Søndag d. 12. juni 2016 RETUR

Penzance, Tropestrand i Cornwall og spisning i en sauna-kulmine

Det var pragtfuldt at vågne op i det gamle minearbejderhus uden vækkeur for første gang i MEGET lang tid. Vi havde absolut ikke travlt, og vejret var noget gråt, så vi besluttede at starte dagen med et bad, som ville kræve en times opvarmning af det varme vand. Det blev derfor tændt, efter at der var puttet flere 1-pund-stykker i den lille elmåler ved indgangen, som lystigt snurrede, da først vandvarmeren var startet.

Vi brugte ventetiden på at stege bacon og æg og nyde dette med en kop kaffe ved bordet foran det eneste vindue i stueetagen – man havde ikke ruttet med vinduer – og formodentlig hermed beskyttet sig både mod kulde og træk i gamle dage. Vinduet var dog en termorude, så isolations-problemet var løst. Vandet var fint varmt, men det var en udfordring med bruseren i badekarret, da endnu en dymo-strimmel anviste, at man ikke måtte åbne for meget for det kolde vand, når det varme også kørte, da dette ville få det kolde vand til at løbe tilbage i varmtvandstanken og skabe ”overflow” … og vi ønskede absolut ikke ”overflow”, så der blev badet meget forsigtigt i det skrigende lyserøde badeværelse, der tydeligvis var tilføjet mellem de to huse i nyere tid, og derfor havde en besynderlig form.

Det var stadig lidt gråt i vejret, så vi tog bilen ind til Penzance for at rydde turistinformationen for vandrekort. Der var en mega-stor parkering ved havnen i den charmerende lille by, men vi havde efterladt alle mønter hjemme ved elmåleren, så Hanne måtte veksle penge, mens jeg vogtede bilen på pladsen, inden vi kunne gå til turistinformationen, som Hanne efter 35 års fravær stadig kunne huske, hvor lå … imponerende! En venlig herre forsynede os med gode vandrekort.

Havet er allesteds nærværende i Cornwall, og det at have en jolle er nok lige så naturligt som at have en bil. Man forsøger heller ikke at skjule son fortid med pirater og andre former for røvere – bemærk piraten med pistolen nedenfor på pubbens tag.

Vi havde god tid, så gik vi en lille runde i byen. Dette førte os forbi en sportsforretning, hvor Hanne på udsalg kunne få en vandrestav, som hun ville komme til at savne – den kunne jo ikke komme med hjemmefra i kufferten i håndbagagen, da dette våben let ville kunne tvinge en besætning til at flyve til Cuba. ”Flyv mig til Cuba – eller du får 20 kilometers stroppetur med denne vandrestav!” Således bevæbnet med en ny vandrestav tog vi straks hjem til Pendeen og kastede os i vandretøjet med retning mod ”Portheras Cove” … denne gang med en kort, der viste at vi skulle passere fyrtårnet på kyststien for at nå den tropiske strand.

Vejret var klaret flot op, og det var en smuk tur langs kysten. Forholdsvis hurtigt fandt vi en bænk, hvor vi besluttede at nye udsigten og spise den rugbrødsmad, som vi havde medbragt efter med jubel at have fundet rugbrød i den store Tesco’s i Penzance.

Vi passerede flere steder, hvor små fiskerbåde kunne sættes i vandet og drage til havs, den fine vandresti snoede sig langs kysten og gik stejlt op og ned mellem den grønne bevoksning. Et sted kunne vi stå og kigge lodret ned på havet, og Hanne spottede hurtigt et par sæler, der solede og nød den flotte dag.

Efter ca. tre kvarters vandring dukkede en lang, hvid sandstrand op foran os.

Vi gik rundt om den for at kunne finde vej ned på den flade strand, der var ind kranset af stejle klippesider – sider, der dog var bevoksede med grønne bregner. Her var få folk, men de havde badetøj på eller luftede deres hunde – et idyllisk syn med det turkise og klare vand der absolut ikke manglede noget i forhold til tropiske strande på den anden side af jorden.

Vi skiftede straks til korte bukser, da vi havde klatret ned af de stejle sten mod stranden. Vi fandt nogle sten på den fjerne ende af stranden, hvor vi satte og nød udsigten.

Vi gik længe rundt i vandkanten og fotograferede de skrigende grønne sten, der lå i vandkanten og var overgroet med både vandplanter og tang, mens solen bagte ned på os – og vi havde ikke solcreme med – dumt. Vi blev dog ikke skoldede, men efter en times tid på stranden satte vi kursen hjemad, og vi besluttede at følge det nye kort og skære ind over markerne for at komme hurtigere hjem. Det lykkedes næsten, og vi var hurtigt hjemme, så vi kunne sætte os med en øl foran vores hyggelig lille stenhus med udsigten over havet.

Det blæste en smule, men vi nød det, mens vi betragte en stor olieboreplatform, der blev bugseret forbi i horisonten. Hvor mon den kom fra?

Nu var det planen at spise på en restaurant i den nærliggende landsby, Trevellard! Udlejningsværten anbefalede i store vendinger ”The Meadery” i Trevellard, så vi traskede de ti minutter op til hovedvejen og Costcutters, og videre i ti minutter til for at nå dette gourmet mekka. Vi have ikke bestilt bord, men det gjorde ingen forskel, for alle borde lå hen i dybt mørke – og tilsvarende hede. Det var som at sidde i en kulmine, der var bygget om til sauna. Der er definitivt ingen vinduer i bygningerne i Cornwall! Hanne fik spareribs og jeg fik fisk, og det var både billigt og aldeles udmærket, så det rettede lidt op på indtrykket, efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket og vi fik taget det meste af tøjet af. Vi sluttede måltidet af med en ”Cornish Coffee”, og her gik det op for os, at Mead betyder frugtvin - altså vin fremstillet af frugt. Kaffen var noget sød, men den smagte fint.

Det var som en genfødsel at komme ud i lyset, og få minutter efter indfandt vi os på den pub, hvor vi planlagde at spise i overmorgen. Her var næsten mennesketomt, men det forhindrede os ikke i at få en hel og en halv pint Guinness, mens vi studerede de mange skibsvrag, som prydede kysterne i Cornwall … og nu væggene her på pubben i form af sort/hvide billeder. På vejen ud studerede vi menuen, og ordet LAM fangede vores øjne – det ER her, vi skal hen og spise på tirsdag. Det tog ganske kort tid at komme tilbage til sofaen, få en kop te og afslutte dagen med et afsnit ”Six Feet Under”.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag