Kapitel 11: Skattekort og krystalkugler.

Hele Familien Carlsen var samlet i det lille støvede rum med malerier og spindelvæv midt inde i skibet. De stirrede alle målløse på skelettet, som de kunne se gennem den hemmelige dør.

Skræppe var den første, som sagde noget.

Kaptajn Blod,« skreg den, og fløj ind og satte sig på kraniet. Den spankulerede lidt frem og tilbage på sørøverens jakke og så nærmest ud som om, den undrede sig over, at sørøveren lå helt stille. Den pillede i sørøverens hår med sit kraftige næb.

Resten af familien kom langsomt ind i det lille rum. Der var ingen vinduer og ingen andre døre i rummet. De kiggede lidt forskræmte på den døde sørøver. Han var dog helt fredelig, så der var absolut ikke noget at være bange for. Casper bøjede sig ned og undersøgte skelettets ene ben.

Se her,« sagde han.

Han løftede i det ene bukseben. Tøjet var så gammelt og mørt, at det gik i stykker, og et stort stykke røg af. Der burde være kommet et skeletben til syne, men i stedet så de et stykke træ. Skelettet havde træben. De behøvede slet ikke at flytte noget tøj for at se, at kaptajnens ene hånd også manglede. I stedet havde han en flot spids metalkrog, som sad på en halvkugle af kobber.

Orvv!,« udbrød Casper. En rigtig sørøverkaptajn. Ligesom Kaptajn Klo. Hans øjne var vidt åbne af begejstring. »Jeg ville godt vide, hvordan han mistede både hånd og ben.«

De sad lidt og betragtede skelettet uden at sige noget.

Hvem mon han var,« spurgte Caroline til sidst.

Kaptajn Blod,« skreg Skræppe, som nu havde sat sig til rette på kaptajnens venstre skulder. De stirrede alle på papegøjen.

Kaptajn Blod,« hviskede Caroline.

De så på hinanden. Hvorfra vidste Skræppe, hvad kaptajnen hed?

Hr. Carlsen bukkede sig ned og tog Skræppe op på armen.

Skræppe,« sagde han. »Hvorfra ved du, hvad sørøveren hed?«

Han så lige på papegøjen, men den kiggede bare ned på skelettet uden at sige noget. Fru Carlsen lagde sin hånd på Hr. Carlsens skulder.

Cornelius,« sagde hun. »Papegøjen siger jo bare, hvad den har lært. Den kan jo ikke svare dig.«

Hr. Carlsen så ud til ærgre sig. Det havde været nemmere, hvis papegøjen havde kunnet tale rigtigt. Skræppe sled sig løs fra ham og fløj tilbage og landede på kaptajnens skulder, så en sky af støv rejste sig i rummet.

Møgfugl,« brummede Hr. Carlsen og gav sig til at lyse rundt i rummet med sin lygte.

Det var et helt tomt rum. Væggene var lavet af planker og loftet var ligeledes af træ. Lyset fra lygten gled langsomt rundt uden at afsløre noget spændende. Støvet begyndte at lægge sig. Pludselig stivnede de alle sammen. Midt i lyset fra lygten så de et billede af en papegøje. Papegøjen sad på skulderen af sørøveren på det store billede. Det havde ingen af dem bemærket før. Sørøveren havde tydeligvis et træben, og papegøjen var også speciel. Den havde én blå og én grøn vinge. Der var ingen tvivl. Det var Skræppe! Hr. Carlsen vendte sig om og lyste på Skræppe. Den sad stadig på kaptajnens skulder nøjagtigt som på maleriet.

Det var som syv ..,« udbrød Hr. Carlsen.

Han lyste tilbage på maleriet og studerede et lille messing- skilt forneden. Der stod ganske rigtigt 'Kaptajn Blod' med små fine bogstaver.

Hr. Carlsen jublede.

Det var det, jeg sagde! Det var det, jeg sagde! Den fugl har været ude at sejle i sin ungdom. Og så endda med en sørøver.«

Hr. Carlsen var pave-stolt. Tænk, at hans gamle papegøje havde været en sørøver-papegøje.

Det er selvfølgelig derfor, at Skræppe ved, hvordan man åbner den hemmelige dør,« tilføjede Hr. Carlsen. »Den ved jo alt om dette skib, hvis den plejede at sidde på skulderen af Kaptajn Blod. Den har set det hele«

Caroline og Casper hoppede op og ned.

Så er det heller ikke så mærkeligt, at den er god til at sejle skibet,« sagde Caroline.

Nej vel,« jublede Hr. Carlsen. Og han fortsatte: »Så var det selvfølgelig Skræppe, som førte jer herind til det hemmelige rum.«

Nej da,« sagde Caroline. »Det var spøgelset, som løb denne vej.«

Hr. Carlsen kiggede irriteret på hende.

Hold nu mund med det spøgelses-pjat,« vrissede han. »Det var selvfølgelig Skræppe, som kendte både vejen og lysestagen, som åbner døren.«

Nej Far,« afbrød Casper. »Caroline har ret. Vi fulgte efter spøgelset. Det er Kaptajn Blods spøgelse, for det har sørøveruniform på. Og når det løber, så halter det lidt, fordi det har træben.«

Hør nu her, unger.« Hr. Carlsen lød helt opgivende.

For det første findes der ikke spøgelser, og for det andet har de ikke træben. Nu vil jeg ikke høre mere om spøgelser. Forstået? Med al det mel, som I har spredt over det hele, så er det ikke underligt, at I tror, I så et spøgelse.«

Casper blinkede til Caroline, og hun forstod godt, hvad han mente. De ville aldrig kunne overbevise deres forældre om, at de rent faktisk havde set et spøgelse. Så de måtte hellere holde deres mund og lade spøgelset være deres hemmelighed.

Godt,« sagde Hr. Carlsen, »så taler vi ikke mere om spøgelser.«

Fru Carlsen skyndte sig at tale om noget andet.

Lad os se lidt mere på billedet,« sagde hun.

De stillede sig alle hen foran billedet og betragtede det i skæret fra lommelygten.

Kaptajn Blod havde været en flot sørøver, selv om han ikke var så stor. Han havde et stort sort skæg, en flot sort uniform med blanke knapper og en stor hat med fjer i. På hans venstre skulder sad Skræppe. Den lignede sig selv. Måske var dens halefjer lidt længere på billedet. Kaptajnens træben var helt nyt og flot. Han havde nok fået det, lige inden billedet blev malet. Til gengæld havde han begge sine hænder. Krogen, som var på skelettet, måtte Kaptajnen have fået senere. På billedet holdt han et eller andet i hænderne. Det lignede en glaskugle i den ene hånd og en papirrulle i den anden. De gik alle tæt på billedet for at se, hvad det var.

Hr. Carlsen lyste op.

Måske er det et skattekort,« sagde han.

Hr. Carlsen så drømmende ud. Han havde altid drømt om at komme på skattejagt.

Hvordan finder vi ud af, om det er et skattekort?,« spurgte Caroline.

De stod alle og betragtede maleriet lidt. Så fik Caroline en idé. Hun snuppede lygten fra Hr. Carlsen og løb ind til skelettet. Skræppe sad stadig urokkeligt på Kaptajnens skulder. Hun lyste på fuglen og sagde:

Skræppe. Hør her! Skattekort. Skattekort!«

Skræppe lagde hovedet på skrå, som den altid gjorde, når nogen talte til den.

Skattekort!,« gentog Caroline.

Skræppe hoppede nu op på sørøverens jakke og traskede hen over maven på Kaptajnen. Så hoppede den ned på gulvet ved den arm, hvor der var krog på i stedet for en hånd. Den rykkede lidt i ærmet bag krogen, og nu stak den hele hovedet ind i ærmet. Den rumsterede et øjeblik. Så kom hovedet til syne igen.

Nej,« sagde Fru Carlsen. »Det er midt om natten nu. Vi må vente med at prøve til i morgen. Nu skal I ind i seng igen.«

Både ungerne og Hr. Carlsen så meget skuffede ud. De ville meget gerne have prøvet krystalkuglen nu. Men de vidste godt, at de aldrig kunne overtale deres mor til det. Så derfor marcherede de ind i seng.

Hov, stop!,« sagde Fru Carlsen. »I havde vel ikke tænkt jer at gå i seng, sådan som I ser ud?«

Casper og Caroline kiggede på hinanden. De var sorte i hovedet og havde mel over det hele.

I bad med jer og så i seng,« kommanderede Fru Carlsen.

Hvad så med sørøveren?,« spurgte Caroline.

Han får lov til at ligge, hvor han ligger,« sagde Fru Carlsen. »Han løber garanteret ingen steder til i morgen.«

De lukkede den hemmelige dør og gik tilbage. Det var nemt nok at finde tilbage igen. De fulgte bare fodsporene i melet.

Da de havde været i bad, lå Casper og Caroline igen i deres senge. De var lige ved at sove, da de hørte en dyb stemme:

Det var godt, at I ikke afslørede mig,« sagde stemmen.

Casper og Caroline rejste sig op i deres senge. Hvem talte til dem?

Det er spøgelset,« udbrød Caroline. »Hvor er du?,« fortsatte hun.

Stemmen fortsatte: »De voksne tror ikke på spøgelser. Hvis I ikke siger noget til dem om mig, så skal jeg nok hjælpe jer, hvis I får problemer.«

Casper og Caroline troede næsten ikke deres egne ører.

Skal vi sige, at det er vores hemmelighed?,« spurgte spøgelset.

Casper og Caroline var stumme af overraskelse. De sagde ikke en lyd.

Hallo! Er I der? Har katten taget jeres tunger? Har vi en aftale?, « spurgte spøgelset igen med sine dybe buldrende stemme.

Ja…ja!,« stammede Casper og Caroline i munden på hinanden.

Godt,« sagde spøgelset. »Så godnat og sov godt.«

Casper og Caroline hørte ikke mere. De sad længe og turde næsten ikke trække vejret, men der var helt stille.

Er han væk?,« gispede Caroline.

Casper svarede ikke men tændte sin lommelygte og lyste rundt i rummet. Der var ikke spor af spøgelset. De sad lidt og stirrede bange på hinanden.

Skal vi ikke sige det til Far og Mor?,« spurgte Caroline forsigtigt.

Er du tosset?,« sagde Casper og rystede på hovedet. »Du hørte, hvad han sagde. Vi skal ikke sige en lyd. Hvis vi er heldige, kan vi tale med ham igen.«

Caroline så bleg ud i lyset fra lygten. Hun trak vejret dybt og så ud til at tænke sig grundigt om. »OK!,« sagde hun endeligt. »Vi siger ingenting endnu. Men hvis spøgelset viser sig at være væmmeligt, så må vi sige det til dem.« Casper nikkede. De lovede hinanden, at de intet ville sige til deres forældre endnu.

Tænk, at de havde talt med spøgelset. De lå længe og talte sammen om spøgelser, skattekort og krystalkugler. Til sidst faldt de i søvn. Resten af natten sov de som sten. Og den nat var der ikke noget spøgelse, som gik rundt og jamrede og stønnede.