Kapitel 9: Hverdag til søs.
Morgenen efter at Johannes havde forladt dem, blev alt gjort klart til afrejsen mod varmere himmelstrøg. Hr. Carlsen stod ved roret og råbte ordrer til Casper og Caroline. De piskede rundt som lydige matroser og lystrede Hr. Carlsens råb.
Fru Carlsen kom hen til ham og så beundrende på ham.
»Hvordan i alverden har du lært alt dette?,« spurgte hun imponeret, da skibet var drejet rundt og sejlene sat. »Godt nok har du den lille skippereksamen til vores sejlbåd, og Johannes har også fortalt en del om skibet.« Hun kiggede nysgerrigt på ham, som om hun havde mistanke om, at Hr. Carlsen skjulte på en hemmelig visdom.
»Øhmm,« rødmede Hr. Carlsen, der hurtigt indså, at han ikke kunne skjule sin hemmelighed længere.
Hvad er det?, spurgte Casper, der kom traskende sammen med Caroline. Nu hvor skibet sejlede, havde de fået fri.
Nu skal I bare se,« sagde Hr. Carlsen og gik over til en rulle tovværk. Han bøjede sig ned og tryllede en sæk frem fra tovrullen..
Han rodede lidt i
sækken, og børnene strakte sig på tæerne for at se, hvad der var i den. Hr.
Carlsen trak stolt en gammel støvet bog frem.
Her skal i se, unger! 'Håndbog for sørøvere'. Det er lige, hvad vi har brug for. Manden i butikken sagde, at alt, hvad vi har brug for at vide, står i denne bog.«
Orv!,« jublede Casper. »Må vi læse i den?«
Jeg ved ikke rigtigt,« sagde Hr. Carlsen og lød oprigtigt bekymret. »Det er en gammel bog, og der skulle helst ikke ske noget med den.«
Han holdt bogen og kærtegnede den, som om den var et lille kæledyr.
I må nok læse i den, hvis I passer meget på den,« foreslog Fru Carlsen.
Ja,« svarede Hr. Carlsen med et lusket grin. »Jeg havde faktisk tænkt mig, at I skulle læse et afsnit i den hver dag. Så hører jeg jer i det dagens efter. Det er sådan en slags lektier,« grinede han.
Casper skulle lige til at protestere, men han var så nysgerrig, at han bare nikkede og tog bogen. Hr. Carlsen rakte ham bogen, og Casper studerede den nøje. Det var tydeligvis en meget gammel bog. Den havde en falmet læderbind, og det var slidt blankt af mange hænder på kanterne. På forsiden var der præget et dødningehoved i læderet, som blev meget tydeligt, hvis man vippede bogen, så lyset faldt ind fra siden. Casper og Caroline fnisede lidt anstrengt, mens de betragtede skelethovedet. Det var temmelig uhyggeligt at se på. Så forsvandt Casper sammen med Caroline.
Håndbog for sørøvere!«, fnøs Fru Carlsen og så efter børnene. »Hvad er det du prøver at bilde dem ind?«
Den er go’ nok,« forsikrede Hr. Carlsen. »Der står ALT hvad man kan få brug for, når man sejler sådan en skude her.«
Fru Carlsen så ikke ud til at tro på, hvad han sagde, men Casper og Caroline må have fundet bogen meget interessant, for Hr. og Fru Carlsen så ikke mere til dem før aftensmaden.
Dagene gik meget hurtigt ombord på skibet. De første par dage brugte de til at blive helt fortrolige med at sejle skibet alene uden Johannes. Vejret var roligt, så det var ikke svært at sætte sejlene, og de vidste, hvordan skibet ville opføre sig. Hr. Carlsen stod ved roret og råbte ordrer til Casper og Caroline, der kravlede rundt i masterne og udførte hans ordrer. Fru Carlsen havde til at begynde med været skrækslagen ved tanken om, at de skulle falde ned, men børnene var begge blevet forsynet med sikkerhedsliner, så de uden fare kunne bevæge sig rundt i højderne. Det varede dog ikke længe, før de fik lov til at klatre rundt de fleste steder uden liner på sig.
Casper og Caroline blev også sat til at gøre rent på skibet. De skurede dækket og pudsede alle messingknapperne på det store ror. Normalt syntes Casper og Caroline absolut ikke, det var sjovt at gøre rent og rydde op, men ombord på deres eget skib, var det lige pludselig ikke så slemt. Og når roret skinnede i solen, var det al besværet værd.
Men de syntes
alligevel, at det var sjovere at undersøge skibet. Den gamle sømand, som de
havde købt skibet af, havde jo fortalt dem, at skibet havde uendeligt mange
rum. Det troede Casper selvfølgelig ikke på, men indtil videre havde de endnu
ikke set hele skibet. Hver dag fik de øje på en ny dør, som de ikke havde lagt
mærke til dagen før. Og bag den nye dør skjulte der sig altid et rum fyldt med
spændende ting, som de kunne bruge lang tid på at undersøge. Der var gamle
søkort, tykke bøger på fremmede sprog og mange ting til et gammelt sejlskib.
En dag fandt de en gammel kikkert. Den var helt grøn og næsten en halv meter lang. Da Hr. Carlsen havde fødselsdag et par dage efter, besluttede Casper og Caroline at forære ham kikkerten i fødselsdagsgave. Men først pudsede de den, og da den var lavet af messing, blev den skinnende blank.
Hr. Carlsen blev meget glad for kikkerten. Han havde ikke forventet sig nogen gave, da han bare havde ønsket sig en stor kage. Han blev så glad for kikkerten, at han brugte det meste af sin fødselsdag oppe i toppen af den højeste mast, hvor udkigstønden var. Her sad han og kiggede i sin kikkert og råbte ned til de andre på dækket, hvis han fik øje på noget spændende. De passerede ikke mange andre skibe, men de få, de kom i nærheden af, tudede i hornene som hilsen.
Hver dag fandt Casper og Caroline noget nyt. De lærte mange ting på den måde. I mange af de bøger, de fandt, var der billeder, som beskrev fjerne og mærkelige lande.
Hvis de fandt en ting, som de ikke vidste, hvad var, så kunne Fru Carlsen som regel fortælle dem det. Og hvis hun ikke vidste, hvad en ting var, så vidste Hr. Carlsen det muligvis.
Det hændte dog, at ingen af dem kunne finde ud af, hvad det var, de havde fundet. Så satte hele familien sig på dækket, når de drak eftermiddagste og viste tingen til Skræppe. Fuglen sad altid på rælingen ved siden af roret, med mindre den lige var ude og flyve sig en tur. Når papegøjen fik øje på den ting, som de viste den, så dansede den lidt frem og tilbage på rælingen og vippede med hovedet, mens den tænkte. Så skræppede den »nagelspir« eller »hanefod« eller et andet mærkeligt ord men sin hæse og skarpe stemme. Mange gange var det et ord, som de ikke kendte. Men det gjorde ikke noget. Når de vidste, hvad tingen hed, så kunne de slå ordet op i 'Håndbog for sørøvere' og få at vide, hvad tingen kunne bruges til.
Hanefod!,« gentog Hr. Carlsen for ikke at glemme ordet. Han bladrede i bogen og nåede til den side, hvor beskrivelsen stod. Et møl fløj ud af bogen, og Hr. Carlsen kiggede irriteret efter det, som om det havde stjålet en oplysning fra bogen, som det fløj af sted med.
Hanefod,« læste Hr. Carlsen. »En strop der fordeler trækket.« Selvfølgelig, nikkede Hr. Carlsen og pustede ned i sit tekrus og nød pausen.
Har I ellers fundet noget spændende i dag?,« spurgte han nysgerrigt og kiggede på børnene.
Casper og Caroline rystede enigt på hovederne. Det havde ikke været en af de gode dage, hvor de havde fundet et interessant nyt rum i skibet.
Når Casper eller Caroline havde fundet en dør til et nyt rum, var det altid meget spændende at åbne den. Det kildede i maven, når de trykkede håndtaget ned, og døren på knirkende hængsler langsomt gled op. Nye dufte kom dem i møde, inden de trådte ind i rummet. De havde vænnet sig til lugten af tjære og gammelt træ, men mange dufte kunne de ikke genkende. Krydderier, som de aldrig havde hørt om, var beviser på, at skibet havde hentet ting fra hele verden. De fandt mange små krukker fyldt med pulver, korn og tørrede blade, som stadig havde en kraftig duft. Når de var færdige med at snuse til rummets duft, lyste de ind i det med deres lygter, inden de gik ind. Så satte de et kryds på døren med kridt for at markere, at de havde været i rummet. Casper håbede hver gang på, at de havde fundet våbendepotet. Casper ville gerne prøve at skyde med et gevær, og han vidste, at hans far ville elske at få en gammel sørøversabel.
Caroline håbede, at det nye rum, de kom ind i, var skibets skattekammer. Hun ville gerne finde juveler, smykker, diamantringe og perlekæder. Allermest ønskede hun at finde en prinsessekrone til at tage på hovedet. Hvis hun fandt en rigtig dronningekrone, kunne hun jo altid gemme den til sin mor, hvis hun engang blev dronning i junglen.
Selv om det altid var spændende at åbne en ny dør, var både Casper og Caroline lidt nervøse. Tænk nu hvis det rum, de kom ind i, var det rum, hvor spøgelset boede. Men indtil videre havde de ikke set noget til spøgelset. Til gengæld var Casper og Caroline temmelig sikre på, at de havde hørt spøgelset indtil flere gange. Om natten, når de lå i deres køjer, havde de hørt stønnen og jamren bag deres vægge. Men spøgelset havde de altså ikke set.
Hver dag, når
klokken var tolv, samledes hele familien på dækket. Fru Carlsen satte sig godt
til rette på en blød pude, og ungerne smed sig i to hængekøjer, som de havde
fundet i et af de mange rum i skibet. De glædede sig alle tre til at se noget
meget morsomt. Hr. Carlsen skulle nemlig åbne dåser med dåsemad. Normalt ville
man åbne dåser med en dåseåbner, men den havde de glemt. Fru Carlsen mente, at
det var Hr. Carlsens skyld, fordi han ikke var gået med ind i
skibsprovianterings-butikken. Derfor blev han sat til at åbne dåserne. Det var
mægtigt underholdende, for der skete altid noget nyt og uventet. Hvis Hr. Carlsen
for eksempel prøvede at åbne en dåse majs med en økse, så endte det altid med,
at dåsen rullede frem og tilbage på dækket, mens Hr. Carlsen jagtede den som et
vildt dyr og huggede i dækket, så splinterne fløj til højre og venstre.
En dag havde han prøvet at åbne en dåse pølser med en stor knibtang. Det endte med, at dåsen eksploderede, så Hr. Carlsen sad på dækket med pølsestykker i håret. Han var straks blevet overfaldet af Snus, som tyggede i både pølsestykkerne og hans hår. Derfor havde Hr. Carlsen spurgt Casper, om han ikke kunne skynde sig at finde en dåseåbner i et af de mange rum. Men det var altså ikke lykkedes endnu. Og Casper var ikke helt sikker på, at han ville undvære den daglige optræden på dækket. Men da temmelig meget af dåsernes indhold gik til spilde, måtte de nok hellere finde en dåseåbner i en fart. Ellers ville de meget snart løbe tør for mad.
En nat da Casper lå i sin køje, hørte han Caroline græde. Først troede han, at hun måske drømte noget væmmeligt. Da han lidt efter hørte hende stønne og jamre, tænkte han, at hun var ved at blive syg. Han rejste sig op i sin køje og lyttede. Han kunne høre, at Caroline også havde rejst sig op i sin køje.
Hvad laver du?,« spurgte Caroline.
Jeg laver da ikke noget. Det er dig, der ligger og laver lyde,« vrissede Casper.
Jeg siger ikke en lyd,« sagde Caroline.
Casper hoppede ud af sin køje, tændte sin lommelygte og kiggede på Caroline.
Hold så din mund, jeg kan ikke sove.«
Mens han sagde dette, hørte han igen den samme lyd: »Ååååååhhh! Uhuuuuu!«
Det var en dyb klagende stemme, og det var garanteret ikke Carolines, for hendes mund var helt lukket. Den var dog ikke lukket ret længe, for nu åbnede hun den, og i munden på hinanden råbte de: »Spøgelset!«
Lynhurtigt var Caroline også ude af sin køje. De løb hen til døren og lagde ørerne mod den. De kunne høre, at noget bevægede sig ude på gangen. Caroline løb hen til sin køje og tog lommelygten under sin hovedpude. Forsigtigt åbnede de døren og lyste ud på gangen. Der var intet at se. De sagde ikke noget, men holdt begge vejret og lyttede. Der var ikke en lyd, bortset fra skibet, der knagede lidt, når det vuggede frem og tilbage. De gik lidt hen ad gangen og lyttede igen. Nu hørte de en svag jamren. Det lød, som om det kom oppe fra dækket.
Pludselig lød der
en voldsom larm. Det var Skræppe, som råbte.
Sørøvere og sildepostej.«
Papegøjen skræppede op, og de kunne høre, at den baskede voldsomt med vingerne.
Casper og Caroline spænede ud af døren til dækket. I to spring var de oppe ad trappen ved roret. Papegøjen sad ikke på sin faste plads på rækværket ved siden af roret. Det eneste, de kunne se i skæret fra lommelygterne, var to af Skræppes fjer, som lå foran roret.
Skræppe!,« kaldte Caroline.
Skræppe!«
De kaldte flere gange. Så hørte de en bekendt stemme lige ved siden af sig: »Søløver og sejfilet.«
Der sad Skræppe igen på rækværket, og så ud som om intet var hændt. Noget måtte der dog være sket, for dens fjer var i en farlig uorden.
Larmen havde vækket Hr. og Fru Carlsen. De dukkede nu op og så noget forvirrede ud.
Hvad i alverden foregår der her?,« spurgte Hr. Carlsen søvndrukkent. Caroline løb hen til ham.
Far, Far! Skræppe er blevet overfaldet af spøgelset.«
Er den det?,« svarede Hr. Carlsen søvndrukkent.
Hr. Carlsen så hen på Skræppe. Den sad igen helt roligt og pudsede sine fjer. Hr. Carlsen kunne dog godt se på dens fjer, at den havde været oppe at slås. Men da han absolut ikke troede på spøgelser, foreslog han: »Jeg tror, at Skræppe har været i slåskamp med en måge.«
Hr. Carlsen strakte sig og gabte uinteresseret.
Casper kiggede over på Caroline og hviskede: »Måger stønner og jamrer ikke midt om natten.«
Mere sagde de ikke. Hr. og Fru Carlsen fulgte børnene tilbage i seng og sagde pænt godnat. Der lå de lidt i mørket og lyttede. Der var ikke en lyd at høre. Da de havde ligget lidt, hviskede Caroline: »Sover du?«
Casper sov selvfølgelig ikke.
Skal vi ikke lægge os på lur efter spøgelset i morgen?,« foreslog hun. Casper syntes, det var en mægtig god idé. De skyndte sig begge to at lægge sig til at sove. De måtte jo hellere være rigtigt friske, hvis de skulle på spøgelsesjagt næste nat.