Søndag d. 19. februar 2017 RETUR

En rundtur i omegnen – i skyhøjde!

Vi var noget radbrækkede, da vi vågnede i ”Finca La Chirita”. Sengen var ujævn så Hanne rullede ind mod midten, og hvis man lavede den mindste bevægelse, så startede det orkester af sækkepiber, der var skjult i sengebunden – alt i alt ikke nogen stor oplevelse. Heldigvis kunne en kop morgenkaffe og frokosten fra i går hurtigt gøre det ud for morgenmad, og vejret så godt ud, så vi holdt os til planen om at køre mod den nærmeste store by, Icod de los Vinos.

Det var med en vis bekymring, at vi låste den store gitterlåge bag os og begyndte det frie fald ned ad bjerget, da vi var en anelse bekymrede for, om vi kunne finde vej tilbage. Hanne tog et par foto bagud på vej ned, så vi i det mindste havde disse pejlemærker. Vi kom ned i ét stykke, men det var ikke den vej, som vi var kommet op. Tværtimod kom vi ned det, hvor Maria var kommet ned i går til venstre for torvet ved El Amparo. Her var stuvende fyldt med biler, men det var jo også centrum for både indkøb og kirkegang på denne søndag.

Vi satte straks kurs mod ”Icod”, som de lokale kalder den og fandt hurtigt derind. Første stop skulle være turist-informationen, så vi kunne få vandrekort til de kommende dage og forhåbentlig et vejkort, der rent faktisk kunne bruges til at navigere efter. Vi cirklede lidt i centrum, inden vi fandt tilbage til byens indkørsel og smed bilen – alle skal parkere og se ”Drago Milenario” her i centrum. Det berømte drage-træ er gammelt, som navnet antyder – i hvert fald tusind år ifølge navnet, og ifølge kreative skribenter flere tusind år. Videnskabsmænd anslår dog træets alder til ca. 600 år. Fra et lille torv ”Plaza de la Iglesia” foran kirken, har man et fint udsyn til det knudrede træ, hvor den enorme stamme synes at være flettet af hundredvis af vinranker, og kronen er en paraply af små yucca-palmer – hvilket træet også genetisk er i familie med. Navnet ”drageblodstræ” har væksten fået, da træets saft bliver blodrødt, når det kommer i kontakt med luft – meget dramatisk.

Vi traskede videre i byen og betragtede de fint udskårne altaner i træ, som hang over vores hoveder, fra de gamle huse i centrum. Turist Informationen havde desværre søndags-lukket, så det var ingen succes. I stedet søgte vi nu efter det store supermarked, så vi kunne få fyldt lagrene op til de næste par dage (altså øl og vin … og måske lidt mad). Supermarkedet var meget stort og tilsvarende meget lukket, så nu blev vi lidt bekymrede, hvis vi skulle have mad i aften. I stedet for at køre videre mød øst, som nu havde været planen, så besluttede vi at tage tilbage til El Amparo, hvor det lille Supermercado havde åbent tre kvarter endnu. Bænkene foran supermarkedet var tilsyneladende samlingspunktet for byens højtrystede mænd, som sad og hyggede sig her en søndag middag. Vi fik alt hvad vi skulle bruge – brød og frugt ved hjælp af fingersprog fra en venlig kvinde bag en glasdisk.

Nu startede opstigningen mod huset, og vi tog den samme vej som Maria havde vist os i går … indtil vi glemte at dreje af, så vi pludselig ikke kunne genkende noget. Til gengæld kunne vi se et autoriseret vandreruteskilt, så her er altså en af de fine TF-ruter ganske tæt på os. Vi vendte bilen og fandt hurtigt den rigtige rute, så vi kort efter var hjemme og kunne læsse af.

Det var nu blevet eftermiddag, så det kaldte ikke på at køre ned ad bjerget igen og finde en anden vandre rute. I stedet besluttede vi at runde ”en runde” i nabolaget og finde de autoriserede vandreskilte igen, så vi kunne studere mulighederne. Det var pludselig blevet meget tåget, og det var som at vandre i en sky.

Hvad der var klamt blev meget hurtigt vådt og reel regn, som Maria have lovet på spansk i går (pegende på himlen og flimrende fingre der daler mod jorden betyder regn på spansk – det betyder helt klart sne på dansk!), så regntøjet røg på. De stejle gader og den silende regn var nok ikke det optimale vejr til vandring, men nu var vi ude. Skiltene på toppen viste vandre rute PR TF-42, men der var 5 kilometer hen til de nærliggende huler” Cueva del Viento”, så det var nok ikke sagen, nu hvor det regnede meget. I stedet gik vi tilbage ad vejen for at se hvor ruten førte os hen. Ganske få meter væk markerede det kendte gul-hvide striber, at stien forlod vejen og fortsatte ind i nogens indkørsel. Her vogtede en lille arrig terrier, som vi ignorerede (selv om vi overvejede at sparke til den!), mens den på hysterisk vis forsøgte at bjæffe så meget, at vi opgav at passere dens hus. Vi forlod meget snart indkørslen og gik ud på en reel trampet sti. Vi skulle ”lige se” hvor langt stien gik, men det gik op for os, at retningen måtte være tilbage mod hytten, og i så fald slap vi for at traske helt ned og helt op igen. Vi trampede videre gennem krat og bag om stakitter til folks huse, og på besynderlig vis kom vi ud midt i vores by ”Camino Cruz” og kunne gå den korte stigning tilbage til huset – nu gennemblødte af den våde bevoksning.

Hjemme forsøgte vi at tænde op i ildstedet, men brændet kan umuligt have været tørt – det sydede som stegte kartofler, og først efter adskillige forsøgt kom der gang i ilden … uden at det gav reel varme i stuen, så el-radiatoren røg på igen, så vi kunne få lidt tørring i alt det våde tøj.

Resten af eftermiddagen gik med at få varmen og skrive dagbog fra hele turen – noget som var blevet ignoreret indtil nu. Mens jeg læste højt af det foreløbige resultat stående i køkken-baren, lavede Hanne mad af dagens indkøb. Maden blev igen indtaget på det lille havebord foran den store pejs.

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: (tal lige om et stejl nabolag!)