Kapitel 8: Opskrifter på is og sejlads med sejl.

 Hr. Carlsen lænede sig tilbage og sukkede dybt.

Det er den bedste mad jeg har fået i mange år, Frue,« sagde han og klappede sig på maven. Hr. Carlsen havde aldrig kaldt nogen for Frue, men han var startet på det, nu hvor Johannes kaldte Fru Carlsen det. »Jeg kan ikke rokke med ørerne nu,« tilføjede han.

»Det har du da aldrig kunnet gøre,« sagde Caroline.

»Det kan Johannes til gengæld,« grinede Johanne og begyndte at tage ud af bordet.

 Johannes tog dette som en opfordring og lænede sig frem. Han koncentrerede sig, og så begyndte hans ører at hoppe og danse. Casper og Caroline jublede og selv Fru Carlsen var så imponeret, at hun gav sig til at klappe i hænderne.

Da showet var overstået rejste Fru Carlsen sig og pegede til Casper og Caroline, at de skulle hjælpe til med at tage ud af bordet.

Næh!,« sagde den venlige ældre dame, som absolut ikke var så skrap, som Johannes havde antydet. »Sid I nu bare og hør på Johannes, mens jeg laver kaffe. Jeg har alligevel hørt den historie alt for mange gange.«

 

 De havde talt om alt muligt under maden, og Familien Carlsen havde skiftedes til at fortælle, hvordan de havde mistet deres arbejde og besluttet sig for et nyt liv. Da børnene havde spurgt Johannes om, hvad han havde lavet hele sit liv, havde han lovet at fortælle det efter maden. Johannes lænede sig tilbage og begyndte.

Skibet tilhørte min farfar, som købte det, efter at det havde været brugt som kaperskib i mange år.«

 Allerede nu afbrød Caroline ham.

Hvad er et kaperskib?«

  Johannes tænkte sig om et øjeblik, mens han tænkte over spørgsmålet.

Man kan vel nærmest sige, at det er en slags lovligt sørøverskib.«

Det er da ikke lovligt at være sørøver,« mente Casper.

Det har det været,« svarede Johannes. »I gamle dage kunne almindelige søfolk få lov til at kapre fjendens skibe, hvis man var i krig med dem. Så tog de skibene med tilbage til kongen, og de delte byttet. Det blev forbudt for over hundrede år siden, men mange af kaperne kunne ikke holde op, så de fortsatte som rigtige sørøvere. Og så har du ret – så var det ikke længere lovligt.«

Så vores skib har aldrig været rigtigt sørøverskib?,« sukkede Casper noget skuffet.

Jo da!,« svarede Johannes. »Den sidste kaperkaptajn på skibet nægtede også at stoppe sit røveri, så han sejlede til de varme lande og startede som pirat.

Sejt!,« jublede Casper. »Så er det altså et ægte sørøverskib.«

Så ægte som de kan blive,« smilede Johannes og pustede en røgsky ud mod lampen over bordet i den lille stue efter at have tændt sin pibe igen.

 Røgen cirklede om lampen og hang som tåge over et bjerg. Hele familien sad og stirrede drømmende ind i den, mens de lyttede til Johannes.

Men siden min farfar overtog skuden, har den fungeret som fragtskib, så det er næsten 100 år siden.«

 Johannes kiggede på dem og smilede, så man kunne se de gule tænder, der holdt piben: »Det varmer mit gamle sejlerhjerte, at skuden fortsat skal sejle, selv om det ikke bliver med gods men med mennesker.«

 Johanne havde samlet de sidste tallerkener og kom nu tilbage fra køkkenet med kaffe i en gammel blå kaffekande, hvor det dampede ud af tuden.

Var det noget med en lille portion is,« spurgte hun.

 Fire meget store smil var svar nok.

Og dig behøver jeg jo ikke at spørge, din slikmund,« sagde hun og kiggede på Johannes.

 Et øjeblik efter stod der seks store portioner is på bordet og alle spiste og nød isen i stilhed.

Ville det være muligt at få opskriften på denne herlige is med til de varme lande?,« spurgte Fru Carlsen forsigtigt. »Det ville blive et kæmpehit blandt vores kommende gæster på skibet.«

Jeg har aldrig givet opskriften fra mig,« svarede Johanne en smule skarpt.

Ja,« istemte Johannes, »vi kan ikke have at andre løber med den, så jeg ikke kan spise den hver dag,« sagde han med et grin. »Og man forærer jo ikke en guldgrube væk,« tilføjede han.

 Fru Carlsen vidste udmærket, at Johanne levede af at sælge is hele sommeren til øens besøgende, så hun spurgte ikke igen.

Hvad skal du nu få tiden til at gå med,?« spurgte Casper og så på Johannes.

Thjaee,« sagde Johannes og så fjern ud i blikket. »Jeg vil sidde på Johannes terrasse i min gyngestol og kigge på skibene og de besøgende og tænke på gamle dage. Og så vil jeg spise Johannes gode mad.«

Og efter tre dage vil du være skrup-umulig og kede dig,« tilføjede Johanne.

Der kan du høre, hvordan Caroline bliver, når I bliver gamle,« klukkede Johannes. »En lillesøster er altid en lillesøster, selv om hun laver god mad.«

 Casper kiggede anklagende på Johanne: »Ja, de kan være ret stride!«

 Johanne trak vejret dybt, fik et stramt udtrykt i ansigtet og skulle lige til at skælde ud, da Hr. Carlsen brød ind:

Sig mig Johanne! Jeg tror, at vi kan lave en handel. Hvis jeg sørger for at underholde Johannes lidt, så du får fred indimellem, vil du så give din opskrift til Clara?«

 Johanne klemte øjnene sammen og så mistænksomt på Hr. Carlsen.

Hvordan?,« spurgte hun kort og ikke synderlig venligt.

 Casper og Caroline syntes lige pludseligt, at den gamle dame lød meget skrap, som Johannes havde sagt.

Jo, Frue!,« begyndte Hr. Carlsen. »Johannes har jo sejlet hele sit liv, og det kan man ikke bare holde op med. Vi har faktisk en lille sejlbåd liggende i havnen, som vi ikke skal bruge nu, så jeg ville være meget glad, hvis Johannes kunne bruge den, mens vi er langt væk.«

Johannes skal altså passe på jeres båd, og så skal jeg endda forære mine opskrifter væk. Det lyder ikke som en særlig god handel for os,« sagde Johanne surt.

Hvad er det for en båd?,« spurgte Johannes nysgerrigt. Han lod som om, at han ikke hørte sin søsters utilfredshed.

 Hr. Carlsen forklarede hurtigt, hvad det var for en båd. Johannes nikkede anerkendende og vendte sig mod sin søster.

Ja, ja!,« vrissede Johanne. »Jeg ved allerede hvad du vil sige. Men jeg giver ikke mine opskrifter væk. Hvad skal jeg så  leve af, hvis de bruger dem her.«

I må love højt og helligt, at I ikke vil bruge Johannes opskrifter nord for 43. breddegrad,« sagde den gamle sømand og så alvorligt på Familien Carlsen.

Vi holder os syd for Middelhavet,« lovede Hr. Carlsen, mens han løftede sin højre hånd, som om han aflagde en ed.

 Fru Carlsen skyndte sig at løfte sin hånd og lovede det samme.

Hmm!,« brummede Johanne modstræbende. »Så skidt! Det er vel bedre end at se på Johannes i gyngestolen dag ud og dag ind.«

 Fru Carlsen rejste sig og gik over til Johannes’ søster. Johanne begyndte at forklare en masse om plukning af bærrene, og snart lød det som om, at hun faktisk nød at give sit livs erfaring og hemmeligheder fra sig. Johannes og resten af Familien Carlsen lyttede til at begynde med i stilhed under forklaringen, men Casper og Caroline blev utålmodige, og begyndte at stille Johannes flere spørgsmål om hans liv.

 

 Det blev sent, inden Familien Carlsen brød op. De sagde tusind tak for mad og opskrifterne og rejste sig for at forlade de to aldrende søskende. Johannes begyndte at tage sin jakke på.

Følger du gæsterne på vej?,« spurgte Johanne, da Familien Carlsen var kommet ud i den stjerneklare nat.

På vej?,« udbrød Johannes. »Jeg har sandelig ikke tænkt mig bare at lade dem sejle af sted med mit skib. Jeg tager lige et par dage med dem, så de kan lære det hele, inden de selv sejler sydpå.«

 Hr. og Fru Carlsen standede overraskede op og så på hinanden i mørket. Det havde de ikke aftalt noget om.

Det er med i prisen,« insisterede Johannes. »Jeg kan jo ikke sælge jer skuden uden et kursus,« grinede Johannes.

Det lyder som en fremragende idé,« indrømmede Hr. Carlsen.

Prisen?,« spurgte Johanne nysgerrigt.

 Johannes svarede ikke men pegede blot på rygsækken med pengene, der stod i hjørnet af den lille stue.

Så tror jeg, at vi siger farvel her,« sagde Johanne, der pludselig virkede mere interesseret i rygsækken end i at sige farvel til Familien Carlsen.

 De sagde alle pænt farvel og forlod huset.

Tror du virkelig, at vi kan lære at styre det store skib?,« spurgte Fru Carlsen bekymret.

Tro mig Frue,« grinede Johannes. »Det er ikke sværere end at lave fremragende is.«

 De nåede hurtigt til bådebroen med den lille robåd og gik ombord.

 Pludselig hørte de Johanne råbe højt oppe fra huset.

Skynd jer!,« sagde Johannes og skubbede fra. »Ro!,« kommanderede han til Hr. Carlsen.

 Hr. Carlsen forstod ikke, hvad der skete, men han satte årerne i vandet og trak fra land. De kunne høre, at Johanne kom løbende ned mod dem, mens hun snakkede højt med sig selv. Hun lød ikke til at være i godt humør.

Johannes!,« råbte hun højt. »Hvor er resten af pengene?«

Ro, Fortsæt med at ro!,« insisterede Johannes og så sig bekymret tilbage.

 Johanne var nu nået helt ned på bådebroen og stod og spejdede ud i mørket.

Johannes!,« råbte den gamle dame igen. »Din store torsk. Har du foræret dit skib væk?«

 I det svage lys kunne de se Johannes lave en håndbevægelse, der signallerede, at de skulle fortsætte med at ro.

 De nærmede sig skibet, som tydeligt kunne ses i silhuet mod horisonten. Den gamle dames råben fortog sig. De havde svært ved at afgøre, om de skyldes afstanden, eller at hun ikke råbte så højt længere.

 Da de alle var kommet ombord igen, gik de ned i kabyssen. Fru Carlsen tændte et lys, og de kiggede alle forbløffede på den gamle sejler.

Ja,« indrømmede Johannes modstræbende. »Jeg tog nok ikke helt den pris for skibet, som jeg havde aftalt med Johanne. Men penge betyder altså ikke alt .«

  »Og så taler vi ikke mere om det,« tilføjede han bestemt, så Familien Carlsen var ikke i tvivl om, at han mente det.

 

 De næste par dage lærte Johannes dem alt om det gamle skib. Casper og Caroline lærte at sætte sejlene, og Johannes roste dem, men de hang højt oppe i masterne. Fru Carlsen så noget bekymret til.

 Selv om Hr. Carlsen var en dygtig sejler, så var det noget andet at sejle en så stor skude. Alligevel erklærede Johannes sig tilfreds med Hr. Carlsens færdigheder efter en uge.

Hvis I kan ro mig ind til jeres sejlbåd, så vil jeg være meget taknemmelig,« sagde Johannes, da de skulle til at tage afsked.

Det er vist os, der skal være taknemmelige,« forsikrede Fru Carlsen. »Vi vil tænke venligt på dig hver dag, når vi nyder vores nye liv.«

I er meget venlige,« sagde Johannes og smilede lidt trist, mens han så en sidste gang rundt på skibet. »I må love at komme og besøge os, når I kommer på disse breddegrader igen.«

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør møde din søster igen,« svarede Fru Carlsen bekymret.

Hun skal nok blive god igen, Frue,« forsikrede Johannes. »Bare I ikke sælger noget is på hjemturen,« tilføjede han med et grin.

 Fru Carlsen gav Johannes et stort kram, og børnene fik også et stort knus til afsked.

 Så kravlede Johannes og Hr. Carlsen over rælingen og firede sig ned i jollen, som allerede lå på vandet og ventede på dem.

 Hr. Carlsen begyndte at ro væk fra skibet, der havde ankret op så tæt på havnen, som de kunne komme. Det var et stykke ude, så de skulle ro lidt for at komme ind til deres sejlskib. Fru Carlsen og børnene stod ved rælingen og vinkede hele vejen.

 Inden de var helt ind, lænede Caroline sig frem og råbte til Johannes:

Hvad hedder skibet?«

 Johannes kunne først ikke høre, hvad Caroline råbte, men da hun gentog det, grinede Johannes og så på Hr. Carlsen.

Jeg har altid kaldt det ”Johanne”,« grinede han. »Men oprindeligt hed det ”Den gyldne Hingst”.«

Der gik meget kort tid, så var Hr. Carlsen tilbage på dækket. Han havde skyndt sig at sætte Johannes af, så han ikke risikerede at støde ind i Johanne.

Hr. Carlsen kravlede over rælingen og vendte sig om og betragtede solnedgangen.

Er det ikke fantastisk,« sagde han med begejstring i stemmen. »Vi har vores eget skib, vi har vores frihed, og vi kan gøre lige hvad vi vil.«

Og vi kan sove længe i morgen,« grinede Casper.

Det er godt med dig,« grinede Fru Carlsen. »I morgen sætter vi kurs mod syden, og så venter der os hårdt arbejde fra morgen til aften, så jeg tror faktisk, at I måske vil komme til at savne både skolen og lektierne.«

ALDRIG!,« råbte Casper og Caroline i munden på hinanden. »Vi kommer aldrig til at savne skolen.«

Og heller ikke lektierne,« tilføjede Casper med overbevisning.

Ja, ja!,« smilede Fru Carlsen. »Men nu skal vi have noget mad, og så skal I i seng. Jo før vi kommer til syden, jo hurtigere kommer vi i gang med at tjene penge.«

Fru Carlsen vendte sig om mod sin mand.

Kommer du også, Cornelius?«

Hr. Carlsen rystede på hovedet. Han havde ikke lyst til at spise nu.

Jeg spiser senere,« sagde han.

Gå I bare ind og spis, så kommer jeg lidt senere, når Skræppe og jeg har ordnet noget.«

Fru Carlsen og børnene gik ind. Da Hr. Carlsen var sikker på, at de var væk, tog han sin sæk frem. Han tømte hele indholdet ud på dækket. Hurtigt tog han den jakke på, som var kommet til syne. Så tog han bukser og støvler på. Til sidst tog han en stor sort hat på. Han kiggede sig lidt omkring. Der manglede noget. Så kiggede han ned i sækken og smilede. Han fiskede en sort klap med snor i op. Den satte han for det ene øje og bandt den fast under hatten. Nu lignede han fuldstændig en rigtig sørøver med sort uniform og blanke knapper. Han gik tilbage til roret og styrede lige imod solnedgangen, mens han smilede.

Det her var lykken. Det var det, han altid havde drømt om. Nu var han endelig blevet sørøverkaptajn på sit eget skib.