Lørdag d. 6. februar 2016
RETUR
Fra 90 graders
havudsigt til … 180 graders ocean panorama!
|
Der
var ingen vej udenom … vækkeuret var stillet til kl. 5, så vi kunne forlade
det vidunderlige ”Hale Kukui” hus med udsigten over
Waimea Canyon – vi skulle videre til Kauai, og flyet lettede 9.25 fra Kona
Airport. Der var overraskende megen trafik på
vejen, og mange biler kørte ind til hotellerne, så det var nok ansatte, der
skulle på arbejde. Vi fik uden problemer afleveret bilen og checket bagagen
ind, og så havde vi tid til at spise den medbragte morgenmad i den helt åbne
afgangshal – det kan vel ikke være en hal, når loftet er den lå himmel? Så
afgangstorv!
En flot
hula-hula statue med tre dansende kvinder prydede pladsen, og mange blev
foreviget sammen med de tre skønheder. Da vi skulle
ud i flyet var der reelt tale om en ”gate” … altså en port lavet af trådnet. Jeg kiggede
uden noget formål ud af vinduet, da vi lettede – Hanne sad ved vinduet, da
jeg så en hval springe helt ud af vandet og plaske ned i havet lige under flyet.
Hanne nåede at se plasket, og hun så også den næste hval, der fulgte lige
efter nummer ét. Jamen … så farvel til Hawaii Big Island fra hvalerne. Og nej
– vi havde IKKE kameraet fremme, men jeg huggede et foto fra nettet, der er
identisk til det, som vi så … det var fantastisk!
Der var under
tre kvarter over til Honululu, hvor vi nød udsigten
til Mauai over skyerne. Så var der en times
ventetid og lige over tyve minutters flyvning videre til Kauai,
hvor vi igen skulle igennem det store kredit-kort
cirkus i Hertz, selv om bilen VAR checket ind og alt var betalt. Irriterende!
Trafikken i Lihue var nærmest kaotisk her en lørdag
eftermiddag, men vi fandt hurtigt Walmart, hvor vi
købte det fleste drikkevarer, vand mm. til resten af ugen. Resten af indkøbet
blev foretaget i Safeways, som er vores absolutte favorit – men også i en
anden prisklasse. Dog har vi en Safeways-kort, som tryller 1/3 af regningen,
når man viser det i kassen – det gør en STOR forskel. Grøntsagerne er også
horribelt dyre her, men vi kunne købe en halv skinke for 70 kroner – hvilket
vi undlod at gøre, da vi så udelukkende skulle spise skinke til morgen-,
middag- og aftensmad i den kommende uge. Nu startede
det HELT store cirkus med at finde vores lejede lejlighed. Vi havde kun
”reservat-adressen” Alii Kui”
i Princeville, og det kunne vi umiddelbart ikke finde,
selv om vi fandt adressen, så vi spurgte i hotellet overfor, og blev vist
videre til den modsatte side af vejen, hvor der ikke var nogen tydelig skiltning.
Her fandt vi efter lidt søgen ”Reception”, men den yngre kvinde i receptionen
var kun til rådighed for ”Time Share”-folket i
området, så hun kunne ikke hjælpe os. Hanne forsøgte at ringe til udlejerens
nummer, men ”Ocean Front Rentals” havde
telefonsvarer på. Der var en anelse tilløb til panik! Her kunne kvinden i
receptionen dog hjælpe. ”Ocean Front” havde kontor på 1. sal i det
nærliggende indkøbscenter, så vi hastede derhen, og lokaliserede dem – det
havde vi ALDRIG fundet uden hjælp. Her tog en anden ung kvinde imod os, men
hun kunne ikke finde nogen ”Palsoe” blandt
reservationerne. Hun fik fremvist reservationen fra ”Hotels.Com”, og
pludselig fandt hun ”Polsoe” … det var godt nok til
os. Vi fik udleveret et stykke papir med adressen på lejligheden og den kode,
som ville frigive nøglen fra nøgleboxen uden for
døren. Hun nåede lige at nævne, at hun var der en halv time endnu i dag, hvis
vi havde problemer. Vi turde ikke tænke tanken, at vi var kommet en halv time
senere. Vi fandt uden
problemer tilbage, og nøglen faldt ud af boxen som
svar på den rigtige kode – og så kom vi ind i en gigantisk lejlighed, men
kæmpe stue (og vindue med udsigt over havet), stort, lækkert køkken i
forbindelse med stuen med barstole til tilskuerne, to soveværelser og to
badeværelser – og ikke mindst panoramavinduer mod havet i soveværelset. Der
var også altan på to sider af lejligheden, så den ene side var 180 graders
havudsigt, og den anden side havde flot udsyn mod de massivt grønne bjerge.
Vi skyndte os
at tømme bilen og tage to øl med ud på balkonen, hvorfra vi hurtigt så flere
hval-pust og et par plask fra hoppende hvaler – det er en SUVERÆN placering.
Desværre blæste det nu op, og sorte skyer nærmede sig. Faktisk var vinden så kraftig,
at vi ikke turde lade vores ølflasker stå på bordet … de kurede i vinden, når
man slap dem! Vi satte os derfor ind i stuen og afsluttede øllen, og vi
glædede os over, at vi skulle være her en hel uge.
Vi forlod
kortvarigt huset for at inspicere området, lige inden det blev mørkt.
Græsplænen foran huset stoppede brat ved afgrunden, som faldt 15 meter ned
til klipperne, hvor store bølger nu slog ind mod kysten i den hårde blæst.
Poolen lå kun et par minutters gang nede ad indkørslen, og den så indbydende
ud – hvis det ikke lige var for stormen og det sene tidspunkt. Hjemme igen
SATTE DEN TOTALE PANIK IND! Vi skulle have et glas vin, og det mest
velforsynede hjem på hele Kauai, med egen vinreol,
med egen vinglas-dispenser, skåle, bestik og andet køkkengrej til en hær af
mennesker … havde ikke en proptrækker.
Det startede
en længere kamp for at grave proppen til Hannes hvidvin ud, men jeg endte med
at overgive mig og skubbe den ned i vinen … så vi kunne observere stormen på
panoramavinduet i soveværelset, hvor regnen nu drev ned af glasset, og vinden
hylede i de eller lukkede persienne-ruder, som jo absolut ikke er lufttætte.
Det kommer vist til at kræve ørepropper i nat. Køkkenet var
som nævnt indrettet med ALT, så det var en smal sag at lave aftensmad af
svinemørbrad (som er udskåret helt anderledes i USA) samt stegte ris og
grønt. Vi besluttede at synke sammen i den enorme hjørnesofa og se første
afsnit af DR’s ”Bedrag”, som er taget med på PC’en,
og det tegner absolut godt. Jeg forsynede mig med ørepropper, da det stadig
hylede i vinduerne, og så var det godnat. |
