad trappen, for det buldrede og bragede over deres hoveder. Alle fire begyndte at gå op ad trappen. Den knirkede og knagede under dem. Trappen drejede hele tiden, og hver gang de nåede en etage op, var der et lille vindue, så de kunne se ud i gården. Ved vinduerne var der en lille smule lys. Ellers var der buldermørkt på trappen.
Da de nåede helt op, kunne de se ud af vinduet, at gården lå langt under dem. Tumle stod og ventede på dem udenfor en tung dør af tykke egetræsplanker. Casper og Caroline var først oppe, så kom Fru Carlsen, og til sidst kom Hr. Carlsen prustende. Det var tydeligvis længe siden, han sidst havde gået på trapper.
»Savner du elevatoren i vores gamle hus?,« grinede Casper til sin Far.
»Ha, ha! Meget morsomt!,« stønnede Hr. Carlsen.
»Er I klar til at møde Baltazar?,« afbrød Tumle dem. Inden de kunne nå at svare, åbnede han døren. Den gik langsomt op med en skinger knirken fra de rustne hængsler. De gik ind i rummet, men Baltazar var der ikke. Casper og Caroline kiggede sig omkring. Rummet var fyldt af små flasker med farvede væsker, store og små krukker, tønder og en mængde underlige ting. Under loftet hang en stor udstoppet ørn, som manglede hovedet, og de kunne se den blå himmel gennem en masse huller i loftet. På gulvet stod et stort bord med rygende kedler og gryder, og i det ene hjørne stod en stor lænestol. Væggene var fyldt med bogreoler og mystiske billeder, som dækkede nogle af vinduerne. Der var ikke glas i vinduerne, men lukkede skodder der gjorde det umuligt at se ud.
»Hvor pokker er flasken-med tudsespyt,« hørte de nogen mumle. Men de kunne stadig ikke se nogen i rummet.
»Baltazar!,« kaldte Tumle. »Jeg har gæster med. Familien Carlsen er kommet for at hilse på dig.«
Der gik et øjeblik, så dukkede Baltazars ansigt op mellem to dampende kedler. Han havde en laset spids hat med stor skygge på hovedet. Hans lange hvide hår hang ned i øjnene, og på hagen havde han nogle få tjavser skæg. Hans næse var lang, tynd og spids, og munden var meget bred.
»Det var da hyggeligt!,« udbrød han med en høj og skinger stemme. Så forsvandt han igen af syne. Han ledte tilsyneladende videre efter sin flaske med tudsespyt. Et øjeblik efter hørte de et højt brøl, og Baltazar sprang højt op i luften. Så løb han over til bordet og hældte lidt af indholdet fra den fundne flaske op i en af gryderne. Han rørte lidt rundt, og røgen fra gryden blev endnu værre. Så standsede han omrøringen og stod et øjeblik og så tankefuld ud. Pludselig fik han øje på Familien Carlsen. Det gav et lille spjæt i ham.
»Hvem er I?,« udbrød.
Tumle sprang ind foran familien og sagde: »Det er da Familien Carlsen, som er kommet for at besøge dig.«
»Øøøh! Nåh, ja!,« sagde Baltazar og så forvirret ud. Han havde åbenbart allerede glemt, at de var i værelset.
»Sikke en tosse,« hviskede Casper til Caroline.
Hr. Carlsen trådte et skridt frem mod Baltazar og rakte sin hånd ud for at hilse:
»Goddag! Mit navn er Cornelius Carlsen«Baltazar gik hen mod Hr. Carlsen, og idet han sagde goddag, tog han sin spidse hat af. De blev alle meget overraskede, da de så, at Baltazars lange hvide hår sad fast i hatten, og et helt skaldet hoved kom til syne.
»Ah, det bras!« udbrød Baltazar og smed både hat og hår hen i et hjørne.
Casper og Caroline kunne ikke lade være med at fnise. Baltazar så nu meget morsom ud med helt skaldet hoved og lange hvide skægtjavser. Han hilste pænt på hele familien, og de stirrede alle på ham uden at sige noget.
Til sidst måtte Caroline spørge: »Hvorfor har du paryk og sådan en tosset hat på?«
»Paryk? Tosset hat?,« udbrød Baltazar og så helt forvirret ud igen. »Alle troldmænd har da langt hvidt hår og skæg. Og dette er en ægte magiker- hat,« tilføjede han og pegede på sin hullede og beskidte hat.
»En troldmand har da sort kappe og fin sort hat på,« sagde Caroline. »Det har jeg selv set henne i cirkus.«
»Du tænker på en tryllekunstner,« forklarede Fru Carlsen.
»Er det ikke det samme?,« spurgte Caroline.
»Nej!, din torsk,« drillede Casper. »En tryllekunstner laver kun fup- trylleri. En magiker kan trylle rigtigt. Er det ikke rigtig,« spurgte han og så på Baltazar.
»Det er helt og aldeles rigtigt min dreng,« sagde Baltazar og så meget stolt ud.
Caroline stod og tænkte sig lidt om.
»Hvis du kan trylle rigtigt, hvorfor tryller du så ikke lidt hår til dig selv?«
»Hår? Øøøh hår!,« mumlede Baltazar og kradsede sig på sin skaldede isse. »Magi med hår er meget vanskeligt. Usædvanligt vanskeligt. Det er faktisk nærmest umuligt.« Han tog sin hat på igen, så håret hang ned i øjnene.
Baltazar stod et øjeblik og så ret utilfreds ud. Fru Carlsen skyndte sig at tale om noget andet:
»Vi sov udenfor slottet i går, og vi så et fantastisk uvejr mellem de to tårne. Vi undrede os meget over, hvad det var.«
Det skulle Fru Carlsen vist ikke have sagt. Nu så Baltazar endnu mere utilfreds ud.
»Belzebul!,« skreg han. »Det er Belzebul, den skurk, som beskyder mig med alle hans ondsindede ubehageligheder. Han driller mig hver aften, den forbryder.«
Baltazar så nu meget sur ud. Han var begyndt at blive rød i hovedet. »Hvorfor tryller du ikke noget tilbage i hovedet på ham?,« spurgte Casper overrasket.Baltazar stampede i gulvet og råbte: »Fordi den slyngel til Belzebul har hugget min tryllebog med alle mine trylleformularer!« I samme øjeblik eksploderede den ene af kolberne på bordet, så røgen væltede op under loftet, og en frygtelig stank bredte sig.
»Åååh nej!,« jamrede Baltazar. »Ikke igen. Mit hår-tryllemiddel bliver aldrig færdigt, når jeg ikke har min tryllebog.«
Baltazar styrtede hen til vinduet og slog skodderne op. Man kunne se det sorte tårn gennem det åbne vindue.
»Belzebul, din forbryder,« skreg Baltazar og knyttede hænderne. »Giv mig min tryllebog tilbage.«
I det samme så de alle, at en rød ildkugle kom susende ud af vinduet i det sorte tårn. Den fløj lynhurtigt gennem luften mod Baltazar. Baltazar dukkede sig så hurtigt, at hans hat blev
hængende i luften. Nu ramte ildkuglen hatten med et kæmpe lysglimt. Hatten og Baltazar forsvandt i en rødviolet røgsky, så Familien Carlsen og Tumle ikke kunne se hverken dem eller vinduet. Til gengæld kunne de høre en ubehagelig latter. Det lød nærmest som en fugl, der hvinede. Da røgen lettede lidt, kunne de se, at Baltazar lå på gulvet under vinduet og dækkede sit hoved med begge hænder. Han løftede forsigtigt den ene hånd og kiggede op. Så løftede han den anden hånd og lukkede forsigtigt skodderne for vinduet. Nu rejste han sig og samlede sin hat op. »Din lus, Belzebul! Din skurk, din forbryder, dit, dit, fugleskræmsel!,« hvæsede Baltazar, mens han studerede sin hat. Den havde fået et nyt hul, og den var blevet helt sort i toppen. Baltazar rystede hatten, så der stod en sodsky omkring ham.
»Hvis jeg bare havde min tryllebog, ville du hurtigt sidde i et bur igen,« mumlede Baltazar.
»Et bur!,« udbrød Casper. »Ville du sætte Belzebul i fængsel igen?«
»Øøøh!,« sagde Baltazar og så lidt flov ud. »Jeg ville ... jeg ville!«
Han satte sig ned på sin stol og sukkede: »Jeg ville bare så gerne have min tryllebog igen.«
Caroline gik hen til Baltazar og holdt ham på hånden.
»Har ham Belzebul hugget din eneste tryllebog fra dig?,« spurgte hun.
Baltazar så på hende med bedrøvede øjne og nikkede langsomt.
»Kan du ikke bare tage den tilbage igen,« spurgte Caroline forsigtigt.
Baltazar sukkede igen: »Det har jeg prøvet mange gange. Men det er umuligt. Hver gang jeg nærmer mig hans tårn, bliver jeg beskudt med ild og alverdens ulykker.«
Baltazar rejste sig op og gik over til det lukkede vindue. Han bukkede sig lidt og kiggede ud gennem et lille hul i en af skodderne.
»Desuden,« fortsatte han, »er den eneste måde, man kan komme ud og ind af Belzebuls tårn, ved at flyve. Det er derfor, han har de lede drager.«
Baltazar vendte sig om mod familien: »Har I set dragerne?,« spurgte han.
Hele Familien Carlsen nikkede.
»Det er uretfærdigt,« jamrede Baltazar og stampede i gulvet, så støvet hvirvlede op. »Den bandit kan bare flyve rundt på sine drager og flyve lige ind i sit tårn. Vi andre har ikke en chance for at komme ind.«
Nu afbrød Fru Carlsen hans jamren: »Hvor kommer denne Belzebul egentlig fra? Tumle har fortalt os, at kongen og dronningen levede her på slottet, men han fortalte ikke, hvor Belzebul kom fra.«
Baltazar klemte øjnene sammen og så strengt på Tumle. »Hvad har du fortalt?,« spurgte han vredt.
»Ikke noget! Ikke spor,« forsikrede Tumle og gemte sig bag Hr. Carlsen.
»Har Belzebul altid boet her,« spurgte Fru Carlsen igen.
»Thjaee,« sagde Baltazar. »Han var bare lige pludselig i det ene tårn, og så kom de frygtelige drager bagefter.«
Casper vendte sig mod Caroline og hviskede: »Det passer ikke. Han siger ikke hele sandheden.«
»Det tror jeg heller ikke.« hviskede Caroline tilbage. »Men hvorfor prøver han at skjule noget? Hvorfor vil han ikke fortælle, hvor Belzebul kommer fra?«
»Det aner jeg ikke,« svarede Casper, »men skal vi ikke prøve at finde ud af, hvad der egentlig er sket her.«
Fru Carlsen spurgte ikke mere, og Baltazar begyndte at tale om noget andet: »Har I fået en rundtur på slottet?,« spurgte han.
De rystede alle fire på hovedet.
»Jamen, så må Tumle vise jer rundt. Ikke også Tumle?,« sagde Baltazar og så på Tumle.
Tumle nikkede uden at sige noget, og Baltazar fortsatte straks: »Mens I får en rundvisning, vil jeg lave noget aftensmad.« Aftensmad! De havde ikke engang fået frokost, men der var sket så meget, at de helt havde glemt, at de var sultne. Casper og Caroline kiggede bekymrede på hinanden. Hvis Baltazar var lige så håbløs til at lave mad, som han var til at trylle, så skulle de slet ikke have noget at spise. Lige meget HVOR sultne de var.
Nu startede Tumle sin rundvisning. Han gik hurtigt fra det ene rum til det andet, gennem lange gange og op og ned ad brede trapper. De gik ud og ind af så mange døre og drejede omkring så mange hjørner, at Casper og Caroline til sidst var helt rundtosset. De ville slet ikke have kunnet finde tilbage, hvis ikke Tumle havde været med. Til sidst havde de set så mange imponerende rum og flotte møbler, at de ikke kunne klare mere. »Stop!,« sagde Hr. Carlsen. »Nu må vi vist vente med resten til en anden gang.«
»Jamen, det passer jo helt fint,« sagde Tumle og åbnede endnu en dør. De gik igennem den og stod igen i Baltazars laboratorium. »Lige til tiden!,« råbte Baltazar.
Familien Carlsen troede ikke deres egne øjne. Baltazar havde ryddet sit store bord for kolber og flasker, og nu var bordet flot dækket med tallerkener, glas og bestik. Midt på bordet stod et stort fad med dampende varm mad. Det så utroligt lækkert ud, og ungerne var ikke i tvivl om, at de meget gerne ville have noget at spise. »Du kan vist trylle alligevel,« udbrød Fru Carlsen og beundrede bordet. »Nåh!, det er da ingenting,« sagde Baltazar og rødmede. Han havde et hvidt forklæde og en rigtig kokkehue på. »Vi mangler lige et par stole,« fortsatte han, »men dem kan vi hente inde ved siden af.«
De fik hurtigt hentet stole til alle, og snart sad de og guffede lystigt. Baltazar fortalte muntert om gamle dage på slottet, og det var sent før de rejste sig fra bordet.
»Hvor er jeg mæt,« sagde Fru Carlsen. »Det er længe siden, jeg har spist så godt. Tusind tak for mad og god underholdning.« Hun bukkede sig over
Baltazar og kyssede ham på hans skaldede hoved. Nu rødmede Baltazar, så han lignede en tomat.
Fru Carlsen vendte sig mod børnene. Caroline sad og sov på sin stol, og Casper så ud som om, han kunne falde i søvn hvert øjeblik.
»Vi må vist hellere finde vores soveposer frem,« sagde Fru Carlsen.
»Vi kan da finde noget sengetøj, så I kan sove i rigtige senge,« foreslog Tumle. »Her er masser af senge.«
»Mange tak,« sagde Fru Carlsen, »men det orker vi vist ikke i aften.«
Ti minutter senere lå hele familien i deres soveposer på gulvet i rummet ved siden af Baltazars laboratorium.
Hvis de havde tænkt sig bare lidt om, havde de nok valgt et rum MEGET langt væk fra Baltazars laboratorium.