Torsdag d. 4. februar 2016 RETUR

Smeltede elefanter … og endelig … glødende røg fra lava

Vi havde planlagt heldagstur til vulkanparken, og da vi ville blive for at forsøge at se vulkanen gløde i nattemørket, så startede vi sent hjemmefra, så der var god tid til at spise morgenmad på terrassen og studere havet i kikkerten. Vi spottede faktisk en hel flok delfiner, der susede gennem havet og lavede spring over vandet langt under os.

Nu gik turen direkte til ”Volcanoes National Park”, hvor vi startede med at køre direkte til ”Chain of Craters”-vejen. Her kan man på nært hold studere mange lava-flows, der er kommet til i nyere tid. Det var små korte ture fra bilen, så vi var stadig iført sandaler. Læg mærke til hvordan noget af lavaen nærmest skinner som guld.

Her 13 år efter udbruddet begynder planterne så småt at få fodfæste i det barske underlag.

”Chain of Craters Road” fører ned til havet, hvor lavaen i 2003 flød over vejen og spærrede den for eftertiden … troede vi! Næh, for desværre besluttede man sig i 2014 for at genetablere en flugtvej her, så farvel til lavaen og nu er der en kedelig grusvej. Web’et kan forsyne os med foto fra denne skændige begivenhed. Her velsigner de lokale parkbetjente det kommende vejarbejde, inden en bulldozer tager fat på at ødelægge det enestående sceneri med en lava-dækket vej.

GODT AT VI HAR BILLEDER AF DETTE TILBAGE FRA 2012! Hvorfor kunne de ikke have lavet den nye vej 10 meter ved siden af, så man kunne nyde kontrasten af menneske-lagt asfalt og utæmmelig lava? Dette mukkede vi en del over på turen.

Det var dog stadig en flot tur at gå og kigge på de bløde lava-flader, som kunne være lavet af en flok elefanter og flodheste, der er smeltet sammen og efterladt en overflade af rynket grå hud. Visse steder er farven dog kulsort, og den glinser som de Kona-kaffebønner, som vi har hjemme i huset.

Her er endnu kun meget lidt bevoksning, så alle buler og bugter i landskabet træder frem. Der, hvor lavaen er stødt på små forhindringer, er den blevet skubbet op i en selvforstærkende blokade, som har skabt større pukler med fascinerende rynkede overflader af delle-hud!

Ved starten af ruten er den flotte naturbro, som er dannet af lavaen, der flød ud i havet her – det må have været et fantastisk syn at ligge i både ud for kysten og betragte dette skue på sikker afstand.

Vi kan lige nå at gå vandreturen på ”Mauna Uru Eruption Trail”, som skulle være ca. 4 km, så vi kørte tilbage til starten af ”Chain of Craters Road”, hvor en afmærket sti starter. Hanne fiskede an trailguide op for 2$ i en postkasse, og selv om man ikke har brug for kort eller vejledning, så var det en fremragende beskrivelser af hændelserne tilbage i 1969, som fortsatte de næste 5 år med voldsomme lavastrømme, der ændrede dette landskab. Gamle vulkankratre blev fyldt op, så de nu er let sammensunkne, størknede lavasøer og skove blev brændt ned, så kun få stammer nu er synlige som hulrum i lava-søjler – kaldet ”lava trees”. (Nedenfor til højre)

Solen begyndte så småt at gå ned, da vi kravlede de ca. 50 meter op til toppen af den gamle vulkan-top ”Pu’u Huluhulu”, hvorfra vi kunne se over på Mauna Ulu vulkanen, der stadig dampede en smule. I vores hæfte var beskrivelser af, hvordan geologer på dette sted havde betragtet den over 100 meter høje lava-søjle fra vulkanen, da noget ændrede sig, og lava-søjlen pludselig ændrede retning mod denne top, så de måtte springe for livet.

Det er svært at forestille sig, når man sidder fredeligt og spiser frokost … selv om klokken var 17.30!

Vi hastede nu tilbage, for at nå bilen, inden det blev for mørkt, og den nedgående sol lavede smukke farver på skyerne i mørkningen.

Vi undrede os derfor meget over, at vi stadig mødte folk på vej UD på ruten – de ville umuligt kunne nå tilbage i dagslys. Ikke underligt at Park Service advarer uerfarne folk mod at vandre alene.

Nu gik turen direkte mod det, som forhåbentlig ville blive både dagens og én af turens højdepunkter. Vi kørte ind i parken mod ”The Jaggar Museum”, hvor den store parkeringsplads var HELT fyldt i det tiltagende mørke. Vi var død-heldige at finde en parkeringsplads med det samme, og vi kunne svagt ane en lyserød glød på skyerne over det store Halema’uma’u krater bag museumsbygningen, så det tegnede godt.

Allerede da vi gik frem mod kanten af afgrunden, jublede vi over den glødende kugle, som svovldampene i krateret dannede her i skumringen.

Det var VILDT flot – meget flottere end vi havde turde håbe på. Selv om man ikke kan se flydende lava, da selve lavasøen er ca. 40 meter under kraterkanten, hvilket faktisk er det laveste, siden udbruddet startede i 2008, så er synet helt fantastisk. Jo mørkere det blev, desto smukkere blev oplevelsen – ikke mindst da Hawaii’s stjernehimmel dukkede op over røgen på denne klare, fantastiske aften.

Vi stod længe og nød synet, og vi glædede os over alt det varme tøj, som vi havde taget på, da vi kiggede rundt på andre turister i T-shirts og korte bukser, for det var temmelig koldt nu. Folk forsvandt derfor hurtigt, så der blev bedre plads til sidst.

Vi gik tilbage til toiletterne for at gøre os klar til den to timer lange hjemkørsel. Da vi mødtes udenfor igen, gik vi uden at diskutere det tilbage til udsigten, for at se den endnu en gang – hvem ved om vi nogensinde ser dette igen?

Turen hjem var ikke så slem som frygtet, så vi var hjemme på under to timer efter denne fantastisk oplevelse. Der var mikro-mad på få minutter, og så besvimede vi ved 23-tiden … efter en totalt vellykket dag, hvor vi fik set vores lava-glød!

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag