Kapitel 6 : En meget lille hofnar.
Det utrolige var sket. Hr. Carlsen havde under et skænderi med drille- dragen sagt det hemmelige trylleord, som havde fået slottets vindebro til at åbne sig. Familien Carlsen havde ellers været på vej hjem, men nu, da vindebroen var åbnet, MÅTTE de simpelthen ind at se slottet.
De gik over vindebroen. Selv om de ikke trampede, gav deres skridt genlyd og rungede, da de kom ind på den store gårdsplads inde i slottet. De standsede op og kiggede sig omkring. Midt på gårdspladsen var der en brønd. I det hjørne, der var længst væk, lå der et lille muret hus. Der kom røg op af husets skorsten. Familien så sig omkring. Der var vinduer over alt. Der var også døre, men de var alle lukkede. De to tårne i hvert sit hjørne var meget forskellige. Det tårn, der havde huller i taget, havde en dør forneden. Det havde også mange vinduer, og det så ud som om, at nogen boede oppe i toppen af det, for der kom en lille smule røg ud af et af hullerne. Under taget kunne de se det store tårnur, som de havde hørt slå med den underlige 'bonk' lyd.
Det andet tårn var helt anderledes. Det så mørkt og uhyggeligt ud. Døren forneden var muret til, så man ikke kunne komme ind den vej. De nederste vinduer var også fyldt med mursten, og vinduerne længere oppe var dækket af planker, som var sømmet fast med store søm. Kun de aller øverste vinduer var åbne. Det var et af disse vinduer, som drilledragen var kravlet ind af, da den forsvandt dagen før.
Familien Carlsen fortsatte med at kigge rundt inde i slottet. Pludselig fik de øje på en lille mand, som stod ved siden af det lille hus på gårdspladsen. Han stod helt stille og kiggede også på dem.
»Kom! Vi går hen og hilser på ham,« sagde Hr. Carlsen. De stillede rygsækkene fra sig og begyndte at gå hen over brostenene. Den lille mand så, at de kom hen imod ham, og hurtig forsvandt han ind i det lille hus og smækkede døren efter sig. Da familien nåede hen til døren, var den stadig lukket. Først nu gik det op for dem, at huset faktisk var MEGET lille. Døren var ikke særligt høj, så Hr. Carlsen måtte bukke sig, da han forsigtigt bankede på. Der skete ikke noget. Så bankede han igen; denne gang lidt hårdere.
»Gå jeres vej!,« lød det inde fra huset.
Familien Carlsen kiggede forbløffede på hinanden. Hvorfor ville den lille mand ikke hilse på dem? Hr. Carlsen bankede på igen og fortsatte:
»Vi vil bare sige goddag! Vi kom lige forbi, og så tænkte vi, at De måske kunne fortælle os lidt om slottet her.«
Der gik et øjeblik, så blev en lille lem i døren åbnet, og den lille mands ene øje kom til syne. Han betragtede dem lidt. Så spurgte han:
»Hvem er I? Hvad er I for nogen troldmænd, der kan få den magiske vindebro åbnet? Jeg vil ikke have noget at gøre med troldmænd. Gå jeres vej og lad mig være i fred.«
Hr. Carlsen så meget overrasket ud:
»Jamen, vi er da ikke troldmænd,« forklarede han. »Vi er bare en helt almindelig familie, som tilfældigvis kom forbi slottet, og helt tilfældigt kom til at sige det hemmelige ord til den tossede drage.«
»DRAGEN!,« gispede den lille mand med rystende stemme. »Har I mødt den rædsomme drage? Blev I ikke bange for den?«
»Nej da,« grinede Hr. Carlsen.Det var ikke helt sandt, men Hr. Carlsen ville ikke indrømme, at han faktisk havde været lidt bange.
»Hvis I ikke blev spor bange for det monster, så ER I troldmænd,« råbte den lille mand og smækkede lugen i.
Fru Carlsen skubbede Hr. Carlsen væk fra døren og bankede selv på igen.
»Hallo derinde!,« sagde Fru Carlsen. »Vi er en helt almindelig familie, og vi blev allesammen bange for dragen. Cornelius vil bare ikke indrømme det.«
Fru Carlsen så vredt på Hr. Carlsen. Lugen i døren blev forsigtigt åbnet igen, og den lille mand kiggede længe på dem uden at sige noget. Til sidst så han på Hr. Carlsen.
»Blev du også bange for dragen?,« spurgte han.
Hr. Carlsen stod et øjeblik og så ned på sine fødder. Så kiggede han på den lille mand og sagde stille:
»Jo! Jeg blev faktisk lidt bange, da dragen spyede ild. Men ikke ret meget,« tilføjede han hurtigt.
»Jeg blev også bange,« sagde Caroline og gik hen til hullet i døren. Hullet sad så langt nede, at
hun næsten kunne se lige ind i det.
»Jeg var lige ved at tisse i bukserne,« fortsatte hun. »Så bange blev jeg.«
Den lille mand kiggede hen på Casper. Han skyndte sig at nikke.
»Jeg blev også bange,« sagde han hurtigt.
Lugen i døren blev smækket i. Et øjeblik efter gik døren langsomt op. Nu kom hele den lille mands hoved til syne. Forsigtigt kom han ud af huset. Han så stadig meget bange ud. Han var ikke ret høj, kun et halvt hoved højere end Casper. Han havde noget sjovt tøj på. Det var ternet og havde sjove farver. Hans sko var også mærkelige. De var spidse og bøjede opad foran og havde bjælder på helt ude i spidsen. Han havde også en besynderlig hat på, som nærmest lignede en blomst. Den havde også bjælder på. Hr. Carlsen rakte sin hånd frem mod den lille mand.
»Goddag! Jeg hedder Cornelius Carlsen.«
»Goddag!,« sagde den lille mand og trykkede Hr. Carlsens hånd. »Jeg hedder Tumle.«
»Goddag Tumle,« sagde Fru Carlsen og hilste pænt på den lille mand. »Det her er mine børn Casper og Caroline.«
Tumle smilede til børnene, som smilede tilbage til ham. De syntes, at han så meget rar ud. De stod lidt uden at sige noget.
»Hvad tænker jeg dog på,« sagde Tumle. »Kom dog indenfor. Det er så længe siden, jeg har haft gæster, at jeg helt har glemt, hvordan man opfører sig.«
De gik alle ind. Hr. og Fru Carlsen måtte bukke sig for at komme ind gennem den lave dør. De kom ind i en fin lille stue. Møblerne var meget små, og den lille seng ovre i hjørnet var ikke meget større end en børneseng.
»Vil I ikke sidde,« sagde Tumle og pegede på sengen.
Sengen var ikke stor nok til, at de alle fire kunne sidde på den, så børnene satte sig på gulvet. Tumle satte sig på sin eneste stol og kiggede nysgerrigt på dem.
»Det er længe siden, jeg har set andre mennesker,« sagde han. »Fortæl mig lidt om jer selv.«
Hr. Carlsen begyndte at fortælle, og snart blev de alle så ivrige, at de talte i munden på hinanden. Til sidst så Tumle helt forvirret ud.
»Det var dog en besynderlig historie,« sagde han. »Sørøvere, jungle og skattekister. I er vist ikke en helt almindelig familie alligevel. Men jeg er meget glad for, at I kom og besøgte mig.«Tumle smilede til dem. Hele familien kiggede på Tumle.
»Nu er det din tur til at fortælle.« sagde Fru Carlsen. »Hvad laver du helt alene på dette store slot? Keder du dig ikke?«
»ALENE!,« udbrød Tumle. »Jeg er da ikke alene. Og jeg keder mig absolut ikke. Med de to tosser til Baltazar og Belzebul i hvert sit tårn, kan
man umuligt kede sig.«
»Baltazar og Belzebul!,« udbrød Caroline. »Hvem er de?«
»Thjaee,« mumlede Tumle og tænkte sig lidt om. »De er begge to gamle tosser, og de er begge to troldmænd. Og de er hele tiden oppe at skændes,« tilføjede han. »Kom!,« sagde Tumle og sprang op fra stolen. Han gik ud af døren og midt ud på gårdspladsen. Familien fulgte efter ham.
»Derovre,« sagde Tumle og pegede på klokketårnet med det ødelagte tag. »Derovre bor Baltazar. Han er en rar gammel mand, som godt kan lide at trylle. Desværre er han ikke så god til det længere. Faktisk er han lidt uheldig.« Tumle grinede. »Men han er ganske rar. Jeg hjælper ham lidt ind imellem. Jeg henter vand for ham og fejer lidt i hans laboratorium. Og så ringer jeg med klokkerne i hans tårn.«
Tumle vendte sig om og kiggede på det andet tårn. Han så nu lidt bekymret ud. Tumle talte nu meget lavt. Han nærmest hviskede:
»I toppen af dette tårn bor Belzebul. Han er ond. Meget ond. Ham skal I ikke blive uvenner med.«
Tumle kiggede nervøst op mod toppen af tårnet.»Heldigvis ser man ham sjældent. Men når man ser ham, kan man være sikker på, at der snart sker ulykker. Han er en pokkers god troldmand, men det er noget rigtigt væmmeligt hokus-pokus, han altid laver.«
Hele familien så lidt utrygge ud. Hr. Carlsen kiggede op mod det tilmurede tårn.
»Hvordan kommer denne her Belzebul ud og ind af sit tårn. Det er jo helt lukket til.«
Tumle kiggede igen nervøst mod tårnet.
»Han bruger dragen,« hviskede Tumle. »Han rider på ryggen af en af de store drager.«
»Én af de store drager,« råbte Fru Carlsen, og stirrede på tårnet. »Er der mere end én?«»Scchhh!,« tyssede Tumle. »Ellers kommer de bare ud.«
Fru Carlsen gentog nu sit spørgsmål. Men denne gang hviskede hun også.
»Er der mere end én drage?«
»Ja da!,« svarede Tumle. »Der er to store og en lille. En hel drage-familie.«
»Uha!,« sagde Caroline og puttede sig ind til sin mor. »Hvem af dem var det, vi mødte?«
»Det har nok været Baldrian. Det er Far-drage, og han er langt den værste,« forklarede Tumle. »Mor-drage hedder Bolette, og hun er ikke så slem. Den lille drage hedder Benny, og han er faktisk meget sød.«
Tumle smilede, da han talte om den lille drage.
Hele familien Carlsen stod og så op mod det lukkede tårn uden at sige noget. De havde ikke lyst til at møde nogen af dragerne lige nu. Hr. Carlsen vendte sig om mod Tumle igen. Han kiggede lidt på ham og spurgte så nysgerrigt: »Hvorfor har du det der sjove tøj på?«
»Ha!,« udbrød Tumle og pludselig slog han en baglæns kolbøtte i luften, landede på begge ben og strakte sine korte arme i vejret samtidig med at han råbte: »Tra-daaa!«
Tumle grinede bredt og bukkede for familien.
»Tumle. Kongelig hofnar,« sagde han. »Hofnar!,« udbrød Casper og Caroline. »Hvad er en hofnar?«»En hofnar!,« sagde Tumle og så lidt overrasket ud. »Ved I ikke, hvad en hofnar laver? En hofnar skal underholde kongen og dronningen, hvis de keder sig, eller hvis de holder fest. Jeg er sådan en slags kongelig klovn.«
Casper så sig omkring.
»Jamen!, hvor er kongen og dronningen? Hvorfor er slottet helt tomt? Hvor er alle folk henne?«
Tumle kiggede på Casper. »Ville du bo her på slottet, med den larm der er hver nat?« Tumle rystede på hovedet.
»Til sidst var det umuligt at sove om natten. Kongen og dronningen flyttede hen på et andet slot, og alle andre forsvandt også. Undtagen Baltazar og mig.«
»Hov! Stop!,« udbrød Fru Carlsen. »Det forstår jeg ikke helt. Hvordan kunne dragerne og Belzebul lave larm om natten, hvis det kun var Baltazar og dig, der var tilbage på borgen?«
Nu så Tumle også forvirret ud.
»Belzebul og dragerne kom da først senere. Det var den skrigende heks, som spøgte om natten og skræmte folk fra slottet,« forklarede Tumle.
»Den skrigende heks!,« råbte hele familien i munden på hinanden.
»Hende har vi vist set,« stønnede Hr. Carlsen. »Hun gik rundt oppe på taget og ledte efter en hånd. Hvem pokker er hun?«
Tumle kiggede på dem et øjeblik uden at sige noget.
»Det er vist bedst, at I får hele historien fra Baltazar selv. Jeg tror, det er på tide, at I møder ham. Kom følg med mig.«
Uden at sige mere begyndte Tumle at går over mod det hullede tårn. Familien Carlsen kiggede måbende på hinanden. Skulle de følge med, eller skulle de stikke af? Casper og Caroline begyndte at gå efter den lille dværg. Hr. og Fru Carlsen så efter dem. Så kiggede de på hinanden og sukkede. De blev vist også nødt til at gå med. De gik alle hen til døren i tårnet og forsvandt ind i mørket. Døren smækkede efter dem, og så var gårdspladsen igen tom.