Lørdag d. 11. juni 2016 RETUR

Vandreture på Dartmoor og langs kysten - men ikke der, hvor vi havde planlagt

Der var forbavsende stille på værelset på trods af, at det lå nærmest for enden af landingsbanen i Bristol, men der havde stort set ingen fly været, efter at vi ankom. Vi stod klar i det lille køkken kl. 8.30, hvor en enkelt gæst var ved at tilberede sin morgenmad, da den lille bus ankom, og en fåmælt kvinde kørte os den korte tur tilbage til lufthavnen.

Vi fandt hurtigt biludlejningen, hvor alle selskaber havde residens i den samme lille bygning, og en ung polsk kvinde hjalp os med at få vores bil – og grinede lidt af mit 40 år gamle foto i kørekortet – ja, man havde lidt mere hår dengang! Hun fandt det også vældigt morsomt, at Hanne fungerede som menneskelig GPS, og at dette nogen gange gjorde, at vi fik set nogle steder, som vi ikke havde planlagt. Bilen var en lækker, stor sølvgrå Skoda Octavia, og efter en kort gennemgang af alle knapperne på instrumentbrættet, kastede vi os ud i venstrekørsel med retning mod motorvejen M5 / A30, som ville føre os direkte fra Bristol til Penzance i Cornwall.

Det var forbavsende let at køre i venstre side, og vi søgte hurtigt i retning af M5 ved at følge skiltene. Vi passerede i høj fart en lille rasteplads, hvor en hvis kassevogn med påskriften ”Breakfast at Timothy’s” mindede os om, at vi da var kommet afsted uden at få morgenmad i lufthavnen, som vi ellers havde planlagt.

Trafikken var minimal, så en hurtig u-vending rettede op på den fejl, og vi spiste en lidt mystisk bacon-burger-bolle ved vejen med udsigt til køer og en vinmark – og et betryggende stærkt rækværk med påskriften ”Bull in field”.

Kort efter fløj vi videre mod Cornwall. Første stop var planlagt til at være Dartmoor, hvor vi godt lige ville kigge ud over de store vidder, hvor Baskervilles Hund engang huserede, så vi kørte fra M5 i byen Okehampton, som ligge lige nord for den store Dartmoor. Vi fandt ind på den lille hovedagde i byen, hvor der lå et informationscenter, og efter lidt roden fandt vi en parkering foran et stort Waitrose supermarked. Vi traskede tilbage i den hyggelig by, hvor to ældre kvinder i Turist Informationen var meget behjælpelige med folder og kort, der kunne have underholdt os en uge i denne by – og på Dartmoor. Tilbage ved bilen fristede det store supermarked, så vi endte med at købe stort ind her og svøbe frysekyllingen ind i en masse trøjer, så den burde kunne holde sig indtil Englands vestkyst.

Vi kørte nu som anvist op til Okehamptons togstation, hvor vi parkerede bilen og gik over skinnerne – stik imod anvisningen.

Vi kom hurtigt hen over M5-motorvejen via an gangbro, og nu var vi ”ude på landet”. Det var dog ikke den vilde hede, men nærmere en masse stensætninger, som indhegnede får, så vi besluttede hurtigt at forlade ruten på kortet, som (naturligvis) alligevel ikke passede med virkeligheden. Vi befandt os derfor meget snart blandt en masse får, som kiggede lidt skeptisk på os og modstræbende luntede væk, for at slippe for samvær med turister … bloody foreigners!

Det var en stejl opstigning, og vi fik hurtigt en meget flot udsigt tilbage over Okehampton. Et par skilte anviste vej mod Dartmoor, så dem fulgte vi, men det var ligesom ikke rigtig, for her gik stadig folk og luftede hunde, så det var ligesom ikke vejen ud på den vilde ”moor”. Vi satte os og spiste lidt af det medbragte brød fra Waitroses og drak en Cola Zero, og her passerede en kvindelig hundelufter og forklarede, at vi var meget langt fra ”The Granite Way”, som vi egentlig havde planlagt at følge. Vi traskede derfor ned fra højderne og fortsatte ad en sti, da vi mente at være nået til det rigtige sted langs motorvejen – hvilket hurtigt endte i ingenting … men smukt var det.

Klokken var ved at være mange, og vi havde stadig en længere køretur foran os, så vi satte næsen tilbage mod stationen … hvor skilte med ”The Granite Way” sprang lige i øjnene, da vi var helt tilbage ved bilen – vi skulle IKKE have være over skinnerne … så ved vi det til næste gang!

Vi susede nu ud på M5 igen, og efter få sekunder passerede vi under den gangbro, som vi lige fejlagtigt var gået over. Vejret skiftede nu fra sol og sommer til styrtregn, og der var en del trafik, så det gjaldt om at koncentrere sig – specielt fordi nogen kørte så langsomt, at man absolut var nødt til at overhale på den sekssporede motorvej – hu-hej hvor det gik i venstre side af vejen. Det lysnede lidt da vi endelig havde passeret et meget langt vejarbejde og vi nåede til Penzance. Nu blev vejene MEGET smalle, og Hanne hoppede i sædet hver gang vi skulle passere en bil, og hendes side af bilen nærmest strejfede de modkørende biler, mens min side skrabede mod de høje stensætninger langs vejen. Ikke desto mindre lykkedes det os at nå frem til Pendeen, hvor ”The Costcutter Shop” (byens eneste butik) markerer, hvor man skal køre ned mod udlejningshuset. Vi parkerede bilen, hvor vejen drejede skarpt tilbage mod hovedvejen, og så gik vi de sidste meter ned ad en smal vej omkranset af små lave stenhuse, hvor de fleste var moderniserede med nye vinduer og nyt tag.

Vores lille hus i nr. 13 så også fint ud, og vi checkede det hele ud, før vi vendte tilbage til bilen for at hente kufferterne og vores mad, der stadig var frossen.

Vejret var rimelig godt, så vi trak hurtigt i vandreskoene for at finde ned på kysstien for at lokalisere den lokale sandstrand ”Portheras Cove”, som skulle være et lille stykke paradis. Det lykkede kun delvist, for vi kravlede op og ned ad stejle skrænter på den smalle sti, men der var ingen strand i sigte.

Til gengæld var kysten flot med de stejle skrænter og barske klipper med brændingen dybt nede.

Til sidst nåede vi ”Pendeen Lighthouse”, hvor vi standsede og nød udsigten. Der stor to gigantiske horn på taget af et hus, som sikkert var kompressor-rummet, så hornene kunne tude i tilfælde af tåge. Heldigvis var det kun gråt, så her var helt fredeligt, og vi hørte ikke hornene i den kommende uge.

Vi besluttede at stoppe den videre strand-udforskning, da det trak sammen til regnvej. Vi tog en genvej tilbage over markerne på en grusvej, og på denne måde endte vi direkte tilbage ved ”Costcutters”, som havde åbent til kl. 20, så vi kunne få de sidste forsyninger til aftensmaden – perfekt. Det var en meget velassorteret butik, som absolut fortjener at blive brugt, og priserne var i bedste fald billigere en det luksuriøse Waitroses. Nu var der kun 10 minutters gang tilbage til ”Tin Miners Cottage”.

Hanne kastede sig ud i at lave kyllingewok på kun én el-kogeplade, da vi endnu ikke havde indset, hvordan den anden virkede (man skal læse på virkelig mange dymo-strimler for at forstå alle husets detaljer.)

Maden var dejlig, og vi havde alligevel overskud til at falde sammen i sofaen og se et enkelt afsnit ”Six Feet Under”, inden vi kravlede op ad den smalle, stejle trappe til første-salen, hvor de hvidmalede vægge ikke kunne skjule de store kampesten, som huset er bygget af. Dørene var planker, og dørhåndtagene var simple klinker – alt sammen originalt.

Mega-hyggeligt og flot restaureret i den oprindelige stil.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag