Mandag d. 20. februar 2017 RETUR

Endnu en flot dag i marslandskabet på Teide

Vi havde skiftet den knagende seng ud med den madras, lå på reposen med udsigt over stuen, og det var smart, for vi havde sovet super-godt. Det var så tørt og lunt, at vi kunne flytte det lille havebord ud foran huset og spise omelet og drikke kaffe med udsigt over dalen og med et kig op mod Teide, der lå badet i solskin til højre for os.

Planen var nu at besøge turistinformationen i ”Icod”, men her var der biler, at vi opgav at komme helt ind i byen, og i stedet nøjedes med at tanke på byen store Shell tank. En ældre herre stod for selve påfyldningen – var der ikke også noget med, at man ikke selv måtte tanke i Portugal? Det øger nok sikkerheden minimalt, men hjælper en del på den store arbejdsløshed.

Nu gik turen mod Teide, og vi tog den lange og hurtige vej mod Puerto de la Cruz, hvor der er en hovedvej TF-5. Trafikken sneglede sig afsted, og vejen blev ikke bedre af, at vi drejede fra og kørte ind til La Orortava, som skulle være øens vindistrikt. Her var ganske rigtigt en del lavstammede og nærmest sammenflettede vinstokke på de skrå terrasser på bjerget, så det var bare om at nyde udsigterne, mens vi snørklede os op i højderne. Flere gange kørte vi igennem skyer, så tågen begrænsede udsigten til nogle få meter, men da vi nåede selve Teide-parken kom solen klart igennem.

Der var forbløffende få folk i parken sammenlignet med i fredags, så vi hade ingen problemer med at finde parkeringspladser nogen steder. Vi startede med at parkere ved ”El Portillo”, hvor de to parkbetjente i skurvognen stadig delte foldere ud til folk. Herfra startede vi på en lille rundtur – Rute 2 – som førte os ud i det store krater. Det hedder nok nærmere en caldera, når det er et enormt område omkranset af bjergvægge fra en fortidig vulkan. Stien førte som altid op og op, og vi fik en fin udsigt tilbage over vejen med Teide på den anden side. Der var tydeligvis faldet ny sne siden fredag, for små sneklatter lå spredt på siderne af Teide længere nede ad bjergsiden. Et skilt fortalte os, at biavlerne flytter deres stader herop, når det blomstrer heroppe, så bierne får varieret kost. Manglen på blomster på denne årstid genspejlede sig i manglen på bistader, men det var nok godt det samme, for vandreskiltene med kort advarede mod snestorme og bier, og med dagens blå himmel, ville vi tydeligvis ikke risikere nogen af delene. Det var højest den kolde blæst, der holdt os i gang, men i lavningerne, hvor der var læ, var temperaturen pragtfuld.

Her fandt vi et sted med an del buske som gav læ, så vi kunne sidde og spise frokost med udsigt til den 3,7 kilometer høje vulkan, Man bliver selv let forpustet på de stejle opstigninger, da hele parken ligger i ca. 2000 meters højde.

Halvvejs rundt på cirklel-turen kom vi til en lille dal mellem, hvor erosionen havde gnavet sig ned mellem et overflade af hård lave og et bjerg af blødere løst, sort lavagrus. Undergrunden var tydeligt bygget op af lag-på-lag af farvet vulkansk aske, som dannede et stribet mønster varierende fra gult hen over grønt og med sorte og røde nuancer.

Vulkanen havde til sidst beskyttet dette kunstværk med et tykt lag flydende lava, men regn og blæst havde så over tusindvis af år fået gnavet hul i dette, så nu underminerede erosionen det tykke lag lave, så tunge lavablokke til sidst hang uden understøttelse og brækkede af. Vi stod længe og betragtede dette naturkunstværk, inden vi begyndte at traske ned igen. Turen ned gav nogle dramatiske fald på stien, som krævede fuld opmærksomhed i det løse grus, så vi stoppede hele tiden op for at nyde det flotte landskab med furede og vejrbidte klippeformationer i det enorme krater, hvor Teide knejsede i baggrunden.

Vi kunne se tilbage til de restauranter, som var tæt ved parkeringen, men pludselig sluttede sti nr. 2 og blev afløst af sti nr. 4, så vi blev meget i tvivl om, hvilken vej vi skulle. Hannes mobiltelefon loggede jo vores ture, så vi kunne se på skærmen, at cirklen ikke var helt lukket, og derfor gættede vi os til, hvilken af de to sti-nummer-4 muligheder vi skulle tage. Da vi nåede til en afviser med ”El Portillo Alto”, som gik direkte op til husene, tog vi denne. Det var ikke korrekt, for nu kom vi op til den store gennemfartsvej, men i stedet for at gå tilbage til stien, valgte vi at følge vejen tilbage til vores parkering. Vi havde selv undret os over de mange vandrere på vejen, men her var altså forklaringen. Man går ud på en cirkel-sti, som ikke bliver helt lukket, men skal afsluttes af en anden sti, som ikke er markeret. Lidt usmart, da de udleverede kort ikke er detaljerede nok, til at man kan gennemskue dette, så fremover vil vi stole mere på Hannes mobil-telefon-logger.

Vi kørte straks hen til parkens centrale informationscenter ved ”Roque de Garcia”, hvor der er både restauranter, caféer og et stort ”i”. Det store ”i” var dog ikke noget at prale af – de kunne udlevere den samme folder, som vi allerede havde, men havde absolut ikke andet oplysning om parken eller øen. Dog kunne den unge kvinde fortælle os, at den sti, som vi havde planlagt at gå her var lukket pga. ombygning. Nu gik vi over til de karakteristiske klipper, som vi kun havde fotograferet i fredagens parkeringskaos, men i dag var her masser af plads.

Vi besteg klipperne og nød det flotte syn. Herfra gik vi ud på den rute, som kun kunne gås halvt, og den gik mod Teide og rundt om endnu en stor caldera, som vi dog kun kunne få et enkelt kig ned i, da stien sluttede, hvor det store udkig kom.

Vi hastede nu tilbage til bilen – så meget som vi kan haste, for adskillige rovfugle i de hullede klipper fik megen opmærksomhed, da de var travlt optagede af at fodre deres skrigende unger, som baskede rundt på toppen af klipperne.

Nu fløj vi ned den gamle rute mod ”Los Gigantes”, som har væsentligt færre sving og lange lige stræk, hvor bilen flyver med 80 km/t i fjerde gear, uden at man behøver at røre hverken speeder eller bremse. Vi var derfor hjemme på lidt over en time. I indkørslen mødte vi nogle af de lokale, der var ved at føre børn og æsel hjem, men det var desværre skyet igen, så vi ikke fik noget kig til Teide fra denne side.

Det havde været hyggeligt med én enkelt aften, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde et glas vin og udsigten, men sådan skulle det altså ikke være – men indenfor var nu heller ikke så skidt, når øllen ankommer i en én-liter flaske … til ca. én Euro!

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: