Mandag d. 13. juni 2016 RETUR

En hård dags arbejde i (og over) tin-minerne

Vejret fristede på ingen måde til at stå op, da vi vågnede – det var gråt, og det regnede. Der var derfor god tid til at ordne billeder fra i går og drikke kaffe, inden vi spiste bacon og æg – man er vel i England.

Det var ikke vejr til den store ”Land’s End”-tur, så vi besluttede at det var ”under jorden”-dag i den nærliggende ”Geevor Mine”, som vi kunne se fra vinduerne.

Vi trodsede ikke regnen, men satte os i bilen og kørte de korte tur til minens parkering, som var temmelig øde på dette tidspunkt. (Billedet af Geevor-området ovenfor er fra gåturen i går.) Vi slap 25£ i receptionen og fik udleveret en gul beskyttelseshjelm, som vi skulle bære under hele turen gennem minens fabriksområde – og selvfølgelig på turen ned i selve minen.

Der var en lille udstilling ved receptionen, hvor vi lærte om de folk, som kæmpede for det daglige brød (og livet) i minerne. Her var udstilling af tintallerkener, som blev brugt til de månedlige fester, som mine-ejerne afholdt for arbejderne, når de fik udbetalt deres løn. Plancher beskrev det barske liv, hvor man arbejdede en hel dag, hvorefter man brugte to timer af sin fritid på at klatre op fra minen – og vi brokker os over en time transporttid i toget efter arbejde! Op- og nedstigning blev dog med tiden mekaniseret, og der var en flot model fra Levant-minen, hvor et snedigt udtænkt system fik en lodret stige til at bevæge sig op og ned, således at minearbejderne kunne springe ud på en lille afsats, når stolpen gik op, og så springe fra på næste etage, når ”elevatoren” skiftede retning. Herunder et gammelt foto af den høje stige-elevator samt et foto af kvinder og børn på overfladen, hvor de arbejdede i regn og blæst med at sortere og knuse malmen, før der kom maskiner til. Børnene startede arbejdet, når de var 6 år, og drengene blev sendt ned i minen fra de var 10.

Stige-elevatoren, som pumpede op og ned i 4-meters løft, gjorde det meget nemmere og hurtigere at komme op og ned, men det var selvfølgelig ikke helt ufarligt, og det gik da også galt fra tid til anden. Helt galt gik det i 1919, da stigen knækkede og tog 31 mænd med sig i dybet, og mindst lige så mange blev alvorligt kvæstet.

I et stort rum var et kunstværk af sugerør, der var sat kunstfærdigt sammen, så de dannede et stort sammenhængende mønster. Et udsnit af Cornwall var tegnet på gulvet, og en blå streg på glasruden foran kunstværket angav havets overflade …

… dette var en model af det gigantiske netværk af minegange, der gennemhuller kystlinjen i Cornwall som en ost. Det overraskende for os var, at langt de fleste minegange ligger UNDER havets overflade, så man har skullet pumpe, for at holde dem tørre. Imponerende! Netop Levant Minen med stige-elevatoren havde den dybeste skakt i Cornwall med et hul på 640 meter. Herfra udgik de vandrette skakter hvorfra malmen blev brudt. Når det stormede voldsomt, kunne minearbejderne høre bulderet over dem, når store sten bevægede sig hen over havbunden … skræmmende! Havvandet brød dog aldrig igennem til minen, selv om den blev oversvømmet langsomt af sivende vand, da minen lukkede i 1930. Da Geevor Minen genåbnede i 1969 og overtog Levant-området, pumpede man igen gangene tomme og fortsatte udgravningerne. Man må derfor formode, at gangene igen er ved at bliver oversvømmede, nu hvor pumperne blev stoppet i 1990.

Da vi kom ud fra receptionsudstillingen småregnede det, så vi satte straks kurs mod den første bygning, hvor operatøren af minens to hejseværk havde styret de store hjul, som løftede folk og tin-malm op og ned i minen. Der var et primitivt signalerings-system med klokker, som angav hvor han skulle stoppe vognene i dybet. Kridtmærker på det tykke kabel angav præcist, hvor stoppet var, og disse mærker skulle med mellemrum justeres, da kablerne strakte sig. Primitivt - men sikkert. Den store tønde i fabriksrummet nedenfor var fyldt med ”kanonkugler”, der knuste malmen, når den roterede,

Geevor Tin Minen var en af de nyeste i området, da den først åbnede i 1911, hvor de fleste andre var lukket, men en samling ”Cornish” minearbejdere vendte hjem fra minerne i Sydafrika pga. Boerkrigen, så de startede op her igen, og minen var faktisk i drift helt frem til 1990, hvor priserne på tin-malm igen faldt så meget, at det ikke længere var rentabelt.

Turen fra maskinstationen til det store fabriksområde foregik i løb, da regnen nu væltede ned. Det lange kompleks af bygninger lå på en skråning, så malmen ved hjælp af transportbånd og tyngdekraften blev ført fra afdeling til afdeling, og i hvert afsnit blev stenene knust mere, separeret, findelt, vasket osv. Vi gik ned ad trapper hele vejen gennem malm-fabrikken og beundrede de kraftige trækonstruktioner og gamle maskiner i området. Nogle store metaltromler indeholdt kanonkugler, hvor malmen fik de endelige knusende slag og blev til sand. De knytnæve-store jernkugler lå udstillet som nye, og ved siden af stod en skål med små chokoladerosiner … der var de udslidte kugler – det er hårdt arbejde, at knuse malm.

Nu kom vi ind i store sale fyldt med borde i dobbelt billard-størrelse, hvor metallet blev vasket fra sand og grus.

Her ventede en kvinde iført kedeldragt og beskyttelseshjelm på os, og ”Nick”, som hun kaldte sig selv i walkie-talkien, demonstrerede nu, hvordan vandet på det rystende bord sorterede partiklerne, som langsom vandrede hen over det, efter at hun havde hældt noget sand/malm ud i den ene ende. Et sådant bord håndterede 4 tons malm på en dag.

Nu samledes Nick ni personerne til en tur i minen, og vi fik alle udleveret kitler til at beskytte vores tøj, da jorden her farver meget rødt, og man visse steder på turen skulle gå sidelæns for at komme igennem de smalle gange. Det var en broget forsamling. Lige fra en meget ældre herre med stok, til en døv kvinde, hvis mand tegn-tolkede for hende, men som Nick sagde: ”I kan lige så godt blive gode venner, for I kommer til at gå meget tæt!”

Vi forlod fabrikken og gik et kort stykke i det fri – nu i tørvejr – hen til en gammel mine, der blev kaldt ”Wheal Mexico” … ingen vidste helt sikkert hvorfra dette navn kom.

Indgangen til minen var flot muret op, og Nick forklarede, at det var lavet for at få en sikker indgang til turisterne. ”Sikker?” I samme øjeblik kom en herre med hjelm og lygte ind til os i mineåbingen og forklarede, at han lige skulle lave et sikkerhedscheck, og Nick smilede og sagde, at det da var dejligt, at han lige checkede det hele foran os. Hun stoppede her og forklarede os, hvordan man dundrede metal-mejsler ind i klippen, og at det tog 4 timer at få en mejsel ca. 30 centimeter ned, så man kunne hælde krudt i hullet.

Nick demonstrerede også, hvordan arbejderne selv lavede deres egen lunter til at sprænge krudtet ved at fylde gådefjer op med krudt. Havde man brug for længere lunte, så satte man flere fjer sammen. Det var ganske farligt at bruge krudtet, specielt da man brugte lys af fårefedt, som spruttede brændende fedt til højre og venstre, så der skete ofte ulykker. Før krudtet blev taget i brug kunne det tage en måneds arbejde at grave 30-40 centimeter ind i minen – med hjælp fra krudtet tog det 4 dage, så minearbejderne tog gerne denne risiko for at tjene flere penge.

Vi gik foroverbukket gennem de smalle og lave gange, og ved en lodret tunnel viste Nick os, hvordan man kunne se den sorte tin-åre i klippen. Arbejderne fulgte denne, indtil den forsvandt, så den dikterede graveretningen – som ofte var lodret op.

Nogle steder måtte vi gå sidelæns for at komme videre. På slutningen af turen viste Nick os, hvor arbejderne havde lavet små huler, hvor de kunne sidde og spise – eller gemme sig, når de detonerede krudtet. HVAD? De blev nede i minen, mens de sprængte! Og da tid er penge, så gik de kort efter sprængningen tilbage til arbejdsområdet for at påbegynde rydningen, så støv og kemiske giftdampe fra sprængningen røg direkte ned i deres lunger. Det har været sindssygt hårdt arbejde, og gennemsnitslevealderen var kun 40 år, forklarede Nick. ”Men det var før, de begyndte at bruge krudt”, tilføjede hun. Efter krudtet blev indført, faldt gennemsnitsalderen til 25 år. Rystende!

Nick lavede nu et tryllenummer: Da vi forlod minen via bagudgangen, så skinnede solen. Vi takkede for turen og satte kursen mod minens café, som var meget anbefalet af husets udlejere.

Vi var heldige at få en plads ved det store vindue, hvor vi havde udsigt over området og havet som baggrund. Vi havde købt en ”pastry” med oksekød og løg, og det var fint som en lille frokost.

Nu gik turen tilbage til huset, hvor vi meget hurtigt skiftede til vandretøj og tog regntøj i rygsækken samt lidt vand og Cola. Så gik vi tilbage mod minen, for at gå kystruten forbi de mange mine-skorstene til en naturbro og en mine, som skulle ligge helt ude på klipperne tæt på havet.

Vejret var dejligt. En anelse grå skyer og en kraftig blæst, men det var tørt. Der er overraskende mange skorstene fra minerne på turen. Skorstene er bygget ved dampmaskinerne, som drev pumper og andet maskineri ved mineskakterne. Da mineskakterne er helt tæt på havet, er skorstenene derfor bygget helt ude på klippekanten for at komme så tæt på skakterne som muligt.

Det var en flot tur, og der var flot, skummende brænding i havet mod de sorte klipper. Hanne lavede et par afstikkere fra den brede Cornwall Sea Route, for at komme hen til kanten og finde ”The Natural Arch”, og det lykkedes også at se den lille bro i det skummende hvide vand, som ingen af de mange andre vandrere på ruten åbenbart havde lyst til at se – eller vidste var der!

Vi nåede frem til målet for turen, ”Zawn a Bal” (Bal betyder mine på cornisk), eller det mere mundrette ”Botallack Mine”. Her gik en sti væk fra kysstien ned mod minebygningerne, som lå helt ude på kanten nede i skumsprøjtet – smukt og skræmmende på samme tid. Bemærk skrænten til højre for stien – den er gennemhullet af kaninhuller.

Vi gik længe rundt om bygningerne og kravlede ud både foran og bagved for at få nogle flotte skud med i kameraet. Bemærk hvor lille Hanne er til højre for det øverste tårn. Her var jeg kravlet videre på an smal sti, som Hanne ikke følte for at afprøve.

Sikke en arbejdsplads! Minedriften startede her i 1500-tallet, men i nyere tid var det en ren undervands-mine, hvor gangene løb ud under havet mere end en halv mil. Minearbejderne fjernede i den aktive periode omkring 1,5 millioner tons materiale, som gav et udbytte på 14.500 tons tin, 20.000 tons kobber og 1.500 tons arsenik. Midt i 1860’erne besøgte Prinsen af Wales minen, og det skabte et turist-boom, hvor man endte med at tage en Guinea for en tur ned i minen – sikkert en ganske god forretning. Minen lukkede i 1895 pga. faldende tin- og kobber-priser.

Nu gik vi rask tilbage, men vi passerede Levant Minen, som er den sidste, før man er tilbage ved Geevor. Her gik vi nærmest tilfældigt ned af en støbt vindeltrappe, som førte under jorden, og efter en kort tur gennem en meget lidt oplyst minetunnel, stod vi foran Levant minens store skakt, som førte dybt ned under risten, som vi stod på.

Jamen! Var det her, at de 31 minearbejdere blev slået ihjel … det må det have været. Lykkelige over at være ude i lyset igen, gik vi nu direkte hjem.

Jeg begyndte at skrive dagbog for de sidste par dage, mens Hanne læste (og sov lidt) i sofaen.

Efter aftensmaden var det tid til BBC’s ”News at 22”, og her fortalte de om et voldsomt skyderi i Florida – meningsløst! Og så besvimede vi efter en lang dags hårdt arbejde nede i og over minerne.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag