Kapitel 12: Krystalkugle-problemer og stormvejr.

Caroline vågnede og havde en underlig fornemmelse. Hun havde haft den mest spændende drøm om et spøgelse og et skelet med kun en hånd. Først da hun var helt vågen og kiggede over på Casper, kom hun i tanke om, at hun ikke havde drømt. Hun sprang ud af sengen og skubbede til Casper. Han slog straks øjnene op og hoppede ud af sengen. De skyndte sig hen til deres forældre. Caroline trak forsigtigt sin Far i storetåen. Hr. Carlsen blev for én gangs skyld ikke sur over at blive vækket. Han strakte sig i sengen og smilede ved tanken om nattens oplevelser. Inden han nåede at sige noget, begyndte hans mave at rumle højt.

»Vi må vist hellere se at få noget at spise, inden vi kigger på vores fund fra i nat,« sagde han, og lænede sig over til Fru Carlsen for at vække hende.

Krystalkuglen var blevet lagt i en kasse fyldt med vat, så selv den højeste bølge ikke kunne få den til at trille ned på gulvet. Efter morgenmaden ryddede de bordet i kabyssen og placerede krystal-kuglen på midten ovenpå en pude. De satte sig alle og stirrede på kuglen. Den var skinnende blank på overfladen men helt mørk indeni.

»Vi skal nok gætte det rigtige trylleord, hvis den skal fortælle os noget om skatteøen,« sagde Fru Carlsen.

»Hokus Pokus,« foreslog Hr. Carlsen.

Der skete ikke noget.

»Sim Sal-A Bim,« sagde Caroline.

Stadig ikke noget.

»Sesam, Sesam,« prøvede Casper.

Kuglen var helt mørk. De prøvede længe at sige alle de trylleord, de kunne komme i tanke om. Men lige lidt hjalp det. Krystalkuglen blev ved med at være mørk.

Casper stak hovedet helt hen til krystalkuglen. Han stirrede på den, men det eneste han kunne se, var hans eget spejbillede. Det duggede lidt på overfladen af glasset, når han åndede ud. »Jeg er sikker på, at der ikke er mere batteri på den,« sagde han. »Den skal nok lades op!«

Det havde han allerede foreslået om natten.

»Eller måske virker den kun med en fjernbetjening ligesom fjernsynet.«

»Nej, Casper!,« sagde Fru Carlsen. »En god gammeldags krystalkugle virker helt af sig selv. Den behøver hverken batterier eller fjernstyring. Vi kan vist ikke få den kugle til at virke. Nu synes jeg, at I skal gå ud og lege. Vi gider ikke male eller skrubbe noget i dag. Lad os slappe af, så kan vi kigge på kuglen igen i aften.

 

Casper og Caroline gik modstræbende ud på dækket. De havde ikke lyst til at lege. De havde lyst til at gå på skattejagt. For at få tiden til at gå, kravlede de op i udsigtstønden og spejdede til alle sider i Hr. Carlsens lange kikkert. Men de var nu så langt ude på havet, at der ikke var noget at se på, så det blev meget hurtigt kedeligt. Så gav de sig til at klatre i tovværket på skibet, men det var også lidt kedeligt, da de nu var meget gode til det. De kunne ikke tænke på andet end skatten og krystalkuglen. Til sidst gav de sig til at undersøge skibet for nye rum. De gik langt uden om rummet, hvor skelettet af den gamle Kaptajn lå. De ville ikke forstyrre spøgelset, hvis det lå og sov. Casper håbede stadig på, at de ville finde våbendepotet.

Denne dag nåede de til endnu nogle nye rum. Der var ikke sat krydser på døren med kridt, så rummene var nye. Caroline satte et kryds på døren og trådte et skridt tilbage, da Casper trykkede håndtaget til døren ned. Som altid knirkede og jamrede døren da den gled op.

»Jeg tror, at vi har set dette rum før,« sagde Caroline lidt skuffet.

»Umuligt!,« svarede Casper kort, mens han lod lygten glide rundt i rummet. Det var stort set tomt. Der lå nogle gamle sække i det ene hjørne, og et par tønder lå ned, så man kunne se, at de var tomme.«

»Hvis spøgelset fjerner vore mærker, så kan vi jo godt have været her før.«

Casper stoppede et øjeblik og tænkte over det.

»Hvorfor skulle spøgelset gøre det?,« spurgte han lidt tvivlende.

»Måske vil det ikke have at vi roder rundt på skibet,« svarede Caroline lidt beklemt.

De stod begge stille og så sig rundt i det næsten tomme rum. Der var fuldstændigt stille. Så tog Casper sig sammen.

»Sludder!,« sagde han og gik straks hen til den næste dør. Han åbnede den med et ryk og gik ind i det næste rum uden først at lyse derind, som de plejede at gøre. Der lød et kæmpe brag.

Caroline skulle lige til at løbe sin vej, men alligevel bed hun tænderne sammen og lyste ind i rummet for at se, hvad der var sket. Hun fik straks øje på en stor bunke metal og et par ben. Benene sprællede og metallet raslede og røg til højre og venstre. Caspers hoved kom til syne, og han kiggede sig forvirret omkring. Han tog sig til hovedet og trak et tykt lag spindelvæv væk fra næsen.

»Føj!,« spruttede han. »Her er møgbeskidt.« Det støvede ud af munden på ham, når han talte.

Caroline begyndte at grine, og Casper kunne godt selv se, at det var morsomt.

Da de havde grinet færdig, lyste de rundt i dette rum. Det var i modsætning til det sidste rum bugnende fyldt med metaldele og noget, der lignede gammelt skrammel.

Casper rejste sig op og samlede en af metal stumperne op.

»Det ligner noget fra en rustning,« sagde han. Han kiggede videre. Der stod noget stort i hjørnet længst væk.. De gik over for at se nærmere på det.

»Hvad er det?,« spurgte Caroline. »Det ligner at karet til børn. Der er i hvert fald hjul på.«

»Det er en kanon,« jublede Casper. »Se! Løbet er her.« Han pegede hen på den ene ende af tingen, og viste Caroline hullet, hvor kanonkuglerne kom farende ud.

De undersøgte længe den gamle kanon.

»Tror du, at den virker?,« spurgte Casper nysgerrigt.

»Vi kan jo prøve med de her,« sagde Caroline og bukkede sig ned. Hun samlede med besvær en lille rusten metalkugle op fra hjørnet. Den var på størrelse med en kroketkugle men temmelig tung.

»Fedt!,« jublede Casper. letter-spacing:-.15ptNu skal vi bare finde noget krudt.

De kiggede overalt i rummet, men der var ikke andet end rustne metalstykker og den lille kanon.

De besluttede, at de ville gemme kanonen og kuglerne i depotet bag deres TV. Hr. Carlsen var så optaget af at sejle, at han slet ikke havde prøvet at bruge TV’et, efter de var kommet ombord på skibet, så det stod bare og samlede støv. Casper og Caroline måtte bruge alle deres kræfter for at flytte den tunge kanon. De opdagede, at hvis de skubbede kanonen i takt med skibets gyngen, så gik det meget lettere. Alligevel tog det dem næsten en time, at flytte kanonen på plads.

Efter at have pustet ud et øjeblik, gav de sig til at lede efter noget krudt. Men selv om de kiggede i alle de tønder, de fandt, var der ikke noget spor af krudt. Til sidst gav de op og satte sig ud på dækket og kedede sig bravt.

»Vi kan male lidt af rækværket,« foreslog Caroline. Casper kiggede opgivende på hende. Så ville han hellere kede sig.

 

Endelig blev det tid til aftensmad, og Casper og Caroline huggede maden i sig. De kæmpede sig igennem opvasken og endelig blev krystalkuglen igen stillet frem på bordet. De prøvede længe at få liv i kuglen, men der skete stadig intet. Til sidst var de lige ved at opgive. Så fik Caroline en god idé.

»Hvad med at kigge i 'Håndbog for Sørøvere',« foreslog hun. »Måske står der noget om, hvordan krystalkugler virker.«

»Det var lige det, jeg tænkte på,« sagde Casper.

»Nej, du gjorde ikke,« sagde Caroline. »Det var mig, der tænkte på det.«

»Jeg tænkte også på det,« protesterede Casper.

Mens de skændtes, havde Hr. Carlsen hentet bogen. Han bladrede i den og begyndte at læse. Nu holdt Casper og Caroline deres mund.

»Prøv at høre,« begyndte Hr. Carlsen. »Krystalkugler er lavet af krystalglas. De er for det meste helt runde. Nogle krystalkugler kan vise fremtiden, mens andre kan bruges til at fortælle om fortiden, vejret eller hvad man skal spise i næste uge.«

»Spise?,« udbrød Fru Carlsen forbløffet.

Hr. Carlsen lænede sig ind over krystalkuglen.

»Jeg kan tydeligt se rødvin og røde bøffer,« sagde han med et grin.

Fru Carlsen rystede på hovedet, da det gik op for hende, at Hr. Carlsen tog gas på hende.

Casper afbrød ham: »Står der ikke noget om, hvordan man får den til at virke?«

»Sssh!,« sagde Hr. Carlsen og fortsatte. »Krystalkugler kan ligge på holdere af elfenben. De virker dog som regel bedre, hvis de holdes i hænderne.«

Casper og Caroline sprang op og prøvede at få fat i kuglen.

»Pas nu på!,« råbte Fru Carlsen. »Vi skulle jo nødig have, at kuglen går i stykker, fordi I skal slås om at prøve den.«

Forsigtigt tog Fru Carlsen kuglen op med begge hænder. Hun holdt den frem for sig, så de alle kunne se den. De stirrede på den, men der skete stadig ingenting.

»Øv!,« sagde Casper. »Den krystalkugle er noget gammelt møg.«

»Slap nu af,« sagde Fru Carlsen og vendte sig om imod ham.

Netop da skete der noget.

Der kom et svagt lys i kuglen. Fru Carlsen og Casper bøjede sig over den.

»Orv!,« hylede Casper. »Den virker!«

»Jeg vil også se,« råbte Caroline.

Fru Carlsen vendte sig forsigtigt omkring, men nu slukkede kuglen igen.

»Det var mystisk,« mumlede Fru Carlsen.

Hun drejede sig tilbage mod Casper. Nu glødede kuglen igen.

»Se!,« jublede Casper. »Den lyser kun, når den peger på mig. Måske er det fordi, det kun er mig, der skal holde kuglen,« sagde han og så meget tilfreds ud.

»Vel er det ej,« protesterede Caroline. »Jeg vil også holde den.«

»Hold nu mund unger,« afbrød Hr. Carlsen. »Nu stiller I jer over til væggen og er helt stille. Af sted!«

De gjorde, som han sagde. Hr. Carlsen dæmpede lyset i petroleumslampen, så de kun lige kunne se hinanden. Så sagde han til Fru Carlsen:

Prøv at dreje dig langsomt rundt mens du holder på kuglen.«

Fru Carlsen drejede langsomt. Da kuglen pegede i den retning, hvor Casper stod før, lyste den svagt op igen.

»Der kan du selv se,« frydede Caroline sig, mens hun kiggede på Casper.

»Det har slet ikke noget med dig at gøre. Kuglen lyser, når den bliver holdt i én bestemt retning.«

Fru Carlsen drejede kuglen frem og tilbage. Caroline havde ret. Kuglen lyste kun, når den blev holdt i én bestemt retning.

»Det var da underligt,« sagde Fru Carlsen. »Hvorfor mon den gør det?«

»Det er garanteret fordi, den kun lyser, når den peger imod skatteøen,« mumlede Caroline surt.

Hun vendte sig mod Casper og rakte tunge af ham. Det bemærkede Hr. Carlsen, og før ungerne nåede at komme op at slås, brød han ind.

»Kom så hen til bordet - NU!,« snerrede han.

Casper og Caroline skulede til hinanden, men de glemte hurtigt deres slagsmål, da de sad ved bordet. Fru Carlsen lænede sig ind over bordet og holdt kuglen, så der var lys i den. Nu slukkede de lampen helt, så de bedre kunne se kuglen. Billedet var lidt utydeligt, men de kunne alligevel se, at det var en ø med sandstrand og palmer. Da de havde siddet lidt og betragtet billedet, spurgte Casper:

»Hvorfor er billedet kun sort og hvidt? Fjernsynet plejer da at være i farver.«

De kiggede alle sammen i kuglen. Billedet var ganske rigtigt kun sort-hvidt.

»Måske er det en gammel model,« foreslog Hr. Carlsen. »Men det er ret ligegyldigt,« fortsatte han. »Det vigtigste er, at vi nu ved, i hvilken retning vi skal sejle for at komme til skatteøen. Hver aften holder vi krystalkuglen op, og så ved vi i hvilken retning, vi skal sejle dagen efter.«

Det syntes de alle lød meget smart.

 

I mange dage sejlede de, uden at der skete noget specielt. Casper og Caroline kedede sig, for de kunne næsten ikke vente, til de så skatteøen. Det var faktisk værre end at vente på juleaften.

Hver aften samledes familien omkring spisebordet og kiggede i krystal-kuglen. Og hver aften så de, at billedet blev klarere og skarpere. De var helt sikre på, at det betød, at de kom tættere og tættere på skatteøen. Til sidst var billedet så godt, at de kunne se både huse og mennesker på øen. Der var palmer på stranden, og en stor tæt skov dækkede det meste af øen. Casper og Caroline kunne sidde længe og kigge i kuglen, selv om der egentligt ikke skete så meget i den. Bølgerne slog mod stranden og palmer svajede i vinden.

På trods af at billedet i kuglen nu var meget flot, kunne de stadig ikke se nogen ø, når de spejdede fra udsigtstønden. De tilbragte en del tid deroppe i løbet af dagene, men de havde stadig ikke set skyggen af land. Casper og Caroline lavede altid en konkurrence ud af alting, så de havde væddet om, hvem der så øen først.

 

En dag, da både Casper, Caroline og Hr. Carlsen sad i tønden, fik de øje på noget. Det var hverken land eller andre skibe. Det var nogle mørke skyer, som først var meget langt væk. De kom hurtigt tættere på og blev meget større.

»Hvad er det for nogle skyer?,« spurgte Caroline.

»Jeg er bange for, at det er uvejr,« sagde Hr. Carlsen og så lidt bekymret ud.

De havde indtil nu været meget heldige med vejret. I al den tid, de havde sejlet, havde de kun haft meget lidt dårligt vejr, så de havde endnu ikke rigtigt oplevet, hvor voldsomt havet kunne være.

De klatrede ned fra tønden og gik op på broen, hvor Skræppe sad og sov. Hr. Carlsen pirkede lidt til den. Da den åbnede øjnene, fik den med det samme øje på de sorte skyer.

»Torden og tyfoner!,« skreg den.

»Reb sejlene, sur linningen fast, alle mand til pumperne,« kommanderede den.

Casper og Caroline stirrede på Hr. Carlsen. Han så temmelig bekymret ud nu.

»Gør som Skræppe siger,« sagde han.

»Også det med pumperne?,« spurgte Casper mistroisk.

»Find pumperne frem og check at de virker,« kommanderede Hr. Carlsen. »Og gå ned og advar Mor om, at det bliver stormvejr.«

De sorte skyer kom hurtigt nærmere, og snart blæste det voldsomt op. Hr. Carlsen stod ved roret i sit knaldgule regntøj. Snart var bølgerne så store, at de væltede ind over dækket. Casper og Caroline var blevet sendt ned i kabyssen for ikke at blive skyllet overbord af de store bølger. Skibet gyngede så meget, at de alle måtte sidde på gulvet for ikke at vælte.

Fru Carlsen havde pakket alt porcelænet ned i en stor kasse, som stod på gulvet. Kassen kurede frem og tilbage, når skibet gyngede. Stormen blev kraftigere og kraftigere.

 

Hr. Carlsen gjorde alt, hvad han kunne, for at styre skibet, men til sidst måtte han opgive at holde på roret. Han tog et stykke kraftigt tov og bandt roret fast. Nu blæste det så meget, at luften var tyk af skum og vand fra bølgerne. Pludselig rev kompasset sig løs med et brag fra sin holder. Det faldt ned på dækket, så glasset blev knust. Et øjeblik efter blev det opslugt af en bølge, der skyllede ind over dækket og trak det med ud i havet. Hr. Carlsen stirrede efter det. Nu havde de ingen chance for at styre skibet ordentligt. Han besluttede sig for at prøve at komme ind i tørvejr. Det eneste han opnåede ved at blive her, var at han risikerede at blive skyllet overbord. Han hagede sig fast i rækværket, mens han langsomt bevægede sig ned af trappen til dækket. Nede på dækket var alt et virvar. Vandet væltede ind over rælingen, og det var livsfarligt at gå hen over dækket. Imellem to bølger lykkedes det ham at komme hen til kahytsdøren. En kæmpe bølge væltede ind over dækket, og Hr. Carlsen måtte klamre sig til dørhåndtaget for ikke at blive skyllet væk. Endelig lykkedes det ham at komme ind ad døren. Samtidig med at han smækkede den, slog en ny kæmpe bølge mod døren. Hr. Carlsen var meget bekymret. Ville skibet holde til denne hårde behandling?

Inde i kabyssen var der næsten mørkt. Kun én lampe var tændt, og den hang under loftet og gyngede, så skyggerne i rummet hoppede rundt. Både børnene og Fru Carlsen sad på gulvet og var sløve af de søsyge-piller, de havde taget. Hr. Carlsen kiggede på dem og var glad for, at han havde taget imod pillerne fra købmanden. Han satte sig også på gulvet op af væggen for ikke at vælte. Skræppe sad på kassen med porcelæn og så ud til at nyde at køre frem og tilbage på den. Hunden Snus lagde sig over til Hr. Carlsen og lå og peb lidt. Kun katten Snif sov, og så ikke ud til at være påvirket af det frygtelige vejr.

I lang tid sad de og blev kastet frem og tilbage i kabyssen. Stormen varede resten af dagen og det meste af natten. Hen imod næste morgen begyndte vinden at blive svagere. Bølgerne var stadig meget kraftige, men Hr. Carlsen kunne høre, at vinden ikke hylede som før. Børnene var faldet i søvn og lå ubekvemt på gulvet og sov med hovederne i Fru Carlsens skød, mens hun lænede sig mod væggen.

Forsigtigt prøvede Hr. Carlsen at gå ud på dækket. Skibet var ikke så medtaget af stormen, som han havde frygtet. Lidt af rækværket var knækket, nogle af deres vand-tønder var forsvundet, og et af de små sejl var revet helt i stykker. Men intet var så slemt, at det ikke kunne repareres.

Hr. Carlsen gik tilbage til de andre. Han havde endnu ikke fortalt dem, at deres kompas var forsvundet i havet. Inde i kabyssen sov børnene endnu.

»Det er ikke så slemt,« sagde han. »Jeg tror, at vi kan reparere skaderne forholdsvis hurtigt.«

Fru Carlsen rykkede på sig og lavede en grimasse. »Mine ben sover,« sagde hun. Hun løftede forsigtigt børnenes hoveder væk og forsøgte at rejse sig. Det lykkedes ikke, så hun satte sig ned igen og begyndte at massere sine fødder for at få liv i dem. Casper og Caroline vågnede langsomt op. De ømmede sig og forsøgte at sætte sig op. De var helt stive i kroppen efter at have sovet på gulvet.

Da alle var helt vågne, fortalte Hr. Carlsen dem om skaderne og om kompasset. Da de havde sundet sig lidt om, sagde Casper:

Vi kan vel stadig bruge krystalkuglen til at styre efter. Så kan vi da komme til skatteøen.«

Hr. Carlsen sprang op og prøvede at komme hen til det skab, hvor krystal-kuglen lå. Han havde stadig meget svært ved at gå, for skibet gyngede fortsat en del. Han tog forsigtigt den æske, som kuglen lå i, ud af skabet.

Men så gik det galt.

På vej tilbage til bordet kom porcelænskassen kurende hen over gulvet, så Hr. Carlsen snublede over den. Han faldt forover og tabte den lille kasse. Kassen røg over på bordet, og låget røg af. Langsomt trillede kuglen ud af kassen. Casper røg op og kastede sig frem for at gribe fat i kuglen, men han var stadig så stiv i kroppen efter natten på gulvet, at han bevægede sig langsomt. Lige før han nåede kuglen, røg den ud over bordkanten, og de hørte alle lyden, da den blev knust på gulvet.

Et øjeblik var der helt stille.

Så begyndte Caroline at græde, og Casper fik også tårer i øjnene.

Hr. Carlsen kiggede opgivende på gulvet, som var dækket af et fint lag knivskarpe små stjerner, der glimtede i lyset fra den gyngende lampe.

Kan den limes?,« spurgte Casper spagt, men han forventede ikke noget svar.  Hr. Carlsen kiggede på ham og trak den ene mundvig lidt ned. Uden at sige noget tog han fejebakken frem og fejede alle de små glasstykker op. Han stod et øjeblik og overvejede, hvad han skulle gøre ved dem. Så tog han den kasse, som den hele kugle havde ligget i og hældte glasskårene op i den.

 

Hvad skulle de nu gøre? Kompasset var væk og krystalkuglen var knust. Hvordan skulle de finde skatteøen? Hvordan skulle de finde hjem?