Kapitel 3 : En fræk piratfisk og et mystisk uvejr.
Næste morgen var det et pragtfuldt vejr. Da Casper vågnede, var Caroline allerede stået op. Han skyndte sig at hoppe i tøjet og spænede ud på dækket. Her fandt han sin far og Caroline. De var meget optaget af at kigge i en bog. Casper gik hen til dem.
»Hvad laver I?,« spurgte han nysgerrigt og kiggede over skulderen på dem.
»Scchhh!,« sagde Caroline. »Far kigger i 'Håndbog for sørøvere'. Vi skal lige sikre os, at vi har alt, hvad man skal have med på en rigtig ekspedition.«
Casper smilede. 'Håndbog for sørøvere' var den bedste bog, der fandtes. Hver gang familien havde et problem, kiggede de i bogen, og næsten hver gang kunne de få et godt råd. Hvis de tog alle de ting med på ekspeditionen, som bogen foreslog, så ville alt være i orden. Det var Casper helt sikker på.De manglede kun ganske få ting. Da de havde samlet' dem, kom Fra Carlsen ud og sagde, at der var morgenmad. De skyndte sig ind for at spise.
Casper og Caroline havde aldrig spist morgenmad så hurtigt. Da de kom ud igen, havde de Hr. Carlsen med. Fru Carlsen vaskede op, som hun havde lovet. Mens hun gjorde det, kælede ungerne og Hr. Carlsen med Snif og Snus.
»Kan I opføre jer ordentligt, mens vi er væk,« sagde Caroline og kløede Snus bag øret. Hunden lagde sig på ryggen, og de nussede den allesammen på maven. Nu kom Snif også luntende hen til dem. De kælede også med den, og snart spandt den højt. Nu kom Fru Carlsen ud.
»Er I klar til at tage afsted?,« spurgte hun.
Alle var klar. Så tog de deres fyldte rygsække på og drog afsted. Hr. Carlsen marcherede forrest, derefter kom Casper og Caroline, og til sidst gik Fru Carlsen. Til at begynde med fulgte Snif og Snus med dem.
»Far!,« sagde Casper. »Snif og Snus følger efter os.«
Hr. Carlsen vendte sig om og kiggede.
»Det gør ikke noget,« svarede han. »Snif plejer ikke at gå ret langt væk fra dækket. Den vender nok snart om.«
»Hvis de ikke vender om, kan vi så godt være væk længere end én uge?«
Hr. Carlsen nåede ikke at svare, inden katten standsede op et øjeblik, hvorefter den hoppede væk fra stien og ind i junglen. Og væk var den.
»Øv!,« mumlede Casper. Hr. Carlsen grinede og begyndte at fløjte. De gik videre et stykke tid uden at sige noget. Hunden Snus fulgte stadig med dem.
Da de havde gået en halv times tid, nåede de til det første lille vandfald. De havde været der før, så de kendte stedet udmærket. Hr. Carlsen stillede rygsækken fra sig, smed støvlerne og satte sig ned på klippen. »Pause!,« råbte han, mens han plaskede i vandet med fødderne. Det havde han nu ikke behøvet at sige, for de andre havde allerede gjort ligesom han. Snus sprang ud i vandet, så den sjaskede på dem allesammen. »Øv! Dit grisse-øre,« råbte Hr. Carlsen, men inden han nåede længere, så han, at Snus stod ude i vandet med en sprællende fisk i munden. »Nå, så det er her, du fanger alle dine fisk,« fortsatte Hr. Carlsen. Han trak benene op af vandet, og lagde sig på knæ, så han kunne kigge ned i det klare vand. »Her skal I bare se!,« råbte han. »Her er en piratfisk.« »En sørøver-fisk!,« udbrød Caroline forbløffet. »Nej! En piratfisk,« gentog Hr. Carlsen. »En piranja.« »Hvad er det for en fisk?,« spurgte Caroline. Hun og Casper havde stillet sig hen ved siden af deres far.
»En piranja,« forklarede Hr. Carlsen, »er en lille fisk med nogle meget skarpe tænder. Hvis mange piranjaer eller piratfisk, som de også bliver kaldt, lugter blod i vandet, så overfalder de deres bytte og æder rub og stub i løbet af nul-komma-fem.«
»Hva!«, hylede Fru Carlsen, og halede sine ben op af vandet i en fart. »De er nu ikke så slemme, som man gør dem til,« fortsatte Hr. Carlsen med et grin. »Faktisk kan man sige, at de bare rydder op i vandet.«
Han lænede sig forover for at studere den lille krabat nærmere. Pludselig plaskede
det i vandet foran hans ansigt, og Hr. Carlsen sprang i vejret. »Av, av, av, aaav!,« hylede han, mens han
dansede rundt på klippen. De andre kiggede
overraskede på ham. De forstod ikke, hvad der var sket.
»Av, av!,« skreg Hr. Carlsen. »Slip mig dit lille møgdyr!« Nu kunne de se, hvad der var i vejen. Piratfisken var sprunget op af vandet og havde bidt sig fast i næsen på Hr. Carlsen.
»S'nip mig, din blodsuger,« hylede Pir. Carlsen og trak fisken i halen. Men den gav ikke slip. Hr. Carlsen hoppede rundt og lavede de mærkeligste lyde og bevægelser.
»Hold så op dit lille bæst!«
Nu slap Hr. Carlsen fisken og gav sig til at ryste på hovedet. Men fisken slap ikke sit gode tag i næsen. Det plaskede voldsomt i vandet igen. Denne gang var det Snus, som kom springende. Den havde fået øje på fisken.
»Neeej!,« skreg Hr. Carlsen. »Ikke røre fisken, Snus. Ikke røre fisken. Pas på min næse,« hylede han desperat.
Men inden han kunne nå at gøre noget, sprang Snus op til hans ansigt og snappede fisken.
»Min næse!,« jamrede Hr. Carlsen og tog sig til ansigtet. »Min næse!«
Men hans næse var der skam endnu. Det var fisken til gengæld ikke. Den sad Snus og gumlede lystigt på. Nu havde Fru Carlsen også rejst sig og var kommet hen til de andre.
»Hvad pokker var det, der skete?,« spurgte hun forundret. Hvorfor overfaldt fisken dig.«
»Hvor skulle jeg vide det fra!,« snerrede Hr. Carlsen, mens han holdt på sin næse.
»Måske troede fisken, at den bed i et jordbær,« foreslog Caroline.
»Et jordbær!,« skreg Hr. Carlsen. »Ligner min næse måske et jordbær?,« spurgte han irriteret og slap sin næse, så de kunne se den igen.
Fru Carlsen og ungerne hylede af grin, da de så næsen.
»Ja den gør! Ja den gør!,« råbte ungerne i munden på hinanden og grinede, så de fik tårer i øjnene.
Fru Carlsen grinede også, selv om hun prøvede på at lade være. Hun vidste godt, at Hr. Carlsen måtte have forfærdelig ondt i næsen.
»Den ligner et jordbær. Lige nu, altså,« tilføjede hun straks.
Næsen lignede faktisk et jordbær. Den var ildrød og fuld af små prikker fra fiskens tænder.
»Gør den det?,« sagde Hr. Carlsen og prøvede at se på sin egen næse. Han blev helt skeløjet af at prøve. Børnene fnisede stadig, men nu blev Fru Carlsen alvorlig.
»Så unger! Det er ikke morsomt - længere. Vi må rense de små sår i Fars næse, så der ikke kommer betændelse i den.«
Hun gik hen til sin rygsæk og halede en
forbindingskasse op. Hun rensede forsigtigt Hr. Carlsens næse med lidt jod på et stykke vat. Det røde jod farvede næsen endnu mere rød, end den var i forvejen. Casper og Caroline fnisede igen, men denne gang meget stille. Nu lignede deres far en klovn med rød næse. De gik ned til vandet og kiggede på vandfaldet for ikke at komme til at grine højt. Børnene satte sig ned og begyndte at kaste sten i vandet. Da de smed en kæp i det klare vand, sprang Snus ud for at hente den. Den svømmede lidt rundt, inden den kom op igen. Snus løb straks hen til børnene og afleverede pinden. Inden de kunne nå at kaste pinden igen, rystede Snus sig, så vanddråberne fløj til alle sider.
»Bvadr!,« skreg ungerne, der var blevet drivvåde. Snus logrede med halen og ventede på, at de skulle smide pinden ud i vandet igen.
»Ha, ha, ha!,« hørte de Hr. Carlsen grine. Nu var det hans tur til at grine af dem. »I trængte vist også til at blive kølet lidt af,« jublede han.
Casper og Caroline kiggede slukøret på hinanden. De havde måske nok været lidt tarvelige mod deres far. De traskede tilbage til deres forældre og satte sig ned. Fru Carlsen rodede igen i sin rygsæk og hev saft og madpakker frem.
»Lad os nu være gode venner og nyde det gode vejr,« sagde hun, mens hun hældte saft op i kopperne, som hun også havde taget frem. »Tag jeres tøj af, så det kan tørre, mens vi spiser.«
Hr. Carlsen gik ned til vandet for at hente vand til saftevandet. Han kiggede sig godt for, før han stak armen ned i vandet og fyldte vandflasken. Denne gang var der ikke nogen piratfisk.
Da de havde spist, hvilede Hr. og Fru Carlsen sig på klipperne. Casper og Caroline løb rundt og legede med Snus. De kastede pinde i vandet og prøvede at undgå at blive våde, når hunden rystede pelsen. Der skete dog ikke noget, hvis de blev lidt våde, for de havde ikke noget tøj på.
Efter en times tid rejste Fru Carlsen sig op. Hun skubbede til Hr. Carlsen, som også vågnede.
»Kom!,« sagde hun. »Vi skal videre nu, hvis vi skal nå at gå mere, inden det bliver for mørkt.«
De pakkede hurtigt deres ting sammen og var klar til at gå igen. Snus kom løbende med en stor fisk i munden.
»Nej, Snus!,« sagde Hr. Carlsen. »Du skal ikke med. Kan du løbe hjem til Snif og give den lidt af din flotte fisk.«
Hunden kiggede på Hr. Carlsen. Den kiggede over på Fru Carlsen.
»Ja, Snus,« sagde Fru Carlsen. »Du skal gå hjem nu.«
Snus så lidt trist ud. Så gik den over og gnubbede sig op ad dem allesammen. De klappede den, og så vendte den om og løb tilbage mod skibet.
»Dygtig hund,« sagde Hr. Carlsen. De kiggede efter hunden, indtil den forsvandt. Så vendte de sig om og gik videre.
De gik længe. Familien Carlsen var nu kommet så langt væk, at de kom til steder, hvor de aldrig havde været før. De holdt ikke mange pauser. Casper og Caroline var trætte, men de sagde ikke noget, for de ville begge gerne finde noget spændende. Børnene spejdede til alle sider, mens de gik, men indtil videre havde de ikke fået øje på noget. Skoven blev mindre tæt, og der begyndte at blive luft imellem træerne. Jo længere de gik, jo færre træer blev der. Til sidst var der så langt mellem træerne, at man ikke kunne kalde det en skov længere. Pludselig holdt træerne næsten helt op, og der var åbent land foran dem. Der var små og store bakker, lidt buske og nogle få træer rundt omkring. De spejdede længe til alle sider. Der var ikke nogen borge eller indianere at se nogen steder. De stod lidt uden at sige noget. Endelig spurgte Fru Carlsen:
»Skal vi holde pause for natten her og slå vores telt op?«
Casper og Caroline kiggede på hinanden. De var trætte, men de kunne nok gå lidt længere. Hr. Carlsen kiggede op mod solen.
»Vi kan gå én time endnu, så må vi holde for i dag,« sagde han. De andre nikkede, og de gik videre. Landskabet blev mere og mere bakket. Det var temmelig anstrengende at gå op og ned, så de svedte meget. Selv om solen var ved at gå ned, var det stadig meget varmt. På vej ned ad en bakke, begyndte Casper og Caroline at løbe. Da de nåede bunden af kløften, sank de begge sammen.
»Jeg orker ikke mere,« stønnede Caroline og kiggede op på den næste store bakke.
»Jeg er også træt,« indrømmede Casper.
»Så må vi hellere sætte teltet op i en fart,« sagde Hr. Carlsen, der havde indhentet dem. Han spændte teltet fri af sin rygsæk og begyndte at hælde teltstænger og pløkke ud på jorden.
»Sikke et held at vi ikke solgte vores gode telt,« fortsatte Hr. Carlsen. »Lad os nu se, om vi stadig kan huske, hvordan det skal sættes op.«
Det kunne de. I løbet af et øjeblik stod teltet, som det skulle. Casper og Caroline havde allerede pustet deres luftmadrasser op og smidt dem ind i teltet. Hurtigt rullede de soveposerne ud, og inden Hr. og Fru Carlsen kunne nå at sige noget, lå de inde i teltet.
»Hov!,« udbrød Fru Carlsen. »Skal I ikke have noget aftensmad?«
Børnene svarede ikke. Fru Carlsen prøvede igen:
»Skal I ikke engang børste tænder?«Der var stadig ikke en lyd fra ungerne. Hr. Carlsen stak hovedet ind i teltet.
»Det var pokkers!,« mumlede han og trak hovedet ud igen. »De snorksover begge to.«
Fru Carlsen smilede. »De har også gået langt i dag. Vi må nok hellere se at få noget aftensmad, så vi også kan komme i soveposerne.«
De spiste noget brød, og drak resten af deres kaffe. Så skyndte de sig ind i teltet.
»Godnat!,« hviskede Fru Carlsen. »Kan du sove godt, Cornelius.«
Hr. Carlsen svarede ikke. Den eneste lyd, der kom fra ham, var en dyb snorken.
»Jamen, så godnat Clara,« sagde Fru Carlsen til sig selv. »Kan du have en god og rolig nat.«
Men her tog Clara Carlsen fejl. Familien havde kun sovet i ganske kort tid, da de blev vækket, af et svagt bulder. Det var Caroline, som hørte det først.
Hun satte sig op i sin sovepose og lyttede. Det var helt mørkt, men hun kunne se nogle svage lysglimt gennem teltet. Hun skubbede til Casper ved siden af sig.
»Lad mig være,« mumlede han.
»Prøv at se!,« sagde Caroline.
»Hvad skal jeg se?,« spurgte Casper søvnigt. »Her er jo buldermørkt.«
I samme øjeblik hørte de et kraftigt brag, og et lysglimt oplyste teltet.
»Pirater! Vi bliver overfaldet!,« skreg Hr. Carlsen, som også var vågnet. Kun Fru Carlsen sov roligt videre. Det buldrede igen, og denne gang lyste et kraftigt grønt lys op.
»Hvad pokker foregår her?,« undrede Hr. Carlsen sig. Han var nu lysvågen.
De gik ud af teltet. Udenfor ventede et fantastisk syn dem. Himlen over den næste bakke var oplyst af røde, gule og grønne lysglimt, og det buldrede og bragede. »Hvad er det?,« spurgte Casper. »Det ligner fyrværkeri.«
»Det er alt for voldsomt,« sagde hans far. »Det ligner et nordlys, men det lyder som et tordenvejr.«
»Hvad er et nordlys?,« spurgte Caroline.
»Det er noget farvet lys, som kommer på himlen i de nordlige lande om sommeren. Men de ser lidt anderledes ud. Det her er meget mystisk,« fortsatte Hr. Carlsen.
De hentede Fru Carlsen, og sammen stod de længe og betragtede det mystiske uvejr. Der kom hele tiden nye farver på himlen, og ind imellem var der både hylelyde, bulder og brag. Endelig blev det lidt svagere. Til sidst holdt det helt op, og så var der helt mørkt og stille omkring teltet.
»Det var da besynderligt,« sagde Fru Carlsen. Det kunne de hurtigt blive enige om. De var alt for vågne til at falde i søvn igen, og Casper og Caroline var pludselig kommet i tanke om, at de var meget sultne. Hr. Carlsen lavede et bål, så de kunne lave te. Så satte de sig omkring bålet, drak te og spiste lidt mad. De talte længe om det mystiske uvejr, men da bålet var ved at brænde ud, hoppede de i deres soveposer igen. Denne gang nåede alle at sige ordentlig godnat, og snart sov de alle trygt.