Kapitel 5 : Et skrigende spøgelse ...
... og en pragtfuld knirken og knagen
Familien Carlsen sov trygt og godt i deres telt. De lå lige ud for vindebroen ved det slot, de havde fundet dagen før. Hr. Carlsen snorkede som sædvanligt, men der skulle mere til at vække resten af familien. Som for eksempel et kæmpe brag. Og et til. Casper og Caroline satte sig op i deres soveposer og var lysvågne med det samme.
»Det er uvejret igen,« sagde Caroline.
»Vi skal ud at se på det,« fortsatte Casper.
De skyndte sig at åbne teltet og hoppe ud. Udenfor så de igen røde, grønne og gule lysglimt samtidig med, at de hørte høje brag.
»Det er jo ikke uvejr,« råbte Caroline mellem bragene.
»Nej!,« svarede Casper. »Det kommer fra det ene tårn.«
Lysglimtene kom ganske rigtigt fra det ene tårn. Kugler af ild fløj over mod det tårn, som havde huller i taget. Der var kraftig røg omkring begge tårne, og ind imellem blev røgen oplyst af de kraftige lysglimt, som buldrede og bragede.
»Det er fantastisk,« udbrød Caroline. »Men hvad mon det er? Det er da ikke uvejr eller almindeligt fyrværkeri.«
Casper rystede på hovedet. Han anede heller ikke, hvad det var. Nu kiggede Hr. og Fru Carlsen ud af teltet.
»Det var pokkers!,« mumlede Hr. Carlsen søvnigt.
Hr. og Fru Carlsen kom også ud og betragtede det flotte, men underlige, syn. De havde taget deres soveposer over skuldrene, så de ikke frøs. Casper og Caroline puttede sig ind til dem for at holde varmen. Der stod de længe.
Ligesom aftenen før sluttede det mærkelige fyrværkeri lige så pludseligt, som det begyndte. I et stykke tid kunne de ikke se noget, da de stadig var blændede af de kraftige lysglimt. Langsomt vænnede de sig igen til mørket. De stod et lille stykke tid og kiggede på det mørke slot.
»Prøv at se stjernerne«, sagde Fru Carlsen.
De kiggede op på himlen, og jo længere tid de stod, desto flere stjerner kunne de se.
»Hvad er det for nogle svage lyse områder,« spurgte Caroline og pegede op mod himlen.
Hr. Carlsen kiggede, hvor hun pegede, og svarede:
»Det er stjernetåger. Det er en masse stjerner, der er så langt væk, at de smelter sammen til ét stort lysende område.« »Jeg kan se en stjernetåge inde i slottet,« sagde Casper pludselig. »Sådan noget sludder,« sagde Hr. Carlsen. »Det er bare noget, som spejler sig i vinduerne.«
De kiggede alle på den lysende klat inde i vinduet. Den flagrede langsomt afsted inde i slottet. Når den forsvandt, gik der et øjeblik, før den kom til syne i det næste vindue.
»Hvad pokker er det?,« udbrød Hr. Carlsen. »Der ER et eller andet inde på slottet.« »Det ligner et spøgelse,« sagde Caroline forsigtigt. »Et spøgelse!,« fnøs Hr.
Carlsen. »I med jeres spøgelser. Det er garanteret den åndssvage drage, som har klædt sig ud for at drille os.«
Casper og Caroline, der jo nok vidste hvordan et rigtigt spøgelse så ud, kiggede nøje på det flagrende svage lys. Pludselig begyndte lyset at bevæge sig opad. I løbet af et øjeblik havde det bevæget sig helt nede fra de nederste vinduer og op til de øverste.
»Selv en drage kan da ikke gå igennem loftet,« sagde Fru Carlsen bekymret og så på Hr. Carlsen.
»Hmmm!,« brummede Hr. Carlsen. »Det er garanteret bare et tryllenummer. Men det er meget godt lavet,« indrømmede han.
Nu var lyset nået helt op til toppen af slottet. Det forsvandt et øjeblik, så dukkede det op igen ude på taget. De kunne nu tydeligt se, at det var en lysende skikkelse. En person.
»Det er en dame,« hviskede Casper.
Selv Hr. Carlsen var nu overbevist. Det måtte være et spøgelse. Damen standsede op på kanten af muren og kiggede ned på dem. Hele familien stod bom-stille uden at sige en lyd. De turde dårligt nok trække vejret. Nu talte spøgelset til dem. Det var en underlig pibende stemme, som var svær at forstå:
»Hvooor er min hååånd? Har I set min hååånd?.«
»Øøøh, hå-hå-hånd!,« stammede Hr. Carlsen. »Vi har desværre ikke set deres hånd.«
Spøgelset skreg. Det var et skingert gennemtrængende langt skrig. Hele familien stivnede og stirrede skrækslagent op på slotsmuren. Spøgelset skreg, og så forsvandt det. Lige ned igennem taget.
Familien Carlsen stod stive af skræk. Selv børnene, der var vant til spøgelser, var helt blege.
»Hvad mon spøgelset mente med at spørge, om vi havde set en hånd?,« spurgte Caroline stille efter et stykke tid.
»Ikke EN hånd!,« snerrede Hr. Carlsen. »Hun sagde MIN hånd. MIN HÅND!, sagde spøgelset«.
»Jeg vidste ikke, at DU troede på spøgelser,« sagde Casper og kiggede på sin far.
»Jeg tror IKKE på spøgelser. Eller drager,« tilføjede Hr. Carlsen, »men det her slot, er det mest tossede, jeg nogensinde har oplevet. Det første, vi gør i morgen, bliver at pakke teltet sammen og tage tilbage til skibet. Jeg bliver ikke her længere.«
»Neeej!,« hylede Casper og Caroline i munden på hinanden.
»Vi vil holde sommerferie her,« fortsatte Casper.
»Jeg troede, at du ville holde sommerferie i en indianerlandsby,« sagde Hr. Carlsen listigt, og smilede drillende til Casper.
»Det må vi gøre en anden gang,« svarede Casper hurtigt. »I år vil vi holde sommerferie her. En drage og et spøgelse! Det er da smadder- spændende.«
Caroline tog Caspers hånd og trykkede den. De holdt hinanden i hånden og så på deres far:
»Vi vil blive her. Vi er ikke bange for drager eller spøgelser!«
Hr. Carlsen kiggede måbende på dem.
»I er tossede!,« udbrød han. »Den drage er livsfarlig med ild og alt muligt. Og den der spøgelses-dame har jeg i hvert fald ikke lyst til at møde igen. Sådan bliver det. Basta!«
Hr. Carlsen vendte om og gik ind i teltet uden at sige mere. Børnene kiggede på Fru Carlsen. Hun så på dem og rystede på hovedet:
»Jeg har heller ikke lyst til at blive her,« sagde hun og så lidt trist ud. »Hvis vi bare skal sidde her udenfor og se på spøgelser og drager, så vil jeg meget hellere sidde hjemme på dækket og slappe af.«
Casper og Caroline sukkede. De vidste godt, at de blev nødt til at tage tilbage næste morgen. De kiggede begge på slottet. Så gik de ind i teltet uden at sige mere. Fru Carlsen kiggede bekymret efter dem. Så kravlede hun også ind i teltet og lynede lynlåsen ned. Ingen af dem sagde noget inde i teltet. Det varede længe inden Familien Carlsen sov igen.
Den næste morgen var det helt lyst, før nogen vågnede. De var allesammen i dårligt humør efter nattens oplevelser. Ungerne satte sig ud i græsset og smed sten i voldgraven, mens Hr. Carlsen prøvede at lave et bål af nogle små pinde. Fru Carlsen samlede morgenmaden sammen fra de forskellige rygsække. Ingen af dem havde sagt et ord, siden de vågnede. De var alle meget kede af, at deres sommerferie ved slottet blev så kort.
»Det var dog en sørgelig flok nikkedukker!«
De for alle fire sammen. Det var selvfølgelig dragen, der var kommet for at se, hvad de lavede.
»Jeg troede, at I havde opgivet og var taget væk,« grinede dragen, så det røg ud af dens næsebor. »Men det glæder mig da, at I er her endnu. Jeg trænger så forfærdeligt til at drille nogen.«
»Du kan godt spare dig, dit grønne monster. Vi tager afsted om lidt. Så må du gå ind foran et spejl og drille dig selv,« råbte Hr. Carlsen tilbage. »Men det er altså synd for spejlet, at du spejler dig i det. Ha!, ha, ha. Hvis dit spejl havde ben, så ville det løbe sin vej. Så grim er du.«
Hr. Carlsen så meget tilfreds ud med sig selv. Uden at kigge på dragen gav han sig til at pakke deres telt sammen. Dragen stod og så lidt utilfreds ud. Så forsvandt den.
»Du er faktisk heller ikke særlig sød,« sagde Fru Carlsen og så strengt på Hr. Carlsen. »Jeg er glad for, at jeg ikke skal høre på dig og dragen ret meget længere. Kom nu og spis jeres morgenmad, så vi kan komme afsted bagefter. Det ser ud som om, at vi snart får regn igen.«
De skyndte sig at spise. Børnene sad og så drømmende på slottets mørke vinduer. Hvad mon der gemte sig inde bag dem? Det ville de nok aldrig få at vide.Da de var færdige med at spise, pakkede de resten af tingene i deres rygsække. De stillede sig foran slottets vindebro og kiggede en sidste gang på den lukkede port. Så spændte de rygsækkene på ryggen, vendte sig om og begyndte at gå. I samme øjeblik hørte de dragen igen:
»Jamen, så farvel unger. Og farvel Frue. Det var behageligt at møde dem. Og dig, Fede!,« sagde dragen og så på Hr. Carlsen. »Kan du også have en rigtig lang og trættende gåtur hjem. Godt, det ikke er mine ben, der skal slæbe rundt på dig.«
Dragen klaskede sig på lårene af grin, lænede sig ud over muren og dunkede på den med sine store forben, mens den lo, så den fik tårer i øjnene. Hr. Carlsen standsede op. Så vendte han om og gik tilbage mod dragen.
»Du er bare dum i hovedet,« sagde han. »Du er helt bimme-lim heroppe!«
Hr. Carlsen dunkede ovenpå sit eget hoved for at vise, hvad han mente.
»Du er fuldkommen bims i skallen. Du er bare tinge-ling!«
Dragen standsede øjeblikkeligt sin grinen og stirrede måbende på Hr. Carlsen. »Hva,« udbrød den og så helt forkert ud i hovedet. »Du er tinge-ling!,« gentog Hr. Carlsen med jubel i stemmen. »Tinge-ling oveni bøtten. Ligesom tinge-linge-later tin-soldater.«
»Aaaarrgghhh!,« skreg dragen desperat og kastede sig bagover. Og væk var den.
»Der fik den sandheden at vide,« jublede Hr. Carlsen. »Kom unger! Nu går vi.«
De vendte sig alle om og begyndte igen at gå. Men så hørte de lyden. Det var først en svag knagen. Så raslede det lidt i nogle kæder, og da de vendte sig om, hørte de en kraftig pibende støj. Vindebroen knirkede. Langsomt begyndte den at bevæge sig. Med en knagen og bragen åbnede vindebroen sig.
»Hvad skete der?,« råbte Fru Carlsen for at overdøve støjen. Hr. Carlsen rystede på hovedet.
»Jeg aner det ikke,« råbte han. »Jeg råbte jo bare til dragen, at den var lidt tinge-linge-later i hovedet.«
Vindebroen knagede og standsede. Så begyndte den at lukke sig igen. »Neeej!,« skreg børnene. »Den lukker igen. Gør noget!« Men de kunne ikke gøre noget. Vindebroen lukkede sig langsomt. Der var helt stille, da den var lukket.
»Du må have sagt det hemmelige ord,« sagde Fru Carlsen og kiggede på Hr. Carlsen.
»Sig det igen, Far! Sig det igen!,« råbte begge børnene.
Hr. Carlsen strålede. Han gik et skridt hen imod voldgraven. Så standsede han og råbte så højt han kunne:
»TINGE-LINGE-LATER!«De stirrede alle på vindebroen. Først skete der intet, men så begyndte broen igen at bevæge sig. Den knagede og bragede, og langsomt sænkede den sig. Familien Carlsen stod helt stille og stirrede på den. Med en 'dunk' ramte vindebroen stenene på den side af voldgraven, hvor de stod. Porten var nu åben. De kunne se ind på slottets gårdsplads. De stod et øjeblik og stirrede ind. Så kiggede Casper og Caroline på deres far:
»Skal vi tilbage til skibet nu?,« spurgte Caroline forsigtigt.
»I kan tro nej!,« råbte Hr. Carlsen og trampede hen over broen. De andre fulgte hurtigt efter ham.