Tirsdag d. 14. juni 2016 RETUR

En dag i det charmerende musehul … og alt godt fra havet på tallerkenen

Vi tog det helt afslappet og nød både kaffe, morgenmad og dagbogsskrivning, inden vi forlod huset op ad formiddagen. Første mål var at tage til Penzance og indhente de joggebukser, som jeg havde set på tilbud forleden, men anså det for umuligt at få ned i kuffert på hjemturen. Hanne tilbød straks at hjælpe – hun ville starte på at shoppe og købe en ny rygsæk, så vi kunne checke en kuffert ind på hjemturen – meget betænksomt!

Indfrielsen af dette løfte skabte lidt ventetid for mig i Penzance efter det hurtige jogge-indkøb, så jeg traskede til Turistinfoen og checkede tider på lavvande, så vi kunne gå tørskoet til St. Michaels Mount – den lille borg ude på klippeøen tæt på Penzance, som har en lav mole ud til sig, der kun er helt fri ved lavvande. Der var højvande i stort set hele åbningstiden, men så kan man blive sejlet derud – det ville bare være sjovere at gå ”på havbunden”.

Mens jeg ventede på Hanne forevigede jeg livet på havnen – specielt to små hunde, der havde det pragtfuldt med at hoppe i vandet og samle pinde op.

Vi mødtes på betalings-parkeringen ved havnen og kørte et lille stykke mod byen ”Mousehole”, hvor vi smed bilen gratis foran Lidl, der også har gjort deres indtog i England – det var aldrig sket, hvis England havde været ude af EU. Vi ser skilte over alt – i vinduer, i biler osv., og der tales stort set ikke om andet i TV om aftenen. Er det ”Leave” eller ”Stay” på torsdag i næste uge, når der er afstemning. Vi hører mange diskutere på gaden eller i pubben, og de er enige om ”leave” – men jeg gætter ud fra deres holdninger og almindelige udsagn på, at disse mennesker aldrig har forladt deres landsby, så EU må være et land, der ligger meget, meget langt væk. Det værste er jo, at hvis England har stemt, så vil dumme-danskerne også have et valg. Et demokrati har den store ulempe, at alle dem der for en sikkerheds skyld siger ”nej” til alt, de kan meget hurtigt komme til at bestemme.

Nok om politik! Vi traskede nu langs ”The Cornwall Coast Path” fra Penzance til Mousehole, og det er et ganske anderledes stykke, da der er huse, vej og kun delvist fortov på ruten. På udvalgte steder er der så smalt, at man skal presse sig forbi hus-kanter, der stikker så langt ud på vejen, at man ikke gør dette ustraffet, hvis en bil passerer på samme tid. Det er alligevel ganske underholdende, da vi får chancen for at studere det lokale liv, som har ganske meget kolorit.

Fiskere i havnen, gamle mænd, der ryger foran pubben, og diverse morsomme skilte på pubber og i vinduer bringer smilet frem på den afslappende gåtur.

I byen Newlyn, som tydeligvis lever af sit fiskeri, er der en fiskebutik, som lokker med alverdens fisk – det var måske en mulighed til aftensmaden, selv om vi egentlig havde planlagt at gå på pub?

Vejret bliver kun bedre, og da vi efter en times slendren på fortovet og kajen langs vandet når frem til Mousehole, har vi intet overtøj på længere, og solen skinner. Mousehole er en super-idyllisk gammel fiskerby, med et maleri af en havn omkranset af en stor mole i midten, hvor de små huse troner skulder ved skulder op af klippesiden. Der er selvsagt mange turister, men heldigvis kan man ikke parkere inde i selve byen, så den sidste halve time inden ankomsten til byens centrum, har vi gået langs parkerede biler på vejen. Rigtigt mange mennesker sidder med benene ud over kanten på molerne og spiser is eller nyder bar solen.

Det er heldigvis ikke højsæson endnu, så vi finder let et bord i en pub med udsigt over havnen. Her lokker krabbekød med salat og nye kartofler – man kan altså få mad uden ”chips”, som pommes frites hedder her i landet. Vi bliver betjent af en ung pige, som allerede er gået mentalt på siesta kl. 14.30, eller også lider hun af ekstrem korttidshukommelse. Vi bestiller maden og to store øl, og kort efter servere hun maden og siger velbekomme. Hallo dame! Hvad med vores øl? Hun retter op på fejlen, og da jeg rejser mig for at tage et billede af stedet, maden, Hanne og øllene, tilbyder hun at forevige os sammen, når hun har stillet bakken fra sig. Jeg lagde kameraet på bordet, hun stillede bakken fra sig – og der lå kameraet så resten af måltidet – vi grinede lidt og kunne sagtens undvære det store fælles-foto.

Maden var suverænt lækker, så vi blev meget hurtigt enige om, at fiskeforretningen skulle besøges på vej hjem.

Maden var en blændende oplevelse, og lyset havde helt samme effekt, da vi kom ud fra pubbens lidt dunkle belysning. Vi missede med øjnene og satte straks kurs mod Penzance og var derfor forholdsvis hurtigt tilbage i Newlyn, hvor fiskemanden kunne tilbyde det samme krabbekød – lidt u-opfindsomt, men meget lækkert og supernemt i aften. Vi fik også nogle ”challups”, og her indså vi, at 12-tals-systemet dominerer i fiskeindustrien. ”Vil I have et halvt eller et helt dusin?”, spurgte den venlige og meget tatoverede fiskehandler.

Hanne foreslog 8, og fiskehandleren tilbød så at smide lidt ekstra i – vi endte med at få … 12! Vi smagte også på nogle grønne-sø-bønner, som smagte salt og lækkert, så vi købte en stor håndfuld som tilbehør. Vi fik det hele i en pose med en stor skovlfuld is, så det kunne holde sig i den varme bil, hvis vi tog en ekstra gåtur på vej hjem.

Vi havde netop planlagt at runde ”Land’s End”, så vi kørte den korte tur på de sædvanligt smalle veje, hvor det et par gange var nødvendigt at standse, for at lade modkørende passere. Vi slap 3£ for at komme ind på parkeringen i ”Land’s End”, men den rare mand forklarede, at vi så kunne komme igen den næste uge – hvilket vi netop havde planlagt, da vi gerne vil gå videre ud ad kysstien. Det store hotelområde foran denne geografisk menneskeskabte seværdig, var nærmest et cirkus. Alverdens 3D-biografer kunne fremvise alt lige fra ”Shaun the Sheep” til dinosaurer, men vi foretrak at blive foreviget foran Englands på én gang både første og sidste hus mod vest …

… her 3.147 miles fra New York. Udsigten er da flot, men det er blevet lidt af et gedemarked – sådan husker vi ikke fra for 30 år siden.

Vi forlod derfor hurtigt dette gedemarked og satte kurs mod Pendeen, hvor vi lige rundede ”Costcutters” for at få det sidste tilbehør til maden (altså citron og vin), og så susede vi tilbage til ”The Tin Miners Cottage”, hvor solen nu bagte ned på stolene foran huset.

Her tilbragte vi den næste time i selskab med to gode øl og nød livet i det dejlige vejr.

Aftensmaden var virkelig lækker (og nok også sund), og den kunne absolut måle sig med det måltid, som vi havde fået på restauranten.

Så var der tid til nyheder. Ligesom de foregående dage lovede BBC ”News at 22” død og undergang på vejrfronten – vi må leve i en selvstændig lomme udenfor meteorologernes rækkevidde, for vi har da haft pragtfuldt vejr i dag – lad os se om det holder i morgen. Og måske får England altid pragtfuldt vejr, hvis de melder sig ud af EU?

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag