Kapitel 4 : Hvad er en drille-drage?
Hele familien blev vækket næste morgen af en underlig lyd:
»Donggg, bonk! Donggg, bonk!,« lød det.
Hr. Carlsen satte sig op i sin sovepose.
»Det var dog en besynderlig lyd,« sagde han og gned sig i øjnene. De andre sad også op nu og så ud som om, de godt kunne have sovet meget længere. De havde ikke sovet så meget, fordi de havde set det mystiske uvejr.
»Donggg, bonk!,« fortsatte lyden.
»Det lyder lidt som en kirkeklokke,« sagde Fru Carlsen.
»En kirkeklokke siger da ikke "bonk",« sagde Casper. »Jeg vil ud at undersøge, hvad det er,« fortsatte han og kravlede hurtigt ud af sin sovepose.
»Jeg vil med,« sagde Caroline.
Børnene skyndte sig at lyne teltets lynlås ned, og de hoppede ud i det fri. Vejret var helt anderledes end dagen før. Det var overskyet, gråt og trist. Det regnede en lille smule, så ungerne standsede op og frøs lidt, fordi de kun havde undertøj på. Nu hørte de lyden igen:
»Donggg, bonk! Donggg, bonk!«
»Det lyder som om, lyden kommer lige omme fra den anden side af den næste bakke,« sagde Caroline.
Børnene begyndte at løbe op ad bakken. Nu stak Fru Carlsen hovedet ud af teltet.
»Hov!,« råbte hun. »Hvor skal I hen uden tøj på? Kan I så komme tilbage.«
Casper og Caroline standsede op, men i samme øjeblik fik Casper øje på noget spidst og grønt på den anden side af bakken.
»Det er et indianertelt,« jublede han.
De glemte alt om regnvejr og overtøj og spænede videre. Nu kunne de se endnu en spids, og så var de oppe på toppen af bakken.
»Øøøv!,« stønnede Casper forpustet.
»Ooorv!,« jublede Caroline ligeså forpustet.
De to spidser var ikke toppen af to indianertelte. Det var toppen af to tårne.
»Det er en borg!« Caroline hvinede af begejstring.
»Det er ikke en borg,« mumlede Casper surt. »Det er et slot.«
»Det er da meget bedre,« sagde Caroline og så drømmende ud. »Et slot! Et rigtigt prinsesse-slot.«
»Øv!,« gentog Casper og gav sig til at spejde rundt. Måske lå indianerlandsbyen lige i nærheden. På grund af regnen og det tågede vejr, kunne han ikke se ret langt. Nu var både Hr. og Fru Carlsen kommet ud af teltet.
»Kom så ned og få tøj på,« råbte Fru Carlsen igen.
»Vi kigger på mit slot,« råbte Caroline tilbage."Slot!" Nu glemte Hr. og Fru Carlsen også alt om regn og tøj. De skyndte sig op ad bakken, så hurtigt de kunne løbe. Da de nåede toppen, standsede begge op og beundrede den imponerende bygning.
»Det kalder jeg for et rigtigt eventyr-slot,« sagde Fru Carlsen og smilede til Caroline.
De kiggede alle på slottet. Det var et stort firkantet slot, som havde en voldgrav omkring sig. I midten af bygningen var der en stor gårdsplads, men de kunne ikke se ned i den på grund af taget. Taget var kobber, som var grønt af ir, og der stak mange små og store skorstene op igennem det. I to af slottets hjørner var der høje otte-kantede tårne. Øverst på tårnene var de grønne spidser, som de havde set først. På forsiden af slotte var der en stor vindebro. Den var lukket i øjeblikket. Der var vinduer på alle siderne af slottet. De øverste vinduer var store, men de vinduer, der var helt nede ved voldgraven, var ganske små. Familien Carlsen kunne ikke se nogen tegn på liv, og den mystiske klokke-lyd var også holdt op.
»Vi skal ned at se, om der bor nogen,« sagde Caroline og skulle lige til at løbe, da hendes mor standsede hende.
»I skal ikke noget som helst,« sagde Fru Carlsen. »Vi går ikke fra vores telt, og for øvrigt skal I også have tøj på. Vi skal ikke have, at I bliver forkølede, når vi holder sommerferie.«
Casper og Caroline kiggede en ekstra gang på slottet. Så vendte de om og begyndte at traske tilbage mod teltet. De måtte have tørt tøj på, da de kom tilbage. Heldigvis havde de reservetøj med. Så skyndte de sig at spise morgenmad, og da det var gjort, pakkede de teltet sammen.
Casper og Caroline var utålmodige. Før deres forældre var klar, begyndte de selv at gå op ad bakken igen. Da de nåede toppen, gav de sig til at kigge på slottet, indtil Hr. og Fru Carlsen indhentede dem. Så fortsatte de i samlet trop mod slottet. Det tog længere tid, end de havde regnet med, at komme ned til slottet. Jo tættere på slottet, de kom, jo flere ting kunne de se.
De to tårne havde vinduer under de grønne tag-spidser. Hr. Carlsen gættede på, at det var klokketårne, og den underlige klokke-lyd kom derfra. De kunne også se, at det ene tårn var gået lidt i stykker. Der var huller i toppen af tårnet og det grønne tag. Tårnet var også lidt sort, som om det var sværtet af sod. Resten af slottet var pænt og rent. Måske havde der været ildebrand i tårnet.
Nu var familien nået helt hen til slottet. Der var stadig ingen tegn på liv i bygningen. De gik helt ned til voldgraven og prøvede at se ind gennem vinduerne. De kunne dog ikke se noget, da der var helt mørkt inde i slottets mange rum. I stedet begyndte de at gå rundt langs voldgraven. Da de havde gået hele vejen rundt, nåede de tilbage til vindebroen.
»Hvordan kommer vi ind i slottet, hvis vi ikke kan komme over vindebroen,« spurgte Caroline til sidst og så på sin far.
Inden Hr. Carlsen kunne nå at svare, hørte de en hvæsende stemme:
»Hvad er det for en ynkelig samling to-benede grise-ører?«
De kiggede op, og Fru Carlsen gav en lille hvin fra sig. Casper og Caroline blev også forskrækkede og gemte sig bag deres far. Oppe på muren over vindebroen stod en DRAGE. En rigtig levende drage. Casper og Caroline stak hovedet forsigtigt frem og kiggede på den. Den havde store røde øjne, en kæmpestor mund fuld af spidse tænder og lange sorte knurhår under sine store næsebor. Den stod ganske afslappet, og støttede sit store hoved med sit ene forben, så man kunne se de skarpe kløer. Man kunne også lige skimte et par vinger på dens ryg. Den underste del af dragen var skjult bag muren.
»Tag det roligt,« hviskede Hr. Carlsen til børnene. »Det er garanteret bare en mand, der har taget dragekostume på.«
»Goddag, Hr. Drage,« sagde Hr. Carlsen med et smil. »Det var dog et dejligt slot, de bor i.«
Dragen studerede familien uden at sige et ord.
»Min familie og jeg kom lige forbi, og vi kunne godt tænke os at se deres fine bolig,« fortsatte Hr. Carlsen.
»Aldrig i livet,« fnøs dragen. »Jeg lukker ikke hvem som helst ind.«
Hr. Carlsen så lidt utilfreds ud. Men han prøvede igen:
»De ville måske være så elskværdig at sænke vindebroen, så vi kunne komme ind i tørvejr.«
»Ha!,« fnøs dragen. »Vindebroen ville brase sammen, hvis sådan en 'feddert' som du prøvede at gå på den.«
NU blev Hr. Carlsen sur. Var der én ting, som kunne gøre ham sur, var det, hvis nogen sagde, at han var fed. Det var nok fordi, han var lidt for tyk. Nu var det slut med at være høflig.
»Sådan en opblæst forvokset øgle! Sådan en skællet, oppustet skum- fidus.«
»Det skulle komme fra sådan en lille grim dummer-nik,« svarede dragen med et grin. »Skynd dig hellere hjem til din mor, inden du tisser i bukserne af skræk.«
Nu blev det for meget for Fru Carlsen. Hun var nu også helt overbevist om, at der gemte sig en meget uhøflig mand inden i dragen.
»Kan I så holde op!,« råbte hun. »I skulle skamme jer. I lyder som to små børn i stedet for to voksne mænd.«
»Jeg er absolut ikke en mand, din padde-hjerne!,« sagde dragen og så strengt på Fru Carlsen. »Jeg er en drille-drage,« tilføjede den og så stolt ud.
»En drille-drage?,« sagde Fru Carlsen. Hun glemte helt at være sur. »Hvad er en drille-drage?«
Dragen rettede sig op og så meget stolt ud.
»En drille-drage,« sagde den, »er en drage, som skal bruge al sin tid på at drille dem, den møder. Og da det er meget længe siden, jeg har mødt nye mennesker, trænger jeg meget til at drille.«
Dragen kiggede på Hr. Carlsen igen og fortsatte: »Men ham den fede er næsten for dum til, at jeg gider drille ham.« »Nej!,« udbrød Hr. Carlsen. »Nu kan det være nok. Jeg vil ikke finde mig i, at stå her og høre på sådan en tom-hjernet skildpadde uden skjold.«
Hr. Carlsen bukkede sig ned og samlede en stor sten op. Han lænede sig tilbage og kastede den lige i panden på dragen. Dét skulle han aldrig have gjort. Dragen hvæsede og gik et skridt tilbage, da den blev ramt. Den greb fast i kanten af muren med begge forben, åbnede sin store mund og tog en dyb indånding. Så pustede den ud, og en kæmpe ildflamme skød ud af munden på den. Flammen strøg lige hen over Hr. Carlsens hoved, og han blev så forskrækket, at han snublede og gled på kanten af voldgraven. Han trimlede ned ad skråningen og med et kæmpe-plask, røg han i vandet. Han forsvandt helt ned i det mørke vand, og det varede et øjeblik før han dukkede op igen. Fru Carlsen og børnene var skrækslagne. Hr. Carlsen greb fast i nogle trærødder og trak sig selv op af vandet. Han rystede af kulde efter at have været nede i det kolde og mørke vand.
»Du trængte vist til at blive kølet lidt af, hva' Fedesen?,« råbte dragen hånligt og pustede en lille sort røgsky i hovedet på Hr. Carlsen.
Hr. Carlsen var absolut ikke kølet af.
»Dit lede afskyelige kæmpe-firben. Du skulle skamme dig at skræmme ordentlige mennesker på den måde.« Hr. Carlsen var virkelig sur. »Afskyelige kæmpe-firben,« gentog dragen langsomt og så helt tilfreds ud. »Det var egentlig meget godt fundet på,« roste dragen Hr. Carlsen. »Du kunne faktisk godt blive en god drille-drage.«
»Hvis du altså ikke var så grim,« tilføjede den og grinede højt. »Men nu har jeg altså ikke tid til at drille jer mere. Kan I have det rigtig skidt!« »Hov! Hør! Stop!,« råbte Hr. Carlsen. »Vil du ikke nok lukke os ind i varmen. Vær nu en lidt mindre væmmelig drage og sænk vindebroen.« Dragen vendte tilbage til kanten af muren og kiggede ned på familien.
»I kan da bare selv sænke vindebroen,« smilede dragen.
»Hold nu op med at drille,« bad Fru Carlsen. »Hvordan skulle vi selv kunne åbne vindebroen, når vi ikke engang kan nå den?«
»I kan da bare sige det hemmelige ord,« svarede dragen næsten venligt.
»Det hemmelige ord. Jamen!, det kender vi jo ikke.« Det var første gang, Casper havde sagt noget til dragen.
»Så kan I jo bare gætte,« foreslog dragen og smilede, så man kunne se alle dens tænder.
»Vær nu en meget rar drage og fortæl os hvad kodeordet er,« bad Caroline. »Vi fryser, og vi vil gerne ind.«
»I må meget gerne komme ind,« sagde dragen, »men jeg ville da være en meget dårlig drille-drage, hvis jeg gav jer det hemmelige ord. Det må i selv gætte.«
Uden at sige mere hoppede dragen op på kanten og sprang lige ud i luften. Den faldt ned mod Hr. Carlsen, som udstødte et hyl og kastede sig ned mod jorden. I sidste øjeblik foldede dragen sine store vinger ud og baskede med dem, så den steg til vejrs uden at ramme ham. Den svævede et kort øjeblik over dem. Så fløj den hen til det tårn, der ikke havde huller i taget. Her landede den sikkert på kanten, hvorefter den kravlede ind gennem et af hullerne i væggen og forsvandt.
Familien stod længe og stirrede efter dragen uden at sige noget. Endelig brød Caroline stilheden:
»Jeg har aldrig set en drage før.«
»Det er der vist ikke mange, der har,« sagde Fru Carlsen. Hun så stadig noget forvirret ud. »Jeg troede faktisk slet ikke, at der fandtes drager,« tilføjede hun.
»Sådan en opblæst skrighals,« udbrød Hr. Carlsen. »Næste gang jeg ser den, skal den få at vide, hvad jeg mener om den. Den kan bare vente sig.«
»Slap nu af, Cornelius!,« sagde Fru Carlsen. »Det er slet ikke sikkert, der bliver nogen næste gang. Jeg har faktisk ikke lyst til at møde den drage igen. Den var både ubehagelig og farlig.«
»Vi skal da ind i slottet,« klagede Caroline. »I har lovet, vi skulle holde sommerferie på slottet, når vi fandt det. Nu har vi fundet det. Så skal vi også holde sommerferie her. Basta!,« tilføjede hun.
Fru Carlsen kiggede på hende et øjeblik. Så kiggede hun hen på Hr. Carlsen. Han var helt optaget af at stirre efter dragen.
»OK!,« sagde Fru Carlsen til børnene. »Nu slår Far og jeg teltet op her, så kan i prøve a gætte det hemmelige ord til vindebroen imens.«
Det skulle deres mor kun sige én gang. Casper og Caroline styrtede hen til vindebroen og begyndte at gætte.
»Sesam, Sesam.« »Sim-Sal-A-Bim.« »Hokus-Pokus,« foreslog børnene. De gættede længe, men der skete ikke noget. Da de gav op, havde Hr. og Fru Carlsen slået teltet op tæt ved det sted, hvor vindebroen var.
Resten af dagen gik på samme måde. Børnene prøvede at gætte kodeordet, mens Hr. Carlsen lå og snuede i teltet, mens hans tøj tørrede. Fru Carlsen gik en lang tur, og da hun kom tilbage, havde hun fyldt hele sin trøje med vilde hindbær og jordbær. Casper og Caroline opgav at gætte videre og kastede sig i stedet over de lækre bær.
Da de havde spist, begyndte det at små-regne igen. Hr. Carlsen brokkede sig over, at han ikke kunne sidde i den varme kabys på skibet og drikke varm kaffe.
»Hvis vi ikke er kommet ind i slottet i morgen, tager vi hjem,« vrissede Hr. Carlsen.
»Du lovede, vi skulle holde ferie her,« sagde Caroline og så strengt på sin far.
»Jeg bliver ikke siddende her i silende regn, og glor på det dumme slot. Jeg tager hjem til skibet i morgen. Så må I selv om, hvad I vil.«
Hr. Carlsen lagde sig ned i sin sovepose igen og trak lynlåsen helt op til næsen.
Børnene kiggede på Fru Carlsen.
»Jeres far har ret. For én gangs skyld. Vi kan lige så godt tage tilbage til skibet, hvis vi ikke kommer ind på slottet. Det er kedeligt bare at sidde her og glo.«
»Øv!,« jamrede børnene. Men de vidste godt, at deres forældre havde ret. De tog tøjet af og kravlede ned i soveposerne. Casper og Caroline lå længe og talte stille sammen. Efter lang tid afbrød deres mor dem:
»I stedet for at ligge og sludre, skulle I hellere se at falde i søvn. Hvem ved? Måske er der en af jer, som drømmer, hvad kodeordet til vindebroen er.«
Det var et godt forslag. Det gik kun to minutter, så sov både Casper og Caroline tungt. Hr. Carlsen stak næsen op over soveposen.
»Vi må vist hellere gøre os umage for at komme ind i det slot i morgen,« sagde han. »Det ville være synd for ungerne, hvis vi bare skulle tage tilbage.«
Fru Carlsen smilede og kyssede ham på panden. Så kravlede hun også ned i sin sovepose, og snart sov alle trygt og godt. Men det ville de ikke gøre ret længe.