Kapitel 3 : Store planer.

Den aften, hvor både Hr. og Fru Carlsen var blevet fyret fra deres arbejde, samledes familien som sædvanligt ved det runde bord i køkkenet, da de skulle spise aftensmad. Det var fredag aften, og denne aften plejede familiens humør at være højt med udsigt til to fridage. Men i dag talte de slet ikke sammen, men sad bare og stirrede trist ned på deres mad.

Casper og Caroline havde fået at vide, at deres far og mor havde mistet deres arbejde. Børnene vidste godt, at det betød, at de meget snart ville komme til at mangle penge. Hr. Carlsen havde foreslået, at han måske kunne gå med aviser om morgenen, men det ville langt fra give dem penge nok til mad og tøj. De skulle også betale for at bo i lejligheden.

Casper lurede over på Caroline, og han så, at en lille tåre trillede ned over hendes kind og dryppede ned i hendes mælkeglas med et lille ”plop”.

Pludselig rejste Cornelius sig op og slog i bordet, mens han sagde:

»Nej! Nu kan det være nok! Jeg gider ikke finde et nyt arbejde, hvor jeg sikkert vil kede mig lige så meget som på det gamle.«

»Jeg vil meget hellere lave noget, som jeg rigtigt har lyst til«.

 

 

»Det vil jeg også,« sagde Casper. »Jeg gider ikke at gå i skole mere. Jeg vil meget hellere være indianer.«

»Indianer?,« sukkede Hr. Carlsen, og så opgivende på sin dreng.

»Det har vi snakket om 100 gange. Man kan ikke blive indianer her. Indianerne lever i Amerika, og det er meget langt væk.«

»Jamen, kan vi ikke rejse over til Amerika?,« spurgte Casper.

»Jo, det kunne vi måske nok. Men man kan jo ikke leve af at være indianer.«

Hr. Carlsen kløede sig på hagen og så meget tænksom ud. Caroline afbrød hans tanker.

»Jeg vil ikke til Amerika. Jeg vil til et sted, hvor der er ridderborge, drager og troldmænd.«

»Der findes da ikke drager og troldmænd nogen steder,« grinede Casper. »Og man kan i hvert fald ikke leve af at være prinsesse. Næh! Indianer, det er meget bedre.«

Caroline løb over til sin mor.

»Mor, er det ikke rigtigt, at der findes steder, hvor der lever konger og dronninger i store gamle slotte?«

 Fru Carlsen nikkede.

»Men man kan jo ikke bare flytte ind hos dem,« sagde hun.

Casper og Caroline sagde ikke noget et øjeblik. Så kiggede Casper på sin far og spurgte ham: »Hvad har du allermest lyst til, Far?«

Hr. Carlsen så på Casper, og Casper var ikke i tvivl om, hvad han ville svare.

»Jeg drømmer om at få et skib, som jeg kan være sørøverkaptajn på.«

Casper og Caroline grinede.

»Man kan da heller ikke leve af at være sørøver,« sagde de.

De havde haft denne diskussion masser af gange, men alligevel protesterede Hr. Carlsen.

»Selvfølgelig kan man det,« sagde han.

Hr. Carlsen stillede sig op på stolen og legede, at han svingede med et stort sørøversværd. Og mens Casper udkæmpede en drabelig fægtekamp med sin far, spurgte Caroline sin mor:

»Mor, hvad ville du ønske?«

»Mor vil bo i en hytte af blade højt oppe i træerne, langt inde i junglen,« svarede Casper og Hr. Carlsen i munden på hinanden uden at stoppe fægtekampen.

»Hvor er den nærmeste jungle, Mor?«

»Det er meget langt væk. Den nærmeste er vist i Afrika, tror jeg nok.«

»Så kan ingen af os gøre, hvad vi har lyst til,« sagde Caroline og sukkede.

»Det hele er bare så surt.«

 Hele familien satte sig ned igen og spiste videre. De havde et kort øjeblik glemt, hvor håbløst det hele var. Hvor kunne det hele være sjovt, hvis man kunne gøre det, man drømte om. Hr. Carlsen sukkede og Fru Carlsen vendte hovedet bort og snøftede. Både Casper og Caroline vidste, at deres mor græd.

Der gik igen lang tid, hvor de spiste i stilhed.

Casper kiggede igen over på Caroline, men denne gang græd hun ikke. Hun så tværtimod meget sur ud. Casper tænkte, at hun nok var sur over, at man ikke kunne flytte ind hos en konge og dronning og blive prinsesse.

Igen afbrød Hr. Carlsen stilheden ved at hoppe op og slå i bordet.

»Jeg har en idé,« udbrød han. »Hvis vi tager vores båd og sejler sydpå, så kan jeg øve mig på at være sørøver, mens vi leder efter junglen.«

Hr. Carlsen havde faktisk en lille båd, som de ofte sejlede i om sommeren, men den var ikke ret stor. De sejlede sjældent mere end 8 dage, da Casper og Caroline kom op at slås, hvis de var sammen på båden i længere tid.

»Man kan da ikke sejle langt væk i den lille båd, selv om du er god til at sejle den,« sagde Fru Carlsen oprigtigt. »Den er ikke lavet til at sejle på havet i længere tid.«

»Næh!,« indrømmede Hr. Carlsen og kiggede drømmende ud af vinduet. »Næh!,« gentog han stille for sig selv og begyndte at stikke til sin mad.

»Kan vi ikke sælge den lille båd og købe en større?,« foreslog Caroline for at opmuntre sin far.

»Kan vi så sejle til Amerika?,« spurgte Casper.

»Det er meget langt væk,« sagde Hr. Carlsen alvorligt, »men hvis vi øver os, kan det være, vi bliver så dygtige, at vi kan sejle helt derover.«

»Jubii! », råbte børnene i munden på hinanden.

Men Fru Carlsen stoppede meget hurtigt deres glæde.

»Stop, stop!,« sagde hun. »Hvordan vil I have, vi skal få penge til et større skib? Vi har ikke engang penge nok til at købe en gummibåd.«

Hverken Hr. Carlsen eller børnene sagde noget.

»Hvis vi endelig havde pengene, hvad skulle vi så leve af?,« fortsatte hun. »Man kan ikke bare leve af at sejle rundt. Vi skal stadig kunne købe mad og tøj. Vi skal kunne reparere skibet, hvis det går i stykker. I kan nok forstå, at det ikke kan lade sig gøre.«

»Måske …«, begyndte Hr. Carlsen og så spekulativ ud.

»Jamen Cornelius,« fortsatte Fru Carlsen sin protest. »Hvad skal vi leve af? For du har vel ikke tænkt dig at blive sørøver?«

»Jo! Faktisk!,« grinede Hr. Carlsen lusket.

Han holdt en kort pause, og de stirrede nysgerrigt og utålmodigt på ham.

»Jeg skal være sørøver, I skal være matroser, og Mor skal stå for forråd og regnskaber,« smilede han. »Vi skal nemlig leve af at sejle med turister på vores sørøverskib!«

»Turister!,« udbrød Fru Carlsen og børnene i munden på hinanden.

»Der er da ingen, der gider sejle rundt på en sørøverskude her. Det er jo koldt og blæsende det meste af året,« sagde Fru Carlsen.

»Nemlig!,« fortsatte Hr. Carlsen med et stort grin. »Så er det jo godt, at vi kan sejle skibet til de varme lande, hvor der er godt vejr og masser af rige turister med forkælede unger, der vil betale en masse penge for at sejle med en ægte sørøverfamilie.«

Fru Carlsen var lamslået.

»Tror du virkelig?,« spurgte hun tøvende.

»Absolut,« svarede Hr. Carlsen overbevisende. »Kan du ikke huske, da vi var på ferie sydpå sammen, året før vi fik Casper? Vi kunne se turistskibet fra vores altan på hotellet, og det var stuvende fuldt flere gange om dagen.«

»Øv!,« surmulede Casper. »Hvorfor ventede I ikke og tog mig med?«

Hr. og Fru Carlsen grinede.

»Vi tager jer med nu, hvis I lover at opføre jer ordentligt,« sagde Hr. Carlsen alvorligt.

»Jeg vil love hvad som helst, bare jeg slipper for at gå i skole,« sagde Casper.

Hr. og Fru Carlsen så overraskede ud.

»Det havde jeg ikke lige tænkt på,« indrømmede Hr. Carlsen. »Skolen?«.

Han så over på Fru Carlsen. »Hvad gør vi?,« spurgte han bekymret. Han ville hade at se sin plan gå i vasken på grund af denne forglemmelse.

Fru Carlsen tænkte sig lidt om.

»Det gør da ikke noget,« forsikrede Caroline. »Jeg kan sagtens undvære skolen.«

»Muligvis,« startede Fru Carlsen, »men du kan ikke undvære undervisning.«

»Jeg vil altså ikke gå i skole,« råbte Caroline. »Jeg vil med ud at sejle.«

»OK!,« grinede Fru Carlsen. »Så må jeg jo undervise jer.«

»Kan man det?,« spurgte Hr. Carlsen overrasket.

»Det mener jeg,« svarede Fru Carlsen, »men det er selvfølgelig ikke noget, man kan gøre i mange år. Men lad nu være med at få nogle idéer,« tilføjede hun straks. »Selv om jeg kunne undervise jer et par år, og selv om vi kunne leve af at sejle med turister, så har vi ikke penge til at købe et større skib, så det hjælper ikke at sidde og fantasere om det.«

»I må få alle mine penge,« råbte Caroline.

»Også mine!,« tilføjede Casper, og de sprang begge op fra bordet.

Casper og Caroline løb ind på deres værelser og kom hurtigt tilbage med deres sparegrise.

»Jeg har mange penge,« sagde Caroline jublende.

»Jeg har dobbelt så mange,« pralede Casper.

De tømte deres sparegrise og lagde pengene i en bunke. Derefter undersøgte de deres lommer og fandt adskillige mønter og bukseknapper.

»Jeg har set en krone i hundekurven,« sagde Caroline og løb ind og hentede den.

»Jeg tror, der ligger en mønt bag min seng. Den kan vi også bruge,« sagde Casper.

Fru Carlsen kiggede på dem og så bedrøvet ud.

»Det er sødt af jer børn, men et rigtigt skib koster så mange penge, at I nok ikke kan forestille jer det. Og så mange penge har vi ikke.«

Men så let gav Casper og Caroline ikke op. De gav sig til at stable og tælle alle pengene. Og selv om der faktisk var en hel del penge, så havde Fru Carlsen ret. Der var ikke engang penge nok til en rigtig gummibåd.

De spiste videre i stilhed. Det vil sige, de spiste ikke ret meget. De sad bare og kiggede ned på deres tallerkener uden at sige noget. Casper og Caroline sad og hang med hovedet, og der gik flere minutter, hvor det eneste, de så, var en kartoffel med sovs på og 10‑20 grønne ærter.

Lige pludselig hoppede alle ærterne så højt op i luften, at de næsten ramte Casper og Carolines næser. Tallerkenerne vippede, og deres mælkeglas var lige ved at vælte. Det var selvfølgelig fordi, Hr. Carlsen igen havde slået i bordet. Denne gang var han dog blevet siddende.

»Det hjælper ikke at sidde og hænge med næbbet,« sagde han uden at lyde alt for overbevisende. »I morgen er det lørdag, og så tager vi ud og sejler en tur i vores båd.«

»OK!,« sukkede Casper. Han ville hellere have været ud og sejle i et stort skib, hvor han kunne svinge sig i tovene mellem masterne.

Caroline så heller ikke for begejstret ud.

»Op med humøret,« fortsatte Hr. Carlsen. »Nu vasker jeg op, så er jeg sikker på, at Mor læser en historie for jer.«

Dette plejede at være et godt tilbud, men i aften sukkede børnene bare, da de rejste sig og satte sig ind i sofaen.

Hr. Carlsen tænkte bedst, når han vaskede op. Og denne aften var han meget lang tid om at vaske op.