Kapitel 2 : En ulykke kommer sjældent alene.

Det var igen en af de aftenener, som Casper og Caroline hadede. Der var ingen spændende film i fjernsynet men en fodboldkamp.

Hr. Carlsen var i usædvanligt godt humør under aftensmaden. Han fortalte morsomme historier, og var slet ikke træt, som han plejede efter en lang dags arbejde. Det kunne måske være fordi, han skulle se fodbold senere, men Casper og Caroline havde mistanke om, at han havde lavet numre.

Efter aftensmaden, da de kom ind i stuen, opdagede børnene, at de havde fået nyt fjernsyn. Det var ikke helt så stort, som det gamle, og børnene så lidt skuffede på det.

»Hvorfor skulle vi have nyt fjernsyn?,« spurgte Caroline. »Det gamle var da så godt.«

Hr. Carlsen rystede på hovedet.

»Det var efterhånden et gammelt fjernsyn, og det begyndte at have problemer med billedet,« forklarede han alvorligt. »Jeg fandt det her fjernsyn, da jeg afleverede din mors computer til reparation,« fortsatte han.

»Men Cornelius!,« begyndte Fru Carlsen bekymret. »Vi har da ikke råd til et nyt fjernsyn. Det er rigeligt, at computeren er gået i stykker.«

»Det gamle var bedre og større,« sagde Casper surt.

»Stop nu lidt,« protesterede Hr. Carlsen. »Dette fjernsyn er ganske vist lidt mindre end det gamle, men det er et godt fjernsyn, og jeg betalte ikke noget for det, fordi jeg afleverede det gamle fjernsyn i bytte. Tværtimod,« fortsatte Hr. Carlsen tydeligvis stolt af sig selv, »så får vi computeren repareret gratis. Der skal en ny strømforsyning i den. Det er da et ganske godt bytte.«

Børnene så stadig sure ud, men Fru Carlsen havde fjernet sit bekymrede udtryk i ansigtet.

Hr. Carlsen tændte for fjernsynet for at vise, hvor flot billedet var.

»Der er indbygget satellitmodtager og antenne,« pralede Hr. Carlsen. »Det kan tage alle de kendte sportskanaler.«

De kiggede alle på det, og de måtte indrømme, at billedet var meget flot. Fodboldkampen var allerede startet, så Hr. Carlsen stoppede sin fremvisning af det nye apparat og sank ned i sin lænestol.

Børnene sukkede og gik hen for at læse lektier. Efter ganske kort tid begyndte Hr. Carlsen sin sædvanlige dansen frem og tilbage foran fjernsynet, mens han hylede og skreg af spillerne og dommeren.

Der gik kun et øjeblik, så forsvandt alt lyset i lejligheden. Casper og Caroline begyndte at grine, men holdt straks op, da de opdagede, at Hr. Carlsen stadig sad og så fjernsyn.

Fru Carlsen kom ind i stuen.

»Hvad i alverden ..,« begyndte hun. »Hvordan kan du se fjernsyn, når strømmen er slukket?,« spurte hun forbløffet.

»Hvad siger du?,« sagde Hr. Carlsen, mens han stadig stirrede på TV-skærmen. »Er strømmen nu forsvundet igen? Det var da trist for jer.« Han lænede sig tilbage, men Casper og Caroline kunne se, at han holdt over sin mund, for at de ikke skulle opdage, at han sad og grinede.

»Hvordan kan du se fodbold, når der ikke er strøm?,« gentog Fru Carlsen irriteret. Hun havde også bemærket Hr. Carlsens grin.

»Det var jo det, jeg sagde,« smilede Hr. Carlsen. »Det nye fjernsyn er meget bedre end det gamle. Det er fuld af batterier, så billedet står helt fint, selv om  strømmen forsvinder. Er det ikke smart?,« spurgte han begejstret.

Fru Carlsen rystede på hovedet. »Jeg kunne bedre lide det gamle,« snerrede hun og forsvandt ud i gangen. Lyset kom straks tilbage.

»For øvrigt,« råbte Hr. Carlsen efter hende. »Manden i butikken sagde, at computeren absolut ikke har godt af, at strømmen kommer og går på den måde, så måske skulle du også få dig en computer med batterier i.«

Enten hørte Fru Carlsen ham ikke, eller også gad hun ikke svare ham. Der kom i hvert fald intet svar.

Casper og Caroline gik hen til deres far.

»Hvor er det smart,« sagde Casper imponeret. »Så kan vi tage fjernsynet med i skole og se fjernsyn i frikvartererne.«

»Det kan I i hvert fald ikke,« råbte Fru Carlsen fra sit arbejdsværelse. Hun kunne altså udmærket høre, hvad de snakkede om.

Casper og Caroline sukkede og gik tilbage til deres lektier. Resten af aftenen foregik i fred og ro.

 

Den ene dag efter den anden gik, og de lignede alle hinanden. Men så en dag skete der pludselig noget. Det var en af de dage, hvor Clara Carlsen solgte brød i bagerbutikken. Der havde ikke været nogen kunder i et stykke tid, og Fru Carlsen stod og fantaserede om en livsfarlig slåskamp med en krokodille i en flod i junglen. Hun havde kun sin dolk, så det var en kamp på liv og død.

 

En klimten fra en klokke forstyrrede hende. Hun kom tilbage til virkeligheden, og så Fru Mokkesen og hendes lille fede Moppe-hund, der kom ind for at købe lagkage. Fru Carlsen smilede ved tanken om, at hun hellere ville have kæmpet med krokodillen end sælge lagkage til Fru Mokkesen.

I dag var Fru Mokkesen endnu mere irriterende, end hun plejede at være.

»Jeg vil gerne have to stykker af den der«.

»Nej, give mig hellere den«.

»Hvad er der inden i den kage?«, kommanderede hun.

Hun kendte alle kagerne, så det var slet ikke nødvendigt at spørge. Endelig blev hun enig med sig selv om at tage to stykker jordbærlagkage. Men da Fru Carlsen havde pakket kagen ind, begyndte lille Moppe at gø højt.

»Hvad siger du?«, spurgte Fru Mokkesen. »Vil du ikke have jordbær?«.

Moppe rystede på hovedet. Så bestilte Fru Mokkesen to stykker chokoladekage i stedet. Fru Carlsen sukkede og pakkede kagen ud igen. Efter at have pakket chokoladekagen ind, begyndte Moppe igen at gø.

»Nåeh!,« sagde Fru Mokkesen medfølende. »Har du alligevel ikke lyst til chockolade. Så må vi finde på noget andet.«

Nu blev det for meget for Clara Carlsen. Hun tog resten af chokolade lagkagen, og med et pragtfuldt kast, sendte hun den lige i hovedet på Fru Mokkesen. Fru Carlsen kastede så hårdt, at Fru Mokkesen var ved at vælte bagover. Hun var helt indsyltet i flødeskum fra halsen og opad. Langsomt begyndte skummet af flyde ned af hende, så det venstre øje kom til syne. Det blinkede overrasket. Fru Carlsen blinkede tilbage til hende med begge øjne.

»Er den ikke fremragende?,« spurgte Fru Carlsen.

Der kom ikke et ord fra Fru Mokkesen – kun et lille klynk. Flødeskummet gled hurtigt væk fra hovedet og et chokoladebrunt ansigt til syne.

Moppe begyndte at gø højt. Omgående tog Fru Carlsen endnu en lagkage og smed den efter Moppe. Hunden blev ramt med en flot »splat« og forsvandt næsten i flødeskum og hindbærcreme. Bagermesteren havde hørt al larmen og kom nu farende ud i butikken. Da han så, hvad der var sket, råbte han vredt:

»Sådan behandler man ikke mine kager«, skreg han.

Det bekymrede ham tilsyneladende ikke, at Fru Mokkesen og hendes hund var helt syltet ind i lagkage.

»Sådan behandler man ikke MIG og min HUND«, skreg Fru Mokkesen.

Moppe så nu ikke ud til at have noget imod det. Den smaskede og slikkede begejstret hele lagkagen i sig. Den ville nok have valgt hindbærkagen, hvis den havde kunne bestemme sig.

»Hvordan kan de kaste med mine kager på den måde?,« fortsatte bageren.

»Det er faktisk ikke så vanskeligt,« svarede Fru Carlsen roligt. »Man skal bare finde balancen i kagen, inden man kaster, og så er resten et spørgsmål om præcision.«

»De er fyret«, skreg bageren, som nu pludselig var meget bekymret for, at en af hans bedste kunder ikke ville købe flere kager hos ham.

Men det var slet ikke nødvendigt at smide Fru Carlsen ud. Hun havde allerede hentet sit tøj og sin taske og var på vej ud af butikken. På vej ud prøvede Moppe at hoppe op og slikke Fru Carlsen. Den kunne lige pludselig vældig godt lide hende, fordi hun havde givet den EN HEL lagkage.

Sådan gik det til, at Clara Carlsen mistede sit arbejde i bagerbutikken.

 

Den samme dag gik det også helt galt på Hr. Carlsens arbejde. Cornelius Carlsen havde i flere dage samlet de samme apparater, og selv om han lukkede øjnene og forestillede sig alle mulige spændende ting, mens han arbejdede, så kedede han sig bravt. Efter dagens frokost fortalte han de andre ved samlebåndet, at han ville prøve noget helt nyt. Ikke nok med at han ville lukke øjnene, mens han samlede apparatet; han ville også stå med ryggen til samlebåndet og samle apparaterne med hænderne på ryggen. Hr. Carlsens arbejdskollegaer var vant til lidt af hvert fra Hr. Carlsen, men dette havde de aldrig set før, så de stimlede alle sammen om ham, da forestillingen begyndte.

Hr. Carlsen tog fat og samlede hurtigt apparatets sider. Han havde fuldstændigt kontrol over sine hænder og vidste præcis, hvor de små skruer skulle hen. Folkene omkring han fnisede og mumlede til hinanden, mens de imponerede betragtede Hr. Carlsen. Til sidst nåede Hr. Carlsen til det vanskeligste. Han skulle afprøve apparatet, inden han lagde bunden på. Hr. Carlsens fingre løb hen over knapperne. Da han ikke kunne kigge, spurgte han de andre, om det rigtige skete. De grinede op hjalp ham gennem afprøvningen. Inden han sluttede af, skulle Hr. Carlsen smøre ventilatoren  og tørre den af.

Der blev helt stille i lokalet. Hr. Carlsen frydede sig over, at alle fulgte så opmærksomt med. Han fandt ventilatoren og dryppede præcist en dråbe olie ind i dens motorleje. Der gik et sus gennem lokalet, da Hr. Carlsen rakte ud efter sin klud, for at tørre overskydende olie af. Hr. Carlsen frydede sig over det opmærksomme publikum.

 Desværre havde Hr. Carlsen ikke opdaget, at Hr. Grummesen havde sneget sig ind på ham, og nu stod lige ved siden af ham og betragtede det hele med små, ondskabsfulde øjne. Uheldigvis nåede Hr. Grummesen ikke at reagere, da Hr. Carlsen i stedet for sin klud greb fast i Hr. Grummesens slips.

Og nu lavede Hr. Carlsen sin første fejl under hele samlingen af apparatet. Da han lynhurtigt tørrede ventilatoren af med slipset, kom han til at støde til noget, så apparatet gik i gang. Ventilatoren greb straks fast i slipset og begyndte at trække det ind i apparatet.

»Caaaaarls..argh!!!« rallede Hr. Grummesen, mens apparatet halede i slipset og forsøgte at kvæle ham.