Kapitel 1 : En helt almindelig familie ?

»Flyt dig lidt,« skreg Hr. Carlsen til Caroline.

Det var onsdag aften, og hele familien var hjemme.

Caroline havde gjort det værste, man kunne gøre. Hun var gået ind foran fjernsynet, mens Hr. Carlsen så fodbold. Hr. Carlsen lænede sig tilbage i lænestolen, og foldede igen hænderne over sin tykke mave. Der gik dog kun et øjeblik, så sprang han op af stolen og skreg:

»Idiot! Hvordan kan du skyde over så tæt på mål?«

Fru Carlsen kom styrtende ind i stuen.

»Hvad sker her?,« spurgte hun forbavset. »Hvorfor skændes I?«

Clara Carlsen gik hen til sine to børn, Casper og Caroline, der sad ved spisebordet og lavede lektier.

»Hvad foregår her?,« gentog Fru Carlsen. »Hvorfor skælder Far jer ud?«

»Han skælder ud på fjernsynet,« sagde Casper.

»Ja!,« surmulede Caroline. »Det er ikke til at lave lektier i den larm.«

Fru Carlsen så vred ud. Hun gik lige hen til fjernsynet og slukkede for det.

»Hvad i alverden ..« begyndte Hr. Carlsen og sprang igen op af sin lænestol, men inden han nåede at sige mere, begyndte Fru Carlsen:

»Hvad bilder du dig ind, Cornelius? Du råber og skriger, og børnene har ikke fred til at lave lektier. Du skulle hellere læse lektier med Casper og Caroline i stedet for altid at glo på sport.«

Hr. Carlsen så utilfreds ud.

»Og hvordan vil du have, at jeg skal arbejde i den larm?«, fortsatte hun.

»Sport interesserer mig, og det ved du udmærket!,« sagde han irriteret.

»Du skulle hellere dyrke noget sport selv,« svarede Fru Carlsen vredt. Eller gå en tur med din hund!«

Hr. Carlsen kiggede hen på hunden Snus, der lå og sov i hjørnet. Tæt op ad hunden lå deres kat Snif. Katten lå ellers altid i Hr. Carlsens lænestol, når han ikke sad der. Katten var helt hvid med en sort plet på ryggen. Snif og Snus havde sovet sådan sammen, siden de var ganske små, og de var de bedste venner i verden på trods af, at de var hund og kat.

»Det er en aftale, at børnene går tur med hunden,« sagde han med et grin. »Så skal jeg nok gå tur med min papegøje.«

Familiens papegøje, Skræppe, var Cornelius'. Han havde altid haft den, selv da han var dreng, og han sagde, at den var mindst 100 år gammel. Det troede Casper og Caroline ikke på, selv om Hr. Carlsen engang lånte en bog på biblioteket, hvor der stod, at papegøjer kunne blive meget, meget gamle. I den samme bog så de, at Skræppe var en meget usædvanlig papegøje. Skræppe havde nemlig én helt grøn og én helt blå vinge, og det var der ikke mange papegøjer, der havde. Skræppe sad altid på sin pind og råbte som en gammel sømand.

»Splitte mine bramsejl! Elendige halunk! Kølhal den slambert!«

Casper og Caroline forstod ikke altid, hvad det var, Skræppe råbte. Men Hr. Carlsen var overbevist om, at papegøjen havde været ude at sejle, da den var ung, og at den bare sagde, hvad den havde lært af kaptajnen på skibet.

Hr. Carlsen gik hen til sin papegøje og satte den op på sin skulder.

»Kom så, gamle ven,« sagde han venligt til fuglen. »Nu skal vi sejle en tur.«

Hr. Carlsen begyndte at vralte frem og tilbage over stuegulvet, mens papegøjen klamrede sig til hans skulder, som om den holdt fast i et skib i høj søgang.

»Stormvarsel! Stormvarsel! Reb sejlene!,« skreg papegøjen skingert, så det gjorde ondt i ørerne. Da Hr. Carlsen endelig holdt op med at 'sejle' frem og tilbage i stuen, var han helt forpustet.

»Det er godt med dig, Kaptajn Vom,« sagde Fru Carlsen drillende. »Du er alt for tyk. Du bliver forpustet, bare du skal gå tur med din papegøje. Du ville aldrig overleve at skulle gå med hunden.«

»Jeg er i hvert fald ikke tyk,« svarede Hr. Carlsen fornærmet. »Det er bare store mavemuskler.« Han slog sig på maven for at bevise, hvad han sagde.

Fru Carlsen så opgivende på hans skjorte, der blævrede mistænkeligt.

»Du kan sagtens drille,« fortsatte Hr. Carlsen. »Bare fordi du ser lige så godt ud som den dag, da jeg mødte dig for 50 år siden.«

Det var slet ikke sjovt, syntes Clara Carlsen, for hun var slet ikke så gammel. Hun rystede på hovedet og forsvandt ind i det lille værelse ved siden af for at studere videre. Hr. Carlsen sank ned i sin lænestol igen og tændte fjernsynet med fjernbetjeningen. Der gik kun et øjeblik, så var han igen helt ophidset over fodboldkampen.

»Straffe!,« skreg han ophidset. »Dommeren er blind! Der var straf …«

Længere nåede Hr. Carlsen ikke, for pludselig blev der helt mørkt i lejligheden. Lyset var slukket, fjernsynet var sort, og alt var helt stille.

»Pokkers!,« råbte Hr. Carlsen. »Strømmen må være gået. Bare bliv siddende,« sagde han til børnene, »så skal jeg nok finde ud af, hvad der er galt!«

Han famlede sig hen til vinduet og kiggede ud.

»Det må være vores sikringer, der er sprunget,« sagde han. »Der er masser af lys udenfor.«

Hr. Carlsen famlede efter nogle tændstikker i vindueskarmen ved siden af de høje stearinlys. Snart havde han tændt én og bevægede sig forsigtigt ud i gangen, hvor sikringerne sad inde i et skab. Skabet stod allerede åbent, og Fru Carlsen stod foran det. Hr. Carlsen gik hen til hende. Han tændte en ny tændstik og lyste ind i skabet.

»Hvad pokker!,« udbrød han. »Der er nogen, som har slukket for afbryderen.«

Han trykkede på knappen, og straks kom alt lyset tilbage og fjernsynet startede igen. Hr. Carlsen så irriteret på Fru Carlsen.

»Jeg skulle tage kosten i skabet, men jeg blev så forskrækket, da du råbte, at jeg kom til at trykke på knappen,« sagde Fru Carlsen med et lille drilsk smil.

Hr. Carlsen så gnavent på hende.

»Hvad skulle du bruge kosten til?,« spurgte han. »Jeg troede, at du sad og arbejdede.«

Uden at sige mere gik han ind til fjernsynet.

Casper og Caroline grinede til hinanden. De kunne godt lide, når nogen drillede deres far. Han havde altid så travlt med at drille alle andre. Hr. Carlsen gik tilbage til sin lænestol, og børnene koncentrerede sig igen om deres lektier. Hr. Carlsen så hen på børnene og smilede.

Casper var Carolines storebror. Han var kun ét år ældre end Caroline, og hun mente, at det var for lidt til, at man var rigtig storebror. Men storebror det var han, så det kunne de skændes længe om. Men de var alligevel rigtigt gode venner og tilbragte meget tid sammen. De læste meget ofte lektier sammen. Så var det ikke helt så kedeligt. Kammeraterne i skolen drillede tit Casper lidt med, at han legede med en pige, men det var Casper ligeglad med. Han var stor af sin alder og meget stærk, så ingen af hans kammerater turde drille ham for meget.

Der var fred i under to minutter, så var Hr. Carlsen igen oppe af stolen.

»Skyyyyd!,« hylede Hr. Carlsen og dansede rundt foran fjernsynet. »Din torsk! Målet var helt tomt. Selv jeg kunne have sparket bolden ...«

Igen blev der helt mørkt i stuen. Der blev også helt stille. Det eneste man hørte, var Casper og Caroline, der fnisede.

»Nu er det nok!,« skreg Hr. Carlsen. »Nu er det slut! Det kan I ikke gøre imod mig, når jeg sidder fredeligt og ser fodbold.«

»Du sidder ikke ned, og du er absolut ikke fredelig,« sagde Fru Carlsen roligt i mørket ude fra gangen. »Lover du at sidde stille nu?«

»Ja, ja, ja,« lovede Hr. Carlsen. Han ville gøre hvad som helst, bare han kunne få lov til at se fodbold.

De gik hvert til sit. Der gik dog kun et øjeblik, så lød der igen et hyl. Casper, Caroline og Hr. Carlsen sprang op. Denne gang var det nemlig Fru Carlsen, der havde skreget.

»Hvad sker der, Clara?,« råbte Hr. Carlsen og var inde i hendes arbejdsværelse i to spring.

Fru Carlsen stod bøjet over sin bærbare computer og løftede den forsigtigt op. En tynd røgsøjle steg op fra hullerne på siden af den, og en fæl stank bredte sig i værelset.

»Pokkers!,« bandede Fru Carlsen. »Nu bliver jeg ikke færdig med teksten til tiden.«

Fru Carlsen studerede sprog, når hun ikke arbejdede. Hun drømte om at kunne undervise i sprog, men det krævede en lang uddannelse. Hun var temmelig skrap til sprog. Foruden sit eget sprog talte hun mindst 4 andre, og hun kunne forstå endnu flere. Problemet var, at hun ikke kunne skrive på disse sprog, og det var nødvendigt, hvis man ville undervise. Hun havde arbejdet med at lave annoncer på en avis, indtil børnene var blevet født. Men nu, hvor børnene var begyndt at gå i skole om dagen, var hun begyndt at studere i stedet for at arbejde igen. Det passede lige med, at hun var på universitetet, mens Casper og Caroline var i skole. Hun havde dog mange opgaver, som tog lang tid, så hun måtte tit også tage en tørn om aftenen. Derfor var det ofte Hr. Carlsen, der lavede mad, men det gjorde ikke noget, da han elskede at stå og kokkerere og lave eksotisk og spændende mad. Man skulle ikke være kræsen, hvis man boede hos Familien Carlsen.

»Det lugter værre, end det vi fik at spise i går,« sagde Caroline alvorligt og så på den afbrændte computer.

Casper fnisede, men Fru Carlsen vrissede af dem:

»Det er ikke spor sjovt,« skændte hun. »Nu kan jeg ikke blive klar med denne tekst til i morgen. Hvis jeg ikke afleverer den, kan jeg ikke gå til eksamen. Og hvis computeren ikke kan repareres, så tvivler jeg på, at vi har råd til en ny. Det vil være en katastrofe!«

Mens Fru Carlsen studerede, havde de ikke så mange penge. Hr. Carlsen fik computeren i hånden. Han vendte og drejede den. Han var ganske fingernem, og han plejede at kunne reparere hvad som helst, hvis det var mekanisk, men computere havde han slet ingen forstand på.

»Jeg må tage den ned til forretningen i morgen og få den repareret,« sagde han. »Vi kan intet gøre nu.«

Fru Carlsen sukkede og slukkede lyset over sit arbejdsbord.

 

Resten af aftenen foregik i stilhed. Fru Carlsen læste med børnene og Hr. Carlsen sad helt stille foran fjernsynet.

Næste morgen skulle alle i skole og på arbejde som sædvanlig. Snif og Snus fik deres halsbånd på, og de kørte med Cornelius og børnene ned i elevatoren. Børnene drillede altid deres far med, at han skulle tage trappen i stedet for elevatoren, men det gad Cornelius ikke. Børnene holdt hvert deres dyr i snoren på vej til skole, og her sagde Cornelius Carlsen pænt farvel til sine børn. Så gik han hjem med dyrene. Normalt ville Fru Carlsen allerede være taget på universitetet, når Hr. Carlsen kom hjem, men i dag havde hun travlt med at afslutte sin opgave med papir og kuglepen. Hun havde allerede talt med sin lærer, og han havde ikke været begejstret over forsinkelsen. Hvis ikke computeren kunne repareres, ville Fru Carlsen virkelig få problemer.

»Fik du afleveret børnene godt?,« spurgte hun, og prøvede at tænke på noget andet en computeren.

Hr. Carlsen nikkede. »Casper skulle have gymnastik og Caroline historie, så i dag glædede de sig til at komme i gang.«

 

Caroline gik i 1. klasse, og hun synes ikke altid, at det var lige spændende. Hendes kammerater var flinke, og dem legede hun meget sammen med i frikvartererne. Men i timerne kedede hun sig tit. Hun syntes, at regning var trist, for Casper havde lært hende alle tallene, og hun syntes at stavning var dumt. Alt for mange ord blev stavet helt anderledes, end de lød. Der er da dumt!

Kun historietimerne holdt Caroline meget af. Hendes historielærer var en rar ældre herre, som mindede lidt om hendes bedstefar. Hendes bedstefar var desværre død nu, men Caroline kunne huske, at han altid fortalte nogle spændende historier. Hun kunne huske, at hun sad på hans skød og lyttede. Hun kunne sidde stille i timevis med lukkede øjne og lade historierne løbe hen over det indre fantasi-blik. Carolines historielærer var også fantastisk god til at fortælle historier, og når han fortalte om gamle dage, så lyttede Caroline altid så opslugt, at hun glemte alt omkring sig.

 
Caroline elskede nemlig eventyr. Det bedste, hun vidste, var, når hele familien samledes om aftenen foran fjernsynet for at se film. Hvis det var et rigtigt eventyr, så forestillede Caroline sig, at det var hendes far og mor, der var konge og dronning, og at det var dem, der boede på en stor gammel borg med tårne, voldgrav og fangekælder. Hun var en prinsesse, der var blevet spærret inde i et tårn af en ond drage. Caroline legede engang imellem, at hunden Snus var en drage, men det vidste hunden selvfølgelig ikke. Hvis Casper var sød, så fik han lov til at være den tapre ridder, der kom og befriede hende. Papegøjen Skræppe kunne også være med i legen, hvis den ville sidde stille på sin pind og ligne en stolt jagtfalk.

 

Casper var heller ikke altid vild med at gå i skole. Han gik i anden klasse, og det,  der virkeligt interesserede ham, var frikvartererne og gymnastiktimerne. Så kunne han og hans venner rigtigt tumle rundt og more sig. Resten af tiden, var de tvunget til at sidde stille og høre på lærernes snak og snak og kedelige snak. Det værste var næsten, at han også blev nødt til at sidde stille og lave lektier, når han kom hjem.

Casper og Caroline var helt enige om, at lektier var noget, som de voksne havde fundet på, for at børn skulle lære at sidde stille og blive lige så kedelige, som de voksne selv. De voksne kunne sidde stille i evigheder og bare snakke og spise og kede sig. Casper og Caroline havde lovet hinanden, at de aldrig ville blive så kedelige og dovne, når de blev voksne.

 

Det bedste, Casper vidste, var at se indianerfilm. Så forestillede han sig, at det var hans far, der var den store indianerhøvding med en masse flotte fjer på hovedet, og at de boede i et rigtigt indianer telt, en ”tipi”.

 

 

Han havde sin egen pony, som han kunne bruge, når han red over prærien på bøffeljagt sammen med alle de andre indianere. Det var et imponerende syn, når tusinder af bisonokser trampede over prærien og lavede kæmpe støvskyer.

 

Lige nu havde Casper dog andet i hovedet end bisoner. Han havde, som Hr. Carlsen havde sagt, gymnastik, og han var travlt optaget af at balancere hen over en dyb afgrund. Dybt nede under ham buldrede en skummende flod. Et fald fra denne højde ville med sikkerhed slå ham ihjel, men han havde intet valg. Bag ham nærmede hundrede fjendtlige indianere sig på deres ponyer, og Casper måtte flygte og skjule sig. Han sprang ned fra bommen og greb fast i ribben på væggen i gymnastiksalen. Han var i sikkerhed. Nu kunne fjenderne ikke nå ham.

 

Hjemme tog Hr. Carlsen samtidigt den afbrændte computer under armen og forlod lejligheden sammen med Fru Carlsen. Hun havde skrevet hele natten, og var nu klar til at aflevere opgaven i postkassen, som hun havde aftalt med sin lærer i telefonen aftenen før. Herefter skulle også Fru Carlsen på arbejde. De to dage om ugen, hvor der ikke var underisning, arbejdede hun nemlig i en bagerbutik, hvor hun solgte franskbrød, rosinboller, wienerbrød og småkager til en masse mennesker. Det var en rar afveksling fra undervisning og opgaver, og familien havde også brug for pengene.

Fru Carlsen var lidt bekymret over at skulle arbejde i dag, når hun ikke havde sovet hele natten. Når der ikke var nogen i butikken, som ville købe kager, så ville hun kunne står ret op og ned og sove. Og så ville hun drømme.

 

 

Clara Carlsen drømte nemlig om at blive junglens dronning. Hun elskede at se Tarzan-film. Så var hun dronning over alle dyrene i junglen. Hun badede i vandfaldene, svingede sig i lianerne fra træ til træ og sov i en hængekøje mellem to palmer. Her behøvede man ikke at købe ind, for i junglen var der alle mulige slags frugter og bær.

I butikken mødte hun mange mennesker, og hun kendte de fleste og fik en lille sludder med dem. Der var dog enkelte kunder, som hun helst ville undvære. For eksempel Fru Mokkesen. Hver dag kom fru Mokkesen ind med sin hund. Fru Mokkesen var en sur gammel dame, og hendes lille fede hund, Moppe, måtte slet ikke komme med ind i butikken. Hunde må ikke komme ind i butikker, hvor der er mad, men det var Fru Mokkesen da ligeglad med. Hun skulle altid se på alle lagkagerne, før hun valgte et stykke til sig selv og sin hund. Imens stod Mokke og gøede, så Fru Carlsen mest af alt havde lyst til at smide noget i hovedet på den.

 

Hr. og Fru Carlsen var nu nået hen til bagerbutikken.

»Jeg afleverer computeren på vej hjem. Bare rolig! Den skal nok blive god igen,« forsikrede han.

Så kyssede de hinanden, sagde farvel, og Fru Carlsen forsvandt ind bag glasruden, som på dette tidspunkt af dagen bugnede med rundstykker og fristende lækre brød. Hr. Carlsen skyndte sig videre. Han var allerede for sent på den.

 

Hr. Carlsen arbejdede på en fabrik, hvor han hver dag samlede mekaniske maskiner og apparater. Det var heldigvis ikke det samme, han skulle samle hele tiden, og han kunne godt lide det. Man skulle være meget fiks på fingrene, og det var Hr. Carlsen. Det skete nogen gange, at tingene ikke passede helt sammen, fordi fabrikken havde fået leveret noget forkert, og så måtte Hr. Carlsen lave nogle af dimserne i apparatet lidt om på deres lille værksted, for at få dem til at passe sammen. Det var næsten det bedste, der kunne ske, selv om de blev forsinkede med samlingen af apparaterne. Nogen gange skulle de samle mange ens apparater, og hvis det hele bare passede sammen, så kunne Hr. Carlsen til sidst samle dem med lukkede øjne. Derfor kunne arbejdet godt blive lidt kedeligt i længden.

 

I dag skulle Hr. Carlsen for tredje dag i træk samle det samme apparat. Mens han samlede de fire første, snakkede han med naboen ved samlebåndet om fodboldkampen fra aftenen før. Under det femte og sjette sagde ingen af dem noget, så da Hr. Carlsen nåede til nummer syv, måtte der ske noget.

»Se lige her,« sagde Hr. Carlsen til sin makker og lukkede øjnene. Makkeren så på Hr. Carlsen, som begyndte at samle det næste apparat med lukkede øjne. Han rystede på hovedet og fortsatte med sit eget arbejde.

Med lukkede øjne kunne Hr. Carlsen både arbejde og tænke på noget andet.

 

»Man står nok og drømmer igen, Carlsen?,« råbte nogen ind i hans øre.

Hr. Carlsen fór sammen. Det var Hr. Grummesen, hans chef, der havde sneget sig ind på ham. Hr. Carlsen brød sig ikke om Hr. Grummesen, og Hr. Grummesen syntes absolut ikke om Hr. Carlsen. Det værste ved Hr. Grummesen var, at han altid råbte til dem, at de skulle arbejde hurtigere. Det var slet ikke nødvendigt. Hr. Carlsen var meget dygtig og hurtig til at samle sine ting. Det var bare Hr. Grummesen, der kunne lide at råbe.

Hr. Carlsen lod som ingenting og arbejdede videre. Han vidste, at hvis han først begyndte at diskutere med Hr. Grummesen, så ville de komme op at skændes, og så ville han måske miste sit job. Det måtte ikke ske, for det var ikke nemt at finde jobs nu om dage.

Hr. Carlsen kiggede sig over skulderen. Hr. Grummesen var allerede gået tilbage til sit kontor og havde lukket døren. Hr. Carlsen afsluttede apparatet nummer syv og startede på nummer otte. Der gik ikke lang tid, så lukkede han igen øjnene. Selv om Hr. Carlsen var utrolig godt til sit arbejde, så drømte han om at blive noget helt andet.

 

 

 

Cornelius Carlsen drømte nemlig om at blive sørøverkaptajn på sit eget skib. Så ville han sejle på de syv have, besøge fjerne havne, røve guldskatte fra andre skibe og grave skattene ned i store kister på strande i de varme lande. Når der var sørøverfilm i fjernsynet, stod Hr. Carlsen selv ved roret, mens kanonkuglerne susede om ørerne på alle ombord. Vinden fyldte sejlene og skumsprøjtene fra havet stod ind over rælingen. Duften af kaffen blev fortrængt af krudtrøg, og hvis nogen råbte ordrer, så var det ikke Hr. Grummesen, men Hr. Carlsen selv der kommanderede til folkene til at sætte alle sejl. De ville sætte kursen mod skatteøen. Hr. Carlsen kunne næsten ikke vente på at få fingre i skatten. Han kunne allerede mærke de tunge guldmønter i hånden.

Hr. Carlsen slog øjnene op og sukkede, da han kiggede på den runde metal spændeskive mellem sine fingre. Det kedelige grå metal glimtede slet ikke som guld. Han satte den på en møtrik og spændte den fast på apparatet.

Nummer otte var færdig. Det var tid til at gå hjem.

 

Hver aften samles familien ved aftensmaden. De talte ikke så meget om, hvad de havde lavet, for de oplevede ikke noget rigtigt spændende i løbet af dagen. I stedet snakkede de om, hvad de havde drømt hver især. Nogen gange blev de helt stille, når de forestillede sig de fantastiske ting, der blev talt om. De stirrede ud af vinduet i lejligheden, og forestillede sig en helt anden udsigt, en den, de så.

 

Tænk, hvis man kunne opleve noget så spændende i stedet for at skulle kigge på de høje huses ensartede vinduer.

 

De skulle bare vide. Inden længe skulle deres drømme blive mere virkelige og spændende, end nogen af dem kunne forstille sig. Måske så spændende, at de alle ville ønske, at de bare var blevet ved med at være en helt almindelig familie i en helt almindelig lejlighed i en helt almindelig by.