Tirsdag d. 21. februar 2017 RETUR

En lille tur i ”Barranco de Ruiz” blev til en stor rundtur

Det havde regnet en del i løbet af natten, så vi havde ikke de store forhåbninger til at komme udenfor i dag. Ikke desto mindre så det anstændigt ud, da vi havde spist de sædvanlige omeletter til morgenmad, så Hanne foreslog, at vi kørte hen til den ”Barranco” (kløft), som vi så i går på vej mod Puerto del la Cruz. Hanne sprang ind i det lille Supermercato i ”El Amparo” og fik to boller og noget pølse, så frokosten var i hus. Jeg benyttede lejligheden til at fotografere det lille torv i byen foran supermarkedet.

Jeg fik også afleveret glas- OG plastic-flasker i respektive containere – her er Spanien en del foran Danmark, hvor al ikke-pant plastic og emballage ryger til afbrænding.

En halv times tid senere holdt vi ind fra TF-5 ved ”Barranco de Ruiz”. Her var fin plads til at holde, men vi gik lidt frem uden at kunne se en sti op i dalen. Der var dog en trappe op ad klippen med et skilt, der sagde ”Teno Alto”, og da andre begyndte at vandre op her, så tog vi også støvlerne frem og startede på denne tur. Vi kom hurtigt op i dalen, og stien var flot med nærmest trappelignende klippe-arrangementer, der ikke gav anledning til andet end sved på panden.

Det var nemlig temmelig varmt, og selv om solen ikke bagte på os, så overgav vi os hurtigt og skiftede til korte bukser, så vi nemmere kunne komme op i højderne. En ung mand LØB op … det kan godt tage modet lidt fra én, når man selv stønner under den stejle opstigning. Kløften var meget frodig, og den havde de karakteristiske hullede klipper, hvor man kunne se dem for vegetationen.

Vi blev overhalet et par gange på vejen op, og ét af parrene stod på toppen, da vi kom op, og sagde noget på spansk til løberen, der passerede os for ANDEN gang – galning!

Det viste sig at være tyskere, og de havde netop den bog, som vi har søgt efter hos Turistinformationerne – bogen med alle vandreture på Tenerife. Vi havde forestillet os, at vi skulle gå samme vej ned, men deres bog afslørede, at dalen op kun var starten på en 10 kilometer lang rundtur, som Hanne skyndte sig at fotografere i deres bog. Vi sagde pænt farvel og lod dem få et forspring, inden vi forfulgte dem ned ad bjerget langs en lille meget ubefærdet vej, der snoede sig ned ad bjerget mellem sirligt, friserede terrasse-marker med alverdens grøntsager. Vi nød den uventede tur, men sagde alligevel farvel til vores tyske vejvisere, da de tydeligvis tog snyde-ruten, som afkortede turen.

Det viste sig at være et godt valg, da her var mange smukke syn på vejen både i form af menneskeskabte terrasser til afgrøder, og en hel del af Vorherres ukrudt på disse kanter … kaktus.

Vi gik videre langs vejen, men skulle finde en anden vej ned mod kysten, og ikke alle kløfterne så lige tilgængelige ud. Denne sprang vi over!

Da vi nærmede os et lokalt hus med en tagterrasse, sad en ældre indfødt og vinkede af os, mens vi søgte efter en lille sti – han kaldte os til sig og pegede i retning af en meget smal sti, som vi tydeligvis skulle tage – og helt sikkert havde overset uden hans hjælp.

Vi vinkede og råbte et ”gracias”, og hermed begav vi os ud på en vild nedstigning gennem endnu en ”barranca”, som Hanne døbte ”Jurassic Park”, da bevoksningen mindede om dette. På toppen af klipperne residerede den lokale ”cemetario”, hvor vi kunne se de forhenværende lokale nu lå på deres hylder på den lille kirkegårdsvæg, som man bruger det hernede. De har da en fin udsigt.

Nedstigningen var vild, men stien var rimeligt lavet, så vi kom ned i ét stykke, til det vi troede var vejen – det var dog en afvandingskanal, hvor der lå meget store sten i den brede beton-kanal, som indikerede, at der var fart på vandet, når det løb her. Lige nu var her heldigvis tørt. Det var dog uden tvivl en gammel ”levada” vi vandrede langs, for der var fine små kanaler langs stien, som i fortiden havde ført vand ned til de nærliggende byer.

Helt nede kunne vi passere motorvej TF-5 på en lille bro i byen ”San Juan de la Rambla”, og så var vi pludselig inde i en hyggelig lille by med smalle gader og både nyrestaurerede farverige huse – og tilsvarende meget gamle og faldefærdige.

Kort efter nærmede vi os havet i den sammenhængende by ”Los Aguas”, som præsterede adskillige bananplantager med både halv- og helfærdige klaser, så man kunne studere alle stadier af bananer.

Ved selve molen i ”Los Aguas” satte vi os med benene ud over en høj stenmur og betragtede 3 unge surfere, der kæmpede med bølgerne, mens vi lavede en sandwich og studerede de store, sorte krabber, som tøffede rundt på stenene i brændingen.

Vi fortsatte nu langs kysten, og den lille brolagte sti afslørede en mængde huse, som balancerede mellem stien og faldet mod vandet. Husene var skiftevis sat i tip-top stand eller ruiner uden glas i vinduerne, og de ny istandsatte huse lokkede som fremtidige lejemål – hvis det da er muligt.

Da vi kunne se ”Barranco de Ruiz” fra kysten satte vi kurs tilbage mod vejen og vores udgangspunkt. Det småregnede lidt, og vi havde lige taget vores regnjakker på, men det blev alligevel for varmt til denne opstigning, så de røg af igen, så vi ikke nedsmeltede på det sidste stykke. Turens største udfordring manglede dog stadig, da det viste sig at være næsten umuligt at krydse vejen pga. den kraftige trafik.

Det lykkedes dog efter et par minutters venten, og så gik turen videre mod ”Puerto” og det ”Centro Commercial” som vi havde set, så vi kunne købe ind. Vi havde kun lige sat os ind i bilen, da regnen begyndte at sile ned – tal lige om at være heldige!

Kort efter svingede vi derfor ind og parkerede i en enorm parkeringskælder under et center, der ikke lod et amerikansk Outlet noget tilbage. Vi fandt straks et enormt supermarked, som havde ALT, så både den sprungne lampe på badeværelset, vin, fisk, kød og grønt fandt ned i kurven, som var lidt for fyldt, da vi en time senere forlod centeret. Udvalget af skinker i alle prisklasser er enorm, og det er nærmest umuligt at vælge én flaske spansk vin blandt de ufattelige mængder af billige – og få dyre – flasker.

Marmeladen her hedder ”La Vieja Fabrica” … Er ”Den Gamle Fabrik” slet ikke dansk? Jo da! Historien on den gamle fabrik findes på nettet – de bruger bare det samme navn i udlandet.

Så var der kun tilbage at finde hjem til ”Finca la Chirita”, og nu video-filmede Hanne opkørslen ad de næsten lodrette veje, så vi kan grine af dem fremover – det var tilmed meget tåget, som bidrog til at understrege hvor vanskelig en opkørsel det er – og hvor umuligt det er at finde første gang helt uden vejnavne.

Se videoen her i nyt vindue.

Og så blev der lavet lækker fisk!

Til Toppen Hop til Forrige dag Hop til næste dag

Dagens vandring på Hannes Momondo-log: