Kapitel 10 : På spøgelsesjagt i et sørøverskib.

Casper og Caroline havde travlt den dag, hvor de forberedte sig til deres spøgelsesjagt. Deres forældre satte dem som sædvanligt til at skure og male skibet, men hver gang, de kunne se deres snit til det, satte de sig til at aftale, hvordan de skulle finde og fange spøgelset. De havde prøvet at læse i Hr. Carlsens 'Håndbog for sørøvere', men der stod intet om spøgelser. Så de måtte gætte sig til, hvordan man bedst fangede sådan et. Casper foreslog, at de skulle kaste et net over spøgelset og fange det ligesom en fisk. Caroline mente ikke, at man kunne fange et spøgelse på den måde. Hun foreslog, at de skulle tage et stort syltetøjsglas og proppe spøgelset derned, inden de smækkede låget på.

Hr. og Fru Carlsen var godt klar over, at ungerne havde et eller andet for. Men de anede selvfølgelig ikke, hvad det var, ungerne gik og rodede med. Hr. og Fru Carlsen blev helt overbeviste om, at noget var i gære, da Casper og Caroline sagde, at de ville gå ned i deres køjer for at sove middagslur. Hvis børn frivilligt sov middagslur, så var der noget galt. Hr. Carlsen luskede efter dem, for at sikre sig, at de ikke lavede ulykker. Men kort tid efter kom han tilbage til Fru Carlsen og sagde, at børnene rent faktisk havde lagt sig til at sove. Både Hr. og Fru Carlsen var forvirrede.

Der var selvfølgelig en grund til, at Casper og Caroline sov til middag. De skulle jo helst være friske, når de skulle jage spøgelse hele natten. Da de havde spist aftensmad, skyndte de sig at hjælpe med opvasken. Herefter sagde de godnat, kyssede deres far og mor og forsvandt ned i deres kahyt. Denne gang fulgte Hr. Carlsen ikke efter dem. Han havde opgivet at finde ud af, hvad det var, de lavede.

Men Casper og Caroline tog ikke deres nattøj på. I stedet tog de mørkeblå jogging-dragter på. Derefter malede de hinanden sorte i hovedet med et stykke kul, og til sidst tog de sorte sokker på. Sokkerne havde de farvet sorte med blæk i løbet af dagen. Nu kunne de liste af sted i mørket uden at blive set af spøgelset. Casper havde dog været lidt bekymret for, at spøgelset alligevel kunne se dem. Måske kunne spøgelser se alting, også kulsorte børn på et buldermørkt skib.

Casper og Caroline ventede nu på, at alt skulle blive helt roligt. De kunne høre, at deres forældre gik i seng, og snart var det kun vindens susen i tovværket, der kunne høres. De listede forsigtigt ud på gangen i deres sorte tøj.

Flere gange stødte de ind i hinanden, fordi de var så sorte, at de simpelthen ikke kunne se hinanden. De havde deres lommelygter med, men dem ville de ikke tænde, før de så spøgelset. Langsomt sneg de sig ud på dækket. Det var næsten helt mørkt. Det var lidt skyet, så månelys var der ikke meget af lige nu. Casper og Caroline havde aftalt, at de ville vente i to tomme tønder, som stod midt på skibet. Herfra kunne de se det meste af skibet. De håbede på, at spøgelset ville komme op til roret ligesom natten før. Så ville de springe frem, og jage det ned i en af tønderne og smække låget på.

I lang tid sad de i hver sin tønde, uden der skete noget. De kunne se, at Skræppe sad på sit gelænder og sov. Caroline ønskede, at de havde taget Snus med på jagten. En hund var god til at jage, så måske kunne den også jage spøgelser. Til sidst skete der det, som Caroline havde været mest bekymret for. Hun faldt i søvn.

 

Hvor længe Carolines sov, fandt hun ikke ud af, men hun vågnede igen, ved at noget puslede oven på hendes tøndelåg. Hun blev helt stiv. Måske var det spøgelset, som havde sat sig på tønden for at lukke hende inde. Hun holdt vejret men pustede lettet, da hun hørte et velkendt: »Miaav!.« Det var bare Snif, som var ude på sin nattetur.

»Forsvind mis, du jager spøgelset væk,« hviskede hun.

»Sssshh!,« lød det ovre fra Caspers tønde.  »Et spøgelse er vel ikke bange for en kat. Men måske er det bange for en talende tønde,« hviskede han.

Caroline sagde ikke mere, og katten hoppede lydløst ned et øjeblik efter. Månen kom nu fri af skyerne og sendte lidt lys ned på katten. De fulgte den begge med øjnene gennem kighullerne, som de omhyggeligt havde lavet i tønderne. Pludselig standsede katten op. Dens hale stod lige i vejret, og de så, at halen strittede som en flaskerenser. Katten havde fået øje på noget.

Nu kunne de skimte en skikkelse inde i den mørkeste krog af skibet. Den sneg sig langs rælingen hen mod den ene mast. De kunne se, at det var en lille tyk mand i sørøvertøj. Både Casper og Caroline sukkede af ærgrelse. Det var bare deres far, som ville ud og lege sørøverkaptajn i måneskinnet. Han gik nu direkte mod tønderne, så de sad begge to musestille, for at han ikke skulle opdage dem. Han troede jo, at de lå og sov i deres senge.

Da han gik forbi dem, var Caroline lige ved at skrige. Månen var nu kommet helt frem bag skyerne, og nu strålede månelyset ned på dækket. Hun kunne tydeligt se masten, selvom sørøveren stod lige foran den.

Sørøveren var gennemsigtig.

Det var ikke hendes far, men genfærdet af den afdøde piratkaptajn ... spøgelset.

»Nu, Caroline,« råbte Casper, og sprang op af sin tønde.

Spøgelset hoppede i vejret og blev åbenbart temmelig overrasket. Det trådte to skridt tilbage lige hen imod Carolines tønde. Nu hoppede hun også op af tønden. Spøgelset skreg: »Aarrgh!«.

Det var et frygteligt skrig. Både Casper og Caroline blev lidt bange, så de standsede et øjeblik. Det benyttede spøgelset til at stikke af.

»Efter det!,« råbte Casper.

Han tændte sin lommelygte og spænede afsted. Caroline var lige i hælene på ham. Spøgelset bevægede sig hen imod trappen til broen. I tre spring var det oppe ved roret. Råbene havde vækket Skræppe, som nu kiggede sig forvirret omkring.

»Tyfoner og trompeter,« hylede den. »Stormen er over os! Reb sejlene.«

Papegøjen lettede, da den så spøgelset, og fløj lige hen imod det. Spøgelset stoppede brat op og ændrede nu retning imod den anden trappe, som førte ned på dækket igen.

Nede på dækket standsede spøgelset op et øjeblik og kiggede sig tilbage. Nu var både Casper, Caroline og Skræppe efter det. Hurtigt bevægede det sig hen mod døren til kahytterne. Spøgelset løb på en mærkelig måde. Det ligesom humpede afsted. Casper og Caroline var lige i hælene på det, da det forsvandt igennem døren.

Men nu gik det galt. Casper løb direkte ind i den lukkede dør, og Caroline tumlede straks efter ind i ham. Døren var lukket. Spøgelset var gået lige igennem den lukkede dør, og det havde hverken Casper eller Caroline lagt mærke til. Casper havde tabt sin lygte, så den var gået i stykker. Heldigvis var der stadig lys i Carolines lygte. Hurtigt fik de døren op og løb ind i gangen. Der var intet spor af spøgelset.

»Denne vej,« sagde Caroline og løb forrest med lommelygten.

Hun åbnede døren ind til depotet og lyste derind. Der lød et bulder ovre i hjørnet. En tønde med mel faldt ned. Melet væltede ud som en sky, og spøgelset blev hvidt over det hele. Det var nu meget nemt at se det.

Inden de kunne nå at gøre noget, forsvandt spøgelset lige direkte ind igennem væggen. Det efterlod et svag hvidt omrids af mel på bræddevæggen, der mest lignede en ulden hvid badekåbe. Casper og Caroline løb gennem mel-skyen,, der stadig hang i luften,  for at komme over til den anden side af rummet, hvor der var en dør.

Da de kom ind i det næste rum, nåede de lige at se spøgelset forsvinde ind igennem den næste væg. Sådan gik det nu igennem flere rum. Skræppe baskede efter dem, så godt den kunne. Casper og Caroline løb, tumlede og hoppede over alverdens ting for at følge spøgelset. De lagde slet ikke mærke til, at de kom igennem en masse nye rum, som de aldrig havde været i før.

Til sidst nåede de til et rum, hvor der kun var den dør, som de var kommet ind af. Det var et meget lille rum, med støvede billeder på væggen og spindelvæv over alt. Der var et stort billede af en sørøver midt på den længste væg. Det fyldte helt nede fra gulvet og op til loftet. Billedet sad i en bred, gammel ramme, som var udskåret i de mest utrolige former. På hver side af billedet var der en gammel rusten lysestage med en lille stump lys i. Casper og Caroline stoppede helt op midt inde i rummet. Det gik op for dem, at de ikke anede, hvor de var, og at de heller ikke vidste, hvordan de skulle komme videre. Der gik et øjeblik, så kom Skræppe baskende ind i rummet. Støvet hvirvlede op, så både Casper og Caroline kom til at nyse.

»Prosit,« sagde en velkendt stemme.

De troede først, at det var spøgelset, men da de fik gnedet støvet ud af øjnene, så de, at det var deres far. Han stod med forpjusket hår og stirrede på dem.

»Hvad er det for nogle spøgelser, som vækker hele skibet her midt om natten,« spurgte han og stirrede vredt på dem.

Casper og Caroline så på hinanden. De var begge helt hvide af mel, så de lignede små spøgelser.

»Far! Vi var lige ved at fange spøgelset,« sagde Casper stolt.

»I med jeres spøgelse,« brummede Hr. Carlsen.

Han troede tydeligvis stadig ikke på spøgelset, men var ret sur over at være blevet vækket midt om natten.

»Hvad laver I egentlig her midt inde i skibet?,« spurgte han vredt.

Hvis det ikke havde været for alt det mel, som ligger på gulvet, så var I måske blevet væk.«

Casper og Caroline kiggede ud i gangen. Der var fine mel-fodspor på gulvet. På den måde havde Hr. Carlsen kunne følge efter dem. Fru Carlsen havde åbenbart også fulgt sporerne, for nu kom hun også til syne.

Skræppe havde sat sig på en af lysestagerne og sad nu og hoppede op og ned, mens børnene blev skældt ud af Hr. og Fru Carlsen. Jo mere de skældte ud, jo mere hoppede Skræppe. Den hev og sled i lysestagen og lavede så megen støj, at både Hr. og Fru Carlsen til sidst tav for at kigge på fuglen.

Skræppe havde nu bidt sig fast i lysestagen og hang i næbbet, mens den baskede voldsomt med vingerne.

»Hvad laver det tossede fjerkræ nu?,« udbrød Hr. Carlsen.

Skræppe stoppede sin kamp med lysestagen et øjeblik og kiggede op på Hr. Carlsen. Så gav den sig igen til at hive og slide i lysestagen.

»Hmmm!,« sagde Hr. Carlsen og lukkede øjnene halvt. Så trådte han et skridt hen imod lysestagen, tog Carolines lygte og betragtede væggen, der hvor lysestagen sad fast.

»Aha!,« sagde han og rakte hånden frem imod Skræppe. Men det var ikke Skræppe, han tog. Han tog derimod fat i lysestagen og prøvede at dreje den. Langsomt, meget langsomt lykkedes det Hr. Carlsen at vride lysestagen rundt. Den knirkede og klagede sig, men den gik ikke i stykker af at blive vredet rundt. Da han havde drejet den en halv omgang, hørte de alle et højt klik. Pludselig bevægede det store billede med sørøveren sig. Langsomt svingede det ind i mørket og efterlod et stort mørkt hul.

»En hemmelig dør,« udbrød Caroline.

Hr. Carlsen tog lommelygten og lyste ind i mørket. Det gav et sæt i dem alle sammen. I skæret fra lommelygten så de alle, hvad der lå på gulvet i det hemmelige rum.

»Orv!,« udbrød Casper. »Det er en gammel sørøveruniform.«

Casper gispede. De andre så nu, hvad han havde fået øje på.

Hvide benstumper.

Inde i uniformen var der knogler fra et skelet.